Det kræver 10.000 timers øvelse at blive god til noget. Og det er et minimum – skal man blive rigtig god, kræver det 50.000 hårde øvetimer. Det svarer til fem timers intensivt arbejde ugens syv dage i 25 år.
De timetal blev fastsat af nobelprismodtager i økonomi Herbert Simon (1916-2001), efter han havde undersøgt, hvad der skal til for at blive verdensmester i skak og udvise et talent ud over det sædvanlige.
»Har alle ‘normalt fungerende’ mennesker de samme muligheder for at lære de samme ting lige godt? Lad os tage et eksempel: Kan jeg blive lige så god som verdens dygtigste matematiker, hvis blot jeg er dedikeret og øver mig længe nok?« spørger Amanda.
Amanda er 22 år, så hvis man ser på tiden alene, så ja, har hun da en chance, vurderer Claus Buhl, der er ph.d. i reklamer og målgrupper og tidligere ansat på CBS. Han er nu foredragsholder, iværksætter og forfatter til bogen ‘Talent’ og har med udgangspunkt i forskellige former for forskning, undersøgt fænomenet talent.
LÆS OGSÅ: Nyt studie antyder: 10.000 timers træning gør dig ikke nødvendigvis til mester
Wozniacki har høj indre motivation
»Talent er ikke, hvad man er født med. Det er, hvad man har gjort, eller hvad andre har gjort for eller ved én hen ad vejen. Jeg er utrolig glad for, at Amanda selv lige netop peger på, at der skal dedikation og vilje til – for det er rigtigt. Men jeg må desværre også sige, at det er ikke nok,« siger Claus Buhl.
»For at blive vanvittig dygtigt til noget, skal man ganske rigtig være meget dedikeret. Det er det, forskere kalder høj indre motivation. Det er ikke nok at blive pacet af nogle forældre. Det skal komme indefra, for det er så modbydeligt hårdt at blive ved og ved, og det kan man ikke udholde, bare fordi nogle andre siger, man skal,« forklarer Claus Buhl.
Selvom tennisspilleren Caroline Wozniacki ikke er akademiker, er hun et godt eksempel. Hun taber jævnligt, men alligevel bliver hun ved, hvor andre nok ville kaste håndklædet i ringen. Hun har en meget høj indre motivation.
»Der er noget indefra, der driver hende. Hun går ikke bare til tennis tirsdag og torsdag, hun er en tennisspiller,« pointerer Claus Buhl.
\ Hvilken rolle spiller kroppen?
Inden for visse kunstarter og sportsgrene kan der dog godt være medfødte, anatomiske fordele som letter vejen frem – og omvendt, fortæller Claus Buhl.
Lovende balletdanseres karriere kan blive stoppet, hvis deres vrist ikke er høj nok, og lange ben og højde kan være en stor fordel, hvis man skal spille basketball. Men alligevel ses det ofte, at den fysik, der tilsyneladende burde være en ulempe, overvindes.
Beethoven var døv, da han skrev sine største symfonier, og en af verdens bedste i fodboldens verden Lionel Messi er – i modsætning til rivalen Cristiano Ronaldo, som har en perfekt fodboldspillerkrop – lavstammet, tæt og på papiret uden optimale mål for en fodboldspiller.
Talent kræver fællesskab
Motivation og flid skal der til, men man kan heller ikke nå det højeste niveau alene. Modsat myten om den meget begavede som en ensom særling, skal der faktisk sociale fælleskaber til, før man kan dyrke sit talent optimalt.
»Man ser Amanda for sig bure sig inde studereværelset med tykke matematikbøger under armen. Det er, hvad man ofte forestiller sig skal til, men i virkeligheden er det en helt forkert måde at gribe det an på,« siger Claus Buhl.
Det er afgørende, at man kommer ud og er en del af en social struktur, hvor det faglige felt hele tiden er i spil. Herunder er det vigtigt, at man har adgang til de dygtigste lærere, som kan inspirere, vejlede og opmuntre én.
»Man skal lukkes ind i det faglige miljø og inspireres og hjælpes af andre. Ellers kommer man ikke langt, for motivationen og opmuntringen kommer fra omgivelserne og de gode lærere. Amanda skal ud og være sammen med nogle andre, der ligesom hende selv er så fuldstændig vilde med matematik, at algebra er deres sande sprog, fordi de lever og ånder i matematikkens verden,« siger Claus Buhl.
LÆS OGSÅ: Talenter skal have lov at være ufokuserede
Frontallapperne har stor betydning
Claus Buhl mener altså, at det er motivation, hårdt arbejde, et stærkt fagligt fælleskab og de bedste lærere, som skaber talentet, i højere grad end de medfødte egenskaber.
Ole Kyed, som er psykolog med speciale i højt begavede børn, er enig, men peger dog på, at høj intelligens, altså en IQ på over 130, giver nogle bedre forudsætninger for at få udfoldet talentet.
»Hos højt begavede børn ser man mere grå hjernemasse end hos andre børn. Den grå hjernemasse betyder noget for den fremmelige udvikling af frontallapperne. Disse er ‘hjernens dirigent’, som gør det lettere at forstå ting i det store billede og se abstrakte sammenhænge, og de har stor betydning for læring på højeste niveauer,« forklarer Ole Kyed.
Dedikation følger med begavelse
Da intelligensen har også betydning for personligheden, herunder stærkere vilje, bedre koncentrationsevne, nysgerrighed og kreativitet, er højt intelligente børns mulighed for at udvikle særlige evner derfor gode.
De er så at sige bedre disponeret for at udvise den nødvendige vilje og dedikation. De kommer også længere med deres indsats end andre.
»De neurologiske forskelle har også betydning for andre kognitive egenskaber som en overlegen evne til fokuseret opmærksomhed, evnen til at udvælge, koncentrere sig med videre. Det giver en hurtigere informationsbearbejdning uden brug for gentagelser og en relativ større arbejdshukommelse,« forklarer Ole Kyed.
Kost og motion er en faktor
Ole Kyed svarer altså nej til Amandas spørgsmål om, hvorvidt alle har samme muligheder for at lære. Vilje og mange øvetimer en stor del af det, men det kan ikke bringe dig hele vejen til toppen af podiet. Ofte vil du blive slået på målstregen af de højt intelligente, som har forstået og haft vilkår til at udnytte deres potentiale bedre.
Ole Kyed er dog samtidig helt enig med Claus Buhl i, at talentet er afhængigt af omgivelserne, og at udefrakommende faktorer har afgørende betydning for, om potentialet bliver forløst.
»Miljø, herunder de ting, der relaterer sig til livsstil som kost og motion, betyder rigtig meget for udviklingen af et barns medfødte intelligenspotentiale. Hjernen er plastisk og helt afhængig af at blive stimuleret og udfordret. Derfor har det stor betydning, hvilket hjem og miljø man fødes ind i, og hvordan et højt begavet barn bliver mødt af pædagoger, lærere og venner,« påpeger Ole Kyed.
Hvis Amanda er en af de heldige, der har lidt mere grå hjernemasse end os andre, og hvis hun kan finde den nødvendige indre motivation og er frisk på at bruge de næste 25 år af sit liv på at læse, så kan det måske godt lykkes hende at blive verdens bedste matematiker.
Spørg Videnskaben siger tak til Amanda for et meget begavet spørgsmål, og sender en flot T-shirt afsted hendes vej. Også tak til de begavede eksperter Claus Buhl og Ole Kyed. Alle læsere er velkomne til både at bruge deres talent for at undre sig på at sende nye, intelligente spørgsmål ind til os ved at sende en mail til sv@videnskab.dk.
LÆS OGSÅ: Kan man øve sig til en OL-medalje?
LÆS OGSÅ: Hvordan spotter man skolens stille talenter?
\ Kilder
\ Er det gudsbenådede talent en myte?
Det er en myte, at det ikke kræver hårdt arbejde at få forløst sit talent.
At nogle er født med en næsten magisk evne til uden videre at spille guddommeligt på klaver eller løse de vanskeligste regneopgaver uden nogensinde at have åbnet en bog, er en myte.
Ikke engang en person som Mozart er en undtagelse, for han øvede stort set alle sine vågne timer, lige fra han var helt lille. Det gudsbenådede talent findes ikke, slår Claus Buhl fast.
»Det er noget vås og simpelthen forkert. Sandheden er, at når det ser så legende let ud, når nogen samler deres violin op og spiller som en drøm, så ligger der det hårdeste arbejde og titusindvis af øvetimer bagved,« siger Claus Buhl.
Så når H.C. Andersen fremfører, at det ikke gør noget, man er vokset op i en andegård, når bare man har ligget i et svaneæg, er det så en myte eller er der sandhed at spore i det?
Eksperterne Ole Kyed og Claus Buhl er ikke helt enige.
»Der findes mønsterbrydere, hvor intelligens og potentiale udfolder sig, selvom de optimale vilkår ikke er til stede,« mener Ole Kyed, mens Claus Buhl er langt mere afvisende.
»Man kan ikke leve isoleret og væk fra det faglige fællesskab og så pludselig vise sig som et kæmpetalent inden for et eller andet, selvom flere film ellers har ønsket at fremstille det sådan. Det en myte, og det findes simpelthen ikke,« siger Claus Buhl.
LÆS OGSÅ: Forsker: Talent findes ikke
