Fængslets arkitektur påvirker indsatte

Design og arkitektur er med til at forme vores hverdag, og begge dele påvirker vores syn på mennesker omkring os.

Sådan lyder et par af konklusionerne i en dansk ph.d.-afhandling, der er den første konkrete forskning i, hvordan rummene omkring os påvirker menneskers handlinger og følelser.

»Mine resultater viser, at man kan iagttage tydelige tegn på, at design påvirker vores adfærd. De indikerer også, at man har brug for langt større viden om, hvordan man fysisk formgiver rum, så de fremelsker den adfærd, man gerne vil have frem,« fortæller Trine Brun Petersen, der til maj afleverer sin ph.d.-afhandling på Designskolen Kolding.

Unikt materiale at arbejde med

Trine Brun Petersen har samlet et usædvanligt og unikt materiale som grundlag for forskningen. Hun har studeret arkitekturen i Danmarks nyeste fængsel, Statsfængslet Østjylland og sammenlignet det med arkitekturen i forgængeren, det nedlagte statsfængsel i Horsens.

Analyserne er krydret med en række interview med indsatte og ansatte samt fængselsdirektøren og arkitekterne bag det nye fængsel, der blev indviet i 2006.

Fængslet skal minde om livet udenfor

Oplysningerne giver et overordnet billede af et nyt fængsel, der helt som ønsket er en klar forbedring af det gamle.

Statsfængslet i Horsens blev bygget i 1853, da et fængselsophold handlede udelukkende om straf og ikke rehabilitering. Grundtanken i det nye fængsel er, at det skal følge nutidens straffilosofi. Rammerne skal være mere forsonlige og give de indsatte mere personligt ansvar, så de bliver forberedt på livet i den virkelige verden uden for murene.

Konkret betyder det, at fængslet ikke længere er ét stort, monumentalt fængsel på toppen af en bakke, men i stedet en lav bebyggelse på en mark, opdelt i fem afdelinger.

Cellerne er blevet større, og de indsatte har fået eget bad og lås på døren, så de selv kan bestemme, hvornår de vil være alene. De har også fået køkkener, så de selv kan lave mad.

»Man har indrettet fængslet, så det efterligner et almindeligt liv udenfor, hvor man står op, laver morgenmad, går på arbejde, laver mad og går i seng igen. Arkitekturen gør, at de indsatte får mere frihed, og de er især meget glade for deres celler,« fortæller Trine Brun Petersen.

Planer er ét, virkelighed noget andet

Indretningen af rum i det nye fængsel ser til gengæld ud til at have fejlet på et andet centralt punkt. Det har nemlig vist sig, at der er en kløft mellem på den ene side tankerne og de arkitektoniske overvejelser bag fængslet og på den anden side den konkrete hverdag blandt indsatte og ansatte.

Planen var på én gang at skabe bedre kontakt mellem indsatte og ansatte, så de ansatte kunne få god føling med, hvad der rører sig blandt de indsatte - og samtidig gøre overvågningen af fanger billigere og gøre de ansatte mere trygge ved at skabe færre møder med de indsatte.

Helt konkret er alle de indsattes områder blevet samlet, så celler, køkkener og opholdsrum ligger for enden af en bygning. Det begrænser trafikken ind og ud, så de ansatte havner i færre situationer, hvor de potentielt kan komme i fare ved at møde indsatte.

Ups - der røg den gode kontakt

Trine Brun Petersens undersøgelse bekræfter, at ændringerne har den sideeffekt, at de ansatte kommer mindre ind til de indsatte, end de var vant til i det gamle fængsel.

Det problem var arkitekterne helt klar over, allerede da de tegnede fængslet, og derfor tegnede de også et nyt fællesrum med billard, hvor indsatte kunne hygge sig, mens ansatte sad bag en åben skranke og måske spillede kort.

Tanken var, at det ville skabe en uformel kontakt og give et godt forhold mellem fanger og betjente. Men virkeligheden er blevet en helt anden. Hverken ansatte eller - især - indsatte har specielt meget lyst til at støde ind i den anden part, og derfor blev den åbne skranke i fællesrummet ændret til et glasbur, hvor fængselsbetjentene kan sidde afskærmet fra de indsatte.

Resultatet er et fællesrum, hvor de indsatte føler sig bevogtet og beluret, og derfor er kontakten mellem indsatte og ansatte blevet begrænset i stedet for fremmet.

Akavet at bevæge sig rundt blandt de indsatte

Fængselsbetjentene i Trine Brun Petersens undersøgelse har i hvert fald fået mindre føling med, hvad der foregår blandt fangerne og f.eks. fået sværere ved at gennemskue, hvordan det går i hverdagen, om nogen tager stoffer og den slags. Alt sammen på grund af ændringer i de fysiske rum.

»Flere ansatte siger, at de nu skal finde på en grund til at opholde sig blandt de indsatte, fordi det føles akavet at vade umotiveret rundt, og derfor taler de kun sjældent sammen,« fortæller Trine Brun Petersen.

»Det er et eksempel på, at man har formgivet et rum, så et samspil er blevet svækket i stedet for styrket, som det ellers var intentionen. Der kan være helt legitime grunde til det - jeg kan ikke afgøre, om betjentene har grund til at føle sig usikre eller ej - men det viser helt konkret, at designet i et rum er med til at definere, hvordan mennesker mødes og handler, og at de fysiske omgivelser enten støtter eller hæmmer særlige adfærdsmønstre.«

»Det viser også, at man har brug for mere viden om, hvordan man indretter sig, og at man bør være mere bevidst om arkitekturen og designets betydning for vores relationer. Jeg har også overvejelser om, at man kunne bruge den viden meget mere offensivt til at lade design påvirke vores handlinger,« siger Trine Brun Petersen.

Design kan måske ændre vores dårlige vaner

Trine Brun Petersen spekulerer i, at design og arkitektur måske kan gøre os mere miljøbevidste, få os til at motionere mere eller give os mere lyst til at cykle i byerne.

»Det handler om at bruge den rigtige metode, så man når sit mål. En god måde er at gøre, som jeg har gjort, og gå ud og spørge folk om deres vaner og behov og tænke alle de ydre rammer med ind for at finde ud af, hvad der får dem til at stoppe eller gå i gang med noget; det gælder alt fra lovgivning, så folk lader bilen stå, til at overveje, hvilket tøj folk har på, når de skal bruge cyklen.« »Det nytter ikke noget at regne med, at folk cykler i situationer, hvor de har jakkesæt eller stiletter på. Eller at de bliver ved med at bruge deres ladcykel, hvis der er dårlige parkeringsmuligheder og for smalle cykelstier. Det er vigtigt at forstå ikke kun, hvorfor folk bruger et objekt, men også hvorfor de holder op.«

»Det gælder om ikke kun at kigge på fysiske rammer, men også vaner, praksisser, regler og love og om at forstå, hvordan ting og brugsmønstre gensidigt påvirker hinanden. På den måde kan man bruge design og arkitektur som redskaber i en form for social integration,« mener Trine Brun Petersen.

Konklusioner kan bruges på alle bygninger

Inden for design gør ting altid mere, end vi forventer af dem

Trine Brun Petersen

Forskningen er ikke lavet som et laboratorieforsøg med urokkelige konklusioner, men er i stedet en antropologisk inspireret undersøgelse af, hvordan rum bliver opfattet og brugt, og hvordan de spiller sammen med vores handlinger.

Konklusionerne skal især bruges til at udvikle teorier inden for design for at gøre designstuderende opmærksom på konsekvenserne af deres arbejde.

Ikke desto mindre ser Trine Brun Petersen ud til at have fundet et emne, som også rammer et behov i den store verden uden for designskolens mure. Hun er allerede blevet kontaktet i forbindelse med opførelsen af nye fængsler i Grønland og på Falster.

»Der burde være gode chancer for, at Kriminalforsorgen i det hele taget vil bruge mine resultater, når de anlægger nye fængsler, og at tegnestuer kan bruge dem, når de tegner fængslerne. Det håber jeg i hvert fald.«

»Men mest af alt håber jeg, at mit ph.d.-projekt generelt skaber opmærksomhed om de sociologiske konsekvenser af formgivning. Fængslet er først og fremmest bare et eksempel på, hvordan bygninger kan påvirke os,« siger Trine Brun Petersen.