Det gamle Rom strakte sig fra Mellemøsten og helt op til Storbritannien i sin storhedstid. Men hvordan kunne bare én leder kontrollere så enormt et område midt i krigstid?
\ Automatisk oplæsning
Det gamle Rom strakte sig fra Mellemøsten og helt op til Storbritannien i sin storhedstid. Men hvordan kunne bare én leder kontrollere så enormt et område midt i krigstid?
Før satellitter. Før telefoner. Før walkie-talkies.
Mere end 1.000 år før vi fandt ud af at få en pære til at lyse.
Dengang kommunikerede mennesker også på tværs af mange hundrede og endda tusindvis af kilometer, når de kæmpede på slagmarken.
Under Romerrigets storhedstid strakte det sig for eksempel hele vejen fra Mellemøsten rundt om hele Middelhavet og helt op til Skotland, og det førte konstant succesfulde erobringskrige og togter.
Men hvordan lykkedes de romerske kejsere dog med den - i vores moderne øjne - ekstremt besværlige kommunikation? Hvordan kunne de få meldinger fra frontlinjen og give kommandoer?
Et rigtig godt spørgsmål, som Tage har sendt til Videnskab.dk for at få svar på.
Til at besvare spørgsmålet har vi snakket med to historikere med speciale i Romerriget og militære forhold på Romerrigets tid.
Romerriget var den dominerende magt i den vestlige verden i 1.200 år. Det startede som en bystat, der med tiden voksede sig til et af de mægtigste imperier i menneskets historie.
Overordnet kan Romerriget inddeles i tre regeringsperioder:
Julius Cæsar kender de fleste af navn. Han levede 100 - 44 f.v.t og voksede sig til en stor politisk magthaver i Romerriget. Han blev aldrig kejser eller konge, men derimod diktator i perioden i 48 f.v.t.
Cæsar blev myrdet i Rom som reaktion på den politiske splittelse blandt magteliten i imperiet. Efter Julius Cæsars død overtog hans adoptivsøn magten som den første kejser af Rom.
Kilder: Faktalink, Lex - Danmarks Nationalleksikon
Vi starter på selve slagmarken, inden vi tager rejsen til kejseren i Rom.
På slagmarken brugte de romerske soldater simple teknikker til at kommunikere. De brugte for eksempel horn, som vi kender fra film, hvor et stort slag sættes i gang med blæseinstrumentet.
Hornene kunne både blæse militærets tropper til kamp og omvendt signalere, hvis de skulle trække sig tilbage.
Tønnes Bekker-Nielsen, der er lektor emeritus på Syddansk Universitet og specialiseret i romersk infrastruktur, forestiller sig også, at romerne må have brugt græske teknikker til at kommunikere på slagmarken.
Romerne var nemlig stærkt inspireret af de gamle grækere, forklarer han.
»De har måske brugt signaler med sollys. Grækerne brugte en teknik, hvor de pudsede et skjold af bronze, til det var fuldstændig blankt, og signalerede så med refleksionen fra sollyset, når fjenden kom i havn,« siger Tønnes Bekker-Nielsen til Videnskab.dk.
Hærføreren kunne ud fra signalerne hurtigt lægge en plan og give besked rundt til tropperne, der skulle gøre klar til kamp mod fjenden.
Ud over den simple kommunikation er de to historikere sikre på, at romerne også har forsøgt at kommunikere og vildlede deres modstandere under kamp.
»Hvis man kunne snøre fjenden, har man også gjort det for eksempel for at lokke dem i et baghold. Eller hvis man er på retræte, bryder man stille op om natten. Man tænder en masse bål, så fjenden tror, man stadig er talstærkt til stede,« siger Adam Schwartz, der er klassisk filolog med speciale i græsk historie og militære forhold på Københavns Universitet ved Saxo-Instituttet, til Videnskab.dk.
Mens bålet brændte, kunne soldaterne vinde tid til at flygte.
De to historikere er i tvivl om, hvor ofte det egentlig var nødvendigt med rapporteringer fra slagmarken til en fjernt siddende kejser.
Nogle gange var kejseren selv til stede under store slag. Hvis ikke det var tilfældet, var der en hærfører, som havde ret frie beføjelser.
»Man uddelegerer ansvaret på et højere og overordnet plan,« siger Adam Schwartz.
Han forklarer, at i stedet for at informere kejseren i detaljer om angrebsplaner havde krigsherrer ansvaret for at administrere deres eget område og føre deres egne mindre krige eller kampagner.
Romerne tog på den måde hensyn til, at kommunikationen ellers ville have været for langsom.
»Kommunikationslinjen er simpelthen for lang,« siger Adam Schwartz og bruger Julius Cæsar, der er fremhævet i spørgsmålet, som eksempel.
Han startede som hærfører og provinsguvernør i den galliske region - det nuværende Frankrig. Her førte han krige med stor succes, der blev kendt som 'gallerkrigene' og havde stor betydning for hans politiske karriere.
Krigene var netop styret af Julius Cæsar og ikke af en leder i Rom, hvilket førte til, at han kunne blive så populær i Romerriget og senere diktator.
En - for datiden - hurtig kommunikation var dog mulig i Romerriget. Romerne fandt nemlig hurtigt ud af, at effektiv krigsførelse krævede gode veje til at transportere soldater og artilleri.
Derfor opførte de et enormt og enestående vejnet for sin tid, der forklarer udtrykket: Alle veje fører til Rom.
Romerriget var størst og mest magtfuldt cirka 100 år efter vores tidsregning. Her havde de opført næsten 100.000 kilometer vejnet, hvis betydning stadig kan spores i lande og regioners økonomi i dag.
Vejnettet blev oprindelig opført til at fragte militæret rundt på togter, men det fungerede samtidig perfekt til at sende hurtige meddelelser på tværs af imperiet.
»Til levering af beskeder over lange strækninger havde romerne et veludviklet system. De havde 100.000 kilometer veje med poststationer langs hovedruterne, hvor der var stalde og overnatningsmuligheder,« forklarer Tønnes Bekker-Nielsen.
Kejseren sendte en kurer ud til hest, som så red til en post-station på ruten, fik mad og en overnatning. Dagen efter drog kureren videre til næste station.
Til sidst kom kureren frem til sin endelige destination og kunne levere beskeder om, hvordan det stod til med forskellige kampzoner, og hvornår det var mest fordelagtigt at invadere et område.
Kureren kunne ifølge historikeren rejse 70 kilometer om dagen, hvilket svarer til cirka 1.000 kilometer på to uger.
»Men vi har også beretninger om, at kurerer bevæger sig over 200 kilometer på et døgn. Så kan man tilbagelægge den samme afstand på fem dage,« siger Tønnes Bekker-Nielsen.
Kejser Tiberius tilbagelagde for eksempel næsten 300 kilometer på 24 timer. Han skiftede hest ved hver skiftestation på ruten - cirka efter hver 20-30 kilometer - og nåede på den måde at se sin bror Drusus, inden han døde.
Noget tyder altså på, at kejseren havde mulighed for at bestille en slags ekspreslevering, hvis situationen krævede det.
Militæret i Romerriget kommunikerede på latin, hvilket forklarer den store udbredelse af det latinske sprog helt frem til i dag.
Men det var langt fra alle egne i riget, som mestrede at tale og skrive latin.
I den østlige del af Romerriget forblev administrationssproget græsk, ligesom mange almindelige mennesker i fjernere egne ikke havde noget behov for at lære latin.
Adam Schwartz mener derfor, at hærens kommandosprog helt afgjort var latin, men at soldaterne i ikke-romerske kontingenter muligvis talte deres eget sprog internt.
Romerriget var på den led ikke så firkantet.
De tillod fremmed sprog og kulturer, hvis ‘bare’ befolkningen i de nye territorier betalte skatter til kejseren. I de fleste tilfælde betød det, at mændene skulle indgå i romersk krigstjeneste, som varede 25 lange år.
Kilde: Adam Schwartz, Tønnes Bekker-Nielsen.
I dag hører vi om, hvordan misinformation og falske beskeder fylder en del i for eksempel krigen i Ukraine. Det har den også gjort på datidens slagmark for de romerske hærførere.
Tønnes Bekker-Nielsen nævner en situation, hvor en informant fra et nyerobret område i virkeligheden var spion for fjenden. Informanten vildleder derfor tropperne, så de ledes i et bagholdsangreb på en snæver sti i en skov.
»Der er cirka én meter mellem hver mand. Rækken er tre kilometer lang, og de marcherer i flere dage,« siger han.
Den kilometerlange udstrakte række af soldater gjorde det svært for soldaterne at kommunikere beskeder ned gennem rækkerne. Den lurende fare forude var soldaterne derfor ringe forberedt på.
Fjenden nedslagtede i alt 18.000 forsvarsløse romerske soldater.
Kommunikation har altså været ekstremt afgørende for, om et rige fik succes med sine krigshandlinger eller ej. Den var altså mere relevant på selve slagmarken end kommandoer fra en fjernt siddende kejser.
Tak til Tage for at stille spørgsmålet, som han selvfølgelig får en Videnskab.dk t-shirt for. Hvis du sidder med et spørgsmål, vi skal give videre til forskere, tager vi gerne imod på: redaktion@videnskab.dk.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
