Portrættet gav magt blandt romerne

Vi kender den alle fra bøger og museer: Portrætskulpturen, der var den antikke romerske verdens vigtigste visuelle medie.

Den har aldrig tidligere været genstand for en samlet undersøgelse, men det har ekstern lektor Jane Fejfer på Københavns Universitet rådet bod på i sin nye doktorafhandling 'Roman Portraits in Context', der allerede er udkommet på det velrenommerede tyske forlag Walter de Gruyter.

Jane Fejfer kombinerer en bred socio-historisk indgangsvinkel med en detaljeret analyse af de bevarede portrætter, indskrifter og fundkontekster og etablerer på denne måde et stabilt fundament for forståelsen og tolkningen af portrætterne.

Almindelige borgere gjorde sig også fortjent

Analyserne af portrætterne i en bredere historisk sammenhæng gør det muligt at fortælle mere om, hvordan de offentlige portrætter blev opfattet af de portrætterede selv og af de øvrige borgere i bysamfundene, og hvorledes ønsket om personlig synlighed og politisk indflydelse spillede sammen med en række fælles værdier og idealer. Det viser sig også, at almindelige borgere på lige fod med samfundets spidser kunne gøre sig fortjent til portrættering.

»Selv i dag fængsles man af et romersk portræt: hvad er det for et menneske som gemmer sig bag ansigtet, så vedkommende virkelig sådan ud, og hvilke følelser fremkalder det i os som betragter? Muligvis har den antikke betragter stillet en række lignende spørgsmål, men i det antikke samfund spillede portrættet på langt flere ofte meget håndgribelige strenge,« siger Jane Fejfer.

Kejserhuset og folket

Kejseren og senatets højeste embedsmænd blev portrætteret rutinemæssigt, men også lokale embedsmænd og almindelige borgere havde mulighed for at opnå en sådan offentlig hædersbevisning.

Det ændrede den afbildede persons status fra almindelig borger til idealborger, og man sikrede sig indskrivning i byens identitet og historie. Æresportrætteringerne var af stor betydning for den enkelte borger og dennes familie, men de var også identitetsskabende for den enkelte by og for imperiet. Som Jane Fejfer forklarer:

»Det at blive foreviget på byens forum med en portrætstatue var den største og for mange uopnåelige ære en romerske borger kunne gøre sig håb om. Bag portrættets magt og succes stod en række værdier og idealer om borgerskab, ære og erindring, som var fælles for romerrigets borgere i både tid og rum.«

Alle der ønskede at positionere sig socialt og politisk var interesserede i at få tildelt en portrætstatue i det offentlige rum af byrådet. Der var derfor hård indbyrdes konkurrence blandt borgerne om denne æresbevisning.

Selvfølgelig hjalp det altid at have opnået en vis berømmelse eller at fungere som velgører for byen, men der kan også ses en betydelig social spredning blandt de portrætterede. Også kvinder kunne gøre sig fortjent til et portræt, selvom de ikke kunne indtræde i offentlige hverv, og Jane Fejfer læser her ud af sine undersøgelser, at portrættet udgør det vigtigste visuelle kommunikationsmiddel mellem kejserhuset og folket på tværs af sociale grænser.

Synlige kvinder

Portrætterne af kejserinden var næsten identiske med portrætterne af private kvinder:

»Kejserinden lagde sig bevidst tæt op ad fremstillingen af private kvinder i sin fremstillingsform. Og selvom det ikke var tilladt romerske kvinder at have offentlige hverv, var de alligevel synlige både i deres roller som præstinder og som velgørere,« siger Jane Fejfer.

Det at blive foreviget på byens forum med en portrætstatue var den største og for mange uopnåelige ære en romerske borger kunne gøre sig håb om

Ekstern lektor Jane Fejfer

Det romerske portræt var referenceramme omkring en række fælles imperieomfattende værdier om personlig synlighed, ære og erindring som gjorde det til en vigtig del af romerrigets identitet.

Den personlige forfængelighed spillede selvfølgelig også ind ved portrætteringen. Supplerende indskrifter viser, hvorledes den portrætterede ønskede at blive opfattet af beskueren; med nøje udvalgte beskrivelser af personens liv og karriere. At blive foreviget i marmor sikrede indskrivning i historien, og indskrifterne kunne forhåbentligt garantere, at man blev erindret i et godt lys.

Jane Fejfer har analyseret indholdet af de indskrifter, som sædvanligvis ledsagede portrætterne:

»I det prisende sprogbrug og i de faktuelle oplysninger om den portrætterede persons status, karriere og vigtige bedrifter supplerer indskriften portrættets retoriske magt og fremhæver, hvorledes betragteren skulle afkode og forstå det,« fortæller hun.

Dagligdagskunst

De antikke romerske marmorportrætter blev udbredt i årene mellem 150 f.v.t. - 350 e.v.t., og de er bevaret i titusindvis verden over. Siden renæssancen har de været blandt udstillingsgenstandene på de europæiske museer, og også i dag udstilles portrætterne i museumsgallerier, hvor det er svært at få en fornemmelse af, hvordan portrætkunsten prægede både det offentlige og private rum i de romerske byer.

De romerske portrætter adskiller sig på denne måde fra den moderne portrætkunst, der som regel kræver, at beskueren bevæger ind på museet. Med deres markante placering i byrummet var de i direkte forbindelse med den almindelige borger. Portrætkunsten indgik som en del af bylivet og var ikke forbeholdt udvalgte samfundsgrupper, og på denne måde blev de sociale skel også udjævnet en smule.

Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet