Dronning Margrethe er ikke i familie med Gorm den Gamle

'Det danske monarki er et af de ældste i verden' er et faktum, mange af os sikkert har lært i folkeskolen.

I det lægger de fleste formentlig, at der er tale om et genetisk slægtskab, som kan spores fra vores dronning i dag tilbage til den første konge, som optræder i vores kongerække midt i 900-tallet, Gorm den Gamle.

Men det er ikke tilfældet, lyder det fra lektor Jes Fabricius fra Saxo-Instituttet Københavns Universitet: Dronning Margrethe og Gorm den Gamle er ikke nødvendigvis mere i familie med hinanden, end så mange andre er.

»Vi har i vore dage en meget genetisk forestilling om slægtskab, og hvis du bruger begrebet i en moderne forstand som at være blodsbeslægtet eller have identiske genpuljer, er svaret nej, når du spørger, om Margrethe er i familie med Gorm den Gamle,« siger han og tilføjer:

»Der er så mange usikkerheder og mellemregninger, at et eventuelt genetisk slægtskab imellem dem bygger på tilfældigheder.«

Alvorligt spørgsmålstegn fra start

Allerede i de allertidligste led af kongerækken, som vi kender den i dag, kan der stilles et alvorligt spørgsmålstegn, mener Nils Hybel.

Han arbejder ved samme institut som Jes Fabricius og har en doktorgrad i historie.

Nils Hybel fortæller, at hele ideen om en kongeslægt, der går tilbage til Gorm den Gamle, ikke opstod før middelalderen med kristendommens indtog omkring slutningen af 1000-tallet. Det vil sige mere end 100 år, efter at Gorm selv levede.

Før kristendommen slog igennem, var interessen for genealogi – slægtsforskning – og arverækkefølge ikke-eksisterende. I hvert fald blev det ikke nedfældet på skrift før da, og derfor kan vi ikke dokumentere det i dag, tilføjer han.

Den tidlige historie blev mundtligt overleveret

Det betyder blandt andet, at alle informationer, vi i dag har om de tidligste kongers slægtskab, er nedskrevet af mennesker, der ikke selv har set historien udspille sig. Fortællingerne er indtil da blevet overleveret mundtligt.

Det betyder også, at de første til at skrive historien havde temmeligt frit lejde til at tilpasse historien deres egne politiske interesser.

Den første skriftlige kilde, der beskæftigede sig med den adelige slægt og kongerækken, var historikeren Adam af Bremen.

Hans hovedkilde var den daværende danske konge, Svend Magnus, som selv havde en meget stor interesse i at få dokumenteret, at han kom fra en familie, som berettigede ham til at sidde på tronen.

Svend Magnus, som senere blev kendt som Svend Estridsen, var selv meget kristen, og han vidste, at det var vigtigt for hans kristne støtter, at arverækkefølgen var på plads.

Var Svend Tveskæg Harald Blåtands søn?

I Adam af Bremens krønike kan man læse, at Svend er Knud den Stores nevø. Man kan også læse, at Knud den Store er søn af Svend Tveskæg, som er søn af Harald Blåtand, som er søn af Gorm den Gamle.

Og vupti. Svend er retmæssig arving til tronen. Rækkefølgen er på plads. Der er bare ét problem.

»Adam af Bremen er den første, der nævner, at Svend Tveskæg er Harald Blåtands søn. Der er ingen samtidige kilder, der omtaler det slægtskab,« siger Nils Hybel, som har skrevet en videnskabelig artikel om problematikken:

Vi har reelt kun én persons ord for, at Svend Tveskæg var Harald Blåtands søn.

»Hele tanken om en kongeslægt, der går tilbage i ubrudt blodslinje, bygger på oplysninger, som Svend selv giver til Adam af Bremen,« tilføjer han.

Svend Estridsen endte med at sidde på den danske trone i næsten 30 år fra år 1047 til 1076.

Den lige linje under kraftigt pres

Nils Hybel understreger, at der »jo ikke er nogen djævel, der kan vide, om Svend taler sandt,« når han siger, som han gør.

Men ikke desto mindre har Svend en udpræget interesse i det slægtskab, som han selv er den første til at pointere eksistensen af, og det i sig selv er nok til at sætte spørgsmålstegn ved den ubrudte kongelige slægtslinje, mener historikeren.

Selv hvis man tager Adam af Bremens krønike for gode varer, som eksempelvis den senere historieskriver Saxo gjorde, er den lige linje fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe dog »mildest talt under kraftigt pres« flere gange i historien, lyder det samstemmende fra Adam Bak, som er museumsinspektør ved museet Kongernes Jelling.

»Man låner en fætter eller en grandfætter fra Tyskland, for at det lige skal gå op. Én familiegren dør ud, og så går man lidt tilbage for at finde en anden med blåt blod. Det er bestemt ikke en lige linje,« siger han.

Tronen gik i arv på mandesiden

Slægtstavler bliver lavet efter to principper – mandslinjer og kvindelinjer – og i mange år var tronfølgerækken i Danmark baseret på mandslinjer. Altså, et princip om, at en trone kun kan gå i arv på mandesiden af familien.

Men dette princip gik i koks i år 1448, da den danske konge Christoffer af Bayern døde uden at efterlade sig nogle sønner, fortæller Niels Lund, professor emeritus ved Saxo-Instituttet. Christoffer af Bayern var konge fra 1440 til 1448.

Efter Christoffers død tilbød Danmarks stormænd, Rigsrådet, tronen til hertugen af Sønderjylland, Adolf 8., men han afslog på grund af alderdom og pegede i stedet på sin søsters søn, grev Christian 12. Dietrichssøn af Oldenburg og Delmenhorst.

Den oldenborgske slægt var nærmest i slægt med forgængerne, og Rigsrådet besluttede at følge Adolfs forslag og vælge grev Christian til konge.

Da den oldenborgske slægt uddøde med Frederik 7., der var konge fra 1848 til sin død i 1863, gik man efter samme princip videre til Glyksborger-slægten og valgte Christian 9. som konge, forklarer Niels Lund.

Næsten umuligt at ende med Gorm

Niels Lund tilføjer, at man således godt kan nå frem til, at Margrethe og Gorm er ud af den samme slægt, alt efter hvordan man regner. Ikke i en lige linje, men med diverse krumspring mellem slægterne.

Og regner man på den måde, vil rigtig mange mennesker kunne bryste sig af at være i familie med Gorm den Gamle. Det kræver 'bare', at deres familie har ført slægtstavler så langt tilbage i tiden.

»Blandt slægtsforskere siges det, at hvis man kan spore sin slægt tilbage før år 1500 og dernæst gennem middelalderen, er det næsten umuligt at undgå at ende med Gorm den Gamle,« siger Niels Lund.

Jes Fabricius supplerer:

»Jeg er med andre ord antageligt lige så meget i familie med Gorm den Gamle som Margrethe. Men hun kommer fra en familie, der, til forskel fra min, har ført slægtstavle i 1.000 år.«

Kan man være i familie uden at dele gener?

Derudover er der også flere tilfælde af muligvis uægte børn i kongefamilien, som mudrer billedet yderligere, siger Jes Fabricius fra Saxo-Instituttet.

Eksempelvis, siger han, er det omdiskuteret, hvorvidt arveprins Frederik – Christian 7.’s halvbror – vitterligt var far til Christian 8., som var konge fra 1839 til 1848.

Fra Christian 9., konge fra 1863 til 1906, ligger linjen dog fast frem til Dronning Margrethe i dag, understreger Jes Fabricius.

»Men det skal understreges, at et dynasti først og fremmest er et juridisk og politisk fænomen. Det er en uudtalt regel, at man kan være i familie med hinanden uden at dele genpulje. Hvis barnet er knæsat, altså anerkendt, af faren, er barnet at betragte som en del af dynastiet,« siger Jes Fabricius.