Gyset stortrives.
Netflix-serien The Haunting of Hill House fra 2018 blev rost til skyerne af både anmeldere og seere.
Ser man bort fra superhelte- og børnefilm, finder man gyserne A Quiet Place og Halloween højt oppe på blockbuster-listerne over biografgængernes favoritter fra 2018.
Og i forrige uge udkom så genudgivelsen af det populære gyserspil Resident Evil 2 fra 1998, og det slog straks New Super Mario Bros U af førstepladsen på de engelske salgslister.
Men hvorfor er det, vi frivilligt sætter film på, som gør os bange? Det virker jo ikke særlig rationelt, når vi bagefter får koldsved ved tanken om at gå i vaskekælderen alene?
»Vi er nysgerrige efter at finde og udfordre vores egne grænser. Det er en måde, hvorpå vi kan få lov til at lege med frygt- og trusselsscenarier i en sikker situation uden store risici og omkostninger,« forklarer Mathias Clasen til Videnskab.dk.
Han er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i netop gysergenren. Han er desuden førsteforfatter på et studie om, hvem der godt kan lide gys, som udkom i det videnskabelige tidsskrift Evolutionary Behavioral Sciences for nylig.
\ Om undersøgelsen:
Forskerne har spurgt 1.070 nordamerikanske personer over 18 år om deres forhold til og forbrug af gys i alle afskygninger. 538 mænd og 532 kvinder deltog.
Informationer om deltagernes køn, alder og personlighed er blevet sammenholdt med deres forbrug af gys.
Svarene er blevet brugt til at vurdere, hvilke af fem overordnede karaktertræk, der er mest udslagsgivende for, om man opsøger gyset.
Det viste sig, at ‘åbenhed’ var det mest væsentlige karaktertræk i forhold til at se gyserfilm.
‘Åbenhed’ kan oversættes til en generel nysgerrighed efter at prøve sine grænser af og opsøge nye oplevelser og erfaringer.
De øvrige karaktertræk ser vi nærmere på længere nede i artiklen.
Vi bliver mere angste af gyserfilm
Gennem tiden har der været flere forsøg på at forklare vores tilsyneladende irrationelle lyst til at skræmme os selv.
Før vi når frem til Mathias Clasens egen forklaring, skal vi lige krydse et par andre mulige hypoteser af listen.
Den første stammer helt tilbage fra den berømte filosof Aristoteles. Han mente, vi opsøger tragedien, fordi den renser os for vores egen angst. En proces, han kaldte ‘karthasis.’
»Det var en teori, jeg i forvejen var skeptisk overfor, og den stemmer heller ikke overens med vores undersøgelse,« siger Mathias Clasen.
Undersøgelsen tyder i hvert fald på, at det er meget få mennesker, der har det som Aristoteles.
I undersøgelsen svarede over halvdelen (52,2 procent), at de følte sig mere skræmte efter at have oplevet gys end før.
42,2 procent svarede, at de hverken følte sig mere eller mindre skræmte, mens blot 5,6 procent svarede, at de følte sig mindre bange efter gyserfilm eller -spil.
LÆS OGSÅ: Kvinder er ikke længere gyserfilmenes ofre
Freud: Gys er en ventil for indestængte følelser
Den næste forklaring på listen stammer fra selveste psykoanalysens fader, Sigmund Freud.
Ifølge hans teori, er gys en måde hvorpå vi kan udleve fortrængte følelser.
Men også denne teori kommer til kort, for der er tilsyneladende ingen evidens for, at vi får aflad for indestængte følelser gennem gysere, vurderer Mathias Clasen.
»Igen må jeg sige, at når respondenterne faktisk bliver mere bange, efter de har set eller brugt gys, så tyder det ikke ligefrem på, at vi kommer af med de eventuelle følelser,« siger han.
Evolution driver lysten til gys
Forskerne bag den nye undersøgelse bakker i stedet op om en tredje teori: Threat Simulation Theory - teorien om simuleret trussel.
»Det drejer sig i virkeligheden om, at vi bliver forberedt på oplevelsen af negative følelser fra en eventuel virkelig trussel, når vi ser gys,« siger han.
Men bare rolig. Mathias Clasen mener ikke, at en zombieinvasion reelt er en overhængende fare.
»Det skal ikke forstås sådan, at vi bliver bedre til at bekæmpe zombier, når vi ser gys. Men vi bliver forberedt emotionelt på at handle, når livet ikke altid går vores vej,« siger han.
Og ifølge Mathias Clasen er vi evolutionært disponerede for at minde os selv om og forberede os på trusler.
»Kigger vi tilbage til stenalderen, så var der masser af farlige ‘monstre,’ der gemte sig i mørket, og evolutionært giver det god mening, at vi i dag ser gys for at afprøve vores grænser og forberede os mentalt på en trusselssituation,« siger Mathias Clasen.
LÆS OGSÅ: Vores DNA elsker gyserfilm
Gyserforsker: Vi leger, når vi ser gyserfilm
Spørger man Rikke Schubart, der er lektor i medievidenskab på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, så er hun helt enig i, at gys er en måde at afprøve grænser på.
»Vi leger med det uhyggelige, fordi det er sjovt,« siger hun til Videnskab.dk.
Hun sammenligner blandt andet gys med den måde, mennesker og dyr leger.
»En leg er kun sjov, hvis vi føler, vi kan kontrollere den. Men den er også kedelig, hvis den ikke har et element af fare. Derfor befinder den spændende leg sig et sted mellem det sikre og det farlige, men før det skadelige,« siger hun.
Men grænsen kan rykke sig, og gyserfilm er én måde at rykke sine grænser på.
»Folk, der ser mange gyserfilm, har typisk en højere tærskel, end personer, der ikke ser gys, og derfor skal der også mere til, før de oplever gyset som uhyggeligt,« siger Rikke Schubart.
LÆS OGSÅ: Horror-spil er mere skræmmende end gyserfilm
\ Personlighedstræk i undersøgelsen
Deltagernes personligheder blev i undersøgelsen bedømt ud fra fem overordnede parametre:
- Neuroticisme (bekymret/nervøs eller rolig/selvsikker)
- Åbenhed (opfindsom/nysgerrig eller konventionel/forsigtig)
- Samvittighedsfuldhed (loyal/organiseret eller upålidelig/spontan)
- Ekstraversion (udadvendthed og energisk eller indadvendthed og reserveret)
- Venlighed (venlig og medfølende eller udfordrende og afskåret)
Det karaktertræk, der hang tydeligst sammen med et forbrug af gys, var ‘åbenhed.’
Det betegner typisk personer som har en interesse for kunst, eventyr og usædvanlige idéer. Det er personer med en nysgerrighed efter variation og nye indtryk. Mennesker, der har en høj ‘åbenhed’, søger intense og euforiske oplevelser.
Nogle mennesker rykker grænserne mere end andre
Ifølge Mathias Clasens undersøgelse er det særligt mennesker, der vil afprøve egne grænser, som ser gys.
»Selvom mennesket generelt er nysgerrigt, så ved vi også, at nogle er mere tilbøjelige til at opsøge nyt end andre. Og de mennesker er altså også mere tilbøjelige til at se gyserfilm,« fortæller Mathias Clasen.
Han sammenligner blandt andet det at se gyserfilm med det at spise stærk chilli eller dyrke ekstremsport.
Det hænger fint sammen med Rikke Schubarts opfattelse:
»At være angst eller spændt er kemisk set det samme. Det, der afgør, om det er en god oplevelse, er din følelse af at være i kontrol. Det er man måske mere tilbøjelig til at føle, hvis man generelt er vant til at skubbe til sine grænser,« siger hun.
Forsker: Gys er for de nysgerrige
Undersøgelsens deltagere blev spurgt til, i hvor høj grad de nød gyserfilm på en skala fra 1-5, hvor 5 er højest.
Over halvdelen (54,5 procent) svarede enten 5 eller 4, mens 17 procent svarede 3.
Samtidig svarede over 80 procent, at de så gyserfilm flere gange om året.
Både mænd og kvinder kunne lide gys og brugte det i høj grad, dog med en lille overvægt hos mændene. Samtidig svarede kvinderne også, at de blev lidt mere skræmte.
Det nye studie viser dog ikke, om det skyldes, at »mændene ikke vil indrømme, at de bliver bange, som tidligere forskning tyder på,« fortæller Mathias Clasen.
»Tallene viser, at gys er meget populært, og at det ikke kun er for teenagedrenge. Det gør mig også lidt glad som gyser-tilhænger, at det er de nysgerrige personer med hang til intellektuel stimulation, der er mest glade for gys. Tidligere har der været et stigma, der hed, at gyserfilm var for dumme mennesker,« siger Mathias Clasen.
Gys er blevet mere accepteret som genre
Undersøgelsen finder også en lille, men signifikant, modsætning mellem uddannelsesniveau og gys. Det vil sige, at jo højere uddannelse, jo mindre tilbøjelighed til at se gys.
»Det er ikke en meget tydelig forbindelse, men det drejer sig nok om, at gys generelt ikke nyder stor anerkendelse som kunst, og i øvrigt spiller på mere basale følelser. Det er dog ved at ændre sig, efterhånden som gys er blevet mere accepteret som genre,« siger Mathias Clasen.
Rikke Schubart mener dog ikke, at det er noget nyt, at gys er populært.
»Fantastiske og overnaturlige fortællinger har altid været en del af vores kultur. Historier om spåkoner, troldmænd og hekse går langt tilbage, og det samme gør vampyrer og varulve. Så på den måde er det bestemt ikke noget nyt,« siger hun.
Hun er dog enig i, at streamingtjenesterne gør det nemmere at eksperimentere med gysergenren.
»Tidligere skulle et produktionsselskab overbevises om, at folk ville se filmen, men en streamingtjeneste får respons med det samme og kan nå ud globalt. Selv hvis de har et nichepublikum i flere lande, så får de mange seere globalt - og så er serier noget mindre omkostningstunge at arbejde med, end film er,« siger hun.
