Verden over beretter medier i dag, at de jordiske rester efter modellen til Leonardo da Vincis berømte 'Mona Lisa'-maleri er blevet fundet.
Påstanden kommer fra italienske forskere, som i et gammelt kloster i Firenze har udgravet de delvise rester af en lårbensknogle, en ankel og et skinneben.
»Hvis du spørger mig, hvad jeg personligt, subjektivt, tænker og føler, vil jeg sige, at jeg tror, vi har fundet hende,« udtaler den italienske historiker og kunstdetektiv Silvano Vinceti ifølge flere medier.
Stor skepsis blandt forskere
Flere danske og udenlandske kunsthistorikere er imidlertid meget skeptiske og påpeger over for Videnskab.dk, at det langt fra er bevist, at knoglerne tilhører Mona Lisa-modellen.
»Bevisgrundlaget er ret tyndt. Det er muligt, at det er hende, men vi har ikke dokumentationen for det,« siger den britiske professor Martin Kemp, som er en anerkendt Leonardo da Vinci ekspert, til Videnskab.dk.
Samme melding kommer fra den italienske renæssanceforsker Monica Azzolini, som over for Videnskab.dk kalder fundet af knoglerne for 'et mediestunt'.
»Vincetis 'opdagelse' er højst et godt mediestunt. Det giver gode overskrifter, men det har ikke nogen historisk eller videnskabelig værdi på nuværende tidspunkt. Det viser, hvor nemt det er at lave en god historie ud af et tyndt bevisgrundlag,« siger Monica Azzolini, som er seniorforsker ved University of Edinburgh.
'Mona Lisa' er med sit særlige smil formentlig verdens mest kendte maleri. Det blev malet omkring år 1503-1507 af den italienske maler Leonardo da Vinci og hænger i dag på Louvre-museet i Paris.
Silkesælgers kone sad model
Der findes en række mere eller mindre konspiratoriske teorier om, hvem der sad model til 'Mona Lisa', men de fleste kunsthistorikere er enige om, at modellen bag maleriet er Lisa Gherardini – en italiensk kvinde, som var gift med silkesælgeren Francesco del Giocondo. På italiensk er Mona Lisa-maleriet også kendt under navnet La Gioconda.
»I mine øjne er der intet mysterium om, hvem der sad model til Mona Lisa. Det var Lisa Gherardini, kone til en silkesælger i Firenze. Det bemærkelsesværdige er maleriet – ikke modellen,« siger den britiske kunsthistoriker og forsker J. V. Field, som er præsident for den videnskabelige Leonardo da Vinci-sammenslutning, til Videnskab.dk.
Den danske kunsthistoriker og forskningsleder Chris Fischer er enig i, at fundet af knoglerne ikke kommer til at omskrive historiebøgerne.
»Selv hvis de havde ret, kan jeg ikke se, at det er interessant, at man har fundet hendes ankel. Hun er ikke en historisk interessant person i sig selv – hun er kun interessant, fordi Leonardo da Vinci malede hende.«
\ Fakta
Stod Lisa Gherardini model til Mona Lisa-maleriet? Den italienske forsker Monica Azzolini påpeger, at det er til debat, hvorvidt Lisa Gherardini overhovedet er kvinden, som stod model til Leonardo da Vincis maleri. Nogle teorier går sågar på, at det er en mand, der har siddet model til billedet. Spørger man kunsthistorikeren Martin Kemp er der imidlertid ikke megen tvivl om, hvorvidt Lisa Gherardini er kvinden bag det berømte smil. »Dokumentationen for, at det er Lisa Gherardini, som er modellen, er ret god. Hvis ikke det var, fordi hun var så berømt, ville vi sige; ’Ja, vi ved, det er hende’. Men fordi maleriet er så bemærkelsesværdigt, er folk begyndt at finde på alle mulige andre forklaringer,« siger Martin Kemp.
»Der kommer frygtelig meget vrøvl ud i medierne om alt, hvad der har med Leonardo da Vinci at gøre. De finder et ny Mona Lisa-maleri fire gange om året,« siger Chris Ficher, som er forskningsleder på Statens Museum for Kunst og specialist i 1500-tallets tegnekunst og malerier.
Men hvilke beviser mener de italienske forskere at have for, at de har fundet Lisa Gherardinis ankel, skinneben og lårbensknogle?
Hvilke beviser er der?
Lederen af udgravningerne, historikeren Silvano Vinceti har udtalt til flere medier, at det er »sammensætningen af flere elementer fra antropologiske undersøgelser til historiske dokumenter, som gør os i stand til at konkludere, at efterladenskaberne formentlig tilhører Lisa Gherardini.«
Forskerne har udgravet hendes potentielle knogler i et forladt kloster i Firenze ved navn Sankt Ursula.
Her ved man - ud fra historiske optegnelser - at Lisa Gherardini boede i de sidste år af sit liv, efter hun havde mistet sin mand.
»Da hun blev enke, flyttede hun ind i Sant Ursula-klostret, hvor to af hendes døtre var nonner. På den tid var det ikke usædvanligt, at enker flyttede ind i klostre i de sidste år af deres liv, og det er muligt, at hun også blev begravet der sammen med nonnerne fra klostret. Det er baggrunden for, at de overhovedet har gravet der,« fortæller Martin Kemp, som har skrevet bøger om Leonardo da Vinci og er professor emeritus ved ved det britiske Trinity College.
Han understreger dog, at man ikke kan være sikker på, at Lisa Gherardini er begravet ved klostret.
»Der er bare en note, som siger, at hun døde der. Der står ikke noget om, hvor hun er begravet,« fortæller han.
Fundet i fællesgrav i kloster
Knoglerne, som de italienske forskere mener tilhører Lisa Gherardini, blev fundet i en fælles grav i klostret – en grav, som ifølge arkiverne ser ud til at være blevet brugt i perioden 1521-1545.
I graven var flere andre mennesker også begravet, og ifølge de italienske forskere har kulstof 14-dateringer vist, at enkelte knogler passer tidsmæssigt til at kunne tilhøre Lisa Gherardini.
Flere forskere påpeger dog over for Videnskab.dk, at kulstof 14-dateringer sjældent er så præcise, at de kan angive specifikke årstal – som oftest har dateringerne halve eller hele århundreders usikkerhedsmargin.
Samtidig er det langt fra bevis på, at der er tale om Lisa Gherardini, blot fordi knoglerne er samtidige med hende, påpeger den italienske renæssanceforsker Monica Azzolini.
\ Fakta
Flere forskere påpeger, at manden bag fundet af Mona Lisas knogler, Silvano Vinceti, flere gange er kommet med lidt for opsigtsvækkende udtalelser i medierne. For nogle år siden stod han eksempelvis frem og mente, at det var en mand, der havde stået model til Leonardo da Vincis Mona Lisa maleri. »Han 'fandt' også Caravaggios (italiensk maler, som levede i 1571-1610, red.) knogler for nogle år siden. Det var ligeså usandsynligt som dette her. Næste gang bliver det vel Raffaels elskerinde La Fornarina,« siger forskningschef Chris Fischer fra Statens Museum for Kunst.
»Mange kvinder er blevet begravet ved Sankt Ursula i det 16. århundrede. En af dem er måske Lisa Gherardini, men indtil videre er der ikke nogen måde at bestemme hvem af dem, det er,« siger Monica Azzolini, som er seniorforsker ved University of Edinburgh.
DNA-test duede ikke
Manden bag opdagelsen, Silvano Vinceti, har igennem flere år flittigt berettet til medierne om sine bestræbelser på at finde Lisa Gherardini.
I flere avisartikler har han tidligere fortalt, at han regnede med at finde hendes kranium og ved hjælp af rekonstruktioner sammenligne kraniets træk med kvinden på Leonardo da Vincis Mona Lisa-maleri.
En anden årsag til forhåbningerne om at finde frem til Mona Lisa-knoglerne er, at man et andet sted i Firenze - ved Santissima Annunziata – har fundet en familiegrav, som tilhører Lisa Gherardinis mands familie. Forskerne havde håbet på, at de med DNA-tests kunne sammenligne Lisa Gherardinis potentielle knogler med DNA fra hendes børns knogler – og på den måde få vished om, hvorvidt der vitterligt var tale om Lisa Gherardini.
Desværre var knoglerne fra familiegraven så beskadigede af fugt, at det med nuværende metoder ikke er muligt at lave DNA-test på dem.
»Derfor er det ingen beviser på, at knoglerne fra Sankt Ursula tilhører Lisa Gherardini,« fastslår Monica Azzolini.
Derfor går historien verden rundt
Men hvis bevisgrundlaget er så tyndt, hvorfor beretter medier verden over – inklusiv Videnskab.dk – så om ’opdagelsen’ i disse dage?
»Fordi det handler om Mona Lisa. Leonardo da Vinci og Mona Lisa har en utrolig bred kulturel rækkevidde, og Mona Lisa er det mest berømte billede i verden. Det giver et meget potent slagkraft i medierne,« siger Martin Kemp.
Samme melding kommer Chris Fischer.
»Alt, hvad du kan binde op på Leonardo da Vinci, kan finde læsere og få opmærksomhed. Der bliver også jævnligt fundet nye værker af Shakespeare, og sidste år blev der også fundet et nyt værk af Michelangelo. Men det er alt sammen noget vås. I hvert fald det meste af det,« siger han.
Videnskab.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra det italienske forskerhold bag knoglefundet.
\ Kilder
- Chris Fichers profil (Statens Museum for kunst)
- J V Field's profil (Birkbeck University of London)
- Monica Azzolinis profil
- Martin Kemps profil (University of Oxford)
- 'Bone found could be Mona Lisa's' Artikel på Sky News
- 'Archaeologists find bone fragments in hunt for 'real' Mona Lisa', artikel på Phys.org
- 'Mona Lisa remains an enigma as body parts prove inconclusive', Reuters

































