Historie med krudt i: Da Herluf Trolle erobrede 'Jydehaderen'

Den Nordiske Syvårskrig (1563-70) var blot én af talrige konflikter mellem danskerne og deres svenske naboer. Krigen udsprang af forskellige gnidninger mellem de to unge monarker Frederik 2. og Erik 14., der – til trods for, at de var fætre – ikke nærede den store kærlighed til hinanden.

Mens den danske konge var utilfreds med den totale opløsning af Kalmarunionen umiddelbart før Reformationen, var den svenske konge opsat på at bryde danskernes dominans i Østersøregionen for selv at skabe sig en førende maritim position.

Dette bragte dem også på kant med naboerne på Østersøens sydkyst, bl.a. Lübeck, der blev en værdifuld allieret for danskerne. Kampen om det nordiske overherredømme blev således ført både til lands og til vands, og til søs tørnede nogle af Nordeuropas største flådefartøjer sammen.

Den danske flåde skulle yde støtte fra søsiden

I de første år af krigen gjorde den danske landhær indfald i Småland. Kampen kom til at stå om flere af de stærke sydsvenske fæstninger, bl.a. Elfsborg, men de viste sig næsten umulige at indtage, hvorfor hæren i højere grad gjorde sig bemærket ved plyndringer i de sydsvenske landsdele.

De langstrakte felttog gennem de svenske skove tærede kraftigt på rigets finanser, da Frederik 2.s styrker for en stor del bestod af lejesoldater.

Den danske flåde skulle følge landhæren og yde støtte fra søsiden og, når lejlighed bød sig, svække eller tilintetgøre den svenske flåde for at kompromittere fjendens forsyningssituation. Flåden, der bestod af beskedne 33 fartøjer, stod under ledelse af Herluf Trolle.

I krigens første år var han blevet gjort til admiral og øverstkommanderende for de danske flådestyrker, og allerede i de første måneder af embedet havde den danske admiral klaget sin nød til både kongen og rigshofmester Mogens Gyldenstjerne over de kummerlige forhold ombord på de danske skibe og den store mangel på forsyninger. Imidlertid fik flåden støtte af skibe fra Lübeck, danskernes allierede.

Det svenske flagskib Mars var kendt for sin fjendtlighed

Den danske flåde var i begyndelsen af maj 1564 stået til søs, men først i slutningen af måneden fik man kontakt med de svenske flådestyrker ud for Ølands nordkyst. Den svenske flåde bestod af mere end 16 større fartøjer og var i modsætning til danskernes flåde professionel, veludstyret og kampvant.

I spidsen for svenskerne stod den erfarne admiral Jacob Bagge, der året forinden havde haft held til at slå den danske flåde i en af søkrigens første træfninger. Han havde i den forbindelse taget den tidligere danske admiral Johan Brockenhuus til fange og i triumf ført ham til Stockholm.

Den svenske admiral førte an ombord på flagskibet Mars, der som følge af sin størrelse gik under tilnavnet Makalös. Det mageløse fartøj var dog blandt danskerne i højere grad kendt ved sit fjendtlige sindelag, hvorfor det blev døbt Jutehataren, altså Jydehaderen. Kært barn har mange navne.

Jydehaderen var et mageløst skib

30. maj 1564 kom det til en større træfning, der siden blev kendt som Ølandsslaget. De to flåder med de respektive flagskibe i spidsen passerede og beskød hinanden tre gange. Svenskerne havde vinden med sig, hvorfor danskerne ikke kunne komme tæt nok på fjenden til at borde.

Imidlertid måtte begge flåder som resultat af den kraftige beskydning trække sig tilbage for natten og udbedre de beskadigede skibe; blandt andet havde Herluf Trolles flagskib Fortuna fået sit ror skudt i stykker. Et enkelt af de lybske skibe var sprunget læk og stod ikke til at redde.

På andendagen havde begge flåder fået foretaget nødvendige reparationer, og slaget kunne fortsætte. Denne gang var vinden med danskerne. Herluf Trolle forsøgte om bord på Fortuna at kile sig ind i den svenske flåde for at borde Jydehaderen med hjælp fra sin næstkommanderende Otte Rud, der førte skibet Byens Løve.

Fortuna formåede at hage sig fast på Jydehaderen med entre-kroge, men måtte trække sig med store skader. Til slut, støttet af lübeckernes skibe, lykkedes det dog for Otte Rud at borde det svenske slagskib og tilfangetage den svenske admiral. Som følge af de svære tab trak den sønderskudte svenske flåde sig tilbage.

Til kongen kunne Herluf Trolle derefter nøgternt berette, at de var kommet i handel med de svenskes skibe, og at træfningen gik vel til. Jydehaderen var virkelig et mageløst skib og hørte dengang til blandt de største flådefartøjer i Nordeuropa.

Det var blevet søsat i 1563 fra kongens skibsværft i Björkenäs ved Kalmar og havde på det tidspunkt været under konstruktion i to år af den kongelige skibsbygger Hollinger. Skibet var bygget af eg og havde en totallængde på ca. 65 meter – omtrent svarende til det senere så berømte svenske krigsskib Vasa.

Danskerne vandt Ølandsslaget, men svenskernes kanoner var overlegne

Hvor søkrig tidligere først og fremmest handlede om at borde fjendens skibe og møde dem ansigt til ansigt, søgte den svenske kampflåde, der opstod i løbet af 1500-årene, i højere grad at anvende en kanonbaseret krigsførelse. Mange af de nye flådefartøjer, som svenskerne søsatte i perioden, var derfor tungt armerede.

Skønt danskerne vandt Ølandsslaget med deres ældre kamptaktik med entring på modstanderens skib, var det tydeligt, at svenskernes overlegne kanoner forårsagede store skader på de danske fartøjer. Blandt Herluf Trolles private breve findes en fortegnelse over det skyts, som fandtes på Jydehaderen, og som må være blevet udfærdiget umiddelbart efter kapringen. Der var bestemt ikke tale om en beskeden mængde:

Jydehaderen var således ganske kraftigt bestykket, og for den danske flådes dårlige forsyningssituation var kapringen en gevinst. Skibets sværeste skyts var de kraftige kartover – tidens største bronzestøbte kanontype, der afhængig af størrelsen opgjordes i hele (ca. 40 pd.), trekvarter (ca. 25-30 pd.) og halve (ca. 20 pd.).

Mere almindelige var de såkaldte slanger, som var mellemsvære forladekanoner, der, som navnet antyder, var kendetegnet ved deres længde. Blandt disse var notslangen på 16-18 pd. den største, efterfulgt af feltslangen og de mindre trekvarte og halve slanger på under 10 pd.

De mindste kanontyper ombord var de såkaldte falkonetter, hvoraf falkonen udgjorde den klart mindste. Derudover var Jydehaderen udstyret med fire såkaldte skærmbrækkere, dvs. skæftede bagladekanoner.

Den svenske flåde blev på ingen måde tilintetgjort

Det var en stor sejr for danskerne at kunne kapre svenskernes største krigsskib – men lykken varede kort. I tumulten kort efter erobringen gik et eller andet galt. En af Jydehaderens jernkanoner eksploderede, og skibets store ammunitionslager blev antændt. Jydehaderen og en stor del af besætningen sprængtes fra vandet og sank.

I et brev til kongen skrev Herluf Trolle siden: Jeg var ikke heller langt derfra, dog ikke om bord, til vor lykke, ellers havde jeg og skibet blevet brændt med det andet. Gud var min beskærmer, at jeg ikke kom om bord, som min vilje var.

Til trods for den danske sejr var den svenske flåde på ingen måde tilintetgjort, og allerede i august 1564 kom det til en ny træfning mellem danskere og svenskere ved Ølands kyst. Året efter tørnede flåderne atter sammen ved Femern, hvor Herluf Trolle blev hårdt såret. Han ville tilsyneladende ikke tilses af skibslægen, før denne havde taget sig af mandskabet, hvorfor admiralen kort tid efter døde af sine sår.

Hans svenske modspiller Jacob Bagge oplevede heller ikke mere af krigen, eftersom han sad i dansk fangenskab, indtil konflikten i 1570 endelig fandt sin afslutning med fredsslutningen i Stettin – uden nogen reel sejrherre.

Agterpartiet var velbevaret

Imens lå Jydehaderen på havets bund tæt ved Øland. Skibets svære bestykning bevirkede, at man allerede kort tid efter sænkningen overvejede at bjerge skytset, men da skibet lå på dybt vand, blev det hurtigt opgivet. Skibets placering blev siden glemt, og først i 2011 fik svenske dykkere atter lokaliseret vraget.

Skønt Jydehaderen var blevet genstand for en voldsom eksplosion, var der endnu betydelige rester bevaret – to tredjedele af skroget var nogenlunde intakt op til niveau med skibets kanonporte.

Især agterpartiet var velbevaret, og det var tydeligt, at skibet – til trods for sin moderne bestykning – stadig bar præg af senmiddelalderens kravelbyggede skibe med et stort agterkastel. Vraget lå på 75 meters dybde og var ret velafgrænset og forholdsvis uforstyrret, og med udgangspunkt i en af skibets kanoner kunne det bekræftes, at der vitterligt var tale om den mageløse Jydehader.

Foruden selve skibet var en stor del af lasten og de genstande, der var ombord, bevaret – såvel som de sidste rester af den besætning, der ulykkeligvis ikke nåede fra borde i tide. Den store dybde besværliggør selvsagt studier af vraget, men svenske marinarkæologer har ufortrødent fortsat deres undersøgelser siden 2011 og har årligt bragt nye informationer om det svenske krigsskib op til overfladen.

Der findes altså andet end ubåde i de svenske farvande.