I sengen, sofaen eller på køkkenbordet. Mennesker har mange forskellige måder at gøre det på.
Men mens mennesker oftest har sex for fornøjelsens skyld, er det helt anderledes i dyrenes rige. Her handler det om at få givet sine gener videre.
I dyreverdenen spænder parringsakten over alt lige fra sex med døden til følge, regulær gruppevoldtægt og til en omgang god, gammeldags utroskab.
»Det kan godt være, at nogle dyrs parringsritualer virker ulogiske. Men hvis det virker, så kommer der mange unger – hvis det ikke virker, så kommer der ingen unger. Det er ren evolution,« forklarer Mikkel Stelvig, der er zoolog i Zoologisk Have København.
Videnskab.dk har samlet seks eksempler på nogle af de mere specielle parringsritualer i dyrenes verden.
1. Druknedøden i en kokasse
Første dyr på listen er gødningsfluen. Dens foretrukne parringssted er nylagte kokasser, fordi det er her, æggene udvikler sig bedst.
Når hun-gødningsfluen ankommer til bunken af frisk afføring, går hannerne amok.
For dem handler det om at være den sidste, der parrer sig med hunnen – det giver nemlig de største chancer for at blive far til ungerne. Og det kan få fatale konsekvenser for hunnen.
»Nogle gange kæmper hannerne så hårdt om at være den, der parrer sig, at hunnen ender med at dø af det. Hun bliver simpelthen presset ned i kokassen af de mange hanner og ender med at drukne,« fortæller professor Trine Bilde, som er leder af enheden ‘Genetik, økologi og evolution’ ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.
Trine Bilde fortæller desuden, at hunnerne ikke har det store at skulle have sagt.
For dem er det tit mere omkostningsfuldt at bekæmpe en parring end at acceptere den. Det kaldes også bekvemmelighedsparring.
2. Fuglen med de mange sidespring
Næste dyr kender mange af os fra de danske villahaver – nemlig den lille, søde musvit. Men bag det nuttede ydre, gemmer der sig en lille, utro fætter. Eller rettere kusine.
Mens hannen passer på musvitparrets æg hjemme i reden, tager hunmusvitten nemlig på besøg hos nabohannen, hvis hun vurderer, at han har bedre gener end manden derhjemme, fortæller Mikkel Stelvig.
»Om foråret sidder hannerne og kæfter op i deres territorium. Den, der råber højest og længst, er den bedste han. Så hvis hunnen kan høre en højtrøstet nabo, ser hun sit snit til at give ham et kort visit, så hun kan få de stærkest mulige unger,« fortæller Mikkel Stelvig.
\ Læs mere
Den taktik er dog ikke helt risikofri for hunnen.
»Hvis hannen derhjemme opdager hunnens sidespring, gider han ikke have noget med æggene og ungerne at gøre, så hun må være forsigtig for ikke at blive opdaget.«
Mikkel Stelvig fortæller desuden, at det ikke er unormalt, at et kuld på ni musvitunger kan have tre forskellige fædre.
3. Den lille sniger
Hos løvfrøen er opskriften på parring simpel. Hannerne sidder og kvækker og kalder for at tiltrække hunnerne.
De største hanner får besøg af en hun, som lægger alle sine æg, sådan at hannerne efterfølgende kan sprede sin sæd ud over æggene.
Men hvad gør de små hanner, når hunnerne er mest interesseret i de store, lækre hanfrøer?
»De små hanner lægger sig på lur i nærheden af en stor han. Når der så kommer en hun, ser den lille han sit snit: Når æggene er lagt, slår han til og befrugter æggene, før den store han når at komme til,« fortæller Mikkel Stelvig.
Han forklarer, at det er en stabil evolutionær strategi. Hvis der er for mange store hanner, så kommer der for meget kamp om hunnerne – omvendt må der heller ikke være for mange af de små.
»Det er en balance, der kommer af millioner af års udvikling,« siger Mikkel Stelvig.
4. Den store, stærke hun
Fra udspekulerede hanfrøer til frygtindgydende hunhyæner.
I Afrika lever den plettede hyæne, og her er hunnerne øverst i hierakiet. Hunnerne er nemlig op mod 50 procent større end hannerne, og desuden har hunnerne en stor produktion af mandlige kønshormoner, de såkaldte androgener.
»Hunnerne er på grund af androgenerne meget aggressive. Samtidig betyder hormonerne også, at hunnernes klitoris er meget stor, og skamlæberne er vokset sammen, så det ligner, at hunnerne har en penis,« fortæller Mikkel Stelvig.
\ Læs mere
Hunnernes penislignende kønsorganer gør, at det for hannen er svært at trænge igennem, når han har fundet en hun, der er villig.
Samtidig betyder det også, at det første kuld unger, en hunhyæne føder, ofte ender med at dø af presset eller blodtab, når de skal passere de sammenvoksede skamlæber.
Hvorfor hunhyænen har udviklet de store skamlæber, har man ikke noget endegyldigt svar på.
»De store skamlæber betyder selvsagt også, at det er vanskeligt for de plettede hyæner, når de skal lave nye hyæneunger. Det kræver nemlig, at hannen skal trænge gennem, for at gennemføre en parring. En teori går på, at hunnerne på den måde undgår ‘tvungen’ parring, men det er ikke en ret stærk teori,« siger Mikkel Stelvig.
5. Det vibrerende anus
Fra at have været i luften og til lands går turen ned under havets overflade. På Den Blå Planet kunne man tidligere komme på rundvisningen ‘Wet Light District’, der handlede om de vandlevende dyrs måder at reproducere sig på.
I materialet fra ‘Wet Light District’ kan man blandt andet læse om de vestamerikanske kadetfisk. Når hannerne skal imponere hunnerne, gør de det med en natlig serenade – helt præcis med langstrakte brummelyde.
Lydene, som kan høres på land, har gennem tiden fået folk på den californiske kyst til at tro, at der var tale om fjendtlige ubåde og sågar rumvæsner.
For at gøre denne adfærd endnu mere mærkværdig kommer brummelyden fra fiskens anus – mere præcist bliver lyden skabt af muskler i svømmeblæren, som dundrer ud gennem gattet på den lille fisk, der blot måler 38 centimeter.
Til slut topper hannen denne støjende adfærd af med at lave et ganske særligt lys, såkaldt biolumiscens.
Så hannen ligger der som en liret golf med diodelys og boomblaster og venter på, at en hun kommer forbi og lægger sine æg i hans grotte.
Kadetfisken tilhører gruppen af tudsefisk, og vi bliver så at sige i familien, når vi bevæger os til sidste dyr på listen – nemlig dybhavstudsefisken.
6. En levende pose sæd
Dybhavstudsefisken er også kendt som lygtefisken på grund af dens karakteristiske lille lygte, som den bruger til at lokker sin mad hen til sig nede i havets sorte dyb.
Og netop manglen på lys er, i hvert fald for hunnen, en fordel – for køn er hun ikke, kan man læse i materialet fra ‘Wet Light District’.
\ Læs mere
Hannen er derimod nem at overse, for den er nemlig utrolig lille i forhold til dens kvindelige artsfælle. Med sin lille mund og ubetydelige størrelse, evner han ikke at skaffe næring på egen hånd.
Hans eneste håb er at få et glimt af lyset fra en hun eller opsnappe hendes tunge feromon-fært – et kemisk duftstof, hunnen udsender for at lokke en eventuel partner og sætte gang i hans parringsadfærd.
Han planter sine læber på hendes hud og med et enzym smelter læber og hud sammen, og deres blodbaner forbindes. Her lever han så resten af sit liv som parasit af hunnens næringsstoffer.
På denne måde kan hunnen samle op til otte hanner, som hun herefter kan tappe for deres sæd, præcis som hun har behov for – som små, levende sæd-ampuller.
Her i havets dyb slutter turen som voyeur i dyrenes verden.
