Økonomi fylder meget i samfundsdebatten. Desværre fylder økonomisk teori for lidt.
Når økonomisk teori så alligevel dukker op til overfladen, kan trænede tilhørere som jeg af og til undres over, at dygtige økonomiske debattører har glemt lidt grundviden på livets vej.
Det er senest blevet illustreret i diskussionen om de store tech-firmaers – Facebook, Apple, Microsoft, Google og Amazon (FAMGA) – påståede monopol og forbrugeres velfærdstab som følge heraf.
Kritikernes argument er kort sagt, at de forventer, at forbrugerne betaler en for høj pris og får dårligere kvalitet med én udbyder end med mange, samt at disse virksomheder opnår en form for magt. Et eksempel på argumentet kan ses her.
Problemet for forståelsen opstår – hvilket er klassisk for økonomisk teori – når begreber tages ud af deres sammenhæng. Når det sker, forudsættes det, at monopoler, altså situationer med kun én udbyder af et unikt produkt, er dårlige og skadelige for forbrugerne.
Vi glemmer bare, at svaret på monopolers skadelighed afhænger af, hvorfor der kun er én udbyder – det har meget stor betydning for, om man kan sige, at monopoler er lig problemer.
Konkurrenceudsatte monopoler er gode
Monopoler opstår hele tiden. Hvis jeg starter som iværksætter med at sælge papirfly på Rådhuspladsen, har jeg faktisk monopol på det; en sælger af et unikt produkt.
Hvis vi forudsætter – jeg har jo ikke prøvet – at det ikke er en populær vare, vil jeg bibeholde mit monopol, men tabe en masse penge.
Men lad os sige i stedet, at det faktisk er populært med udendørs papirflyssalg. Så vil min profit tiltrække konkurrenter, og så har jeg ikke længere et monopol. Medmindre at jeg holder mine priser lave, eller mit produkt så godt, at papirflyssalg ikke tiltrækker konkurrenterne, fordi de ikke kan tilbyde noget bedre; hverken prismæssigt eller innovativt.
I begge tilfælde er forbrugerne godt tjent.
Det handler altså om, at monopoler skal være konkurrenceudsat, ikke om de er monopoler. Dygtige iværksættere vil med skarpe priser og innovation få monopol – og det er godt for dem, der efterspørger deres varer.
Den konkurrenceudsatte monopolist er således presset til at skabe innovative produkter, der er bedre end dem på markedet, men også drive intern innovation omkring sine processer for at kunne holde sine omkostninger og priser mindre end de potentielle konkurrenters.
Google er ikke den dominerende søgemaskine, fordi de har monopol. De er den dominerende søgemaskine, fordi de fleste forbrugers kan lide den og prisen for deres service, og derfor bliver de også store på annoncemarkedet.

Skadeligheden afhænger af rammerne
Der findes eksempler – det kunne være en bro mellem landsdele – der virker som naturlige monopoler, og mange vil frygte, at disse er skadelige, da de umiddelbart giver unfair fordele for monopolisten.
Men selv her må vi se på konkurrencen omkring dem. Er det lovligt at lave en konkurrerende bro for eksempel? Eller en færgefart?
I så fald vil broen være konkurrenceudsat, og selvom den er dyr, vil den sikkert være rimelig i pris. Broer er jo ikke billige. Har broen fået offentlig tilskud, er vi dog igen tættere på et muligvis skadeligt monopol, fordi det måske er svært at konkurrere mod offentlig støtte.
Igen er skaden afhængig af rammerne.
Iværksættere søger monopoler – naturligvis!
Iværksætteri handler således om at opnå monopoler ved at tilbyde innovative løsninger til den rigtige pris – prisen er det, konkurrencen sørger for, og hvis jeg er dygtig nok til det, jeg sælger, vil jeg have et monopol.
Hvis vi griber ind overfor det, er faren, at vi ikke får den bedste teknologi til den bedste pris – og vi afskrækker måske ligefrem iværksættere fra at prøve at skabe nye virksomheder, hvis de ved, at gevinsten tages fra dem.
Det ligger i virksomheders natur og deres begrænsede ressourcer, at de specialiserer sig. Det vil nuværende monopolholdere også gøre.
Driver også iværksætternes innovation frem
Vi ser empirisk, at store virksomheder typisk bliver bedre og bedre til at kommercialisere, men dårligere og dårligere til at innovere over tid (se eksempelvis Markides & Geroski, 2004).
Det medfører så, at de enten bliver udkonkurreret af nye teknologier og går til grunde i hvad økonomen Schumpeter kaldte ‘kreativ destruktion‘, eller at de opkøber teknologisk dygtige iværksættervirksomheder for på den måde at sikre deres position som monopolister eller markedsledere.
Det er sådan, de fleste industrier er organiseret, og det er den udvikling, vi har set de sidste hundrede år.
Det er også tit en stor motivation for en idérig iværksætter at kunne sælge sin teknologi og lave noget nyt fremfor at skulle stå for den daglige drift af noget, der allerede er etableret.
Konkurrenceudsatte monopolejere driver altså også innovation og vækst hos nye iværksættere.

Forbrugere har selv ansvar
I disse persondata-tider er vi meget bekymrede over Google og Facebooks brug af vores data. I den debat er det blevet påstået, at de sammen med resten af FAMGA er ved at blive nogle farlige monopoler.
Her kan man som forbruger dog ikke løbe fra sit ansvar; når man benytter Facebook og lignende, er en del af prisen vores data. Hvis man ikke ønsker dette, skal man ikke bruge dem, og så vil de lære at sælge deres produkter anderledes.
Hvorfor man ikke kan betale for Facebook – det er jo ikke gratis at drive verdens største kuponhæfte og skoleopslagstavle – bør man derfor spørge sig selv om.
Man kan måske føle sig presset til at bruge teknologier som Facebook, men det er jo netop, fordi de er effektive.
Og selvom Facebook er effektivt i sociale sammenhænge, findes der jo stadig masser af alternativer at holde kontakt på: Man kunne skrive i sin kalender, at man ringer til sine venner med faste mellemrum. Man kunne dele løbesedler ud med ens egen holdning til politiske emner til kendte og ukendte. Og så videre.
Dette er mere ineffektive løsninger, ligesom tidligere sociale netværk som Myspace også har været det. Effektivitet er gaven, vi får fra konkurrenceudsatte monopoler.
Lov mod Facebook-monopol gav uventet gave
Det hører dog med til historien, at virksomheder, der opnår monopoler, har en tendens til at prøve at forsvare dem med ikke-konkurrenceudsatte midler, eksempelvis med lobbyisme. Det ligger i virksomheders ‘natur’, at de stræber mod en situation, hvor de ikke har konkurrenter – derfor kan de heller ikke klandres for at forsøge at opnå monopol eller påvirke politikerne med lobbyisme.
Tværtimod er det vores politiske system, der skal sørge for, at det ikke er attraktivt at prøve på. Som den berømte politiske økonom Adam Smith er blevet omskrevet til at mene, er det økonomisk teoris opgave at forsvare kapitalisme, ikke enkelte kapitalister.

Virksomhederne kan dog prøve at undgå konkurrence på mange måder.
Det kan ske direkte, såsom at modtage statsstøtte (eksempelvis producentstøtte), eller indirekte ved love, der tilgodeser en virksomhed frem for en anden (forbud mod konkurrerende teknologiske løsninger eksempelvis).
Begge typer ønsker fra virksomheder til det politiske system handler om at hæve prisen for at kunne konkurrere med monopolholderen (det man med fagtermer kalder ‘entry barriers’).
Så selvom Facebook ud ad til rev sig i håret over EU’s nye datalov (GDPR), har de også fået den gave, at det nu er markant mere omkostningstungt at søge at konkurrere med dem og skabe et alternativ.
Det er næsten ironisk, at en nervøsitet omkring et konkurrenceudsat monopol har sikret monopolet bedre mod konkurrence.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Politikere bør ikke tilbyde fordele
Vi kan altså forvente, at monopolholdere vil prøve at fastholde deres monopoler ved at fritage dem fra konkurrence. Det er jo mere sikkert for virksomhedens indtjening ikke at skulle konkurrere.
Desværre vil det lede til velfærdstab for forbrugerne og typisk også andre reelle problemer såsom et tab af den effektivitet, en konkurrenceudsat monopol er nødsaget til at udvise.
Den politiske opgave er at forstå, at konkurrence er et middel til disciplinering af iværksætteri.
Derfor skal politikere ikke tilbyde love, skattefordele eller andet til virksomheder – heller ikke i bytte for job.
Det ender altid galt, og så går monopolsøgning fra at drive en positiv innovativ udvikling til fastholdelse og udnyttelse – og det er ikke monopolets skyld, det er rammernes.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.
\ Kilder
- Stefan K. Sløk-Madsens profil (CBS)
- ‘Beyond nonmarket strategy: Market actions as corporate political activity’, Academy of Management Review (2017), doi: 10.5465/amr.2013.0178
- ‘Monopoly and resource allocation’, The American Economic Review (1954), doi: 10.1007/978-1-349-24002-9_5
- ‘Competition and entrepreneurship’, University of Chicago Press (1974).
- ‘Fast second: How smart companies bypass radical innovation to enter and dominate new markets’, John Wiley & Sons. (2005)
- ‘Capitalism, socialism and democracy’, Routledge (1942)
- ‘An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations’, W. Strahan and T. Cadell (1776)
- ‘Zero to one: notes on startups, or how to build the future’, Crown Business (2014)
- ‘The welfare costs of tariffs, monopolies, and theft’, Western Economic Journal (1967), doi: 10.1111/j.1465-7295.1967.tb01923.x