Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?

Racismedebatten er blusset op i hele verden - og også i Danmark.

Det skete i kølvandet på drabet på Georg Floyd, en 46-årig sort mand, der døde efter en anholdelse i Minneapolis 25. maj 2020, hvor en hvid politimand sad med sit knæ på Floyds hals i 8 minutter og 46 sekunder.

Efterfølgende var hundredtusindvis af mennesker på gaden til demonstrationer i hele verden. Statuer af slavehandlere og koloniherrer blev nedlagt og kastet i floder. Og hele ‘racisme-spørgsmålet’ er selvfølgelig blevet diskuteret i medierne. Også herhjemme.

Ét af stridspunkterne handler om såkaldt strukturel racisme.

• »Politidrab er symbol på en strukturel racisme, som eksisterer alle steder, også i Danmark,« hedder det i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
• »At benægte strukturel racisme er lidt som at benægte klimaforandringer,« lyder det i et interview i Politiken.
• »Er der strukturel racisme i USA? Har vi samme racisme i DK?« Bliver der spurgt til i P1 Debat.

Men hvad er strukturel racisme egentlig? Findes den i Danmark? Og kan man nogensinde komme den til livs? Det har Videnskab.dk spurgt to diskriminations-forskere om i denne artikel.

Strukturel racisme findes i Danmark

Der er ingen grund til at udsætte det helt store spørgsmål: Findes strukturel racisme i Danmark?

‘Ja’, lyder det korte svar fra diskriminationsforskerne.

»For mig er det et absurd spørgsmål, hvorvidt der findes strukturel racisme i Danmark,« siger Mira Skadegård, der forsker i strukturel diskrimination og er postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.

»Selvfølgelig findes strukturel racisme i Danmark, selvom den ikke er lige så udtalt som i USA. I USA er historien anderledes, og det er en helt anden boldgade, men der findes strukturel diskrimination på baggrund af race i Danmark,« siger Mira Skadegård.

Underbygges i forskningen og statistikkerne

Humlen ved strukturel racisme er dog, at den ofte findes i det skjulte, i samfundets store ubevidste jeg. Det gør den, fordi den er opbygget over lang, lang tid, hvilket har fået den til at virke helt normal, forklarer Mira Skadegård.

Derfor kommer den strukturelle racisme også ofte først til syne, når forskere eller andre begynder at lede efter den eller påpege, at den findes.

Det kan man eksempelvis gøre ved at se på statistikkerne, og gør man det, så er svaret på, hvorvidt strukturel racisme findes i Danmark, endda et klart og rungende ‘ja’ ifølge Mira Skadegård.

Her kommer et par eksempler:

• En undersøgelse fra Københavns Universitet, der er lavet i 2020, viser, at minoritetsetniske kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til samtale.
• Samme forskergruppe påviste i 2018, at det var sværere at blive indkaldt til jobsamtale, hvis man havde et mellemøstligt navn end et traditionelt dansk navn.
• Et studie fra Aarhus Universitet fra 2019 viste, at minoriteter blev forfordelt frem for etniske danskere, når de søgte job på danske folkeskoler.
• Endnu et studie fra Aarhus Universitet fra 2019 viste, at offentlige ansatte havde tendens til at diskriminere minoriteter, når de havde travlt.
• Et andet studie fra TrygFondens Børnecenter ved Aarhus Universitet - også fra 2019 - viser, at folkeskolelærere diskriminerer drenge med mellemøstlige navne.
• Der er flere danske eksempler på diskrimination på baggrund af race her, her, her og her.

Strukturel racisme kan ses i sproget og kulturen

Et andet sted, forskere finder den strukturelle racisme, er i sproget og kulturproduktionen, hvor det bugner med fordomsfulde fortællinger om forskellige racer.

»Hele den vestlige historie bygger jo på den hvide overlegenhedsfortælling, og det bliver i den grad gengivet i vores kultur,« påpeger Mira Skadegård.

»Det kan vi se i skolebøger, salmer, i medierne og i de film, der bliver produceret, hvor repræsentationen af minoriteter er negativ og ofte fastlåst i et stereotypt billede. Det ses også i vores hverdagssprog, hvor vi aldrig kan tale om et individ som dansker, hvis personen ikke er hvid, selvom personens familie måske har boet her i fire generationer,« tilføjer hun.

Flere store danske og nordiske forskningsprojekter har også kortlagt den strukturelle racisme i medier og andre steder i den danske offentlighed.

Senest i en stor antologi fra 2019, som Peter Hervik, tidligere migrationsforsker og professor på Aalborg Universitet, var redaktør på, bliver den strukturelle racisme eksempelvis i medierne kortlagt i 11 artikler gennem 300 sider.

»Det må være Mansour«

Mira Skadegård står selv bag en videnskabelig artikel fra 2017, der udpensler dilemmaet i det, som hun kalder for ‘velmenende diskrimination eller racisme’ i Danmark.

I artiklen viser hun, hvordan flere minoriteter oplever det som diskriminerende og ekskluderende, når der eksempelvis (af nysgerrighed eller god vilje) bliver spurgt ind til »hvorvidt man er adopteret?«, eller »hvor ens forældre kommer fra?«.

»Det er jo velmenende, når man spørger om det, men når en person bliver spurgt om det igen og igen, måske flere gange på én dag eller én uge, så opbygger det sig til at føles som en strukturel diskrimination, som personen bliver fastlåst i,« forklarer Mira Skadegård.

I samme artikel fortæller en interviewperson, der kaldes for Mogens, at han engang opdagede, at hans telefon var væk efter en træning i den lokale sportsklub.

»Mit første instinkt var, at hvis det var nogen fra klubben, der havde taget den, så var det sikkert Mansour. Senere reflekterede jeg over, hvorfor jeg lige præcis havde tænkt, at det var ham (vi har faktisk et godt forhold). Jeg nåede frem til, at det, sammen med hans økonomiske situation (som jeg antager ikke er den bedste, ud fra hvad jeg ved), byggede på en generel fordom om, at folk med mørkere hud er mere villige til at stjæle,« fortæller Mogens, der i øvrigt fandt sin telefon, da han kom hjem.

Det er klassiske eksempler på strukturel racisme, der kommer til udtryk i det, som Mira Skadegård betegner som mikro-diskrimination - små diskriminerende bemærkninger og fordomme, der sniger sig ind i vores hverdagslige samtale.

Strukturer - det er sovs og kartofler, rabarber og Nordisk Film

Godt så, lad os dykke ned i begreberne. For hvad betyder det egentlig, når noget er ‘strukturelt’?

Du kan starte med at spørge dig selv, hvorfor du er, som du er, og hvorfor du mener, hvad du mener?

Det er et af de sværeste spørgsmål i verden, for selvfølgelig er vi alle forskellige, og ingen har præcis de gener, som du har. Det er din arv, og det din natur.

Men løft så blikket, og se på dine omgivelser, de mennesker du omgås, den mad du har i køleskabet, det tøj du går med, de love og regler du følger, de fortællinger du får i medier, bøger og reklamer, dit sprog og dine daglige samtaler. Det er dit miljø, og det er din kultur.

Det er selvfølgelig lidt firkantet stillet op, for arv og miljø, natur og kultur vekselvirker hele tiden. Når man taler om, at noget er strukturelt, så findes det et sted i denne vekselvirkning:

Strukturerne findes i vores samfund og kultur, og derigennem påvirker de også vores natur.

»Jeg plejer at sige, at strukturer er den måde, vi har indrettet vores samfund på, og de forestillinger vi har i vores nationale rygsæk. Der er sovs og kartofler og rabarberkage, men også nedarvede forestillinger om, hvordan verden fungerer, og hvordan andre er,« fortæller Rikke Andreassen, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.

»Strukturerne er resultatet af vores samfund, kultur og historie. De er vores arbejdsmarked, Folketinget, vores skoler, Det Kongelige Teater, Nordisk Film, historiebøgerne og så videre. Alle de her ting påvirker selvfølgelig måden, vi tænker og handler på. Det ville være mærkeligt at tro, at de ikke gjorde det,« forklarer Rikke Andreassen.

Når man taler om ‘strukturel racisme’, så er pointen, at der er en gennemgående racistisk forestilling vævet ind i hele det her kludetæppe, der udgør samfundets strukturer.

Racisme - diskrimination og fordomme på baggrund af race

Og nu til det helt store spørgsmål der skiller vandene i debatten: Hvad betyder ‘racisme’ egentlig?

De fleste har en mening om, hvad racisme er, og hvor grænsen for racisme går og ikke går. Derfor er det også selve definitionen af, hvad racisme er, der leder til uenigheder i racisme-debatten.

Hos forskere, der beskæftiger sig indgående med racisme - ja, rent faktisk forsker i den - får man dog følgende definition.

»Racisme er uløseligt forbundet med diskrimination, og jeg ser racisme som et underbegreb under diskrimination,« forklarer Mira Skadegård, der forsker i strukturel diskrimination.

»Diskrimination hænger så også uløseligt sammen med magt og hierarkier, for hvis der ikke fandtes magt og hierarkier, ville der ikke være nogen at diskriminere,« tilføjer Mira Skadegård, der er postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.

Racisme er med andre ord diskrimination eller (negativ) forskelsbehandling på baggrund af 'race', køn, afstamning, oprindelse og religion ifølge Mira Skadegård, der som udgangspunkt benytter sig af FN’s definitioner af diskrimination og racisme.

Forskel på intentionel og oplevet racisme

Godt så. Diskrimination og fordomme indgår i ligningen, og nu bevæger vi os endnu et skridt længere ud i definitionsspørgsmålet.

En anden vigtig præcisering er forskellen mellem to forståelser af racisme, som RUC-professoren Rikke Andreassen kalder for henholdsvis intentionel- og oplevet racisme:

»Intentionel racisme dækker over en opfattelse af, at for at noget skal være racistisk, så skal man mene noget racistisk med det, man siger. Man skal have en racistisk intention, der for eksempel går ud på, at ‘hvide er bedre end sorte’ eller ‘muslimerne er dumme’.«

»En anden måde at se racisme på er ved at have fokus på modtageren og have fokus på, hvornår noget opfattes eller opleves som racisme eller som racialt ekskluderende. Det handler ikke om, hvad personen mener med en vittighed, men hvordan vittigheden opleves hos modtageren.«

Ideen om ‘tanken tæller’ er forældet

I Danmark har vi i mange år haft en tradition for at forstå racisme som intentionel, påpeger Rikke Andreassen.

Mens det i USA for eksempel, hvor racespørgsmålet har fyldt markant meget mere i historien, har været udbredt at have fokus på oplevet racisme - altså en forståelse af racismen, der sætter modtageren i centrum.

Ifølge Rikke Andreassen er det ofte på grund af et mismatch mellem de to forståelser, at racismedebatten løber af sporet.

»Når Djurs Sommerland har haft en hottentot-karrusel (der i 2018 skiftede navn til ‘Abekatten’, red.), så var der nok ikke nogen ond vilje i det, men problemet lå i, hvordan karrusellen blev opfattet og modtaget.«

»Nogle raciale minoriteter oplevede navnet som nedsættende, da det trækker på en racistisk historie, mens Djurs Sommerland ikke så det som racistisk, da de ikke havde den intention. Men navne, udtalelser og handlinger kan godt være ‘racialt ekskluderende’, selvom intentionen er en anden. Eller selvom man ikke havde tænkt over betydningen.«

Vi har en forestilling om, at der er ‘tanken, der tæller’, men den forestilling er forældet, når det kommer til racisme. Her er det effekten, der tæller, forklarer Rikke Andreassen.

Strukturel racisme er ikke intentionel

Den oplevede racisme er vigtig i denne sammenhæng, for den er udgangspunktet, når man taler om strukturel racisme. Det er den, fordi strukturel racisme oftest er ubevidst og ikke ondskabsfuld og overlagt.

»Når et individ eller en gruppe helt overlagt kalder nogen for ‘abe’ på åben gade, kaldes det individuel racisme. Der er en direkte udtalt intention. Den strukturelle racisme er ofte mere usynlig og abstrakt, selvom den selvfølgelig også kan komme til syne på individniveau,« fortæller Rikke Andreassen.

Den er usynlig, fordi den er blevet så normal i et samfund, at de fleste af os uden videre accepterer den, men det ændrer ikke på, at den er diskriminerende. Mira Skadegård sammenligner det med at cykle.

»Jeg plejer at sige, at det kan sammenlignes med, at man gennem hele sit liv har lært at cykle på cykelstien. Man overholder alle regler og følger de anvisninger, man har lært, og meningen er selvfølgelig, at man ikke skal ramme andre.«

»Men alligevel sker det, at man kører ind i nogen på cykelstien. Det sker, fordi den måde, man har lært at cykle på, alligevel er mangelfuld, da den ikke viser hensyn til de mindre privilegerede. Det er ikke nødvendigvis med vilje, men det sker. Sådan virker strukturel racisme,« siger Mira Skadegård.

Mira Skadegård gør derfor også meget ud af at understrege, at strukturel racisme ikke nødvendigvis altid har noget med ondskab eller ond vilje at gøre.

Er vi alle racister?

Men er man så racist, selvom man ikke har intention om det, eller selvom man ikke selv mener, at man er racist?

»Jeg vil hellere sige, at man godt kan handle racistisk uden at have en intention om det. Det, jeg beskæftiger mig med i min forskning, er handling, så jeg har fokus på bolden (den racistiske handling, red.) og ikke på manden.«

»Egentlig er jeg ikke interesseret i, hvorvidt folk er racister eller ej. Man må da gerne have racistiske holdninger, jeg skal ikke være et holdningspoliti. Det, du ikke må, er at handle på en racistisk måde, der begrænser folk i deres rettigheder. Det er diskrimination, og det er racisme,« fortæller Mira Skadegård.

Hun nævner et interview med komikeren Sanne Søndergaard, der til Jyllands-Posten siger, at hun »måske er Danmarks eneste erklærede racist«, som et frisk pust til debatten. Mira Skadegård er ikke enig i, at Sanne Søndergaard er racist, men hun synes, at det er en god måde at tale om det på:

»Jeg kender mange, der, trods deres viden om emnet, ind i mellem kommer til at træde i spinaten og kommer til at handle eller sige noget, der egentlig kan virke diskriminerende. Det er svært at fuldstændig undgå, men man kan jo gøre sit for ikke at gøre det igen,« siger Mira Skadegård.

Skal Tintin censureres, og Frederiksstaden rives ned?

Et af de virkelig ømme punkter i racismedebatten, handler om, når samfund trues på deres historie og kultur.

I mange årtier efterhånden er det blevet debatteret, hvad man skal gøre ved de fremmedfjendske fremstillinger i Pippi Langstrømpe, Tintin og utallige andre kulturprodukter, der jo blev til i en anden tid.

En stor del af København er også finansieret af penge fra det koloniale Danmarks slave- og sukkerhandel fra 1600-tallet og frem til midten af 1800-tallet. Hvordan skal vi lige forholde os til det?

»Skal vi rive Frederiksstaden ned, fordi den er bygget på penge fra slavehandel, som, vi synes, er forkert i dag? Det synes jeg ikke. Jeg ser hellere, man opbygger mindesmærker for slavegjorte og oplysningstavler om, at det er bygget på sukkerpenge og dermed slaveri, så Frederiksstaden kan fungere som et sted, hvor vi kan have en samtale om vores kulturarv. Det går jo ikke at udviske hele historien,« siger Rikke Andreassen.

»Tintin-tegneserien, som man har udgivet med et forord, der anerkender og forklarer, at billederne er racistiske, er en forbilledlig måde at gøre det på,« tilføjer hun.

Men racisme forklarer ikke ALT

Én ting, man kan tænke sig, er, at diskriminations- og racismeforskeres arbejde jo netop består af at lede efter racismen. Ligesom en forsker i økonomisk ulighed er en mester i at opspore alle de steder i samfundet, hvor der er… ja, økonomisk ulighed.

Er der en risiko for at stirre sig blind på racismen som årsagen til alle samfundets problemer?

Det er den gamle videnskabelige sang om korrelation og kausalitet: Hvornår kan det påvises, at det er racisme - og ikke 100 andre faktorer - der er forklaringen på, at ikke-vestlige indvandrere har sværere ved at finde job for eksempel?

»Selvfølgelig spiller det socio-økonomiske forhold også en rolle, og det er rigtig svært at skille ad, hvornår noget skyldes dårlige sociale og økonomiske forhold, og hvornår noget skyldes racediskrimination. Men vi bliver nødt til at anerkende racediskrimination som en del af årsagen,« siger Rikke Andreassen.

Hun kommer med et eksempel: Mange unge, brune mænd oplever at blive afvist i døren på diskoteker i det danske natteliv. Det kan der være mange forklaringer på.

Én forklaring kan være, at bukserne er for slidte og billige, og man ikke kender ‘koderne’ på en bestemt klub (altså en socio-økonomisk forklaring), men man bliver ikke spor klogere, hvis man ser det som den eneste forklaring, pointerer Rikke Andreassen.

Det kan både handle om køn, alder, sociale forhold og race – og sammenhængen mellem disse ting. Men den profilering, som finder sted på baggrund af race, er én forklaring, som man bør tage med i puljen af forklaringer på den diskrimination, der sker, når brune mænd igen afvises i døren til et diskotek.

Men risikerer man ikke, at folk fanges i deres race, så de hele tiden bliver mindet om, at de ikke er andet end deres race?

»Det er jo et dilemma, og selvfølgelig kan man overgøre det, så man kun ser race. Det handler først og fremmest om at se individet, før man ser race, køn eller seksualitet. Nogle mennesker siger, at de er ‘farveblinde’, og at de ‘aldrig har set deres sorte venner som sorte’, men det betyder også, at de nægter at se al den ulighed, som deres ven oplever på grund af sin racialisering. Som ’farveblind’ er man med til at lukke øjnene for problemerne,« forklarer Rikke Andreassen.

Én ulighed blandt mange

Med andre ord handler strukturel racisme om at anerkende diskrimination på baggrund af race som en faktor, der findes, uden at vi opdager det - ligesom man i dag anerkender, at der findes kønsdiskrimination, klasseskel og mange andre former for uligheder i samfundet.

»Der findes strukturel racisme i alle lande, for der ingen lande, så vidt jeg er orienteret, hvor en racial minoritet ikke klarer sig dårligere end majoriteten,« pointerer Mira Skadegård og fortsætter:

»Men det betyder ikke, at det er en god ting, og at det behøver være sådan, og jeg synes da, at vi bør stræbe efter lighed i et demokratisk samfund som det danske.«

Men kan vi nogensinde komme strukturel racisme til livs, hvis det findes alle steder? Vil der ikke altid være en vis ulighed?

»Det bliver nok op af bakke, at få det helt fjernet. Filosofisk set vil der nok også altid være diskrepanser. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi har idealer om, at vi vil hinanden det godt, og jeg tror på, at vi kan komme meget, meget længere mod et mål, hvor der er større ligebehandling,« siger Mira Skadegård.