Folkedrab i praksis: Hvad domstolene har og endnu ikke har dømt

At Holocaust var folkedrab er de færreste uenige om. Men ingen af top-nazisterne blev dømt for folkedrab, fordi Folkedrabskonventionen ikke fandtes endnu.

I denne artikel ser vi nærmere på historiske og aktuelle eksempler, hvor det har været eller er relevant at bringe folkedrabsforbrydelsen i spil.

Fik du ikke læst første artikel i serien, finder du den her. Dér gennemgik vi folkedrabsforbrydelsens historie. Vi så på dens juridiske definition.

Og vi så på forskellen mellem folkedrab og andre internationale forbrydelser, såsom krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

800.000 dræbt i det første ’officielle’ folkemord

Der er til dato kun to eksempler på, at en international domstol har fastslået, at et folkedrab har fundet sted. Det gælder folkedrabene i Rwanda i 1994 og i Srebrenica, Bosnien i 1995.

Dog er forbrydelser begået af Pol Pot-regimet i Cambodia mellem 1975 og 1979 også blevet kategoriseret som folkedrab af Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC) – en såkaldt ’internationaliseret’ domstol oprettet i 2006 med opbakning fra FN til at gennemføre et retsopgør med fire topledere i De Røde Khmerer.

Den første internationale dom om folkedrab faldt i 1998. Her fandt Rwanda-Tribunalet (ICTR), at Jean-Paul Akayesu havde gjort sig skyldig i blandt andet folkedrab.

Akayesu havde taget del i det massive angreb, som blev gennemført af ekstremistiske hutuer mod Rwandas tutsi-minoritet og moderate hutuer.

I Rwanda var der reelt ikke tvivl om folkedrabshensigten, som blandt andet kunne udledes af angrebets skala, af det forhold, at tutsier målrettet blev blevet dræbt (lister og identitetskort blev brugt i den forbindelse), samt af direkte udsagn fra ledende politiske figurer og af sange og slogans sunget af interahamwe (en militsgruppe, som stod bag en stor del af drabene).

I løbet af omkring 100 dage i 1994 anslås cirka 800.000 mennesker at have mistet livet – de fleste dræbt med simple våben så som macheter og håndvåben.

Selv om det er svært at sætte præcise tal på befolkningssammensætningen i Rwanda før og efter folkedrabet, er et rimeligt estimat, at omkring 84 procent af tutsi-befolkningen i Rwanda blev dræbt under folkedrabet.

Efter dommen på Akayesu fulgte en lang række lignende domme. I alt blev 61 personer dømt ved ICTR, mens mange tusinde blev dømt i Rwanda og ved andre nationale domstole.

Udrensningen i Srebrenica var folkedrab

Tre år efter Akayesu-dommen, i 2001, kom den anden officielle dom for folkedrab.

Denne gang var det ICTY, der fastslog, at general Radislav Krstić havde gjort sig skyldig i folkedrab (senere klassificeret som medvirken og tilskyndelse) gennem sin rolle i angrebet på Srebrenica i juli 1995.

Det, der her blev betegnet som folkedrab, var beslutningen om at rense Srebrenica for bosniske-muslimer ved at henrette mere end 8.000 mænd og drenge, og fordrive den resterende befolkning for området (omkring 25.000 kvinder, børn og ældre).

Dermed ødelagde man i Folkedrabskonventionens forstand en ’betydelig del’ (de bosniske muslimer i Srebrenica) af den samlede gruppe (de bosniske muslimer) og gjorde sig således skyldig i folkedrab.

At der kun findes ganske få folkedrab, som har ført til domfældelser herfor ved internationale domstole, betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er begået andre folkedrab i historien.

Tre eksempler fra før Folkedrabskonventionens vedtagelse, der antagelig ville have ført til dom, er:

Holocaust, forfølgelsen af armeniere i det Osmanniske Rige 1915-1918 og den af det sovjetiske regime kunstigt fremkaldte hungersnød i Ukraine i 1932-1933 (’Holodomor’).

Bødlen i Darfur: Efterlyst, men ikke udleveret

Der er også begået forbrydelser i nyere tid, der efter alt at dømme opfylder definitionen på folkedrab, men som (endnu) ikke er behandlet ved internationale domstole.

Det omfatter for eksempel situationen i Darfur fra 2004, hvor det anslås, at mellem 300.000 og 400.000 mennesker mistede livet.

Sikkerhedsrådet henviste sagen til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i 2005, og ICC udstedte blandt andet i 2009 en arrestordre mod den daværende sudanesiske præsident, Omar Al Bashir, for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Anklagen går kort sagt ud på, at Al Bashir stod bag en politik om systematisk at dræbe og fordrive visse etniske grupper i Darfur (minoritetsgrupperne Fur, Masalit og Zaghawa).

Da Al Bashir endnu ikke er blevet udleveret til domstolen, er sagen ikke gennemført.

Islamisk Stats summariske henrettelser

Et andet nyere eksempel er ISIL’s angreb på yasidierne i 2014 (ISIL står for Islamisk Stat i Irak og Levanten).

3. august 2014 igangsatte ISIL et storstilet og koordineret angreb på yasidierne, et etnisk og religiøst mindretal bosiddende primært i Sinjar-regionen i det nordvestlige Irak.

Efter at have klassificeret gruppen som hedensk, hvis ret til at eksistere muslimer burde sætte spørgsmålstegn ved, og hvis kvinder kunne slavegøres, igangsatte ISIL sit angreb på Sinjar.

Tilfangetagne mænd og drenge fik valget mellem at blive dræbt eller konvertere til islam. Mange blev summarisk henrettet. Kvinder blev handlet som (sex)slaver mellem ISIL-krigerne.

Og de yazidier, som nåede at flygte op i Sinjar-bjerget, forsøgte ISIL at afskære fra vand og andre fornødenheder i varmegrader, der passerede 50 grader.

Yazidierne tæller samlet mindre end 1,5 millioner mennesker, hvoraf omkring 400.000 boede i det angrebne område.

Langt størstedelen heraf blev fordrevet under angrebet, og det estimeres, at omkring 10.000 personer enten blev dræbt eller kidnappet i løbet af de få dage i august 2014 – svarende til omkring 2,5 procent af den berørte befolkning.

Kinas mulige folkedrab på uighurerne

Det diskuteres aktuelt, om Kinas overgreb på det muslimske mindretal uighurerne i Xinjiang-provinsen kan betegnes som folkedrab.

Der er for eksempel veldokumenteret brug af ’genopdragelseslejre’, hvori over en million uighurer formentlig har været tilbageholdt på vilkårlig basis i perioder på måneder eller år med henblik på assimilering i den kinesiske majoritetskultur.

’Genopdragelsen’ består blandt andet i, at uighurer afkræves at lægge deres oprindelige sprog, religion og kultur til side til fordel for det officielle kinesiske sprog, mandarin, og loyalitet til det kinesiske kommunistparti og centralregering.

Der rapporteres desuden om alvorlige voldshandlinger under opholdene og om forhold, der med rimelighed kan betegnes som tortur.

Et andet væsentligt element i den kinesiske undertrykkelse er den massive og gennemgående overvågning af og kontrol med uighurerne, herunder gennem digitale overvågningssystemer, som følger uighurerne i stort set alle dele af deres liv, gennem brug af ansigtsgenkendelsessoftware, scanning af mobiltelefoner og indsamling af personlige data.

Endelig rapporteres der om en udbredt brug af uighurer til tvangsarbejde, ligesom en række alvorlige krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder finder sted.

Det omfatter blandt andet forbud mod at udøve sin religion og måske mest alvorligt – og særligt relevant for folkedrabsdefinitionen – forsøg på at kontrollere uighurernes fødselsrate gennem blandt andet tvangssteriliseringer og tvangsprævention.

ICJ vil formentlig læne sig op ad retspraksis

Alle disse eksempler bidrager til vores fælles forståelse af, hvordan folkedrab kan udføres – og hvad begrebet betyder.

Men når en international domstol skal tage stilling til, om en konkret hændelse kan defineres som folkedrab, sådan som Sydafrika har bedt ICJ om at gøre i forhold til den aktuelle situation i Gaza, vil domstolen dog i al væsentlighed læne sig op ad retspraksis.

Det betyder, at retspraksis omkring Rwanda og Srebrenica spiller en central rolle.

Især Srebrenica viser, at folkedrabshensigten afhængig af sagens faktuelle omstændigheder kan være uhyre vanskelig at bevise. Hvorfor – og hvilken rolle det spiller for Gaza – er fokus i næste artikel.