Hvad blev der af vikingetidens nordboere i Grønland?

Fra år 985 til omkring år 1420 levede en bondebefolkning i Grønland; et samfund, som på sit højeste bestod af cirka 2.500 personer.

Et samlet billede af, hvordan dette samfund fungerede, kan vi få ved at sammenligne med Norge og Island, hvor bønderne kom fra.

To hovedproblemer har længe optaget forskerne:

• Hvordan overlevede nordboerne i mere end 400 år?
• Hvordan forklarer man, at deres historie endte med verdens måske mest omdiskuterede forsvindingsnummer?

Det engelske forlag Routledge udgav i oktober 2018 en monografi på 430 sider om netop dette norrøne samfund skrevet af undertegnede.

Stødte på adskillige økologiske udfordringer

En arkæologisk tradition mener, at de norrøne udvandrere emigrerede til Grønland, fordi der var mangel på jord i Norge.

Men i det nye land ventede dem en problematisk tilpasning til anderledes naturforhold og klima. De overlevede, fordi Grønland frem til 1250 oplevede en periode med opvarmning.

Det største problem var, at kornet ikke modnede i Grønland. Bøndernes løsning var at kombinere flere fødekilder i en årlig cyklus.

Størrelsen på ​​ruinerne af de grønlandske lader gør det muligt at beregne det gennemsnitlige samlede antal husdyr på gårdene til syv til otte malkekøer. Antallet af geder og får kan estimeres ved at sammenligne med Norge og Island.

Fødevaremangel

Husdyrene var grundlaget for madforsyningen og dækkede cirka 57 procent af kaloriebehovet: 53 procent fra mælk og 4 procent fra kød.

Omkring 50 procent af kalorierne kom fra kvæg, 7 procent fra får og geder. Øgede husdyrhold dækkede den fødevaremangel, som manglen på korn skabte.

Om sommeren var der ikke noget problem med græsgange i Grønland. Det stod straks værre til med vinterfoder de syv måneder, køerne var tvunget til at stå i stalden.

Græsset blev slået og tørret om sommeren og opbevaret i udhuset, indtil det kunne trækkes hjem i slædeføre. De roede langs strandene, tørrede græs, hvor de fandt det, og fragtede det så hjem.

Fordi de ikke dyrkede ager, kunne de bruge alt deres gødning til at dyrke engstrækninger, hvor græsset voksede højere, og det kan stadig ses omkring nordboernes efterladte ruiner.

Tænkte langsigtet

De norske kystbønder drev jagt på rensdyr og sæler, som de fandt i langt større omfang i Grønland. Jagten foregik desuden tættere på bosættelserne, så bønderne kunne bruge ledige stunder på andre gøremål.

Vildtvoksende marehalm blev malet til mel, som blev suppleret med hørfrø, lægekokleare, bær og tang.

I Norge dækkede kystfiskeriet 1/4 af kaloriebehovet, men i Grønland var fisk mindre tilgængelige, fordi bosættelserne lå inde i fjordene, og havtemperaturen var lavere.

Mange gårde ejede en kombineret ro- og sejlbåd kaldet 'seksring', der blev brugt til både fjordfiskeri og persontransport.

Ved at kombinere aktiviteter tilpasset årstiderne opnåede grønlænderne fødevaresikkerhed. De gjorde naturen mere produktiv ved at rydde og gøde engstrækninger og græsgange. De tænkte langsigtet.

Husdyrholdet var mere robust end tidligere antaget

Efter år 1250 blev klimaet køligere. Arkæologerne mener, at de norrøne grønlændere i starten havde usikre fødevareforsyninger, men at fødevareproduktionen nu blev reduceret så meget, at helbredstilstanden blev forringet.

Skibstrafikken ophørte, så de næsten ikke kunne evakuere.

Indvendingen mod dette billede er, at et koldere klima og kortere vækstsæson kan forhindre, at kornet modner, men i Grønland blev der ikke dyrket korn.

Temperaturfaldet var ikke så dramatisk, at det forhindrede græsvæksten og produktionen af vinterfoder til husdyrene.

Bonden talte antal læs, som blev båret ind i laden om efteråret, for at anslå, hvor mange husdyr han kunne fodre gennem vinteren.

Husdyrholdet i Grønland var mere robust, end skrivebordsarkæologerne har forstået.

Havde eget lovværk

Sociologen Max Webers definition af en stat er en organisation med monopol på legitim vold.

I 900-tallet og 1000-tallet begrænsede den norske konge de lokale høvdingers ret til at holde bevæbnede håndlangere, og ifølge sagaforfatterne var det hovedårsagen til, at mange emigrerede.

Max Weber og sagaforfatterne har samme opfattelse af statsdannelsen: Nordboerne forlod ikke deres hjemland, fordi de manglede jord.

Frem til 1260 havde nordboerne i Grønland ingen eksterne fjender og hverken styrings- eller forsvarssystem efter norsk mønster.

Konflikter mellem grønlandske husstande blev dømt i overensstemmelse med 'Grønlandsk lov' på en tingindsamling, der blev afholdt ved sankthans på gården Gardar.

Nordboerne holdt til syd for Diskobugten frem til 1260'erne – i god afstand til inuitternes jagtområder nord for Melville Bugt i det nordligste Vestgrønland.

Men senere trængte inuitterne sydpå og ind i nordboernes jagt- og bosættelsesområder.

Nordboerne gik hovedsaglig på jagt efter hvalrosser, og inuitterne gik på jagt efter sæler, og der var rigeligt af begge dele.

Det var ikke oplagt, at mødet mellem de to folk skulle ende i vold, så hvorfor endte det sådan?

Hvad blev der af de norrøne bønder i Grønland?

Bøndernes arbejde indbød ikke til vold; de passede deres dyr, så de kunne producere mælk, uld samt slagtefærdige ungdyr hvert efterår.

Tinget på Gardar begrænsede fejderne. Jægerne havde en anden baggrund.

Forfatteren Niels Egede hævdede i 1770, at inuitter fandt fornøjelse i at 'skære i byttedyr, der stadig er i live'.

Den grønlandske-danske etnolog Knud Rasmussen interviewede i 1904 inuitter, som havde levet i jægersamfund udenfor den danske stats kontrol.

I år med fødevaremangel reducerede de antallet af munde, der skulle mættes, ved at efterlade de mindst produktive medlemmer på et øde sted, hvor de sultede ihjel.

En 15-årig dreng fortalte, at han, mens han levede i jægersamfundet, konstant frygtede at blive dræbt 'fordi min far var død'.

Fandt ikke et eneste menneske

Mekanismerne til standsning af en blodfejde var svage.

Ivar Bárdarson var en norsk præst, der omkring 1350 besøgte den nordligste af de to norrøne bosættelser i Grønland i et krigsudrustet skib for at hjælpe dem 'mod inuitterne'.

»Da de ankom, fandt de ikke et eneste menneske – hverken kristent eller hedensk, blot fritgående husdyr.«

De så ingen inuitter; de kan have været på jagt inde i fjordene.

Sommeren var den bedste tid at malke køerne og gederne og til at høste foder til vinteren.

For nordboerne var det helt utænkeligt at overlade dyrene og gårdene til sig selv.

Ivar Bárdarson siger ikke noget om, hvad der er blevet af dem; åbenbart fordi læserne kender svaret: De var alle døde.

I nordboernes Grønland gav spredt bosætning mest mening, da man jo skulle dyrke jorden, men det betød også, at nordboerne var et let bytte for inuitternes 'hit and run'-taktik.

Tegn på konflikt

Det lykkedes nordboerne at overleve i Grønland i mere end 400 år, fordi de tog økologiske tilpasningsstrategier med sig fra Norge og Island.

Hvorfor endte deres historie alligevel med et forsvindingsnummer, som for mange – og især arkæologerne – er en gåde?

Kildematerialet understøtter ikke hypotesen om forværret klima og økologiske problemer.

Hypotesen om etniske konflikter bliver derimod understøttet af skriftlige kilder, og det arkæologiske materiale falsificerer ikke denne hypotese.

Derfor kan hypotesen i den nuværende forskningssituation anses for at være verificeret.

Kyndige bønder kan lære at mestre nye naturforhold og klimatiske forandringer, men de kan ikke stille meget op, når modstanderen er talmæssigt overlegen og ikke behøver at tage hensyn til følgerne af egen brug af vold.

Teksten er baseret på: Arnved Nedkvitne: 'Norse Greenland. Viking Peasants in the Arctic', Routledge: London og New York (2019), specielt siderne 245, 298-301, 53, 338 og 348.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark