Er det muligt at stoppe tiden?

En læser vil gerne have tid til at nyde de gode stunder ordentligt.

Derfor ønsker han sig et stopur i julegave.

Bare et beskedent instrument til at stoppe tiden et øjeblik, så man har tid til at dvæle ved nuet.

Læseren Michael Bremer har skrevet ind til Videnskab.dk med sit største juleønske til videnskaben:

»Jeg har altid ønsket mig et stopur. Sådan ét man lige kan trykke på, og så går tiden i stå. Til den gode historie, de kønne øjne eller bare til at se på en blå himmel, når dagen løber for stærkt.«

Dén følelse er Michael med garanti ikke alene om, og vi vil rigtig gerne hjælpe ham og andre travle sjæle ved at undersøge, hvad man kan stille op.

I forsøget på at opfylde Michaels ønske har vi været omkring en fysiker, en psykolog og en sociolog, som alle har nogle spændende bud.

Det korte svar er, at en fysisk tidsstopper desværre er utopi, men at det til gengæld kan lade sig gøre at justere lidt på det indre ur, så man kan lave sine egne små tidslommer midt i travlheden.

Og så er der det lidt længere svar:

Fysikeren: »Mindst to muligheder«

Ulrik Ingerslev Uggerhøj, som er professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, har udgivet en hel bog om, at tiden er relativ, og at den dermed ikke går lige hurtigt alle steder i Universet. Så her burde være nogle gode råd at hente.

Da vi stillede ham spørgsmålet om, hvordan man stopper tiden, svarede han meget prompte:

»Der er mindst to muligheder. Enten skal man bevæge sig med lysets hastighed, eller også skal man falde ind i et sort hul.«

Det skal vi lige have ham til at uddybe:

1. Mulighed nummer et: Ifølge Ulrik Ingerslev Uggerhøj vil tiden stå stille for molekyler, der bevæger sig med lysets hast, fordi vi ved fra Einsteins relativitetsteori, at tiden for molekyler, som bevæger sig med lysets hast, vil gå så langsomt, at den praktisk talt går i stå. Problemet er bare, at det kræver uendelige mængder energi at bevæge sig så stærkt, og desuden ville det være svært for læseren Michael at nyde øjeblikket med så meget fart på.
2. Mulighed nummer to: Ifølge relativitetsteorien har tyndgekraften en 'sløvende' effekt på lyset, og de lyssignaler, der sendes ud fra et sort hul bliver derfor langstrakte og tidsligt forsinkede, så tiden set udefra vil være gået helt i stå. »Lader man nu en astronaut falde ind i et sort, hul, så vil tiden, det tager vedkommende at falde ind i hullet, føles som fem timer, mens det set udefra vil tage uendeligt lang tid, svarende til at tiden står stille,« forklarer Ulrik Ingerslev Uggerhøj. Ligesom med lysets hast er dette heller ikke en realisérbar løsning, medmindre læseren Michael er astronaut.

Hurtigere tid på 2. sal

Læseren Michael må desværre acceptere, at fysikkens love gør det praktisk talt umuligt at stoppe tiden.

Men måske kan vi stille ham tilfreds med at få tiden til at gå lidt langsommere i stedet.

Ifølge Ulrik Ingerslev Uggerhøj er der forskel på, hvor hurtigt tiden går, afhængigt af hvor 'højt' man befinder sig.

»Lad os sige, du befinder dig på anden sal og begynder at gå nedad. For hver centimeter du bevæger dig ned, går tiden 10^-18 sekunder langsommere,« forklarer Ulrik Ingerslev Uggerhøj. Det skyldes, ligesom for de sorte huller, at tyngdekraften er forskellig i forskellige højder og derfor giver tidsforskelle.«

\ Læs mere

Hvad er tid?

Kan man så ikke forestille sig, at et besøg i en meget dyb kælder helt inde i Jordens centrum kunne købe Michael noget ekstra tid, når det hele går for stærkt, spurgte vi Ulrik Ingerslev Uggerhøj.

»Jo, det er nok det bedste bud på, hvordan man kan sløve tiden, men hvis du regner på det, ville du finde ud af, at det ikke kan lade sig gøre, og desuden er temperaturen så høj, at der er flydende jern derinde,« forklarer Ulrik Ingerslev Uggerhøj.

Tiden er subjektiv

Universets tid virker efterhånden som en lidt umulig størrelse at have med at gøre. Men pludselig nævner Ulrik Ingerslev Uggerhøj en interessant teori, som ikke står i fysikkens grundbøger:

»Einstein har vist nok sagt noget i stil med, at hvis man sidder ved siden af en kvinde, man er lidt lun på, varer et sekund et øjeblik, hvorimod det varer en evighed, hvis man sætter hånden på en kogeplade.«

Følelsen af, at tiden i nogle situationer spæner af sted, mens den i andre synes at trække i langdrag, er nok ikke ny for nogen. Men hvilke processer ligger egentlig til grund for den subjektive tidsopfattelse, og kan vi selv styre dem?

Svaret hører ikke hjemme i fysikken, men her kan psykologien hjælpe.

Psykologen: Fokus sætter farten ned

Vi får derfor fat i Signe Vangkilde, der har forsket i menneskets opfattelse af tid og er lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Og nu kommer vi faktisk et skridt tættere på en løsning til Michael, fordi det ifølge Signe Vangkilde er muligt at stille på vores ‘indre ur’, som styrer vores opfattelse af, hvor hurtigt tingene uden for kroppen går.

\ Læs mere

Mænd bedre end kvinder til at multitaske

Vi kan ifølge Signe Vangkilde skrue tempoet ned på vores indre tidsopfattelse ved at fokusere vores opmærksomhed på én enkelt opgave i stedet for mange. Det har hun et eksempel på fra forskningen.

»Forsøgsdeltagere, der sidder med én opgave, hvor de er meget fokuserede, rapporterer, at tiden går langsommere, og samtidig bliver de også bedre til at gætte præcist, hvor lang tid der er gået, når de opfatter tiden som langsom,« siger Signe Vangkilde.

En mental øvelse

Denne mentale øvelse er en vigtig del af afslapningsøvelser som 'mindfulness' og meditation, hvor man forsøger at undvige irrelevante tankespor ved at anerkende, at de er der, hvorefter man slipper dem og lader dem gå igen.

Måske har Michael allerede prøvet kræfter med den slags øvelser, eller også kunne han måske overveje det. I hvert fald er det ikke nødvendigvis noget, man ifølge Signe Vangkilde behøver en meditations-gurus hjælp til.

»Man kan blandt andet forsøge sig med aktivt at rette opmærksomheden mod det, der sker lige nu. Michael kunne for eksempel prøve at fokusere på sekunderne, der går,« foreslår Signe Vangkilde og forklarer, at de fleste vil opleve to minutter som rigtig lang tid, hvis de følger sekundviseren med øjnene eller bare lytter til et ur, der tikker.

»Tiden flyver, når vi har det sjovt«

Omvendt kan man også godt skrue tempoet op, men det er ikke helt så nem en proces at styre. Ifølge Signe Vangkilde er processen stærkt relateret til hjernens belønningssystem, der udløser glædeshormonet dopamin, når der sker noget godt.

\ Læs mere

Sådan ændrer ny teknologi dit liv

»Når vi opfatter noget som værende rart og dejligt, er det ofte forbundet med udskillelse af dopamin, som igen synes at knytte sig til, hvor hurtigt vores indre ur går,« forklarer hun.

Det er jo lidt uheldigt, nu hvor det jo særligt er de rare og gode stunder, Michael ønsker at forlænge.

I stedet råder hun Michael til at glæde sig over, at det rent faktisk har været en god stund, hvis den er gået hurtigt, i stedet for at være skuffet over hvor hurtigt den gik.

Sociologen: Teknologi speeder tiden op

Måske er det ikke kun op til Michael selv at stoppe den flyvende tid, som han svært ved at finde ophold i.

Måske skal løsningen på tidsstopperen findes i nogle lidt større strukturer end Michaels indre ur.

Det har vi talt med Annette Kamp om. Hun har forsket i tid og acceleration i arbejdslivet og er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

Ligesom vi gættede på, peger hun faktisk på en ‘social acceleration’ i samfundet. Nutidens samfundsstrukturer kan være med til at gøre, at vi føler os mere travle end tidligere.

\ Læs mere

Hvorfor går tiden hurtigere, når man bliver ældre?

»Vi befinder os i en æra, hvor alting er accelereret – blandt andet på grund af IT, som gør det muligt at nå folk hurtigt, og samtidig forventer vi også et hurtigere svar. Vi gør rigtig mange ting samtidig,« forklarer Annette Kamp.

Tendensen er ifølge hende udbredt i nutidens stærkt intensiverede arbejdsliv, hvor vi hele tiden skal være tilgængelige, hvilket kan få os til at føle os travle.

»Det er med til at ødelægge den koncentrerede tid, som ellers er dér, vi nogle gange har det bedst,« forklarer Annette Kamp.

»Sig fra«

Nu ved vi jo ikke, hvad læseren Michael laver til daglig, men måske følger hans følelse af travlhed med ham hjem efter en arbejdsdag, hvor der ikke var tid til nærvær og kaffepausen med kollegerne.

Sådan en arbejdsgang kan ifølge Annette Kamp være svær at ændre på egen hånd. For eksempel nytter det ikke noget, at 1 ud af 20 undgår at svare på sine mails i to timer om dagen, hvis alle andre fortsætter med at besvare dem.

»Vi skal gøre det til en kollektiv diskussion, hvor vi for eksempel bliver enige om, at der er tidspunkter, hvor vi ikke vil forstyrres og gør os utilgængelige for kontakt,« siger Annette Kamp og nævner i den forbindelse en kendt debattør, som råder danskerne til at stemple ud af ræset:

»For eksempel bringer Svend Brinkmann det så fint på banen, at vi ikke skal sige ja til alting hele tiden, og vi skal kunne vælge fra,« siger Annette Kamp.

Gør teknologi os til multitasking-junkies?

Psykologi-forsker Signe Vangkilde mener ikke nødvendigvis, at det er et problem at have mange bolde i luften, fordi det i nogen grad træner vores mentale fleksibilitet. Til gengæld skal vi ikke have det hele tiden, for multitasking koster i det mentale regnskab.

Hun har derfor også bekymringer ved teknologiens indvirkning på vores liv.

»Problemet er, at hver gang vi skal i gang med noget nyt, er der en mental omkostning, fordi vi skal indstille os på det, og det koster lidt på mentale ressourcer, når vi gør det,« siger hun,

Det kan ifølge hende betyde, at vi her og nu kan har færre mentale ressourcer til at løse den kerneopgave, det var meningen, vi skulle løse, fordi vi har tappet alle vores ressourcer.

På længere sigt kan det have en anden konsekvens:

»Vi mennesker er meget indstillet på at oparbejde en adfærd, som udløser en belønning. På længere sigt kan vi vende os til, at de mange skift mellem opgaver i sig selv virker som en belønning, og det kan pludselig blive svært at lade være med at tjekke telefonen hele tiden,« forklarer Signe Vangkilde.

Adskil indre og ydre faktorer

Derfor stiller Signe Vangkilde spørgsmål ved, om Michael rent faktisk er klar over, hvorfra hans følelse af utilstrækkelig tid stammer – udefra eller indefra?

»Jeg har en tydelig fornemmelse af, at folk er rigtig gode til at spænde ben for sig selv, fordi selv dér, hvor der kunne være små pauser, er vi rigtig gode til at fylde dem ud med alt muligt,« siger hun og uddyber:

»Hvis han nu havde tiden, kunne han så faktisk holde ud bare at være i den? Det er vigtigt at skelne mellem, om det er ydre omstændigheder, der gør, at vi skal skifte fokus, eller om det er inden i os selv.«

Det kan man ifølge Signe Vangkilde afprøve ved at indsætte nogle pauser i løbet af sin dag, hvor man tager tid på to minutter og koncentrerer sin opmærksomhed omkring tiden, der går. I løbet af de to minutter kan man registrere, hvor mange gange man har lyst til lave noget andet, og på den måde få svar på om hjernens belønningscenter er vant til at blive fodret med omstilling.

Og hvad gør man så ved alle de tanker, der måske dukker op?

»Det super kedelige svar er desværre, at man skal træne sig selv op til at lade være med at følge med tankerne, selvom de er der. Det er en svær øvelse, men de fleste kan faktisk godt lære den,« siger Signe Vangkilde.

Tak til læseren Michael

Med dette råd som afsluttende kommentar håber vi, at Michael er kommet lidt tættere på en udtømt gaveliste.

Videnskab.dk takker Michael Bremer for det sympatiske juleønske, som har fået os til at sende en T-shirt i hans retning.

Husk, at du altid kan læse flere sjove spørgsmål og svar i vores Spørg Videnskaben-arkiv. Eller du kan selv stille spørgsmål om stort og småt ved at skrive til sv@videnskab.dk.