Tredje sæson af successerien House of Cards er tilgængelig på Netflix. Og ligesom med de to foregående sæsoner, bliver samtlige afsnit lagt ud på én gang. Fans af serien har derfor mulighed for at æde hele serien på én gang uden reklame- eller ventepauser – såkaldt ‘binge-watching’.
Men serien House of Cards med Kevin Spacey i hovedrollen som den kyniske og manipulerende politiker Frank Underwood er ikke en TV-serie i klassisk forstand, mener en dansk forsker.
»House of Cards er seriefiktion, men ikke nødvendigvis tv-fiktion. Man har blandt andet har gjort op med den ’beat-struktur’, som den klassiske TV-serie er bygget over,« fortæller Jakob Isak Nielsen, der er lektor i medievidenskab ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet. Han har blandt andet undersøgt Netflix’ rolle i serielandskabet.
Beat-struktur betegner den måde, klassiske TV-serier er bygget op på. Man forsøger for eksempel at bygge en spænding op frem til reklamepausen for ikke at miste seere. Det er nyere serier som House of Cards ikke bundet af, og det kan give plads til blandt andet mere vold og sex. Hvordan det hænger sammen, vender vi tilbage til.
Hysterisk dramaturgi og korte introer
I almindelige TV-serier kæmper serien med at fastholde seernes interesse. Her kan reklamer eller muligheden for at skifte kanal koste seere. Det samme er ikke tilfældet for serier som House of Cards, fortæller Jakob Isak Nielsen:
»TV-dramaturgi er lidt hysterisk, fordi seerne har oceaner af valgmuligheder. Man kan hurtigt skifte kanal, telefonen ringer, der skal brygges kaffe. Derfor er TV-serier typisk lanceret på en måde, at handlingen bliver sparket i gang fra start. Serien prøver at fastholde seerne – særligt på amerikansk broadcast-tv, hvor annonceindtægterne afhænger af seertal,« forklarer Jakob Isak Nielsen.
Jakob Isak Nielsen fremhæver også HBO’s The Wire og Game of Thrones, som serier der ikke er klassiske TV-serier og ikke på samme måde tager hensyn til at indfange seeren fra start. For eksempel er introen i Game of Thrones næsten to minutter lang. Den var ikke gået i en klassisk TV-serie, hvor man skal fastholde seerne og undgå, at de zapper væk, fortæller Jakob Isak Nielsen.
Seriernes ‘tredje guldalder’
En af grundene til, at serierne gør op med den klassiske TV-dramaturgi kan være på grund folkene bag. Instruktør David Fincher og manuskriptforfatter Beau Willimon er en del af succesen ‘House of Cards’. Ingen af de to havde beskæftiget sig med TV-fiktion, før de gik i gang med den populære serie.
Jakob Isak Nielsen fortæller, at Beau Willimon har sagt, at han ikke tænkte over seriedramaturgi, da han gik i gang med House of Cards. Der er ingen reklamepauser i serien, så Beau Willimon mente, at der sagtens kunne være scener på 11 minutter ad gangen. Det er ikke noget, der er set i almindelige TV-serier, der afbrydes af reklamer.
Når serier ikke skal tage højde for reklamepauser hvert 10.-15. minut, kan det give mulighed for eksempelvis mere nuancerede karakterudviklinger.
Lektor Helle Kannik Haastrup, KU
»Opgøret med den traditionelle serie-dramaturgi så man allerede i HBO’s hitserie The Wire. Her kunne man for eksempel se lange scener af fire-fem minutters varighed, hvor der kun bliver sagt variationer af ordet ’fuck’. Den blev vist på et abonnementsbaseret tv-netværk, og det var gnisten til det, man nu kalder ’den tredje guldalder for amerikanske serier’,« fortæller Jakob Isak Nielsen, der også har skrevet en leder om emnet i filmtidsskriftet 16:9.
Mere sex og vold i streamingserier
Lektor Helle Kannik Haastrup, der forsker i blandt andet film- og mediekultur ved Københavns Universitet, mener, at de friere rammer har gavnet serier som House of Cards. Ikke kun i forhold til dramaturgien, men også indholdet af serien. Og nu vender vi tilbage til den øgede mængde vold og sex, som man ser i mange af de nye Netflix- og HBO-serier:
»Når serier ikke skal tage højde for reklamepauser hvert 10.-15. minut, kan det give mulighed for eksempelvis mere nuancerede karakterudviklinger. Men også på indholdssiden giver det plads til blandt andet mere vold og sex, end man er vant til,« fortæller Helle Kannik Haastrup.
Inden for TV-serier er begrebet ’least objectionable programming’ et udbredt fænomen. Det betyder helt enkelt, at man ikke vil skræmme nogen, der vil sende reklamer i forbindelse med en TV-serie, væk, og derfor har der ikke tidligere været for meget sex og vold i de traditionelle TV-serier.
»Streamingtjenester som Netflix og HBO tjener deres penge fra deres mange abonnenter, så på den måde er de ikke afhængige af at få reklameindtægter. Det giver dem en større frihed i forhold til, hvor høj en grad af sex og vold deres serier kan indeholde,« siger Helle Kannik Haastrup.
Fordele og ulemper ved streamingserier
Helle Kannik Haastrup fremhæver, at Netflix’ rolle stadig er meget unik, hvad angår serier. I hendes optik er det kun på Netflix, at man kan tale om streamingserier.
»Jeg synes, det er en meget spændende overgangsfase. HBO viser et enkelt afsnit om ugen, i modsætning til Netflix, som smider det hele ud på en gang. Det er lidt som at købe en hel serieboks,« siger Helle Kannik Haastrup, som mener, at der er fordele og ulemper ved begge udgivelsesmodeller.
»På den ene side er det markedsføringsmæssigt lidt et problem, at seerne ikke kommer igen og igen hver uge – ligesom man ser det med for eksempel HBO’s Game of Thones – det kan man måske miste noget trafik på. Omvendt er den måde som House of Cards lanceres på med til at give Netflix et rigtig godt brand, fordi det er så unikt.«
