Renæssancen og bogtrykkerkunsten er uløseligt forbundne. Den mest kendte bogtrykker i renæssancen (næst efter Gutenberg) var Aldus Manutius, der drev sit forlag i Venedig i årtierne omkring år 1500. Han arbejdede tæt sammen med tidens lærde renæssancehumanister og er særlig kendt for sine små, handy udgaver af de klassiske, græsk-romerske forfattere og af de store italienske digtere.
Aldus Manutius var desuden den første til at trykke bøger med kursivskrift, en opfindelse der i den grad er knyttet til Italien, da kursiv hedder italics på engelsk. I 2015 var det, 500 år siden Aldus Manutius døde, og hans jubilæum er blevet fejret verden over med udstillinger og konferencer.
Aldus Manutius: Fra underviser til forlægger
Aldus Manutius blev født omkring 1450 syd for Rom. Hans familie var velhavende, og han blev uddannet i antikkens litteratur og filosofi hos tidens førende humanister. Han fungerede selv som privatlærer, før han omkring 1490 slog sig ned i Venedig som bogtrykker og forlægger.
Som forlægger så han det som sin opgave at tilgængeliggøre de klassiske tekster fra den græsk-romerske oldtid. Et stort antal klassiske tekster blev trykt for første gang nogensinde på hans forlag. Miljøet omkring hans forlag i Venedig antog karakter af et akademi, og på sit forlag udgav han også tekster af de betydelige samtidige renæssancehumanister, som eksempelvis Pietro Bembo og Erasmus af Rotterdam.
Ved sin død i 1515 havde Aldus Manutius lagt grunden til et forlagsdynasti, der var aktivt i Venedig gennem hele 1500-tallet. Men Aldus Manutius’ berømmelse som nytænkende bogtrykker levede meget længere. Hans udgaver har gennem mange århundreder været værdifulde studieredskaber og skattede samlerobjekter. Den dag i dag er der knyttet en særlig prestige til ‛aldinerne’, bøger trykt på Aldus’ forlag med det karakteristiske logo.
Aldus’ skrifttyper: antikva, kursiv og græsk
Bogtrykkerkunsten var ikke mere end 40 år gammel, da Aldus etablerede sig som bogtrykker og forlægger i Venedig. Den var blevet opfundet i begyndelsen af 1450’erne af Johannes Gutenberg i den tyske by Mainz. Kort efter kom den til Italien, og sidst i 1460erne blev de første bøger trykt i Venedig, der i løbet af få årtier blev et livligt centrum for bogproduktion.
Man kalder de bøger, der blev trykt i perioden fra den første trykte bog i år 1454 til og med år 1500, for inkunabler.
De tidligste inkunabler blev trykt med frakturskrift ('gotiske' typer), men i Italien udvikledes hurtigt den form for bogskrift, som vi bruger i Danmark i dag, antikvaskriften. De første bøger trykt med antikvaskrift blev trykt i løbet af 1460erne.
Ligesom de gotiske typer efterlignede samtidens gotiske håndskrift, var antikvaskriften dannet efter tidens humanistiske håndskrift. De lærde renæssancehumanister havde i begyndelsen af 1400-tallet udviklet en håndskrift, der var inspireret af skriften i de ældste håndskrifter af de klassiske, latinske tekster.
Humanisterne troede fejlagtigt, at denne skrift gik helt tilbage til den beundrede romerske oldtid. Så gammel var den dog ikke. Den var fra den tidlige middelalder, nærmere bestemt det lærde miljø ved Karl den Stores frankerhof cirka 800. Men humanisternes fejltagelse ses stadig i det engelske navn for skriften, roman.
For de store bogstavers vedkommende fandt humanisterne til gengæld ægte inspiration i antikken. Her kunne de bygge på indskrifterne på de gamle romerske monumenter, som fik fornyet interesse i renæssancen, og som for eksempel ses afbildet i nogle af illustrationerne i den gådefulde bog Hypnerotomachia Poliphili, trykt af Aldus i 1499.
Manutius allierer sig med Francesco Griffo
Da Aldus etablerede sit trykkeri i Venedig først i 1490'erne, allierede han sig med skriftskæreren Francesco Griffo. Griffo skabte en elegant antikvaskrift, som blev retningsgivende for antikvaskriftens senere udvikling. Den blev første gang anvendt i en lille, latinsk bog om vulkanen Ætna, De Aetna (1495), forfattet af Pietro Bembo, og ‛Bembo’ er da også navnet på en moderne antikvaskrift, der er designet med inspiration i De Aetna.
Aldus lod Griffo designe flere græske alfabeter i samarbejde med græske skrivere, og gennem årene udgav han en lang række græske tekster, blandt andet den første udgave af Aristoteles’ samlede værker.
Helt nyt var det, da Aldus i året 1500 kunne præsentere den trykte kursivskrift. Igen var det Griffo, der stod for skriftdesignet. I første omgang begrænsede brugen af kursiv sig til en illustration i hans udgave af den hellige Katharina af Sienas breve. Men året efter, i 1501, sendte Aldus sin udgave af den romerske digter Vergils værker på gaden, og den er trykt med kursivskrift helt igennem.
Kursivskriften gjorde det muligt at trykke mere tekst på mindre plads. Det udnyttede Aldus i sine små lommeformater. Han brugte altså ikke kursiv til at fremhæve enkeltord, som vi gør i dag, teksten i sin helhed var sat i kursiv som en behagelig måde at spare plads på.
En medierevolution: Klassikere i lommeformat
De små bøger, trykt i det lille oktavformat, er særlig knyttet til Aldus Manutius’ navn. De ældste trykte bøger er for langt de flestes vedkommende trykt i det store folioformat. Aldus kunne imidlertid se kommercielle muligheder i at udgive de græske og romerske klassikere i det bærbare format. Der var et købedygtigt marked for dem, og med deres mindre forbrug af papir var de betydelig billigere at producere end de store folioformater, som havde domineret bogmarkedet indtil da.
Den første ‛aldiner’ i det lille format var den udgave af den romerske digter Vergil fra 1501, som var den første bog trykt i kursiv.
Umiddelbart efter Vergil- og Horats-udgaverne fra 1501 udgav Aldus udgaver af de italienske digtere Petrarca (1501) og Dante (1502), og de byggede på de samme grundige udgivelsesprincipper: De aldinske udgaver skabte således de første klassikere på et moderne sprog: Petrarca og Dante svarede til de klassiske digtere.
Aldus’ udgave af Petrarcas canzoniere, som man altid kunne have ved hånden, indledte ligefrem den stormflod af Petrarca-imitationer i 1500-tallets Italien, Frankrig, Spanien og England, som er kendt under navnet “Petrarkismen”.
En verdslig kulturs bønnebøger
De aldinske udgaver er blevet kaldt for “en verdslig kulturs bønnebøger”. Lommeudgaverne udkom i oplag på 1.500 til 3.000 eksemplarer, langt flere end den sædvanlige oplagsstørrelse på dette tidspunkt, der sjældent var større end 500. Succesen gjorde også, at andre bogtrykkere så deres snit til at kopiere de aldinske udgaver i pirattryk.
I et brev til sin ven Francesco Vettori dateret 10. december 1513 beskriver statstænkeren Niccolò Machiavelli, hvordan han altid i sit landlige eksil har lommeudgaver af digterne på sig:
»Efter mit besøg i skoven går jeg altid ned til kilden, og fra kilden til en af mine fuglehytter. Jeg har en bog med under kappen, enten Dante eller Petrarca eller en af de mindre poeter som Tibul eller Ovid. Jeg læser om deres lidenskaber og kærlighedshistorier, og tænker på mine egne.«
Det var formentlig aldinere, eller piratudgaver af dem, han havde på sig.
Aldus’ logo: Delfinen og ankeret
I 1501 benyttede Aldus for første gang trykkermærket med delfinen og ankeret i kolofonen på en af sine bøger. Han var en af de første til at bruge en letgenkendelig emblematisk figur med symbolsk indhold som bomærke for sit forlag.
Delfinen og ankeret optrådte allerede i et af træsnittene i Hypnerotomachia Poliphili fra 1499.
Hypnerotomachia Poliphili (“Polyfilos kamp for kærlighed i en drøm”) er en italiensksproget romance, der beretter om den kærlighedshistorie, som Polyfilo oplever med Polifila i drømmelandskaber inspireret af antikken. Værket er trykt med den nye antikvaskrift og fyldt med smukke træsnit, og Umberto Eco har kaldt 1499-udgaven verdens smukkeste trykte bog.
Polyfilo støder blandt andet på en afbildning af en delfin, der slynger sig om et anker og tolker “hieroglyffen” som udtryk for den latinske, moralske læresætning “Semper festina tarde”, “skynd dig altid langsomt”.
Delfinen var kendt som et hurtigt dyr og symboliserede tankens bevægelse, mens ankeret, der holder skibet på plads i stormen, var et billede på forstandig sindighed. Denne udlægning finder vi allerede i Erasmus af Rotterdams forklaring af talemåden festina lente i hans samling af klassiske talemåder, Adagia.
Erasmus havde delfinen, ligesom Apple i dag har æblet
Erasmus beretter i 1525, at Aldus havde vist ham en antik mønt med symbolet, og konstaterer, at Aldus har gjort symbolet endnu mere berømt, end da det blev brugt på kejserlige mønter:
»Jeg tror ikke, at dette symbol var mere berømt, dengang det blev præget på kejserlige mønter og kom rundt i verden i hænderne på handelsmænd, end nu, hvor det bliver trykt i bøger af enhver slags, på begge sprog, blandt alle folk, endda dem uden for kristenhedens grænser. Det genkendes, det besiddes, og det er værdsat af alle dem, der dyrker det hellige studium af de frie kunster, og i særdeleshed af dem, der foragter barbariske dogmer og stræber efter den sande, gamle lærdom.«
For Erasmus fungerede delfinen og ankeret som et sindbillede på humanisternes bestræbelser. Ligesom Apples lysende æble i dag kastede det aldinske logo glans over både genstanden og brugeren.
Portræt af Aldus Manutius. (Foto: Det Kongelige Bibliotek).
Hypnerotomachia Poliphili, Venedig, 1499. Værket er trykt med en større udgave af de antikvatyper, som først var benyttet i De Aetna, og kombinerer tekst med illustrationer i træsnit på smukkeste vis. (Foto: Det Kongelige Bibliotek).
Aristoteles’ Opera omnia graece (Venedig 1495-98). Det Kongelige Biblioteks eksemplar har tilhørt den tyske humanist Nürnberg-patricieren Willibald Pirckheimer (1470-1530). Udsmykningen er udført af en af Albrecht Dürers elever. (Foto: Det Kongelige Bibliotek).
Vergil: Opera. Venedig, 1501. Dette er den første bog trykt med kursivskrift. (Foto: Det Kongelige Bibliotek).
Hypnerotomachia Poliphili, Venedig, 1499. Bogens hovedperson ser bl.a. en afbildning af en delfin, der slynger sig om et anker, og tolker “hieroglyffen” som udtryk for læresætningen “skynd dig altid langsomt”. (Foto: Det Kongelige Bibliotek).
Homer. Iliaden. Venedig, 1504. Her ses Aldus’ emblematiske trykkermærke. Det Kongelige Biblioteks eksemplar af Iliade-udgaven er fyldt med håndskrevne noter på latin og græsk fra 1500–tallet. (Foto: Det Kongelige Bibliotek).
