Fra minedrift til atommissil-base: USA's militære tilstedeværelse trækker lange skygger i Grønland

Præsident Donald Trumps insisteren på, at USA vil overtage Grønland: »…uanset om de vil det eller ej«, er blot det seneste kapitel i et gensidigt afhængigt og ofte kompliceret forhold mellem USA og Arktis' største ø; et forhold, der strækker sig mere end hundrede år tilbage, men som på det seneste har været i strid modvind.

14. januar 2026 mødtes amerikanske, danske og grønlandske embedsmænd i Det Hvide Hus for at drøfte Trumps intentioner.

Danmarks udenrigsminister sagde efterfølgende til pressen, at selv om parterne havde en »grundlæggende uenighed«, ville de »fortsætte dialogen«.

Trumps udmeldinger mødte også kritik i Kongressen.

Den republikanske senator Mitch McConnell sagde, at en overtagelse af Grønland vil være at »sætte ild til en hårdt tilkæmpet tillid hos loyale allierede«, og det uden at levere reel forandring i USA's adgang til Arktis.

Mere aggressiv end nogensinde

Selvom USA i årtier har ført politik i Grønland, som amerikanske ledere har anset for strategisk og økonomisk nødvendig, er Trumps tilgang mere aggressiv end nogen tidligere præsidents.

Som jeg beskrev i min bog fra 2024, 'When the Ice is Gone', der handler om Grønlands miljømæssige, militære og videnskabelige historie, var en række af de tidligere amerikanske idéer for Grønland ikke meget mere end ingeniørmæssige fantasier, mens andre afspejlede en uhæmmet og brovtende militær selvsikkerhed.

Men verden i dag er ikke den samme som dengang, USA sidst havde en signifikant militær tilstedeværelse i Grønland, for flere årtier siden under Den Kolde Krig.

Før USA igen kaster sig hovedkulds over den isdækkede ø, bør de lære af tidligere fejltagelser og tage højde for, hvordan Jordens hastigt forandrende klima grundlæggende er ved at ændre regionen.

Tidlig amerikansk udnyttelse af Grønlands metaller

I 1909 hævdede den amerikanske flådeofficer Robert Peary, at han havde vundet kapløbet om at nå Nordpolen – en mildest talt opsigtsvækkende påstand, som allerede dengang var årsag til stor debat.

Forinden havde Peary tilbragt flere år med at udforske Grønland med hundeslæde, og han tog ofte, hvad han fandt, med sig.

I 1894 overtalte han seks grønlændere til at rejse med ham til New York, angiveligt med løfter om værktøj og våben til gengæld.

Inden for få måneder var alle undtagen to af inuitterne døde af sygdomme.

Peary tog også tre enorme stykker af Cape York-meteoritten, som grønlænderne kaldte Saviksoah.

Det var en unik metalkilde, som grønlandske inuitter i flere århundreder havde brugt til at fremstille jagtudstyr og værktøj.

Det største stykke af meteoritten, Ahnighito, vejede 34 ton. I dag står den på American Museum of Natural History, som angiveligt betalte Peary 40.000 amerikanske dollar for meteorit-stykkerne.

Anden Verdenskrig: Strategisk placering og mineraler

Anden Verdenskrig satte Grønland på det strategiske landkort for det amerikanske militær.

I foråret 1941 underskrev Danmarks ambassadør en traktat, der gav det amerikanske militær adgang til Grønland for at beskytte øen mod Nazityskland og bidrage til krigsindsatsen i Europa.

Traktaten er fortsat gældende i dag.

De nye amerikanske baser i det vestlige og sydlige Grønland blev afgørende for at fly på vej fra USA til Europa kunne mellemlande og tanke op.

Hundredvis af amerikanske soldater var udstationeret i Ivittuut, en fjerntliggende by på Grønlands sydkyst, hvor de bevogtede verdens største kryolitmine.

Det sjældne mineral blev brugt til at smelte aluminium, som var afgørende for produktionen af fly under krigen.

På grund af sin geografiske placering var Grønland også helt central for militære vejrudsigter over Europa, da målinger herfra gjorde det muligt at forudsige vejret på de europæiske slagmarker, når officerer planlagde deres operationer under Anden Verdenskrig.

Både amerikanerne og tyskerne opførte vejrstationer i Grønland, hvilket indledte det, historikere har kaldt 'vejrkrigen'.

Der var kun begrænset kampaktivitet, men allierede patruljer gennemsøgte rutinemæssigt øens østkyst for nazistiske lejre.

Vejrkrigen sluttede i 1944, da den amerikanske kystvagt og dens hundeslædepatrulje i Østgrønland fandt den sidste af fire tyske vejrstationer og tog deres meteorologer til fange.

Den Kolde Krig: Ingeniørvisioner versus barske forhold på isen

Storhedstiden for USA's militære ingeniør-drømme i Grønland kom under Den Kolde Krig i 1950'erne.

For at imødegå risikoen for sovjetiske missiler og bombefly, der kunne komme ind over Arktis, transporterede det amerikanske militær ifølge The New York Times omkring 5.000 mand, 280.000 ton forsyninger, 500 lastbiler og 129 bulldozere til en øde strand i det nordvestlige Grønland – 1.500 kilometer fra Nordpolen og 4.430 kilometer fra Moskva.

Her opførte de i løbet af én tophemmelig sommer den enorme amerikanske luftbase ved Thule.

Basen husede bombefly, jagerfly, atommissiler og mere end 10.000 soldater. Hele operationen blev afsløret for offentligheden året efter, både på forsiden af LIFE Magazine i september 1952 og i den amerikanske hærs ugentlige tv-program The Big Picture.

Camp Century og Project Iceworm var kulminationen af de idéer, der blev født ud af koldkrigsparanoia.

Den amerikanske hær opførte Camp Century, en atomdrevet base, inde i indlandsisen ved at grave et omfattende tunnelsystem og derefter dække det med sne.

Basen husede 200 mand i sovesale, der blev opvarmet til 22 grader. Den fungerede som centrum for hærens forskning i sne og is og stod samtidig som en påmindelse til Sovjetunionen om, at det amerikanske militær kunne operere frit i Arktis.

Den amerikanske hær forestillede sig også hundredvis af kilometer jernbanespor begravet i Grønlands indlandsis.

Atomdrevne tog skulle transportere atommissiler gennem snetunnelerne mellem skjulte affyringsstationer langs Project Iceworms skinner; et slags militært skalkeskjul over et område på størrelse med den amerikanske stat Alabama.

Men Project Iceworm blev dog aldrig til mere end en 400 meter lang tunnel, som hæren gravede ved Camp Century.

Den bløde sne og is, som hele tiden er i bevægelse, fik hurtigt konstruktionen til at give efter, når tunnelvæggene pressede indad.

I begyndelsen af 1960’erne afskrev først Det Hvide Hus og siden NATO Project Iceworm.

I 1966 opgav hæren Camp Century og efterlod hundredvis af ton affald inde i indlandsisen. I dag ligger den forfaldne og forladte base mere end 30 meter under isens overflade.

I takt med at klimaet bliver varmere, og isen smelter, vil affaldet dukke frem igen: Millioner af liter frossent spildevand, asbestindpakkede rør, giftig blymaling og kræftfremkaldende PCB’er.

Hvem der skal rydde op, og hvad det vil komme til at koste, er stadig et åbent spørgsmål.

Grønland er fortsat et vanskeligt sted at skabe profit

USA’s fokus i Grønland har tidligere været rettet mod kortsigtet profit uden at tage videre hensyn til fremtiden.

Forladte militærbaser, som i dag ligger spredt rundt på øen og kræver oprydning, er ét eksempel.

Robert Pearys manglende hensyn til lokale inuitters liv er et andet.

Historien viser, at mange af de fantasifulde planer for Grønland slog fejl, fordi de hverken tog højde for, hvor isoleret Grønland er, det barske klima eller den dynamiske indlandsis.

Trumps krav om amerikansk kontrol over Grønland som kilde til rigdom og amerikansk sikkerhed er på samme måde kortsigtet.

I et klima, der i dag bliver varmet hurtigt op, kan manglende forståelse for klimaforandringernes dramatiske konsekvenser i Grønland på forhånd få projekter til at slå fejl, i takt med at temperaturerne i Arktis stiger.

Nylige oversvømmelser forårsaget af Grønlands smeltende indlandsis har revet broer væk, som ellers har stået i et halvt århundrede.

Den permafrost, der ligger under Grønland, tør hurtigt op og destabiliserer infrastrukturen, herunder den vigtige radarinstallation og landingsbane ved Thule, som i 2022 blev omdøbt til Pituffik Space Base.

Grønlands bjergsider styrter i havet, i takt med at isen, der ellers holder sammen på dem, smelter.

USA og Danmark har gennemført geologiske undersøgelser i Grønland og identificeret forekomster af kritiske mineraler langs de klippefyldte, eksponerede kyster. Indtil videre har størstedelen af minedriften dog været begrænset til kryolit og nogle mindre udvindinger af bly, jern, kobber og zink.

I dag er kun én enkelt lille mine i drift, som udvinder råstoffet anorthosit, der har en række anvendelsesmuligheder på grund af mineralets indhold af aluminium og silicium.

Videoen herunder viser en NASA-animation baseret på satellitdata over massetabet fra Grønlands indlandsis mellem 2002 og 2023, målt i meter vandækvivalent i isen.

Det er isen, der betyder noget

Grønlands største værdi for menneskeheden er ikke øens strategiske beliggenhed eller potentielle mineralressourcer, men isen.

Hvis menneskelig aktivitet fortsætter med at opvarme planeten og smelte Grønlands indlandsis, vil havniveauet stige, indtil isen er væk. Selv et delvist tab af indlandsisen, som indeholder nok vand til at hæve det globale havniveau med 7,3 meter, vil få katastrofale konsekvenser for kystbyer og ø-nationer over hele verden.

Det er en alvorlig global sikkerhedsrisiko. Den mest fremsynede strategi er at beskytte Grønlands indlandsis frem for at plyndre en afsidesliggende arktisk ø, samtidig med at der skrues op for produktionen af fossile brændstoffer, og klimaforandringerne accelererer globalt.

Ønsker du et dybere indblik i kampen om Grønland, så lyt til Videnskab.dk's podcast Koldfronten - Kampen om Danmark og Arktis med vært Martin Breum.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.