Russiske styrker har trukket sig ud af den ukrainske by Butja, og billeder af de ødelæggelser, de har efterladt sig, har ramt de vestlige medier.
Mellem smadrede bygninger og sønderskudte kampvogne er vi blevet vidner til det, der ligner omfattende drab på civilbefolkningen begået af russiske soldater.
Drabene bliver fordømt af vestlige ledere, og en efterforskning af de mulige krigsforbrydelser er sat i gang i samarbejde med Den Internationale Straffedomstol (ICC), der behandler sager om staters indbyrdes stridigheder.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj tøver ikke med at beskylde Rusland for at udføre folkedrab i Ukraine.
Om der er formelt set er tale om folkedrab i Ukraine, må tiden vise. Men hvordan drives nogle mennesker til massemord? Og kan man forudse et folkedrab og dermed undgå, at det finder sted?
Forskningen i folkedrab har måske en forklaring.
Kan folkedrab undgås?
I ønsket om at lære af erfaringerne har forskere opstillet forskellige teorier for, hvad der går forud for et folkedrab.
Hvis det er muligt at identificere faresignaler, kan man måske undgå, at folkedrab finder sted.
\ Forbrydelsen over alle forbrydelser
Folkedrab bliver kaldt ‘forbrydelsen over alle forbrydelser’.
Det er massemord begået mod en befolkningsgruppe med det formål at udslette gruppen på baggrund af dens nationalitet, etnicitet eller religion.
Den ekstreme vold kendetegner folkedrabet. Gerningsmændene dræber, voldtager og fordriver systematisk deres ofre.
Historien er fuld af eksempler på, at mennesker har været villige til at behandle andre mennesker grusomt, og det 20. århundrede kaldes ligefrem ‘folkedrabets århundrede’, fordi der fandt så mange folkedrab sted. Tendensen er fortsat ind i det 21. århundrede.
De seneste 100 år har mere end 100 millioner mennesker mistet livet som følge af folkedrab, vurderer man.
Kilde: Folkedrab.dk
»Når vi har et folkedrab, kan man kigge tilbage og se, at der har været en gradvis proces. Der er nogle tegn, som man forbinder med optakten til folkedrab,« siger Johannes Lang, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i blandt andet folkedrab og psykologiens rolle i moderne krigsførelse.
»Man begynder at tale om bestemte grupper i samfundet på en bestemt måde – som et uløseligt problem – og det efterfølges af en politik, der ekskluderer gruppen og eksempelvis fratager dem rettigheder,« forklarer han.
Stanton og folkedrabets ti stadier
En af de mest berømte teorier om folkedrab kommer fra professor i folkedrabsstudier Gregory Stanton.
Gregory Stanton er ikke kun forsker, men også aktivist. Han har stiftet organisationen ‘Genocide Watch’, der forsøger at identificere tegn på, at der er risiko for folkedrab i et land. Det gør organisationen på baggrund af 10 stadier, som Gregory Stanton mener er kendetegnende for folkedrab.
De 10 stadier kommer altid i samme rækkefølge. Når et nyt stadie træder i kraft, stopper de foregående ikke. De bliver hele tiden ved med at forstærke hinanden.
De 10 stadier er:
- Klassificering: ‘Os og dem’-tankegangen. Grupper i samfundet deles op og får forskellige rettigheder. Under nazismen fik jødiske borgere i Tyskland frataget deres tyske statsborgerskab. Et andet eksempel er rohingyaerne i Burma, der med statsborgerskabsloven fra 1982 blev frataget nationalt statsborgerskab.
- Symbolisering: De grupper, der er skabt ud fra klassificering, får tildelt bestemte symboler. I Nazityskland skulle de jødiske borgere bære jødestjernen, og i Cambodja, hvor kommunistpartiet De Røde Khmerer styrede landet med Pol Pot i spidsen og begik omfattende folkedrab, blev ofrene beordret at bære blå tørklæder.
- Diskriminering: Når den dominerende gruppe bruger magt til at fratage mindre magtfulde grupper deres rettigheder. Eksempelvis i USA, hvor diskriminationen mod indfødte amerikanere og afroamerikanere var skrevet ind i forfatningen. I starten havde de to grupper nemlig hverken stemmeret eller statsborgerskab.
- Dehumanisering: Man fratager bestemte grupper deres menneskelighed ved at sammenligne dem med eksempelvis dyr, gift eller sygdomme. Gruppen bliver et problem, der skal ryddes af vejen. I Rwanda blev gruppen af tutsier kaldt kakerlakker, og nazisterne kaldte jødiske borgere for parasitter på samfundet. Propaganda er et effektivt værktøj til at styrke dehumanisering.
- Organisering: Folkedrab er altid organiseret, normalt af staten, og ofte ved at bruge militser, så staten kan lægge afstand til handlingerne og undgå at påtage sig ansvar. Medlemmer af oppositionen gøres tavse, i yderste tilfælde ved at dræbe dem.
- Polarisering: Ekstremister driver grupperne fra hinanden, for eksempel ved at forbyde social interaktion imellem dem. Den dominerende gruppe vedtager nødlove eller dekreter, der giver dem total magt over den gruppe, de vil udrydde.
- Forberedelse: Gerningsmændenes retorik retter sig mod ‘den endelige løsning’ på det problem, den udpegede grupper siges at være for samfundet. De indoktrinerer befolkningen med frygt for gruppen – ‘Hvis vi ikke dræber dem, så dræber de os’ – og de bruger ord, der skal skjule den egentlige hensigt. De siger måske, at de vil foretage en ‘rensning’ eller ‘bekæmpe terrorisme’. De bygger hære, køber våben og træner deres tropper og militser. Hadtale om gruppen bliver voldsomt udbredt.
- Forfølgelse: Ofrene bliver systematisk udskilt. Nogle gange bliver de samlet i ghettoer, bliver deporteret til koncentrationslejre eller bliver spærret inde på territorier præget af hungersnød og bliver dermed udsultet.
- Udryddelse: Massemordet begynder, og målet med det totale folkedrab er at dræbe alle medlemmer af den udpegede gruppe. Massevoldtægt af kvinder er blevet et kendetegn for alle moderne folkedrab som et middel til ødelægge offergruppens genetik.
- Benægtelse: Gerningsmændene forsøger at skjule, hvad de har gjort. De laver massegrave, brænder lig, forsøger at dække over beviserne og intimiderer vidner.
Det skal dog bemærkes, at flere af stadierne forekommer i alle kulturer, uden at det udvikler sig til folkedrab. Klassificering og symbolisering kan eksempelvis være afgørende for ens identitet, og for at man føler sig som en del af en gruppe.
Stanton hører til det, Johannes Lang kalder første generation af folkedrabsforskere. Deres forskning var vigtig, men med nutidens øjne er teorierne unuancerede, siger han.
»Deres ærinde var, at man skulle forebygge og forhindre folkedrab. De var meget prægede af Holocaust og Vietnam og prøvede at opstille nogle universelle regler for, hvordan man kunne identificere folkedrab på et tidligt stadie, så man kunne intervenere tidligt,« siger Johannes Lang.
»Men teorierne er gamle og lidt for skematiske,« siger han.
\ Andre teorier: Barbara Harff og Ervin Staub
Barbara Harff, professor i statskundskab, konkluderer, at risikoen for folkedrab er størst i samfund, hvor der er:
- Et diktatorisk styre
- En elite med en ekskluderende ideologi
- Og/eller hvis eliten repræsenterer en etnisk minoritet.
Hun mener også, at folkedrab oftest sker i forbindelse med et voldeligt magtskifte, under eller lige efter borgerkrig eller efter at et oprør er slået ned.
Ervin Staub, der er professor i psykologi, mener at tre faktorer er afgørende for udviklingen af folkedrab:
- Svære levevilkår
- Gruppedynamikker
- Visse kulturelle/samfundsmæssige træk
Kilde: Folkedrab.dk
Mennesker giver krigen mening
Johannes Langs egen forskning i folkedrab er mere fokuseret på mikro-dynamikkerne i folkedrab – det vil sige, hvad der sker af psykologiske reaktioner i det enkelte menneske. Han undersøger især de sociale mekanismer, der får mennesker til at gøre grusomme ting – det menneskelige aspekt i krigen, med andre ord.
Johannes Lang er derfor også kritisk overfor idéen om, at gerningsmænd nødvendigvis må se på deres ofre som en slags ikke-mennesker, når de udsætter dem for ekstrem vold – at de dehumaniserer dem.
»På et psykologisk niveau er der en tendens til, at vi, når vi er vidner til noget, som vi tænker er umenneskeligt, kalder det for dehumanisering,« siger Johannes Lang.
»Men i den ekstreme vold er der netop et ønske om at ydmyge og dominere et andet menneske, netop fordi det er et menneske. En magtdemonstration skal ske mellem mennesker for at give mening,« uddyber folkedrabsforskeren.
Når eksempler på ekstrem vold – for eksempel folkedrab og krigsforbrydelser – ofte bliver fremstillet som også at være eksempler på dehumanisering, overser man, at grusomme ting også kan blive gjort fuldt vidende om, at det går ud over medmennesker.
Dehumanisering er en mekanisme
Johannes Lang giver et eksempel med en japansk veteran fra Anden Verdenskrig, der i et interview med BBC fortalte om de krigsforbrydelser, han var med til at begå, da japanerne invaderede Kina.
Her blev flere hundredetusinder kinesiske og koreanske kvinder voldtaget og dræbt. Den japanske veteran fortæller, at når soldaterne voldtog en kvinde, så de hende som en kvinde, men i det øjeblik det var overstået, og de skulle slå hende ihjel, så de hende som en gris.
»På den måde blev dehumaniseringen en mekanisme efter volden. Det blev brugt til at bagatellisere det umoralske i det, man har gjort,« siger Johannes Lang og fortsætter:
»Men man voldtager ikke et ikke-menneske.«
Dehumaniseringen har altså en vigtig psykologisk effekt, eksempelvis når forbrydelser skal efterrationaliseres – men dehumanisering forklarer ikke volden.
På samme måde tror Johannes Lang heller ikke, at dehumanisering forklarer det, der er sket i Butja. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.
Manglende politisk vilje
I historien er der dog også eksempler på folkedrab, hvor man så tegnene og ikke gjorde noget. Det gælder Rwanda, hvor der blev begået omfattende folkedrab mod gruppen af tutsier i 1994.
»Året forinden havde FN sendt styrker til Somalia, og det gik ikke, som man havde håbet. Mange soldater blev dræbt, og man trak sig ud. Derfor ville man ikke gå ind i en ny borgerkrig i et afrikansk land, selvom det skulle være for at beskytte de civile,« siger Johannes Lang.
At blive part i en krig har nemlig store omkostninger, og Vesten er tit ikke klar til at ofre soldaters liv for en voldelig konflikt, der er langt væk, forklarer han.
Når verdenssamfundet har blandet sig, har det ikke nødvendigvis hjulpet på situationen. Det så man i Bosnien, hvor FN’s fredsbevarende styrker ikke kunne forhindre den etniske udrensning i byen Srebrenica, hvor 8.000 bosniske muslimske mænd og drenge blev slået ihjel.
»Ambitionen om at forudse og forhindre folkedrab er stødt på mange udfordinger. I nogle tilfælde, som i Rwanda, har problemet været en manglende politisk vilje. I andre tilfælde, som Libyen, er den ‘humanitære’ intervention blevet kritiseret for at være et politisk redskab med det skjulte formål at vælte en uønsket leder,« siger Johannes Lang.
I dag er de fleste forskere inden for feltet mere optagede af at prøve at forstå det, der sker, og ambitionen om at forhindre eller stoppe folkedrab er gledet i baggrunden.
»Jeg tror, man kan sige, at feltet er blevet mere akademisk og mindre aktivistisk,« siger folkedrabsforskeren.
\ Kilder
\ Fortællinger, der har ansporet folkedrab
Johannes Lang giver her sine bud på fortællinger, der gennem historien har ansporet folkedrab:
- Den amerikanske fortælling om Forsynet, altså Guds indflydelse på menneskets skæbne. Da man ville udvide Amerika fra kyst til kyst, styrkede man fortællingen og ideologien om, at det var Guds vilje at civilisere landet. Man begik folkedrab mod den oprindelige befolkning i frihedens, civilisationens og demokratiets navn.
- Det var en lignende fortælling i det britiske imperium: For at civilisere andre, må de underlægge sig os. Teorien om ‘The White Man’s Burden’, hvor den hvide man er forpligtet til at løfte de andre op har legitimeret ekstrem vold.
- USA’s ideologi i Vietnamkrigen, hvor fortællingen var, at man skulle beskytte den frie verden mod kommunisterne. Her skelnede man efterhånden ikke tydeligt mellem civile og militære mål, fordi det i enkelte områder udviklede sig til en totalkrig, hvor mange lig – uanset om det var ligene af civile eller soldater – var lig med succes. Resultatet blev flere massakrer på civile.
- Nazisterne havde også en fortælling om beskyttelse og fællesskab. Det, der skulle beskyttes var de ariske og den tyske højkultur, og de skulle beskyttes mod undermennesker. Det var for at verden skulle blive til et bedre sted.
\ Forbrydelserne i Butja
Putin har haft en skiftende retorik om Ukraine. Han har beskyldt landet for at været ledet af nazister, for at begå folkedrab, og så har han faktisk også benyttet sig af dehumanisering.
Det gjorde han, da han i en tale kaldte sine modstandere for ‘insekter’, der flyver ind i munden og bliver spyttet ud igen.
Kan den politiske diskurs smitte af på de russiske soldater og måske være med til at forklare, at de kan behandle mennesker i deres naboland med så stor brutalitet?
Krigens brutalitet
Johannes Lang tror ikke, vi behøver dehumanisering for at forklare dét, der sker i Ukraine. I stedet peger han på krigens brutalitet som en forklaring på de psykologiske mekanismer, det sættes i gang hos soldaterne. Dehumanisering er en del af det, når man ser, hvor lidt respekt, der er for det individuelle menneskeliv, men han tror ikke, at dehumanisering er en overordnet strategi.
»Her skal man nok skelne mellem den politiske diskurs og den psykologiske virkelighed, der handler om, at soldaterne står midt i en brutal krig. Det, man har set gang på gang, er, at soldater i en kaotisk situation mister overblikket. De frygter for deres liv, og de ser deres venner blive dræbt. Så kan der komme en meget voldsom reaktion, hvor man ikke længere skelner mellem civile og militære mål og bare skyder på det, man ser,« siger Johannes Lang.
»Det er måske en lille del af forklaringen på ligene i gaderne i Butja,« siger Johannes Lang.
Den politiske retorik roder
Desuden er der så uforenelige fortællinger i Putins måde at tale om krigen på, at det også taler imod en bevidst dehumaniseringsstrategi, ifølge Johannes Lang.
For Putin taler jo også om at Ukraine er tæt forbundet med Rusland og delvist en naturlig del af Rusland.
»Den politiske retorik er noget rod. Den peger i mange forskellige retninger og er ikke særligt overbevisende. Kernen er meget magtkynisk: ‘Vi er det store Rusland, og vi har ret til at forsvare vores domæne’,« siger han.
