Er Israel i gang med at begå folkedrab i Gaza? Det er et spørgsmål, der splitter.
De fleste danske politikere holder sig fra at kalde det for folkedrab. Men FN-rapportører, flere ngo’er og nødhjælpsorganisationer samt en række folkedrabseksperter har alle kaldt det folkedrab.
Og Sydafrika har anlagt sag mod Israel for folkedrab ved Den Internationale Domstol (ICJ).
\ FN-kommission september 2025: Israel begår folkedrab i Gaza
Artiklen her blev oprindeligt udgivet 25. juli 2025.
Den 16. september har en uafhængig FN-undersøgelseskommission konkluderet, at Israel siden oktober 2023 har begået folkedrab i Gazastriben med »hensigt om at udslette palæstinenserne« i området.
»Vi er kommet frem til den konklusion, at der finder folkedrab sted i Gaza, og at det fortsætter, og ansvaret ligger hos staten Israel,« siger Navi Pillay, leder af FN's uafhængige internationale undersøgelseskommission om menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder, til nyhedsbureauet AFP.
Vi er forskere i folkeret, og vores opgave er ikke at fælde dom i konkrete sager. Det kommer vi heller ikke til at gøre i denne artikelserie (se mere om hvorfor i faktaboksen nedenfor).
Vi ser indledningsvis på, hvad der ligger i folkedrabsdefinitionen, og hvordan der hidtil er dømt i internationale retssager om folkedrab.
Vi kigger også på en række andre situationer, historiske og nutidige, hvor folkedrab har været på tale, men (endnu) ikke ført til dom.
Alle de sager viser, hvorfor det er så svært at betegne noget som folkedrab – fordi man ikke bare skal bevise en bestemt handling, men også skal bevise en folkedrabshensigt.
På den baggrund sætter vi spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er så vigtigt i praksis, om vi kalder situationen i Gaza for folkedrab eller ej.
Der er nemlig ingen reel tvivl om, at Israel begår en lang række krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza (det samme er i øvrigt tilfældet for Hamas).
\ Artikelserie: Er det et folkedrab?
På grundlag af folkerettens kilder og metode giver vi i denne artikelserie vores bud på, hvad der skal til for, at den aktuelle sag som Sydafrika har anlagt mod Israel ved Den Internationale Domstol (ICJ) vil føre til en dom for folkedrab (vi skrev også en artikel om den foreløbige afgørelse).
Jura er imidlertid ikke en eksakt videnskab, og mange folkeretlige regler – herunder reglerne om folkedrab – udmærker sig ved at efterlade et betydeligt rum for fortolkning.
Læg dertil, at vi har relativt få autoritative fortolkningsbidrag fra eksempelvis internationale domstole at stå på. Det betyder, at der ofte er væsentlig usikkerhed forbundet med udtalelser om gældende folkeret.
Den usikkerhed har vi som universitetsansatte folkeretsjurister en særlig forpligtelse til at fremlægge loyalt, når vi formidler forskningsbaseret viden om vores fag. Det vil vi også gøre her.
Folkedrab kræver både handling og hensigt
Folkedrabsforbrydelsen er defineret i Folkedrabskonventionens artikel II:
»I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
a) at dræbe medlemmer af gruppen
b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,
e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.«
Der skal dermed være to elementer til stede, før der er tale om folkedrab:
For det første skal mindst én af de oplistede handlinger være begået, og for det andet skal det – uanset hvilke(n), der er tale om – bevises, at handlingen/handlingerne er begået med den særlige hensigt helt eller delvist at »ødelægge« den relevant gruppe »som sådan«.
Hvad ligger der i ’hensigt’?
Det er det andet element – folkedrabshensigten – der gør det særligt vanskeligt at dokumentere entydigt, om der i en konkret situation er tale om en folkedrabsforbrydelse og ikke eksempelvis forbrydelser mod menneskeheden.
Dog er det i retspraksis gjort klart, at når der i Folkedrabskonventionen tales om en hensigt til at »ødelægge« en gruppe som sådan, menes en hensigt om, at gruppen fysisk eller biologisk skal forsvinde.
’Fysisk’ i den forstand, at de relevante personer for eksempel direkte dræbes. ’Biologisk’ i den forstand, at man for eksempel forhindrer, at der fødes børn i gruppen.
Uden for definitionen af folkedrab falder handlinger, der alene for eksempel søger at ødelægge en gruppes nationale, sproglige eller kulturelle identitet – det man populært kan kalde ’kulturelt folkedrab’.
Med andre ord er ’kulturelt folkedrab’ ikke folkedrab i retlig forstand.
Det er ligeledes gennem retspraksis slået fast, at folkedrab kan gennemføres mod en del af en gruppe, hvis ødelæggelsen retter sig mod en ’substantiel’ del af gruppen i den forstand, at den ramte delgruppe er talrig eller har for eksempel særlig symbolsk betydning.
Hvor stammer folkedrabsforbrydelsen fra?
Begreberne folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden skylder vi to jurister. Den ene, polsk-jødiske Lemkin, introducerede ordet 'genocide' (folkedrab) til at indfange den grusomhed, der ligger i angreb på en gruppe af menneskers ret til at eksistere som gruppe.
Den anden, Lauterpacht, ville beskytte det enkelte individ mod statens overgreb.
Han introducerede derfor – i tillæg til ideen om universelle menneskerettigheder – begrebet 'crimes against humanity' (forbrydelser mod menneskeheden), som skulle gøre det muligt at straffe de ansvarlige statsrepræsentanter for systematiske angreb på civile (se mere i faktaboksen).
\ Forskellen på Lemkins og Lauterpachts tilgange
Nærmere bestemt blev begrebet ’folkedrab’ introduceret af den polsk-jødiske jurist, Raphael Lemkin (1900-59) i bogen ’Axis Rule in Occupied Europe’ (1944).
For Lemkin, der skrev under Holocaust, var det afgørende, at angreb på grupper – snarere end enkeltindivider – fik en særlig status i den internationale strafferet, som på daværende tidspunkt var i sin vorden.
Det krævede ifølge Lemkin en særskilt forbrydelseskategori – 'genocide' (folkedrab) – at indfange den grusomhed, der ligger i angreb på en gruppe af menneskers ret til at eksistere som gruppe.
Lemkins fokus på grupper står i kontrast til den individorienterede tilgang, som en anden indflydelsesrig folkeretsjurist fra den tid, Hersch Lauterpacht (1897-1960), var fortaler for.
Lauterpacht var især optaget af at sikre individets rettigheder, og han var uenig med Lemkin i, at angreb på grupper skulle have en særlig status i den internationale strafferet.
For Lauterpacht var det således ikke ofrenes tilhørsforhold til en bestemt gruppe, der var det afgørende.
Da Nürnberg-tribunalet blev oprettet i august 1945 for at gennemføre retsforfølgning af 24 af Nazitysklands ledere indgik ’folkedrab’ ikke i statutten, mens ’forbrydelser mod menneskeheden’ var defineret i artikel 6(c).
Anklageskriftet nævner ordet folkedrab i forbindelse med oplistningen af de tiltaltes krigsforbrydelser, men det indgår ikke i Nürnberg-tribunalets dom af 1. oktober 1946.
Folkedrabskonventionens centrale betydning
Efter afslutningen af Nürnberg-processen gik det imidlertid stærkt med forberedelsen af Folkedrabskonventionen, som blev vedtaget af FN’s Generalforsamling 9. december 1948.
Til sammenligning er ’Konventionen om forbrydelser mod menneskeheden’ fortsat under udarbejdelse og skal efter planen forhandles endeligt på plads på FN-konferencer i 2027 og 2028.
Folkedrabskonventionen er helt central for den betydning, folkedrabsforbrydelsen har i dag.
Det skyldes ikke mindst, at artikel IX giver Den Internationale Domstol i Haag (ICJ), som er FN’s øverste dømmende myndighed, kompetence til at behandle sager mellem stater vedrørende »fortolkningen, anvendelsen og opfyldelsen« af konventionens bestemmelser.
Eftersom 153 af verdens stater har tiltrådt Folkedrabskonventionen, får ICJ i kraft af denne jurisdiktionsbestemmelse mulighed for at tage stilling til konflikter, som de involverede stater ellers næppe ville henvise til Domstolen.
Det har vi set en række eksempler på i de senere år i de verserende sager Gambia mod Myanmar, Ukraine mod Rusland og Sydafrika mod Israel.
Krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
Statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) fra 1998 er i dag det primære opslagsværk, når man søger de juridiske definitioner af internationale forbrydelser.
Definitionen af ’folkedrab’, jævnfør artikel 6, følger Folkedrabskonventionens artikel II, mens ’krigsforbrydelser’, artikel 8, overordnet defineres som »alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret«.
Nogle af disse – blandt andet forsætlige drab, tortur og gidseltagning – fremgår direkte af Genèvekonventionerne som ’grove overtrædelser’, der skal retsforfølges.
Andre krigsforbrydelser kan for eksempel være angreb på kombattanter, der har overgivet sig, en besættelsesmagts overførsel af sin egen befolkning til besatte områder, eller at anvende udsultning af civile som krigsmetode.
Artikel 7 i ICC Statutten definerer »forbrydelser mod menneskeheden« sådan, at en eller flere personer begår for eksempel drab, udryddelse, tortur, forfølgelse, apartheid, eller andre umenneskelige handlinger af lignende karakter »som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet«.
Altså omfatter denne forbrydelseskategori handlinger, der i betydelig udstrækning er sammenfaldende med krigsforbrydelserne, men det kræves herudover, at der skal være tale om enten »omfattende« eller »systematiske« handlinger, der kan forstås som et »angreb mod en civilbefolkning«.
ICC-arrestordre mod Netanyahu
Vender vi kort blikket mod Israel-Palæstina, er der overvældende beviser for, at Israel har udsultet civilbefolkningen i Gaza.
På den baggrund udstedte Den Internationale Straffedomstol (ICC) 21. november 2024 arrestordrer på blandt andre Israels premierminister Benjamin Netanyahu for krigsforbrydelser (specifikt udsultning af civile som krigsmetode og forsætlige angreb på civilbefolkningen).
Arrestordren gjaldt også forbrydelser mod menneskeheden (drab, forfølgelse og andre umenneskelige handlinger).
Indtil videre har ICC-anklageren ikke rejst tiltale mod Netanyahu for folkedrab – antagelig fordi bevisbyrden her er langt vanskeligere at løfte.
Sådan adskiller folkedrab sig fra forbrydelser mod menneskeheden
Omfattende drab på civilbefolkningen, herunder børn, er altså en forbrydelse mod menneskeheden. Men det gør det ikke til folkedrab – der skal yderligere elementer til.
Det skal nemlig påvises, at drabene skete mod personer fra en specifik national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, og at gerningspersonen med sine handlinger havde til hensigt helt eller delvist at ødelægge denne gruppe som sådan.
Det er denne yderligere ’folkedrabshensigt’, der især adskiller en forbrydelse mod menneskeheden fra folkedrab.
Med andre ord kan de underliggende handlinger være identiske – men årsagen til, at forbrydelsen begås, er forskellig.
Et centralt tema i internationale straffesager bliver derfor ofte, om den særlige folkedrabshensigt kan bevises, eller om der ’kun’ kan fældes dom for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.
Folkedrab regnes som forbrydelsen over dem alle
Det tilsyneladende hierarki blandt de internationale forbrydelser med folkedrab på toppen blev tydeligt i mediedækningen af krigen i Bosnien i 1990’erne.
Et skoleeksempel er sagen mod Goran Jelisić, den bosnisk-serbiske leder af den berygtede Luka fangelejr, som 14. december 1999 blev idømt 40 års fængsel ved Jugoslavien-tribunalet (ICTY) i Haag for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Jelisićs forbrydelser bestod navnlig i at have systematisk mishandlet og dræbt en lang række muslimske fanger. Jelisić blev da også kendt for at kalde sig selv ’den serbiske Adolf’ – med henvisning til Adolf Hitler.
Da dommen over Jelisić faldt, var disse alvorlige forbrydelser dog ikke i fokus. Det var i stedet det forhold, at Jelisić ikke blev dømt for folkedrab.
Overskriften på en BBC-artikel om dommen lød således: »Serbisk kommandør frikendt for folkedrab«. Artiklen dykkede ned i, hvorfor Jelisić ikke var blevet dømt for folkedrab, men den undlod at forklare de forbrydelseskategorier, han var blevet dømt for.
Samme fokus fremgik af en senere BBC-artikel, som blev skrevet på baggrund af ICTY’s appelkammers beslutning om at fastholde strafudmålingen på 40 års fængsel.
Denne gang lød overskriften: »Serbiske ’Adolf’ frikendt for i folkedrab«.
Jelisić-eksemplet illustrerer den risiko for forvrængning af historien, som indtræder, når folkedrabsforbrydelsen positioneres som ’the crime of crimes’ og får lov til at skygge for andre internationale forbrydelser.
Folkedrab skygger for andre alvorlige forbrydelser
Afgørende i sagen mod Jelisić blev spørgsmålet om, hvorfor han havde dræbt og tortureret bosniske muslimer. Ikke om han havde gjort det.
Det samme kan siges at være tilfældet i forhold til den aktuelle situation i Gaza.
Mens der næppe er rimelig tvivl om, at Israel i alvorlig grad – og på systematisk vis – har handlet folkeretsstridigt i deres svar på Hamas’ angreb 7. oktober 2023, og dermed har gjort sig skyldig i både krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, fokuserer den offentlige debat først og fremmest på, om de samme handlinger kan defineres som folkedrab.
I næste artikel ser vi nærmere på historiske og nutidige eksempler på mulige folkedrab.
