Jazz, jive, trommedans og capoeira er alle meget rytmiske udtryksformer inden for henholdsvis musik, dans og kampsport. Ud over at være rytmiske, så er disse udtryksformer også kendt for at udspringe fra en kultur, hvor mørk hud er normen.
For eksempel har den afrikanske, og senere afro-amerikanske, kultur i mange år været forbundet med meget bevægelige og musikalske udtryksformer, som ofte er kommet til udtryk i skiftende tiders populærkultur.
Én af vores læsere har undret sig over, hvorfor der tilsyneladende er en tendens til, at mennesker med mørk hud svinger bedre på dansegulvet end mennesker med lys hud.
»Jeg har tit undret mig over, om der er forskel på sorte og hvide, når det for eksempel gælder dans. Det ser ud som om, sorte har en mere naturlig rytme i kroppen end hvide. Kan det passe?« skriver Bettina Vesterlund i en mail til Spørg Videnskaben.
Vi har kastet bolden videre til to forskere, der giver deres bud på en forklaring på Bettina Vesterlunds undren over den umiddelbare forskel på hoftebevægelser på tværs af hudfarver. Det viser sig, at svaret ikke er helt entydigt.
Rytmen som en del af dagligdagen
»Det kan godt se ud som om, at sorte generelt har mere rytme i kroppen end hvide, men sådan er det ikke nødvendigvis. Alle børn er ifølge musikforskere født med rytme i kroppen, og derfor er rytme ikke en naturlig evne baseret på hudfarve. Når nogle mennesker ser ud til at have mere rytme i kroppen end andre, så er det primært baseret på en kultur og livsopfattelse, der er udviklet gennem mange generationer,« lægger lektor Helle Winther fra Københavns Universitet ud med at fortælle. Hun forsker blandt andet i kroppens sprog.
På Aarhus Universitet sidder docent Ole Høiris og forsker i blandt andet kulturteori ved Institut for Kultur og Samfund. Han bakker op om, at det er kulturen, og ikke evolutionen, der udvikler et menneskes rytmiske sans.
»Spørgsmålet om, hvorvidt sorte har mere rytme i kroppen end hvide har, relaterer sig blandt andet til, at den rytmiske musik som jazz længe har været forbundet med afro-amerikanerne, som dog også selv brugte det som branding. Denne form for musik blev kombineret med opfattelsen af afrikanerne som primitive naturmennesker, hvorfor rytme blev gjort til et primitivt fænomen blandt naturmennesket, i forhold til den civiliserede musik. Men der er ikke mere rytme i sorte afrikanere, end der er vals i hvide europæere. Begge dele er kulturelle fænomener,« siger Ole Høiris.
Grunden til, at mange i dag har opfattelsen af, at sorte har mere rytme end hvide, er, ifølge Helle Winther, at mange af de sorte i USA for eksempel har bibeholdt deres afrikanske kulturarv. En kulturarv, hvor dagligdagen både var og stadig er stærkt præget af rytme i alle aspekter i livet.
»I Afrika er det at være rytmisk en essentiel del af tilværelsen. Det at bevæge sig rytmisk og være musikalsk er en måde at opretholde livet på. Dans, musik og sang er en del af leg, læring og hverdagsliv. Man kan for eksempel sagtens synge og danse, samtidig med at man laver mad eller arbejder i marken. Det er en måde at være en del fællesskabet på, og folk synes, at det er synd for mennesker, der ikke har rytme. Det er livsopfattelsen, som også de sorte slaver tog med sig fra Afrika,« siger Helle Winther.
Jazz og hip hop opretholder opfattelsen af rytme
Opfattelsen af, at sorte har en mere naturlig rytme i kroppen end hvide, har ifølge Ole Høiris også meget at gøre med måden, de sorte er blevet portrætteret gennem tiden.
»Det med at få adskilt kulturen fra evolutionen har ikke helt fået fodfæste endnu, men det er egentlig ikke så sært. I mange år har alt lige fra gamle beskrivelser i ordbogen om 'den glade dansende sorte mand' til den moderne jazz-kultur været med til at bevare opfattelsen af, at sorte har en naturlig rytme,« siger Ole Høiris.
På grund af den afrikanske arv opfatter Helle Winther den moderne kultur, blandt andet i udtryksformer som jazz og hip hop, som værende med til at bevare opfattelsen af, at sorte umiddelbart har en mere naturlig rytme end hvide.
»Den sorte befolkning med 'afrikansk blod' i årerne bliver primært fremvist som værende meget musikalske og gode til at bevæge sig - og det er de meget ofte også. Jeg bliver for eksempel selv inspireret af deres levende energi til at danse salsa. Men det er altså ikke kun på grund af deres hudfarve. Det er på grund af deres overleverede og levende kulturarv, at de for eksempel har lært at danse, fra de var helt små,« siger hun.
Rytmen er blevet moderniseret
Den rytmiske kulturarv blandt de sorte befolkninger i USA er, ifølge Ole Høiris, som sådan ikke udelukkende et resultat af forbindelsen til den rytmiske kultur i Afrika. Den er blevet genopfundet i 'det nye land' og kommer til udtryk i nutidens populærkultur.
»Den rytmiske musik, der senere blev til jazz og andre moderne musikformer, tror jeg er et amerikansk fænomen. Det var en musik, der sagde de fattige noget – ikke blot sorte, men også hvide mennesker. Rockmusikken kom jo for eksempel fra den lavere del af det hvide samfund. Den rytmiske 'sorte' kulturarv er blevet moderniseret og skal således nu mere forbindes med de sociale forhold i USA end med Afrika,« siger han.
Der er ikke mere rytme i sorte afrikanere, end der er vals i hvide europæere. Begge dele er kulturelle fænomener.
Ole Høiris
Tidligere blev den rytmiske kulturarv altså overleveret fra voksen til spæd for at opretholde en historisk forbindelse til landet, hvor deres forfædre kom fra. I dag er det nu også et resultat af sociale ændringer i mere nutidig historie.
Den indre rytme
Tilbage i 1996 udkom en lille film, der hedder 'Når Øjeblikket Synger', som undersøgte forholdet til dans og musik blandt den sorte befolkning i Cameroun. Bag filmen stod blandt andet den norske professor i musikvidenskab, Jon-Roar Bjørkvold.
Den norske professor konkluderer blandt andet i filmen, at alle mennesker er født med en indre muse, altså en medfødt inspiration, der kan få rytmen frem i dem - i Afrika er det bare en nødvendighed at finde sin indre rytme, da det blandt andet gør lange gåture og hårdt arbejde nemmere og sundere for kroppen.
»Jon-Roar Bjørkvolds film viser smukt, levende og humoristisk, hvordan rytme og bevægelse er en fuldstændig integreret del af kulturen i et afrikansk land som Cameroun,« siger Helle Winther.
Hvide er ikke uden rytme
Man kan, ifølge vores to forskere, ikke konkludere, at hvide er helt uden rytme. Det at bevæge sig rytmisk er bare ikke en særlig integreret del af kulturen i den, primært hvide, vestlige verdensopfattelse.
Spørgsmålet, om sorte har en mere naturlig rytme i kroppen end hvide, er således todelt. Man kan ikke sige, at mennesker med mørk hud som sådan har mere rytme end mennesker med lys hud - udelukkende på baggrund af hudfarven.
Det er mere på baggrund af, hvad der er nedarvet og overbragt af kultur fra generation til generation helt tilbage fra en tid, hvor rytmen var en essentiel del af tilværelsen. En kultur man i dag ser bevaret blandt mange sorte befolkningsgrupper i såvel Afrika, Europa og resten af verden.
Vi takker Helle Winther og Ole Høiris for deres svar, og vi takker også for spørgsmålet fra Bettina Vestlund, som hermed får tilsendt en Spørg Videnskaben T-shirt til brug på dansegulvet.
Hvis du også ligger inde med et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til at få besvaret, så send det ind til os på sv@videnskab.dk. Så gør vi vores bedste for at finde et svar.
