Siden den 7. oktober 2023 er mere end 58.000 palæstinensere i Gaza rapporteret dræbt. Det tal er formentlig konservativt. Men de høje dødstal er ikke i sig selv nok til at sige, at Israel begår folkedrab.
Det kræver nemlig det, man kalder ’folkedrabshensigt’, som er meget svært at bevise. Vi ser især på, hvad Srebrenica-dommen siger om begrebet ’folkedrabshensigt’ – og hvad det kan betyde for situationen i Gaza.
Dette er tredje artikel i vores serie. Den første artikel forklarer, hvad definitionen af ’folkedrab’ dækker over som international forbrydelse.
Den anden artikel giver eksempler på domme og tilfælde, hvor det kan være relevant at tale om folkedrab i juridisk forstand.
\ Artikelserie: Er det et folkedrab?
På grundlag af folkerettens kilder og metode giver vi i denne artikelserie vores bud på, hvad der skal til for, at den aktuelle sag som Sydafrika har anlagt mod Israel ved Den Internationale Domstol (ICJ) vil føre til en dom for folkedrab (vi skrev også en artikel om den foreløbige dom).
Jura er imidlertid ikke en eksakt videnskab, og mange folkeretlige regler – herunder reglerne om folkedrab – udmærker sig ved at efterlade et betydeligt rum for fortolkning.
Læg dertil, at vi har relativt få autoritative fortolkningsbidrag fra eksempelvis internationale domstole at stå på. Det betyder, at der ofte er væsentlig usikkerhed forbundet med udtalelser om gældende folkeret.
Den usikkerhed har vi som universitetsansatte folkeretsjurister en særlig forpligtelse til at fremlægge loyalt, når vi formidler forskningsbaseret viden om vores fag. Det vil vi også gøre her.
Derfor er det så svært at bevise en folkedrabshensigt
Hvis man vil forstå de vanskelige bevisstandarder omkring folkedrab, er bevisførelsen i Srebrenica-sagen ikke til at komme udenom.
Forløbet kan kort opsummeres således: 8. marts 1995 udstedte Radovan Karadžić, den bosnisk-serbiske leder under krigen i Bosnien, det såkaldte ’Direktiv 7’ om de kamphandlinger, som skulle igangsættes i Srebrenica-området.
I Karadžićs direktiv hed det, at styrkerne skulle skabe »en ubærlig situation af total usikkerhed uden noget håb om yderligere overlevelse eller liv for indbyggerne«.
Få måneder senere gennemførte bosnisk-serbiske styrker en blodig massakre mod de bosniske muslimer i området.
Et centralt spørgsmål i de efterfølgende retssager blev, om man kunne læse en folkedrabshensigt ud af direktivet. Det mente hverken ICTY (Jugoslavien-tribunalet) eller ICJ (FN’s øverste dømmende myndighed), at man kunne (paragraf 281 her).
Først folkedrab, da både handling og hensigt var tydelig i Srebrenica
Massakren i Srebrenica få måneder senere i juli 1995 var til gengæld folkedrab. Men dommerne mente ikke, at der beviseligt lå en folkedrabshensigt gemt i direktivets formuleringer.
Det var simpelthen for ukonkret. Formålet med operationen kunne principielt være etnisk udrensning og ikke nødvendigvis folkedrab.
\ Hvad er etnisk udrensning?
’Etnisk udrensning’ handler om, at en gruppe bevidst iværksætter voldelige politikker og praksisser for at fjerne en anden etnisk eller religiøs gruppe fra et bestemt geografisk område.
Udtrykket ’etnisk udrensning’ er blevet brugt i FN-resolutioner og i international retspraksis, men etnisk udrensning er ikke en selvstændigt defineret international forbrydelse.
Situationer, der betegnes som ’etnisk udrensning’ retsforfølges derfor – afhængig af konteksten – som krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab.
Den afgørende forskel i forhold til folkedrab er, at ’etnisk udrensning’ ikke forudsætter en hensigt om fysisk at ødelægge den relevante gruppe.
ICJ fandt i stedet, at hensigten til at begå folkedrab krystalliserede sig senere, da planen om at henrette omkring 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge i og omkring Srebrenica og transportere de bosnisk-muslimske kvinder, børn og ældre væk fra området blev udviklet.
Da dén plan blev iværksat, vurderede dommerne, at de bosnisk-serbiske styrker »ikke blot vidste, at kombinationen af drabene på mændene og tvangsoverførslen af kvinder, børn og ældre uundgåeligt ville resultere i den fysiske forsvinden af den bosnisk-muslimske befolkning i Srebrenica, men også gennem deres handlinger klart tilsigtede gruppens fysiske ødelæggelse« (paragraf 294 her).
Derfor blev en række personer senere dømt for folkedrab i Srebrenica, herunder Karadžić og general Radislav Krstić.
\ Folkedrab kræver altid to elementer: handling og hensigt
Som vi skrev i artikel 1 i denne serie, er Folkedrabsforbrydelsen defineret i Folkedrabskonventionens artikel II:
»I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
a) at dræbe medlemmer af gruppen
b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,
e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.«
Der skal dermed være to elementer til stede, før der er tale om folkedrab:
For det første skal mindst én af de oplistede handlinger være begået, og for det andet skal det – uanset hvilke(n) der er tale om – bevises, at handlingen/handlingerne er begået med den særlige hensigt helt eller delvist at »ødelægge« den relevant gruppe »som sådan«.
’Hensigt’ er meget vanskeligt at bevise
De specifikke beviskrav, der blev udpenslet i forhold til Srebrenica-massakren, tilsiger, at en folkedrabshensigt dokumenteret på grundlag af et bestemt adfærdsmønster skal kunne fastslås helt klart.
Der må ikke være rimelig tvivl om, at adfærdsmønsteret er udtryk for en folkedrabshensigt. Det er for eksempel ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at handlingsmønsteret bygger på en folkedrabshensigt.
Det er heller ikke tilstrækkeligt at påvise, at den mest rimelige læsning af situationen er, at der er handlet med folkedrabshensigt. Det, der skal bevises, er, at situationen reelt ikke giver mening, medmindre man indlæser en folkedrabshensigt.
ICJ formulerer det sådan, at hvis en folkedrabshensigt skal udledes af et adfærdsmønster, skal dette være »den eneste slutning, der med rimelighed kan drages af de pågældende handlinger« (paragraf 148 her).
Det er vigtigt at understrege, at disse særdeles strenge beviskrav ikke betyder, at der ikke kan være hensigt til andre forbrydelser i spil samtidig med folkedrabshensigten.
For eksempel kan man, som det også var tilfældet i Srebrenica, begå folkedrab og samtidig have til hensigt at gennemføre etnisk udrensning af et område.
ICJ’s valg: Følger de Srebrenica-sagen eller ej?
Srebrenica-bevisstandarden har betydning for ICJ-sagen vedrørende Gaza. Sydafrika skal føre bevis for, at Israels adfærdsmønster ikke ’blot’ kan forklares som eksempelvis:
- legitime forsøg på at nedkæmpe Hamas,
- hensynsløs krigsførelse,
- ligegyldighed overfor palæstinensernes ve og vel,
- et ønske om kollektivt at afstraffe palæstinenserne for Hamas’ gerninger
- en hensigt om at forårsage etnisk udrensning af hele eller dele af Gaza.
Kun hvis sådanne motiver forekommer utilstrækkelige som forklaring – således at det vurderes at være nødvendigt at antage en folkedrabshensigt for at forstå Israels handlingsmønster – vil ICJ finde Israel ansvarlig for folkedrab.
Forudsat selvfølgelig, at Domstolen opretholder den praksis, der blev fastlagt i forbindelse med Srebrenica-sagen.
Det er ikke udelukket, at ICJ vil vurdere, at de faktuelle omstændigheder i Gaza er helt unikke, og derfor vil anlægge en anden bevisstandard.
Hvorfor Gaza ikke helt ligner Holocaust eller Srebrenica
Til forskel fra situationen i for eksempel Rwanda og Holocaust under 2. verdenskrig, er der i Gaza ikke tale om, at Israel systematisk dræber den palæstinensiske befolkning på en måde, som helt entydigt viser en hensigt om fysisk at ødelægge gruppen.
Ej heller, selvom de konfiskerer modermælkserstatning og blokerede al mad, medicin og anden nødhjælp til Gaza i næsten 80 dage.
Der er heller ikke dokumenteret en entydig folkedrabsbeslutning som den, nazisterne traf ved Wannsee-konferencen i januar 1942.
Til forskel fra situationen i Srebrenica, er der i Gaza ikke tale om, at israelske soldater har forårsaget en total udslettelse af en lokal gruppe, blandt andet gennem egentlige henrettelsesaktioner.
Og til forskel fra ISIL’s angreb på yazidierne, har vi ikke beviser for systematiske henrettelser og direkte forsøg på ødelæggelse af en gruppe gennem slavehandel, voldtægt og religiøse tvangsomvendelser.
Israel begår veldokumenterede internationale forbrydelser
I stedet er der i Gaza tale om en situation, hvor Israel fører krig på et ganske lille territorium med en tætpakket befolkning på cirka 2,2 millioner mennesker (før krigen), som ikke har mulighed for at forlade området.
Som led i denne krigsførelse er det blandt andet veldokumenteret, at Israel har smidt mange meget store bomber i tætbebyggede og -befolkede områder, hvilket har medført massive civile tab og skader.
Det er veldokumenteret, at Israel har forsømt sine forpligtelser til at sikre adgang til nødhjælp, medicin med videre, hvilket har medført massive civile lidelser, herunder at læger har været tvunget til at foretage amputationer på børn uden bedøvelsesmiddel.
Det er veldokumenteret, at israelske styrker har skudt og dræbt et stort antal civile, som for eksempel har:
- båret (interimistiske) hvide flag
- forsøgt at få adgang til nødhjælp
- bevæget sig ind i visse militariserede zoner med videre.
Det er ligeledes veldokumenteret, at Israel ved nedrivninger og bombninger har forårsaget massive ødelæggelser på palæstinensisk infrastruktur.
Det er også veldokumenteret, at Israel har gjort brug af en række andre ulovlige kampmetoder, så som brugen af civile palæstinensere som menneskelige skjolde.
Senest er det dokumenteret, hvordan Israel helt åbent ønsker at gennemføre etnisk udrensning af palæstinenserne i Gaza.
Kort sagt: Israel begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. De kæmper klart ulovligt, og denne ulovlige krigsførelse har medført ekstremt høje tabstal og omfattende ødelæggelser.
Nye studier indikerer endda, at de tabstal, som løbende rapporteres af de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza (per juli 2025 over 58.000 døde), formentlig er konservative. Studierne indikerer ligeledes, at andelen af civile blandt de omkomne er exceptionelt høj sammenlignet med andre krige i nyere tid.
Den menneskelige lidelse er ens – uanset om det i juridisk forstand er folkedrab eller ej
Vi har i denne artikel vist, hvor vanskeligt det er at dokumentere en folkedrabshensigt. Og folkedrabssagerne ved ICJ og ICC tager meget lang tid (ICJ er ikke tæt på at fælde endelig dom i den sag, Sydafrika anlagde mod Israel i december 2023).
Samtidig ser vi hver eneste dag klar dokumentation for, at der fortsat bliver begået grove overtrædelser af folkeretten i Gaza. Det illustrerer det problematiske i, at diskussionen går på folkedrab eller ej, og det udfordrer folkedrabsforbrydelsens placering øverst i hierarkiet af internationale forbrydelser.
Det er relativt ukontroversielt at drage konklusioner om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden på baggrund af den forhåndenværende dokumentation for Israels handlinger i Gaza siden 7. oktober 2023.
Endelige konklusioner om folkedrabsforbrydelsen må imidlertid – på grund af bevisstandarden vedrørende folkedrabshensigten – afvente ICJ’s afgørelse i Sydafrika mod Israel-sagen.
I mellemtiden er omfanget af menneskelig lidelse det samme. Uanset hvilken international forbrydelse Israels handlinger til syvende og sidst rubriceres som.
\ Kilder
'Gaza: What is the actual death toll, and how can we be sure?', Deutche Welle (2025)
'Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide', FN (1948)
'Israel limits entry of baby formula in Gaza as infants die of hunger', Le Monde (2025)
