Grøn omstilling: Hvad kan Danmark lære af Bhutan?

Danmark har som mål at udlede 70 procent mindre CO₂ i 2030 og at blive helt CO₂-neutral i 2050.

Den slags bøvler man slet ikke med i det lille land Bhutan midt i Himalayas bjerge i Sydøstasien. (Se placering på verdenskortet i billedgalleriet herover.)

Bhutan udleder faktisk mindre CO₂, end det optager og har derfor plads til at udlede mere CO₂ og stadig være CO₂-neutralt, i takt med at det udvikler sig.

Hvis du allerede nu synes, Bhutan lyder som et lille forbillede, så vent til du hører mere:

Bhutan har som eneste land i verden indført et lykkeindeks, som måler, hvordan befolkningen har det. Du har måske hørt om det før, for lykkeindekset bliver hevet frem mange steder for at vise, at lande kan måle fremgang på andet end økonomisk vækst.

I Bhutan er det ligefrem en officiel prioritering at have mindre fokus på økonomisk vækst, når man laver ny politik, og i stedet fokusere på, om for eksempel en ny lov bidrager til, at folk får det bedre, og om man passer ordentligt på miljøet og kulturen.

Så både klima, velfærd, miljø og kultur er i centrum, og det har trukket mange begejstrede overskrifter både i udlandet (for eksempel CNN og GVI) og i Danmark (for eksempel Information og Altinget).

Måske er der noget, Danmark kan blive inspireret af, når vi gerne vil lave grøn omstilling?

Som forsker ved Aalborg Universitet har Johannes Dragsbæk Schmidt i mange år analyseret asiatisk politik, uddannelse og udvikling. Han er umiddelbart imponeret af Bhutans mange tanker:

»De er særdeles gode til at lave flotte planer, og det er al ære værd,« siger han, da Videnskab.dk fanger ham på telefonen.

Vigtige forbehold, når du hører om Bhutan

Johannes Dragsbæk Schmidt er til gengæld mindre imponeret af, hvad Bhutan rent faktisk får udrettet bag de store overskrifter og dermed, hvor meget Danmark reelt kan lære af det lille bjergland.

Virkeligheden er, at Bhutan hiver meget af sit grønne regnskab hjem på helt unikt at være dækket med uberørt skov, der dækker godt 70 procent af landets areal.

Samtidig udnytter Bhutan de rige muligheder for at hive energi ud af vand, der rinder ned ad Himalayas bjerge. Begge dele ser godt ud i klimaregnskabet.

Til gengæld har Bhutan ringe chancer for i fremtiden at holde sig til FN’s klimamål, selvom landet allerede før Paris-aftalen meldte ud, at det ville være et CO₂-neutralt land.

Man mangler simpelthen både viden og handlemuligheder, fortæller Johannes Dragsbæk Schmidt.

»Man skal huske, at det er et meget fattigt land, så der er i nogle tilfælde lidt langt fra tanke til handling. Men jeg synes faktisk, Bhutan er undskyldt med, at det er en svær opgave.«

»Herhjemme har et samlet folketing vedtaget 70 procents reduktion, og du kan se, hvor svært det er for dem at finde ud af, hvordan man skal gøre det,« bemærker Johannes Dragsbæk Schmidt, adjungeret lektor på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.

»Jeg tror faktisk, at hvis Bhutan havde kapaciteten til at gennemføre alle deres planer, så ville det gøre det. Men det kniber. Skal Bhutan for eksempel undlade at fælde urørt skov for at få indkomst ad den vej, skal landet have penge udefra,« vurderer han.

Regler for tv, rygning og turisme

Bhutan har ellers gennem flere årtier været gode til at indføre regler og retningslinjer for at kunne være det land, som kongen og parlamentet gerne vil have, det skal være i overensstemmelse med buddhistiske leveregler.

Helt frem til 1999 var det forbudt at se tv i Bhutan som det eneste sted i verden. Rygning er stadig forbudt. Antallet af indkommende turister bliver begrænset, så landet kan følge med uden at belaste miljø og kultur.

I dag er biler kommet til landet i større stil, så hovedstaden Thimphu for første gang oplever trafikproblemer.

Biler er dog stadig så nye i bybilledet, at det bhutanske sprog for eksempel endnu ikke har et ord for begrebet ’trafikprop’ – og Thimphu har endnu ingen trafiklys som den måske eneste hovedstad på Jorden, oplyser Johannes Dragsbæk Schmidt.

Dilemma: Bhutan vil også gerne tjene penge

Når det alligevel er svært at sætte regler og retningslinjer op, som opfylder de store mål om at passe godt på klimaet og gøre befolkningen lykkelig, skyldes det især, at landet ligesom alle andre gerne lige vil tjene flere penge, mens det gør alt det gode for kloden og menneskene.

»De har faktisk haft 7-8 procents vækst gennem de seneste 10-12 år. Det er imponerende, og det indfrier nogle af forventningerne hos befolkningen om en højere levestandard.«

»Men det kolliderer jo også med ønskerne om at sikre en bæredygtig udvikling, for hvor mange biler vil man egentlig have, hvordan forhindrer man folk i at flyve og dermed udlede CO₂ – og hvordan gør man det uden at skabe en voldsom social uro, som man har set i Frankrig og Ecuador? Det er meget klassiske konflikter,« siger Johannes Dragsbæk Schmidt.

Gør lykkeindeks overhovedet folk lykkeligere?

Desværre har Bhutan endnu ikke fundet frem til de gode løsninger, vi kan kopiere.

Det kniber endda med mere end ’bare’ at finde en god balance mellem vækst og bæredygtighed.

Det har faktisk også vist sig enormt svært at gøre folk lykkeligere, selvom man forsøger at dreje det primære fokus væk fra penge og over på mennesker ved at lave et lykkeindeks og tale om bruttonationallykke i stedet for bruttonationalprodukt.

Lykkeindekset er i bund og grund en stor undersøgelse, der med nogle års mellemrum bliver lavet ud fra interview med tusindvis af bhutanere.

Alle deltagere bliver stillet 244 spørgsmål, der kredser om 33 punkter samlet under 9 hovedkategorier:

• Psykisk velbefindende
• Sundhed
• Uddannelse
• Brug af tid
• Kulturel diversitet og modstandskraft
• God styring
• Vitalitet i nærområdet
• Økologisk diversitet og modstandskraft
• Levestandarder

Interviewene giver indblik i, hvordan folk har det, og om de får det bedre fra gang til gang. (Du kan læse mere om lykkeindekset på University of Oxfords hjemmeside.)

Det gør de rent faktisk, viser de seneste målinger. Men stadig lå Bhutan blot omkring plads nr. 100 på FN’s lykke-liste fra 2019.

Smør på brødet vigtigere end ukonkret lykke

Ifølge Johannes Dragsbæk Schmidts forskning i Bhutan kan én forklaring være, at beslutningen om at lave et lykkeindeks baseret på buddhistiske idealer er truffet af en magtelite, som er meget orienteret mod udlandet og lægger vægt på andre værdier, end en fattig familie i Bhutan gør.

»Jeg er lidt skeptisk over for det her lykkebegreb, simpelthen fordi det er så subjektivt. Mit feltarbejde i Bhutan viser, at folk er mere interesserede i en ny bil og smør på brødet end i det der meget ubestemte ’lykke’. For hvornår har man lykke?«

»Man kan ikke fortænke en fattig bonde og hans familie i, at de er lidt mere interesserede i at give deres børn en uddannelse og få smør på brødet end at leve sig ind i det her lidt idealistiske lykkebegreb,« siger Johannes Dragsbæk Schmidt.

Han tilføjer, at det er lidt sjovt, at mens Bhutan ret stabilt ligger og roder rundt et stykke nede på FN’s liste over verdens lykkeligste lande, ligger Danmark i top. Derfor sender Bhutan tit følere ud for at høre, hvordan vi gør det.

»Og det er jo lidt et paradoks, når man tænker på, at mange gerne vil lære af Bhutan,« siger forskeren med et skævt smil.

Bhutans syn på lykke kan stadig være en inspiration

Johannes Dragsbæk Schmidt spæder til med to vigtige tilføjelser:

1. Folk i Bhutan bakker rent faktisk op om tankerne bag lykkeindekset. Men de vil nok være tilbøjelige til at svare de nationale autoriteter, hvad de forventer at høre i lykkeundersøgelsen og have lidt lettere ved anonymt at fortælle en dansk forsker, at de godt kunne tænke sig mere i løn.
2. Lykkeindekset kan stadig være en inspiration for Danmark.

»Selvom vi har været blandt de lykkeligste lande i mange år, har vi også problemer med depressioner, opløsning af familier og meget andet, som godt kunne blive bedre.«

»Det kunne være interessant at kortlægge, hvad der foregår, og hvad man kan gøre, og her kunne lykkeindekset være en inspirationskilde,« funderer Johannes Dragsbæk Schmidt.

Skolebørn minder om Greta Thunberg

Danmark kan muligvis lære af Bhutan på andre områder også.

Johannes Dragsbæk Schmidt har været i Bhutan en håndfuld gange. Hans forskning fokuserer på uddannelse.

Han er især blevet overrasket over, hvor meget det har gavnet elevernes indlæring og viden om kloden, at skolerne i bjerglandet har indført mindfulness og meditation på skemaet.

Det har øget deres bevidsthed om at være solidarisk med andre mennesker og at passe på verden omkring os.

»Jeg vil ikke udelukke, at det er på det her område, vi kunne lære mest. Skolebørn har i mange år været en stærk politisk kraft i Bhutan, længe før vi så Greta Thunberg på den internationale scene. Skolerne spiller en stor rolle i forhold til klima og miljø, og de arrangerer kampagner for at dæmme op for miljøødelæggelse og klimaforandringer.«

»Men tingene hænger sammen. En større bevidsthed kræver også, at ministerier arbejder seriøst med det. De her ting i Bhutan starter oppefra,« bemærker Johannes Dragsbæk Schmidt.

Mulig lærdom: Regeringen skal gå forrest

Bhutan minder på mange punkter ganske lidt om Danmark – og har stadig kun taget så få skridt i retning af grøn omstilling – så det er svært at hive meget konkrete råd ud, som Danmark kan følge.

Til gengæld antyder erfaringer fra bjerglandet ifølge Johannes Dragsbæk Schmidt, at det kan være en fordel, at regeringen og offentlige institutioner går forrest og sørger for, at der bliver sat en bevægelse i gang. Så kan andre dele af samfundet være med til at understøtte udviklingen.

Johannes Dragsbæk Schmidt har en sidste pointe, baseret på hans mange års forskning i udviklingslande og deltagelse i møder mellem danske ministerier og samarbejdspartnere i Bhutan.

»Når jeg tænker over, hvad vi kan lære, hører det med til historien, at vi allerede har lært af Bhutan ved at sige, at vi vil nå de 70 procent inden 2030. Det er helt klart, at vi er blevet inspireret til sådan en udmelding af dem. Måske er der mere at komme efter i fremtiden,« lyder det.