Stor kontrovers blev udløst for nylig, da Just Stop Oil-aktivister smed tomatsuppe mod Van Gogh-maleriet 'Solsikker' på National Gallery i London.
Selvom maleriet var bag glas, så det ikke blev beskadiget, var politikere hurtige til at fordømme aktivisternes 'opmærksomhedssøgende' hærværk, mens mediekommentatorer proklamerede, at handlingen havde 'tabt dem' til sagen.
Det er måske med en vis poetisk timing, at jeg lige har søsat et projekt, der er en mundtlig fortælling om miljøbevægelserne i Storbritannien.
Målet er at bidrage til en større forståelse og bredere offentlig bevidsthed om de mange forskellige former for engagement i miljøspørgsmål.
Fortjener vores støtte
Taktikken var bestemt provokerende, og Van Goghs værk er uden tvivl ét af de vigtigste kunstværker i moderne tid. Men mange af kommentarerne til Just Stop Oil-gruppens handlinger holder simpelthen ikke.
De vigtigste kritikpunkter af aktivisternes stunt er, at det fremmedgør folk, der sympatiserer med klimasagen, ved at angribe et højt elsket og vigtigt kunstværk.
At det lugter af middelklasseaktivisme og er alt for performativt.
Og endelig at det handlingen kræver 'forklaring' - og hvis det er tilfældet, har du allerede tabt.
Selvom der er en vis sandhed i argumenterne, køber jeg dem ikke.
I stedet for at vade længere ind i den sociale mediedebat gennemgår jeg i denne artikel de tre argumenter samt forklarer, hvorfor jeg mener, at denne form for provokerende aktivisme fortjener vores støtte.
Argument nummer 1: Kunst er en forlængelse af industriens magt
Først og fremmest har den fossile brændstofindustri længe brugt museer og kunstgallerier til 'artwashing' – finansieringen af kunst og kultur som en etisk acceptabel proces for at udligne deres meget uetiske virksomhedspraksis.
Nogle af de mere samvittighedsfulde institutioner (som eksempelvis The National Gallery) har klippet alle bånd og sponsorater fra olieselskaber, mens andre har taget imod med kyshånd.
Kunst er i sig selv gennem global handel, skatteunddragelse og skabelsen af kunst-frihavne (hvor store mængder værdifuld kunst opbevares, men hvor hverken nysgerrige interesserede eller skatteopkrævere kan se det) nu fuldstændig sammenflettet med den globale industri og fossil brændstofkapitalisme.
Hverken over eller adskilt fra den bagvedliggende kapitalisme
Virksomhederne pløjer penge ind i kunstinstitutioner og kunstværker, fordi det køber dem validitet i offentlighedens øjne. Kunst bliver et skjold for deres mere uhyggelige planet-ødelæggende praksis.
Men kunsten bør aldrig anses for hverken over eller adskilt fra den bagvedliggende kapitalisme.
Millioner af elskede kunstværker er nu i industriens hænder som vinduer – uden tvivl smukke vinduer, men stadig vinduer – til den lyssky praksis af global kapital og international skatteunddragelse.
Hvor svært det end kan være at tolerere, bliver kunstværker på denne måde en forlængelse af industriens magt og er derfor legitime mål for klimaaktivisme.
Argument nummer 2: Kampen mod klasseundertrykkelse og klimaforandringer er det samme
Det andet argument, der ofte kommer fra venstrefløjen, anklager klimaaktivisme for at være en middelklassekamp.
Det bliver hævdet, at aktivismegrupperne består af hvide personer, og at det 'svineri', de skaber (det være sig suppe på malerier eller mælk på supermarkedets gulv) ofte bliver ryddet op af rengøringspersonale fra arbejderklassen.
Der er sandhed i argumenterne, som ofte mangler i begrundelsen for disse aktivistiske praksisser.
Men en mere holistisk tilgang viser, at social og økonomisk retfærdighed er grundlæggende for klimaretfærdighed – man kan ikke have den ene uden den anden.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Total systemændring for at 'løse' klimakrisen
Just Stop Oil-aktivisterne, der smed suppe på Van Goghs værk, erkendte til dels disse argumenter, da de sagde, at mange mennesker 'ikke har råd til at købe og varme suppe som følge af energikrisen'.
Det kræver en total systemændring at 'løse' klimakrisen, som Greta Thunberg og andre prominente stemmer konstant har sagt.
Kapitalismen vil ikke løse problemet, men gør det kun værre. Kapitalismen har arbejderklassens undertrykkelse som motor.
Så kampen mod klimaforandringerne er også kampen mod kapitalismens klasse- (og etniske, kønsbestemte og ableisme) ubalance. De to er, og skal fortsat være, ét.
Argument nummer 3: Direkte handling er vigtig
Endelig er vendingen 'hvis du skal forklare dig, har du tabt' blevet rullet ud. Igen er der en kerne af sandhed i det, men klimakatastrofens alvor behøver ingen yderligere forklaring.
Forklaring er ikke meningen med direkte handling. Hvis du har brug for at blive 'vundet over' af argumentet, så gør du tydeligvis ikke nok. Just Stop Oil-aktivisternes handling med suppe på 'Solsikker' symboliserer, at vi angriber noget, vi elsker.
Niveauet af vrede over dem, der symbolsk ødelægger et dyrebart kunstværk – husk, det var bag glas, så det er ikke blevet ødelagt – bør rettes en million gange mod dem, der rent faktisk ødelægger vores dyrebare klode.
Sammenhængende, forenet og effektiv klimabevægelse
Direkte klimahandling vil kun tage til, efterhånden som situationen forværres, og vores regeringer aktivt fortsætter med at gøre tingene værre med nye miner, fracking og nye olieboringskontrakter.
Ødelæggelse af rørledninger, kravet om at sætte en stopper for private jetfly og anden direkte indsats mod infrastrukturer, der brænder fossilt brændstof, er vigtige handlinger i denne forbindelse.
De fremhæver, hvordan kunst også er en del af den infrastruktur og derfor er lige så vigtig.
De nuværende klimaaktivistgrupper – Just Stop Oil, Extinction Rebellion, Insulate Britain med flere – vil gå deres egne veje, for det er, hvad aktivister skal gøre for at blive hørt.
Men af alle de grunde, der er skitseret ovenfor, vil forståelsen af historien (og deres succeser og fiaskoer) være vigtig for at hjælpe med at opbygge en sammenhængende, forenet og effektiv klimabevægelse.
Den forenede bevægelse vil få brug for kunst, ja, men ikke som en kanal for de meget kapitalistiske fremføringsmidler, der ødelægger vores smukke klode. Som Van Gogh selv sagde:
…det er ikke malernes sprog, men naturens sprog, vi skal lytte til, fornemmelsen for tingene selv, for virkeligheden er vigtigere end fornemmelsen for billeder.
Vincent Van Gogh
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
21. oktober 2022: Overskriften er ændret, da den tidligere indeholdt ordet 'vandalisere', hvilket ikke var retvisende, da maleriet var bag glas og derfor ikke blev ødelagt af aktionen. Desuden er det 20. oktober blevet tydeligegjort i overskrift og ved opmærkning som 'Kommentar', at artiklen er udtryk for skribentens holdning.
