Hvorfor er vi bange for mørke?

Forestil dig, at du går en tur i skoven. Lyden af grenene, der rør sig i blæsten, og den friske luft i næseborene giver dig en dejlig ro i kroppen.

Men forestil dig så, at det er nat. De hvislende lyde af blade, der kryber langs jorden, er pludselig forvandlet til faretruende signaler, og træerne ligner skikkelser, der ligger på lur.

Når mørket falder på, bliver ellers uskyldige omgivelser hurtigt skræmmende, men hvorfor bliver vi egentlig bange i mørket? Det har undret en af Spørg Videnskabens læsere. Preben skriver:

»Det er en almindelig ting at være mørkeræd. Men hvorfor er vi bange for mørke? Vi er jo øverst i fødekæden, i hvert fald i Danmark, og har kun vores egen art at frygte, hvis det endelig er. Måske kan det være et levn fra urmennesket.«

Det kunne være, at Preben har fat i noget i forhold til urmennesket. Men for at være helt sikker har vi taget hans spørgsmål med til Mathias Clasen, der er en vaskeægte gyserforsker og lektor på Aarhus Universitet. Og Marc Andersen, postdoc på Aarhus Universitet, der har forsket i perceptionspsykologi, hvor han blandt andet har foretaget eksperimenter med forsøgspersoner, som så skikkelser i en tåget skov med virtual reality.

Er vi overhovedet bange for mørke?

Eksperimentet med virtual reality vender vi tilbage til senere i artiklen. Først og fremmest skal vi lige opklare, om præmissen for spørgsmålet overhovedet er rigtig. Er vi mennesker bange for mørke?

»Det er i hvert fald et empirisk faktum, at mange mennesker bliver bange og nervøse for mørke. Vi ved, at særligt børn fra omkring tre-årsalderen bliver meget utrygge i mørke og søger hen til voksne,« siger Mathias Clasen.

Men det er ikke kun børn, der er bange for mørke. Du kender måske også fra dig selv, at gyserfilmen eller turen ned i vaskekælderen bliver lidt mere uhyggelig, når det er blevet mørkt. Og der er faktisk også forskning, som tyder på, at velvoksne personer bliver mere ængstelige i mørke.

»Man har udført forsøg, hvor deltagerne skulle sidde med et headset på. Én gruppe sad i et veloplyst lokale, mens den anden sad i mørke. Pludselig hører de en høj lyd i ørerne, og her kunne man altså måle ved hjælp af puls og andre biologiske markører, at gruppen i det mørke lokale reagerede stærkere på lyden.«

Urmennesket i os bliver bange

Det er altså ikke bare børn, der er bange for mørke. Ifølge Mathias Clasen tyder studiet med høretelefonerne på, at det er en biologisk respons, og det bringer os naturligt videre til Prebens eget forslag: Måske er det et levn fra urmennesket?

»Det kunne det meget vel være. Det giver i hvert fald god mening, at vi evolutionært har udviklet en frygt for mørke. Det er jo et af vores karakteristika som mennesker, at vi ser dårligt i mørke i forhold til mange andre dyr, og at vi typisk sover om natten,« siger Mathias Clasen.

Og som Preben selv nævner, er der i moderne tid ikke mange farlige rovdyr ude efter os , men det var der i fortiden.

»Frygten for mørke kan være et levn fra en tid, hvor der var mere fare på færde i form af dyr, der jager om natten, og måske kunne finde på at spise os,« siger Mathias Clasen.

Er det virkelig mørket, vi er bange for?

Forklaringen med urmennesket og rovdyret tyder dog på, at det ikke er selve mørket, vi er bange for, men i stedet hvad der kan gemme sig i det.

Og måske er vi nået dertil i artiklen, hvor vi lige bliver nødt til at træde et skridt tilbage og forsøge at komme lidt nærmere, hvad vi egentlig mener, når vi siger, vi er ‘bange’ for mørke.

Den kendte danske filosof Søren Kierkegaard påpegede nemlig, at der er forskel på frygt og angst. Ifølge hans definitioner har frygten et objekt, som man kan flytte sig fra. For eksempel en edderkop eller en tiger. Mens angsten ikke har noget objekt.

»Den distinktion er faktisk underbygget i dag af psykologisk og neurobiologisk forskning. Frygt giver anledning til en ‘kæmp eller flygt’-respons, hvor vi reagerer hurtigt ved enten at kæmpe eller stikke af, mens angsten i højere grad giver anledning til en afventende afsøgende adfærd, hvor man bliver meget opmærksom på lyde og bevægelser omkring sig. Og det er nok i virkeligheden angst, vi oplever, når vi bevæger os ind i et mørkt rum og bliver ‘bange,« siger Mathias Clasen.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

Den forudsigende hjerne

Nu har vi både kradset lidt i overfladen af vores evolutionære historie og tegnet en filosofisk streg i sandet mellem frygt og angst, men den kognitive hjerneforskning har faktisk også et bud på, hvorfor vi måske får en lidt mere livlig fantasi i mørke.

Det går ud på, at vores hjerner hele tiden forsøger at forudsige, hvad der skal ske. Forudsigelserne er baseret på de erfaringer, vi tidligere har gjort os, samt de sanseindtryk, vi løbende modtager.

»Tidligere troede man, at hjernen passivt modtog en masse sanseindtryk, som den derefter ordnede, men i dag tyder det mere på, at hjernen aktivt forsøger at forudsige, hvad der skal ske,« siger Marc Andersen.

Vores hjerner bruger i forvejen en femtedel af al vores energi. Derfor er det smart, at vi ikke behøver rette vores opmærksomhed mod alt, hvad vi foretager os. Ved at forudsige, hvad der skal ske, sparer hjernen altså dyrebar energi.

»I stedet for at hjernen hele tiden skal udregne alting på ny, behøver den kun at fokusere på fejlene. Det er altså kun de gange, at vores forudsigelser ikke holder stik, at det kræver vores opmærksomhed. Resten af tiden kører vi lidt på autopilot,« siger Marc Andersen.

Et populært eksempel på sådan en fejl kunne være, når vi tager en mælkekarton i køleskabet. Måske forventer vi, at den er fuld, tager fat i den og kaster den nærmest over skulderen, fordi den vejede mindre, end vi troede.

Hjernen har svært ved at rette fejl i mørke

Men hvad har den forudsigende hjerne og mælkekartoner så lige at gøre med mørket?

Jo, når du står i en mørk gang, og hatten på stumtjeneren ligner en uhyggelig menneskeskikkelse, har dine sanser svært ved at rette de fejl, som din hjerne har forudsagt.

»Når det er mørkt, stoler hjernen mindre på de sanseinput, den modtager. Vi ser ikke så godt, så vi har meget svært ved at få rettet vores første indskydelse om, at det måske er en person, der står og lurer i mørket. Det er med andre ord sværere at rette forkerte forudsigelser i mørke,« siger Marc Andersen.

Ifølge Mathias Clasen er der også flere forskere, der peger på, at vores fantasi får lidt mere ‘frit spil’, når det er mørkt.

»Når man ikke kan se så godt, kan man nemt komme til at bruge forestillingsevnen til at udfylde de mange huller. Der kunne jo godt gemme sig nogen i mørket, og det er svært at afkræfte,« siger han.

Forsøgsdeltagere så skikkelser i tåget skov

Tilbage til eksperimentet med virtual reality.

I et forsøg bad Marc Andersen 60 studerende tage et par VR-briller på og gå igennem en skov.

Først fortalte han den ene halvdel af gruppen, at de havde 95 procent chance for at møde en skabning eller flere på deres vej gennem skoven, mens den anden halvdel fik at vide, at de blot havde fem procent chance for at møde nogen eller noget i skoven.

Den store hemmelighed var, at der slet ikke var nogen andre i skoven.

Alligevel viste det sig, at langt flere i den første halvdel af gruppen mente, at de havde set en skikkelse.

»Det tyder jo på, at forventningen i sig selv har stor indflydelse på, hvad vi oplever,« siger Marc Andersen.

Men ikke nok med det. Deltagerne skulle også gå gennem en tåget skov, hvor det ligesom i mørke er sværere at stole på sine sanser.

Her viste resultaterne, at den tågede skov fik deltagerne til at rapportere om flere væsner sammenlignet med den oplyste skov.

»Vi overvejede faktisk også at gøre det med en mørk skov, men vi var bekymrede for, at deltagerne ville blive bange i den mørke skov, og vi ville gerne fokusere vores undersøgelse på, hvordan dårlige sanseindtryk i sig selv påvirkede deltagerne,« siger Marc Andersen.

Nogle mennesker bliver mere bange end andre

Nogle af os er så bange for mørket, at vi nærmest løber ind i sengen, så snart lyset er slukket, og omgiver os med dynen som et skjold mod eventuelle trusler.

Andre nyder næsten, at det er lidt farligt. Og Mathias Clasen har faktisk tidligere undersøgt, hvem af os der er tilbøjelige til at opsøge det adrenalinsus, som uhyggelige oplevelser giver.

»Unge mennesker er blandt andet mere tilbøjelige til at afsøge egne grænser. Men vi fandt også frem til, at der er en sammenhæng imellem det at være tiltrukket af gyserfilm og -spil og et karaktertræk, der hænger sammen med det at finde nydelse i at blive intellektuelt stimuleret,« siger han.

I forsøget svarede 1.070 amerikanere på deres oplevelser med gys og vurderede deres egne karaktertræk. Karaktertrækket ‘åbenhed’, der blandt andet dækker over det at være opfindsom og nysgerrig, hang bedst sammen med et højt forbrug og en stor nydelse af gys.

»Det er højst sandsynligt de samme mennesker, der ikke bliver så bange for mørket. Omvendt kunne man godt forestille sig, at personer, der er mere neurotiske, et karaktertræk der er defineret ved at have let til bekymringer og nervøsitet, er mere bange for mørke,« siger Mathias Clasen.

Stenalderhjerne og forudsigelsesfejl

Ifølge de to forskere kan der altså være flere årsager til, at vi mennesker er bange for mørke.

Lad os lige opsummere kort:

Først og fremmest har vores hjerner stort set ikke ændret sig, siden vi boede i en natur, hvor farlige dyr gik på jagt om natten.

Derudover er vores sanser ikke lige så skarpe i mørke, og vi kan nemt komme til at forestille os noget, som ikke er der.

Og ikke nok med det, så er det ekstra svært at få rettet en opstået forestilling om, at der faktisk står en uhyggelig skikkelse i den mørke gang, fordi vi stoler mindre på vores sanseindtryk i mørke.

Vi håber, at det var svar nok og siger tak for det gode spørgsmål. Der er en mørk og stormfuld T-shirt på vej til Preben.

Sidder du også og brænder inde med et spørgsmål til Videnskab.dk, og vil du også have fingrene i en T-shirt, så tøv ikke med at sende spørgsmålet til sv@videnskab.dk.