Atomvåben, tvangsflytning og giftigt affald: Her er 3 militære møgsager i Grønland 

En søjle af ild bryder det kulsorte arktiske mørke og lyser himlen op.

Det er 21. januar 1968. Et amerikansk atombombefly af typen B52 er netop styrtet ned ved Thulebasen i det nordlige Grønland. Med sig har det fire brintbomber. Hver eneste af dem er stærk nok til at fjerne en by som Moskva fra landkortet.

Men nu er de faldet ned med et fly på Indlandsisen.

Det er en både militær og politisk katastrofe. Frem til Thuleulykken har USA’s atomvåben i Grønland været en statshemmelighed mellem USA og Danmark. Flystyrtet bryder tavsheden – og med tiden bliver det tydeligt, hvad der i virkeligheden er på spil.

Pilen peger bare ikke kun på amerikanerne. Den peger især på danskerne.

»Thuleulykken bliver en øjenåbner for grønlænderne i forhold til at se Danmark som en løgnagtig kolonimagt, der fører dem bag lyset i forholdet til USA,« siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker i arktisk sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet.

Eksemplerne på historiske bedrag af grønlænderne er mange. Det fremhæver både Kristian Søby Kristensen og videnskabshistorikeren Kristian Hvidtfelt Nielsen, som begge har beskæftiget sig indgående med trekantsdramaet Grønland-Danmark-USA under Den Kolde Krig.

Her deler de deres viden med Videnskab.dk i lyset af den aktuelle situation, hvor USA’s præsident vil overtage Grønland og ikke afviser at bruge militær magt for at nå sit mål.

Vi fokuserer på tre historiske sager knyttet til det amerikanske militær i Grønland:

• Tvangsflytninger af inuitter på grund af Thulebasen (Pituffik Space Base)
• Thuleulykken med flystyrt og afsløringen af atomvåben i Grønland
• Giftigt affald efterladt i Camp Century - en base skjult under isen

Tre møgsager, som alle er endt med, at amerikanerne stort set er gået fri, og Danmark har påtaget sig ansvaret.

Grønland – et forlænget forsvar mod Sovjet

Vi er i 1953. Anden Verdenskrig er slut, Den Kolde Krig er lige begyndt, og Grønland spiller en nøglerolle for amerikanerne i forhold til at beskytte sig mod Sovjetunionen.

USA har allerede bygget den militære base Thule Air Base på den nordvestlige del af øen. Det er den base, som i dag hedder Pituffik Space Base, og som den amerikanske vicepræsident J.D. Vance besøgte i marts 2025.

Under Den Kolde Krig giver militærbasen mulighed for hurtigt at sende fly og missiler mod de sovjetiske byer, hvis der udbryder krig. Thulebasen er USA’s ‘yderste forpost’ mod øst, som Kristian Søby Kristensen fra Københavns Universitet udtrykker det.

Basen er bare ikke stor nok til at dække behovet, siger man, og i 1953 går USA derfor i gang med at udvide den.

Men der er ét problem:

Der bor nogle lokale inuitter i det område, som man vil bygge på. Folk skal altså flyttes – og det ender med at blive Danmark, som får det til at ske.

»Der er forskellige udlægninger af, hvordan de her flytninger foregår,« fortæller Kristian Søby Kristensen, som har skrevet en videnskabelig artikel om forløbet.

»Men for grønlænderne bliver det klart tolket som tvangsflytninger, og sagen bliver kerneeksemplet på, hvor langt danskerne er villige til at gå for at tilfredsstille amerikanerne – at man er villig til at lyve og fortie over for grønlænderne.«

Tvangsflytning af 77 grønlændere

I 1953 flytter danske myndigheder i alt 77 inuitter til nye boliger uden for den nye og større militærbase. Der er tale om det lokale inughuit-folk, som bor og jager i området – de bliver nu tvunget til at søge nye jagtområder.

De har reelt ikke noget valg. Danmark er på det her tidspunkt en kolonimagt i Grønland, og to år forinden har den danske regering indgået en forsvarsaftale med USA, som giver amerikanerne næsten ubegrænsede militære muligheder på øen.

Tvangsflytningen bliver ikke glemt af de påvirkede grønlændere. I 1990’erne begynder en langvarig retslig strid om erstatning fra den danske stat og om råderet over jagtområdet. Forløbet kulminerer med en højesteretsdom, som inuitterne taber i 2003.

Men selv i 2025 ser flere stadig sagen som et eksempel på danskernes bedrag.

»Det er stadig en smertefuld fortid for os, og måske en af grundene til, at der stadig er en stærk antipati mod Danmark,« sagde Vittus Qujaukitsoq i januar 2025 om forløbet til den amerikanske avis Financial Times.

Han er grønlandsk politiker for partiet Naleraq, tidligere udenrigsminister i Grønland, og hans egen far var en af dem, som blev flyttet 150 kilometer væk for at gøre plads til en større Thule Air Base.

Vittus Qujaukitsoq er ikke vred på USA, siger han. Han er sur på Danmark over, at de gav amerikanerne lov til at udvide deres base. Som han udtaler i samme artikel:

»Det er realiteten, at USA beskytter os, og det har de gjort de seneste 83 år.«

Flystyrt afslører fortielse om atomvåben

Thuleulykken er et andet godt eksempel på et bedrag af den grønlandske befolkning. Men denne gang er man ikke kun kritisk over for danskerne.

»I hele forløbet efter flystyrtet er der også en mere indirekte kritik af amerikanerne, i forhold til at de har haft atomvåben i Grønland uden at sige det til grønlænderne,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, historiker og lektor ved Aarhus Universitet.

Han tilføjer:

»Men det meste af kritikken i Grønland er altså rettet mod Danmark, som ifølge mange grønlændernes opfattelse har holdt hånden over USA’s militær og deres ageren i landet.«

I årtierne efter 2. verdenskrig, hvor USA udvider sit militær i Grønland, understreger den danske regering flere gange, at der ikke er atomvåben på dansk territorium. Underforstået: Der er heller ikke atomvåben i Grønland.

Med B-52-flystyrtet og efterspillet bliver det åbenlyst, at den danske regering har holdt væsentlige informationer tilbage. Især om mulige atomvåben på øen. Hvad var det, som sprang i luften dengang?

Tilbage til søjlen af ild den 21. januar 1968. Bombernes atomsprængladninger eksploderer ikke i flystyrtet, men de har alligevel spredt så meget radioaktivitet, at oprydningsarbejdet kræver flere ofre i form af efterfølgende sygdom – og endnu et krav om erstatning. Igen over for den danske stat.

Det kan virke mærkeligt, at det er Danmark og ikke USA, som får ansvaret for, at affaldet fra et styrtet amerikansk atombombefly gør nogle oprydningsarbejdere syge.

Men det er faktisk helt efter bogen, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen:

»Det står i forsvarsaftalen fra 1951, at USA kan bistå Danmark med at oprette og drive militære installationer i Grønland, men at det stadig er Danmark, som har de økonomiske forpligtelser i forhold til eventuelt oprydningsarbejde.«

Det samme princip gælder også i en anden sag. En sag, som stadig i dag ligger og truer med at komme op til overfladen under den grønlandske is.

Giftigt affald begravet i en base under isen

Debatten om atomvåben og militært affald i Grønland handler ikke kun om B52-flystyrtet. Det handler også om en hemmelig amerikansk operation kaldet ‘Iceworm’.

Grønlandske politikere ved godt, at der er byggerier i gang flere steder, understreger Kristian Hvidtfelt Nielsen; at amerikanernes militær i Grønland ikke kun tæller Thule Air Base.

»Det var ikke sådan, at opførelsen af militære anlæg foregik uden grønlændernes viden. Problemet for dem er, at det er foregået, uden at de har haft nogen medbestemmelse,« siger forskeren fra Aarhus Universitet, som har skrevet en bog om forløbet.

USA bygger omkring 50 militære anlæg fordelt på hele øen, og det største kommer til at ligge ikke så langt fra Thule. Det er bare ikke lige til at se.

‘Camp Century’ – en base, som bliver bygget 8 meter under isens overflade, er kernen i Operation Iceworm. Officielt er det en base til forskning, med plads til 200 mænd (ingen kvinder), beboelseshuse, toiletter og kloak, postkontor, laboratorier.

Men basen huser også en hemmelig atomreaktor, et kanalsystem, togskinner og affyringsramper, som gør det muligt at sende nogle af de anslået 600 atomare missiler afsted mod fjenden.

Alt det her bliver bygget i løbet af 1950’erne og 60’erne. Og alligevel bliver det hele droppet. Planerne ændrer sig, amerikanerne lukker projektet og forlader Camp Century i 1967, fordi isen over basen bevægede sig uventet meget – det kan du læse mere om i artiklen Bog afslører USA’s forsøg på at få kontrol over Grønland.

Men de efterlader en hel masse giftigt affald under isen.

Et skøn lyder, at der ligger mindst 200.000 liter diesel, væsker med de giftige stoffer PCB, som ikke kan nedbrydes. Der er 24 millioner liter spildevand fra beboelsen, herunder kloakvand. Der er også stadig radioaktivt affald fra atomreaktoren gemt under overfladen. 

Igen har grønlænderne forsøgt at holde Danmark ansvarlig for oprydningsarbejdet – indtil videre uden held.

»Vi står der, hvor problemet med det giftige affald fra Camp Century er endt med at blive de næste generationers,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen og understreger, at han ikke er kemi- eller miljøekspert. »Så hvor stort et problem, det er, ved jeg ikke.«

Men forløbet fører senere til flere grønlandske klager over Danmark til FN. Sagen slutter foreløbig med, at Danmark i 2018 forpligter sig til en delvis oprydning af USA’s militære affald andre steder i Grønland. Siden da har man også lavet en række videnskabelige undersøgelser af henholdsvis smeltevand og skred i isen omkring den gamle base i Camp Century. Den samlede konklusion er, at affaldet er godt sikret mod klimaforandringer og ikke udgør nogen umiddelbar miljørisiko.

Men historien om USA’s militære fortid i Grønland er langt fra slut.

Grønlandsk modstand mod USA »uden fortilfælde«

Kristian Søby Kristensen bider mærke i, at grønlændernes syn på amerikanerne ændrer sig.

For eksempel er demonstrationen mod USA med flere hundrede grønlændere i marts 2025 »uden fortilfælde i historien,« siger han.

»Grønlands forhold til USA er under radikal forandring. I takt med at amerikanerne er mere til stede i debatten om Grønlands fremtid, så bliver grønlændernes relation til dem også mere klar. Det åbner for, at man kan rette mere utilfredshed mod Washington.«

Kristian Hvidtfelt Nielsen er enig.

»Vi ser en begyndende erkendelse hos grønlænderne af, at amerikanernes tilstedeværelse handler mere om en kynisk interesse for sikkerhedspolitik, end det handler om, hvad der er bedst for Grønland,« siger han og tilføjer:

»Men det er en balance. For grønlænderne er jo også stadig interesserede i, at amerikanerne beskytter dem militært.«

På den måde trækker koldkrigstiden og USA’s militære fortid altså spor til nutidens debat, siger begge historikere.

Tilbage står, at Danmark ikke længere agerer ‘lynafleder’ over for grønlænderne, siger Kristian Søby Kristensen. »Fremover kommer USA selv til at stå til ansvar for Grønland,« siger han og fremhæver igen Forsvarsaftalen fra 1951:

»Det juridiske ansvar er stadig dansk, men amerikanerne har fået et større moralsk ansvar.«

Og hvad det ansvar så konkret kommer til at betyde for den aktuelle politiske situation – det tør ingen af de to historikere spå om.

Men som Kristian Hvidtfelt Nielsen formulerer det, så bliver det »interessant at se, hvad der sker.«