Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?
Bliv klogere på, hvad strukturel racisme er, og hvordan vi bekæmper den, i artiklen her.
hvad er strukturel racisme ulighed Black Lives Matter George Floyd samfundet politik sociologi

Black Lives Matter-bevægelsen og samtalen om strukturel racisme har fået vind i sejlene efter drabet på Georg Floyd. Men hvad er strukturel racisme egentlig? (Foto: Shutterstock)

Black Lives Matter-bevægelsen og samtalen om strukturel racisme har fået vind i sejlene efter drabet på Georg Floyd. Men hvad er strukturel racisme egentlig? (Foto: Shutterstock)

Racisme-debatten er blusset op i hele verden, inklusiv Danmark.

Det er sket i kølvandet på drabet på Georg Floyd, en 46-årig sort mand, der døde efter en anholdelse i Minneapolis 25. maj i år, hvor en hvid politimand sad med sit knæ på Floyds hals i 8 minutter og 46 sekunder. 

Siden har hundredtusindvis af mennesker været på gaden til demonstrationer i hele verden. Statuer af slavehandlere og koloni-herrer er blevet nedlagt og kastet i floden. Og hele ‘racisme-spørgsmålet’ er selvfølgelig blevet diskuteret i medierne. Også herhjemme.

Ét af stridspunkterne handler om såkaldt strukturel racisme. 

Men hvad er strukturel racisme egentlig? Findes den i Danmark? Og kan man nogensinde komme den til livs? Det har Videnskab.dk spurgt to diskriminations-forskere om i denne artikel. 

Strukturel racisme findes i Danmark

Der er ingen grund til at udsætte det helt store spørgsmål: Findes strukturel racisme i Danmark?

‘Ja’, lyder det korte svar fra diskriminationsforskerne. 

»For mig er det et absurd spørgsmål, hvorvidt der findes strukturel racisme i Danmark,« siger Mira Skadegård, der forsker i strukturel diskrimination og er postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.

»Selvfølgelig findes strukturel racisme i Danmark, selvom den ikke er lige så udtalt som i USA. I USA er historien anderledes, og det er en helt anden boldgade, men der findes strukturel diskrimination på baggrund af race i Danmark,« siger Mira Skadegård.

Underbygges i forskningen og statistikkerne

Humlen ved strukturel racisme er dog, at den ofte findes i det skjulte, i samfundets store ubevidste jeg. Det gør den, fordi den er opbygget over lang, lang tid, hvilket har fået den til at virke helt normal, forklarer Mira Skadegård. 

Derfor kommer den strukturelle racisme også ofte først til syne, når forskere eller andre begynder at lede efter den eller påpege, at den findes. 

Det kan man eksempelvis gøre ved at se på statistikkerne, og gør man det, så er svaret på, hvorvidt strukturel racisme findes i Danmark, endda et klart og rungende ‘ja’ ifølge Mira Skadegård.

Her kommer et par eksempler:

Strukturel racisme kan ses i sproget og kulturen

Et andet sted, forskere finder den strukturelle racisme, er i sproget og kulturproduktionen, hvor det bugner med fordomsfulde fortællinger om forskellige racer. 

»Hele den vestlige historie bygger jo på den hvide overlegenheds fortælling, og det bliver i den grad gengivet i vores kultur,« påpeger Mira Skadegård.

»Det kan vi se i skolebøger, salmer, i medierne og i de film, der bliver produceret, hvor repræsentationen af minoriteter er negativ og ofte fastlåst i et stereotypt billede. Det ses også i vores hverdagssprog, hvor vi aldrig kan tale om et individ som dansker, hvis personen ikke er hvid, selvom personens familie måske har boet her i fire generationer,« tilføjer hun.

Flere store danske og nordiske forskningsprojekter har også kortlagt den strukturelle racisme i medier og andre steder i den danske offentlighed. 

Senest i en stor antologi fra 2019, som Peter Hervik, tidligere migrationsforsker og professor på Aalborg Universitet, var redaktør på, bliver den strukturelle racisme eksempelvis i medierne kortlagt i 11 artikler gennem 300 sider.

Hollywood-film og populærkulturen helt generelt har en lang tradition for at reproducere stereotype minoriteter. Det er også en del af den strukturelle racisme, mener Mira Skadegård. (Video: National Geographic)

»Det må være Mansour«

Mira Skadegård står selv bag en videnskabelig artikel fra 2017, der udpensler dilemmaet i det, som hun kalder for ‘velmenende diskrimination eller racisme’ i Danmark. 

I artiklen viser hun, hvordan flere minoriteter oplever det som diskriminerende og ekskluderende, når der eksempelvis (af nysgerrighed eller god vilje) bliver spurgt ind til, »hvorvidt man er adopteret?«, eller »hvor ens forældre kommer fra?«.

»Det er jo velmenende, når man spørger om det, men når en person bliver spurgt om det igen og igen, måske flere gange på én dag eller én uge, så opbygger det sig til at føles som en strukturel diskrimination, som personen bliver fastlåst i,« forklarer Mira Skadegård.

I samme artikel fortæller en interviewperson, der kaldes for Mogens, at han engang opdagede, at hans telefon var væk efter en træning i den lokale sportsklub. 

»Mit første instinkt var, at hvis det var nogen fra klubben, der havde taget den, så var det sikkert Mansour. Senere reflekterede jeg over, hvorfor jeg lige præcis havde tænkt, at det var ham (vi har faktisk et godt forhold). Jeg nåede frem til, at det, sammen med hans økonomiske situation (som jeg antager ikke er den bedste, ud fra hvad jeg ved), byggede på en generel fordom om, at folk med mørkere hud er mere villige til at stjæle,« fortæller Mogens, der i øvrigt fandt sin telefon, da han kom hjem. 

Det er klassiske eksempler på strukturel racisme, der kommer til udtryk i det, som Mira Skadegård betegner som mikro-diskrimination - små diskriminerende bemærkninger og fordomme, der sniger sig ind i vores hverdagslige samtale.

Få et lynkursus i racismeforskning

Hvornår begyndte videnskaben egentlig at interessere sig for racisme? 

Du kan få et lynkursus i racismeforskningens historie og flere af dens kendte teoretikere i boksen i bunden af artiklen

Strukturer - det er sovs og kartofler, rabarber og Nordisk Film

Godt så, lad os dykke ned i begreberne. For hvad betyder det egentlig, når noget er ‘strukturelt’? 

Du kan starte med at spørge dig selv, hvorfor du er, som du er, og hvorfor du mener, hvad du mener?

Det er et af de sværeste spørgsmål i verden, for selvfølgelig er vi alle forskellige, og ingen har præcis de gener, som du har. Det er din arv, og det din natur. 

Men løft så blikket, og se på dine omgivelser, de mennesker du omgås, den mad du har i køleskabet, det tøj, du går med, de love og regler, du følger, de fortællinger, du får i medier, bøger og reklamer, dit sprog og dine daglige samtaler. Det er dit miljø, og det er din kultur. 

Det er selvfølgelig lidt firkantet stillet op, for arv og miljø, natur og kultur, vekselvirker hele tiden. Når man taler om, at noget er strukturelt, så findes det et sted i denne vekselvirkning:

Strukturerne findes i vores samfund og kultur, og derigennem påvirker de også vores natur.

»Jeg plejer at sige, at strukturer er den måde, vi har indrettet vores samfund på, og de forestillinger, vi har i vores nationale rygsæk. Der er sovs og kartofler, og rabarberkage, men også nedarvede forestillinger om, hvordan verden fungerer, og hvordan andre er,« fortæller Rikke Andreassen, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. 

»Strukturerne er resultatet af vores samfund, kultur og historie. De er vores arbejdsmarked, Folketinget, vores skoler, Det Kongelige Teater, Nordisk Film, historiebøgerne og så videre. Alle de her ting påvirker selvfølgelig måden, vi tænker og handler på. Det ville være mærkeligt at tro, at de ikke gjorde det,« forklarer Rikke Andreassen.

Når man taler om ‘strukturel racisme’, så er pointen, at der er en gennemgående racistisk forestilling vævet ind i hele det her kludetæppe, der udgør samfundets strukturer. 

Poststrukturalisme

Når der lægges vægt på strukturer på den måde, som artiklen her gør det, tager det ofte udgangspunkt i et videnskabssyn, der kendetegnes som poststrukturalisme. 

Poststrukturalismen forstår verden som bestående af en masse konstruerede strukturer, der viser sig i vores sprog, vores fælles fortællinger og de samfund, vi lever.

Derfor vil racisme og fremmedfrygt skyldes strukturerne i det samfund, vi er opvokset i, vil en poststrukturalist sige.

Pointen er dog, at strukturerne er konstruerede, så de kan ændres, hvis vi ændrer vores sprog og fortællinger for eksempel.

Poststrukturalismen er eksempelvis forskellig fra et evolutionsbiologisk perspektiv, der lægger vægt på menneskets natur og overlevelse som forklaringen for det meste.

Nogle evolutionsbiologer vil sige, at fremmedfrygt er en naturlig del af mennesket, da mennesket i gamle dage havde brug for at beskytte sig mod andre stammer.

Det berører Tom Oliver, der er professor i anvendt økologi artiklen ‘Er racisme og intolerance en del af vores DNA?’, hvor han også slår fast, at det er afgørende, at man kæmper imod fremmedfrygt og racisme.

Racisme - diskrimination og fordomme på baggrund af race

Og nu til det helt store spørgsmål, der skiller vandene i debatten: hvad betyder ‘racisme’ egentlig?

De fleste har en mening om, hvad racisme er, og hvor grænsen for racisme går og ikke går. Derfor er det også selve definitionen af, hvad racisme er, der leder til uenigheder i racisme-debatten.

Hos forskere, der beskæftiger sig indgående med racisme - ja, rent faktisk forsker i den - får man dog følgende definition. 

»Racisme er uløseligt forbundet med diskrimination, og jeg ser racisme som et underbegreb under diskrimination,« forklarer Mira Skadegård, der forsker i strukturel diskrimination.

»Diskrimination hænger så også uløseligt sammen med magt og hierarkier, for hvis der ikke fandtes magt og hierarkier, ville der ikke være nogen at diskriminere,« tilføjer Mira Skadegård, der er postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.

Racisme er med andre ord diskrimination eller (negativ) forskelsbehandling på baggrund af 'race', køn, afstamning, oprindelse og religion ifølge Mira Skadegård, der som udgangspunkt benytter sig af FN’s definitioner af diskrimination og racisme.

Forskel på intentionel og oplevet racisme

Godt så. Diskrimination og fordomme indgår i ligningen, og nu bevæger vi os endnu et skridt længere ud i definitionsspørgsmålet.

En anden vigtig præcisering er forskellen mellem to forståelser af racisme, som RUC-professoren Rikke Andreassen kalder for henholdsvis intentionel- og oplevet racisme: 

»Intentionel racisme dækker over en opfattelse af, at for at noget skal være racistisk, så skal man mene noget racistisk med det, man siger. Man skal have en racistisk intention, der for eksempel går ud på, at ‘hvide er bedre end sorte’ eller ‘muslimerne er dumme’.«

»En anden måde at se racisme på er ved at have fokus på modtageren, og have fokus på, hvornår noget opfattes eller opleves som racisme eller som racialt ekskluderende. Det handler ikke om, hvad personen mener med en vittighed, men hvordan vittigheden opleves hos modtageren.« 

Definitioner på racisme
  • FN: »Racisme er overbevisningen om, at nogle grupper af mennesker har særlige (typisk fysiske) karakteristika, der gør dem overlegen overfor andre. Racisme sker ikke kun, når nogle mennesker behandles i henhold til deres race eller farve, men også, når samfund systematisk diskriminerer en gruppe af mennesker.«
  • Racismeparagraffen: »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«
  • Institut for Menneskerettigheder: »Racisme er diskrimination eller fordomme baseret på race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse. (...) Racisme er dog ikke nødvendigvis det samme som racediskrimination. Man kan i princippet være racist, uden at man handler racediskriminerende.«
  • Ordbogen: »Diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.«

‘Tanken tæller’-idéen er forældet

I Danmark har vi i mange år haft en tradition for at forstå racisme som intentionel, påpeger Rikke Andreassen. 

Mens det i USA for eksempel, hvor racespørgsmålet har fyldt markant meget mere i historien, har været udbredt at have fokus på oplevet racisme - altså en forståelse af racismen, der sætter modtageren i centrum. 

Ifølge Rikke Andreassen er det ofte på grund af et mismatch mellem de to forståelser, at racisme-debatten løber af sporet. 

»Når Djurs Sommerland har haft en hottentot-karrusel (der i 2018 skiftede navn til ‘Abekatten’, red.), så var der nok ikke nogen ond vilje i det, men problemet lå i, hvordan karrusellen blev opfattet og modtaget.« 

»Nogle raciale minoriteter oplevede navnet som nedsættende, da det trækker på en racistisk historie, mens Djurs Sommerland ikke så det som racistisk, da de ikke havde den intention. Men navne, udtalelser og handlinger kan godt være ‘racialt ekskluderende’, selvom intentionen er en anden. Eller selvom man ikke havde tænkt over betydningen.«

Vi har en forestilling om, at der er ‘tanken, der tæller’, men den forestilling er forældet, når det kommer til racisme. Her er det  effekten, der tæller, forklarer Rikke Andreassen. 

Strukturel racisme er ikke intentionel

Den oplevede racisme er vigtig i denne sammenhæng, for den er udgangspunktet, når man taler om strukturel racisme. Det er den, fordi strukturel racisme oftest er ubevidst og ikke ondskabsfuld og overlagt. 

»Når et individ eller en gruppe helt overlagt kalder nogen for ‘abe’ på åben gade, kaldes det individuel racisme. Der er en direkte udtalt intention. Den strukturelle racisme er ofte mere usynlig og abstrakt, selvom den selvfølgelig også kan komme til syne på individniveau,« fortæller Rikke Andreassen. 

Den er usynlig, fordi den er blevet så normal i et samfund, at de fleste af os uden videre accepterer den, men det ændrer ikke på, at den er diskriminerende. Mira Skadegård sammenligner det med at cykle. 

»Jeg plejer at sige, at det kan sammenlignes med, at man gennem hele sit liv har lært at cykle på cykelstien. Man overholder alle regler, og følger de anvisninger man har lært, og meningen er selvfølgelig, at man ikke skal ramme andre.«

»Men alligevel sker det, at man kører ind i nogen på cykelstien. Det sker, fordi den måde, man har lært at cykle på, alligevel er mangelfuld, da den ikke viser hensyn til de mindre privilegerede. Det er ikke nødvendigvis med vilje, men det sker. Sådan virker strukturel racisme,« siger Mira Skadegård.

Mira Skadegård gør derfor også meget ud af at understrege, at strukturel racisme ikke nødvendigvis altid har noget med ondskab eller ond vilje at gøre.

Mira Skadegård nævner videoen her som en fin illustration af, hvad strukturel racisme dækker over. Ser man tilværelsen som et løb, så starter vi alle ikke fra samme udgangspunkt. Derudover fastholdes mange minoriteter i en underprivilegeret situation på grund af deres race. (Video: The Archiveking)

Er vi alle racister?

Men er man så racist, selvom man ikke har intention om det, eller selvom man ikke selv mener, at man er racist? 

»Jeg vil hellere sige, at man godt kan handle racistisk uden at have en intention om det. Det, jeg beskæftiger mig med i min forskning, er handling, så jeg har fokus på bolden (den racistiske handling, red.) og ikke på manden.«

»Egentlig er jeg ikke interesseret i, hvorvidt folk er racister eller ej. Man må da gerne have racistiske holdninger, jeg skal ikke være et holdnings-politi. Det, du ikke må, er at handle på en racistisk måde, der begrænser folk i deres rettigheder. Det er diskrimination, og det er racisme,« fortæller Mira Skadegård.

Hun nævner et interview med komikeren Sanne Søndergaard, der til Jyllands-Posten siger, at hun »måske er Danmarks eneste erklærede racist«, som et frisk pust til debatten. Mira Skadegård er ikke enig i, at Sanne Søndergaard er racist, men hun synes, at det er en god måde at tale om det på:

»Jeg kender mange der, trods deres viden om emnet, ind i mellem kommer til at træde i spinaten og kommer til at handle eller sige noget, der egentlig kan virke diskriminerende. Det er svært at fuldstændig undgå, men man kan jo gøre sit for ikke at gøre det igen,« siger Mira Skadegård.

Mira Skadegårds tommelfingerregel
  • Erkendelse frem for benægtelse: Erkend, at strukturel racisme findes.
  • Læg skylden fra dig, og tag ansvar: Spørg dig selv, hvilken position du har - er du født med nogle privilegier, som andre ikke er, og spørg dig selv, hvad du kan jeg gøre for at tage ansvar for et mere lige samfund.
  • Anerkend, at andres oplevelser ikke er de samme som dine: Lad være med at affeje problemerne som pjat og identitetspolitik. Hvis nogen oplever diskrimination eller racisme, er det vigtigt, at man anerkender det, da vi har forskelllige erfaringer og oplevelser, alt efter hvordan vi er racialiseret.

Skal Tintin censureres og Frederiksstaden rives ned? 

Et af de virkelig ømme punkter i racisme-debatten, handler om, når samfund trues på deres historie og kultur. 

I mange årtier efterhånden er det blevet debatteret, hvad man skal gøre ved de fremmedfjendske fremstillinger i Pippi Langstrømpe, Tintin og utallige andre kulturprodukter, der jo blev til i en anden tid.

En stor del af København er også finansieret af penge fra det koloniale Danmarks slave- og sukkerhandel fra 1600-tallet og frem til midten af 1800-tallet. Hvordan skal vi lige forholde os til det?

»Skal vi rive Frederiksstaden ned, fordi den er bygget på penge fra slavehandel, som, vi synes, er forkert i dag? Det synes jeg ikke. Jeg ser hellere, man opbygger mindesmærker for slavegjorte og oplysningstavler om, at det er bygget på sukkerpenge og dermed slaveri, så Frederiksstaden kan fungere som et sted, hvor vi kan have en samtale om vores kulturarv. Det går jo ikke at udviske hele historien,« siger Rikke Andreassen.

»Tintin-tegneserien, som man har udgivet med et forord, der anerkender og forklarer at billederne er racistiske, er en forbilledlig måde at gøre det på,« tilføjer hun.

strukturel racisme statuer vestindiske slaver Danmark

I 2018 blev statuen her af Mary Thomas - også kendt som 'Queen Mary' - rejst foran Vestindisk Pakhus i København. 'Queen Mary' var frontfigur for arbejderopstanden på De Dansk Vestindiske Øer i 1876. Ifølge Rikke Andreassen er det netop mindesmærker som dette, der skal til for at starte vores fælles samtale om strukturel racisme. (Foto: Shutterstock)

Men racisme forklarer ikke ALT

Én ting, man kan tænke sig, er, at diskriminations- og racismeforskeres arbejde jo netop består af at lede efter racismen. Ligesom en forsker i økonomisk ulighed er en mester i at opspore alle de steder i samfundet, hvor der er… ja, økonomisk ulighed. 

Er der en risiko for at stirre sig blind på racismen som årsagen til alle samfundets problemer? 

Det er den gamle videnskabelige sang om korrelation og kausalitet: Hvornår kan det påvises, at det er racisme - og ikke 100 andre faktorer - der er forklaringen på, at ikke-vestlige indvandrere har sværere ved at finde job for eksempel?

»Selvfølgelig spiller det socio-økonomiske forhold også en rolle, og det er rigtig svært at skille ad, hvornår noget skyldes dårlige sociale og økonomiske forhold, og hvornår noget skyldes racediskrimination. Men vi bliver nødt til at anerkende racediskrimination som en del af årsagen,« siger Rikke Andreassen.

Hun kommer med et eksempel: Mange unge, brune mænd oplever at blive afvist i døren på diskoteker i det danske natteliv. Det kan der være mange forklaringer på. 

Én forklaring kan være, at bukserne er for slidte og billige, og man ikke kender ‘koderne’ på en bestemt klub (altså en socio-økonomisk forklaring), men man bliver ikke spor klogere, hvis man ser det som den eneste forklaring, pointerer Rikke Andreassen. 

Det kan både handle om køn, alder, sociale forhold og race – og sammenhængen mellem disse ting. Men den profilering, som finder sted på baggrund af race, er én forklaring, som man bør tage med i puljen af forklaringer på den diskrimination, der sker, når brune mænd igen afvises i døren til et diskotek.

Men risikerer man ikke, at folk fanges i deres race, så de hele tiden bliver mindet om, at de ikke er andet end deres race?

»Det er jo et dilemma, og selvfølgelig kan man overgøre det, så man kun ser race. Det handler først og fremmest om at se individet, før man ser race, køn eller seksualitet. Nogle mennesker siger, at de er ‘farveblinde’, og at de ‘aldrig har set deres sorte venner som sorte’, men det betyder også, at de nægter at se al den ulighed, som deres ven oplever på grund af sin racialisering. Som ’farveblind’ er man med til at lukke øjnene for problemerne,« forklarer Rikke Andreassen.

Én ulighed blandt mange

Med andre ord handler strukturel racisme om at anerkende diskrimination på baggrund af race som en faktor, der findes, uden at vi opdager det - ligesom man i dag anerkender, at der findes kønsdiskrimination, klasseskel og mange andre former for uligheder i samfundet. 

»Der findes strukturel racisme i alle lande, for der ingen lande, så vidt jeg er orienteret, hvor en racial minoritet ikke klarer sig dårligere end majoriteten,« pointerer Mira Skadegård og fortsætter: 

»Men det betyder ikke, at det er en god ting, og at det behøver være sådan, og jeg synes da, at vi bør stræbe efter lighed i et demokratisk samfund som det danske.« 

Men kan vi nogensinde komme strukturel racisme til livs, hvis det findes alle steder? Vil der ikke altid være en vis ulighed?

»Det bliver nok op af bakke, at få det helt fjernet. Filosofisk set vil der nok også altid være diskrepanser. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi har idealer om, at vi vil hinanden det godt, og jeg tror på, at vi kan komme meget, meget længere mod et mål, hvor der er større ligebehandling,« siger Mira Skadegård.

Et lynkursus i racismeforskningens historie: Fra ‘ingen’ racisme til strukturel racisme

Forskningen i anti-racisme, racisme og diskrimination har ikke altid været der. 

Det er svært at sige, hvornår den præcis begyndte. Den amerikanske sociolog, historiker og aktivist for civile rettigheder William Edward Burghardt Du Bois (1868-1963) skrev anti-racistiske videnskabelige tekster i USA allerede ved år 1900, men Mira Skadegård og Rikke Andreassen er enige om, at et godt sted at begynde i Europa er ved Frantz Fanon.

Frantz Fanon (1925-1961) var psykiater og teoretiker. Han voksede op på den caribiske ø Martinique, der var under fransk koloniherredømme, men blev senere i sit liv sendt til Paris for at studere.

Her lavede han nogle beskrivelser af, hvordan det var at være sort mand i det hvide Frankrig, og dermed blev han en af de første i Europa, der beskrev, hvordan man bliver til som individ gennem sin race - det kaldes også for racial subjektivering

Edward Said (1935-2003), der var professor i litteratur ved Columbia University, byggede oven på Fanons teorier, og introducerede postkolonialismen som forskningsområde. 

Han påpegede, at en stor del af vestens lange historie er fortalt af opdagelsesrejsende, missionærer og andre hvide, magtfulde mænd. Said lagde vægt på, at man som minoritet har ret til at fortælle sin egen historie.

Kvinderne kommer på scenen

Mens Said her meget fokus på nationer og kulturer, træder en række kvinder i årene efter ind på scenen og introducerer den post-koloniale feminisme og ’black feminism’ i forskningen. Det betyder, at de ikke kun ser på geografi og race, men også på klasse, køn og handicap og så videre som en identitetsmarkør, der kan lede til diskrimination.

De understreger for eksempel, at der er forskel på at være sort kvinde og sort mand, i den måde man mødes af verden på. De fremhæver også, at race er intersektionelt, hvilket vil sige, at racismen udspiller sig forskelligt, alt efter hvordan race forbindes med køn, alder, seksualitet, handicap og så videre.

I den forbindelse kan desuden nævnes forskere som Gayatri Chakravorty Spivak (1942-), Chandra Talpade Mohanty (1955-) og Kimberlé Williams Crenshaw (1959-).

En anden markant teoretiker er Richard Dyer (1945-), der introducerer begrebet om ‘hvidhed’. Dyer lægger fokus på, at historien om den privilegerede, hvide mands overlegenhed genfortælles og understøttes i den vestlige kultur igen og igen.

Racismeforskning i dag

I dag er der i stigende grad kommet fokus på racisme i Norden og Skandinavien.

Forskerne i den nordiske skole adskiller sig fra andre forskere, fordi racismen tager en anden form i Skandinavien end i mange andre områder.

Fra den nordiske skole kan blandt andet nævnes Lene Myong, der professor ved Universitetet i Stavanger, Peter Hervik, tidligere professor på Aalborg Universitet, Suvi Keskinen, der er professor ved Helsinki universitet og Rikke Andreassen, der er med i artiklen her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker