Det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis vi misforstår advokaten eller lægen

Det er alment kendt, at eksperter sommetider er umulige at forstå.

Lokale myndighedsbureaukrater med en tillært ekspertise i at behandle juridiske tekster lader til hurtigt at glemme, at andre mennesker ikke nødvendigvis har den samme ekspertise.

Et godt eksempel er: »Såfremt der er forhold, om hvilke De behøver yderligere forklaring eller anvisning, skal vi gerne tilvejebringe dette i det fornødne omfang, såfremt De telefonisk fremsætter anmodning herom.«

Heldigvis er der gennemført mange tiltag for at afhjælpe dette problem internationalt, i det mindste i den offentlige kommunikation.

Det nævnte citat stammer oprindeligt fra organisationen Plain English Campaign, der ifølge egen hjemmeside har »kæmpet for klarhed i formidlingen siden 1979«, og er et eksempel på det, denne organisation kalder volapyk – ulæseligt vrøvl.

Organisationens medarbejdere er eksperter i at oversætte volapyk til sætninger, der er lettere at forstå for gennemsnitsmennesker. I dette tilfælde foreslår de den noget kortere og klarere formulering »Hvis du har spørgsmål, så ring.«

Udover Plain English Campaign har forskere verden over også meldt sig ind i arbejdet for at styrke eksperters kommunikation.

Inden for det tværfaglige studiefelt, retslingvistik, forskes der i alt lige fra EU-hvidbøger og juridiske dokumenter til YouTube-videoer og børnebøger, for bedre at forstå hvordan eksperter succesfuldt kan kommunikere til almindelige mennesker.

Obama vedtog lov om enkelt sprogbrug

Plain English Campaign blev som sagt etableret i 1979, og det årstal passer godt med, at en bredere bevægelse for enkelt sprog havde fremgang i 1970'erne, navnligt i Storbritannien og USA. Dengang havde Plain English Campaign også et anstrøg af forbrugerrettigheder og social retfærdighed.

Denne udvikling førte siden til, at de britiske lovgivere vedtog en række love, der skulle sikre, at selv voksne med svage læsefærdigheder kunne forstå vigtige offentlige dokumenter.

I USA blev der ligeledes i 1970'erne indført love, der krævede, at mange former for juridisk og statslig kommunikation - og sågar forsikringspolicer - skulle udfærdiges på letforståeligt sprog.

Siden da har en lang række amerikanske præsidenter indført forskellige love til støtte for denne sag, senest i 2010, da Barack Obama fik vedtaget sin lov om enkelt sprogbrug – ’Plain Writing Act’.

… og EU følger trop

I 2014 fulgte EU op med at indføre sine egne standarder for at gøre information let at læse og forstå. EU synes dog at fokusere næsten udelukkende på rettigheder hos mennesker med kognitive vanskeligheder.

Ud over denne generelle bevidsthed om at gøre offentlig information på eksempelvis museer og metroer tilgængelig for mennesker med nedsat læsefærdighed, bestræber mange private organisationer og virksomheder sig på at gøre tekster lettere at læse, forstå og reagere på.

Disse tiltag er samtidig en glimrende måde at øge effektiviteten og læsernes tillid til organisationerne på.

Forskning i (u)forståeligt sprog

Denne bevidsthed om at gøre specialviden tilgængelig for mennesker uden forhåndsviden om et bestemt område har affødt en række spændende studier af, hvordan viden overføres mellem eksperter og lægmand. En proces, vi ofte betegner som popularisering.

Popularisering er eksempelvis populært på Institut for Kommunikation og Kultur (på Aarhus Universitet, red.), hvor jeg er ansat. Flere af mine kolleger forsker i emnet, heriblandt professor Jan Engberg, der koncentrerer sig om nogle af de eksperter, som er allersværest at forstå: advokater.

Han har endda været med til at udvikle det uafhængige tværfaglige studiefelt retslingvistik - studiet af det juridiske sprog.

Fire kendetegn ved kommunikation mellem ekspert og lægmand

Sammen med sine kolleger beskrev Engberg i 2018, hvordan populariseringsstudier har afdækket fire kendetegn ved denne form for kommunikation.

• For det første er der en asymmetri i forhold til de to parters vidensniveau, henholdsvis eksperter og lægfolk.
• For det andet finder overførslen af viden sted uden for eksperternes umiddelbare kontekst. Denne del af populariseringen kaldes også for rekontekstualisering og betegner skiftet fra en intern kontekst, hvor eksperter kommunikerer med hinanden, til en ekstern kontekst, hvor eksperter kommunikerer med lægfolk.
• For det tredje er kommunikationen mellem eksperter og almindelige mennesker kendetegnet af, at en ekspert ønsker at videregive viden til en eller flere lægmænd.
• For det fjerde vil eksperten gerne formidle denne viden på en måde, som er mere tilgængelig end i den interne ekspert-til-ekspert-kontekst.

Forskning i alt fra juridiske dokumenter til børnebøger

Selv om mange videnskabelige studier af popularisering kun inddrager disse fire kriterier, synes der ikke at være nogen ende på de former for ’tekst’ og kommunikation, som forskerne undersøger.

Inden for retslingvistik har forskerne eksempelvis undersøgt film og tv-serier, EU-hvidbøger og brochurer, fysiske møder mellem advokater og deres klienter, hjemmesider, strafferetssager, juridiske dokumenter, YouTube-videoer, ja, selv børnebøger.

Forskerne kunne konkludere, at ud over den grundlæggende vurdering af disse ’teksters’ forståelighed spillede desuden en række andre beslægtede forhold en rolle. Eksempelvis tillid, magtforhold, høflighedsgrad, brug af illustrationer, ordvalg og kultur.

Lad os gøre lægerne forståelige

En anden gruppe eksperter har også et stort behov for at popularisere deres viden, nemlig lægerne. Flere af mine kolleger har da også rettet deres forskerbriller mod kommunikationen på det lægevidenskabelige område.

Ud over fysiske og digitale konsultationer mellem læge og patient har forskere også hyppigt undersøgt en anden form for medicinsk dokument, en såkaldt indlægsseddel.

Indlægssedler er de små, omhyggeligt foldede stykker papir, som findes i æsker med receptmedicin. De er lette at genkende, fordi man skal være origamiekspert for at kunne folde dem rigtigt sammen igen og stoppe dem pænt tilbage i æsken.

Siden 1980'erne er der også gjort en indsats for at gøre indlægssedler forståelige. Der er sågar indført EU-lovgivning, der kræver, at borgere skal teste indlægssedlers læsevenlighed, før sedlerne kan godkendes.

For eksempel lyder en lovbefalet overskrift på en indlægsseddel: »Før du tager eller bruger din medicin.« Det er ikke tilfældigt, at budskabet henvender sig direkte til læseren med stedordet ’du’ i stedet for ’man’ eller ’patienten’.

Desuden er det lettere at forstå udtrykket ’tager eller bruger’ end for eksempel ’indtager medicinen’.

Kun 35 procent læser indlægssedlerne

Ifølge britiske D.K. Raynor, der er en førende forsker i medicinsk kommunikation, fokuserede de første indlægssedler på at informere om, hvordan patienterne skulle tage medicinen.

Siden kom der større fokus på sikkerhed, og senest lægger indlægssedlerne vægt på, hvordan patienter – ’du’ – kan hjælpes til at træffe en kvalificeret beslutning om, hvorvidt en given medicin er det rette valg.

På trods af al denne lovgivning og andre tiltag for at gøre indlægssedler mere læsevenlige er de dog endnu ikke havnet på nogen bestsellerliste. Og det gør de næppe nogensinde.

Raynor og hans kolleger konkluderede på baggrund af en britisk undersøgelse fra 2010, at hele 97 procent vidste, at der fulgte indlægssedler med deres medicin, men kun 35 procent af deltagerne havde rent faktisk læst bare lidt af indlægssedlerne.

I 2013 kunne de britiske professorer i farmaci Janet Krska og Charles W. Morecroft i en undersøgelse konstatere, at indlægssedlernes mest populære afsnit er afsnittet om bivirkninger.

Men så vidt jeg ved, er der desværre endnu ikke nogen, der har forsket i, hvordan man får indlægssedler tilbage i æsken.