Kan vi overhovedet forestille os seks millioner mennesker på en gang? Næppe. Det svarer til hele Danmarks befolkning - men så mange jøder mistede livet under 2. verdenskrig. Eller under Holocaust, som folkedrabet er blevet døbt.
Én af de seks millioner jøder var en lille pige, som flygtede med sin familie fra Tyskland til Holland, hvor hun gik under jorden. Men bare et år før krigen sluttede, blev hun tvunget til en nazistisk koncentrationslejr. Her døde hun af Tyfus.
Det ved vi, fordi mindet om Holocaust er fyldt med historier om alle de enkelte personer, som mistede livet. Men det nye er, at lande, som har været udsat for andre og flere forbrydelser end dem, nazisterne begik, er begyndt at huske deres egne folkedrab på samme måde.
Det forklarer Holocaust-forsker Cecilie Felicia Stokholm Banke, der forsker i Holocaust-erindring ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun har netop søsat ’Network on European Memories of Mass Atrocities’ – et europæisk forskernetværk, der skal granske måden, europæerne husker fortidens forbrydelser på.
Spanien graver sig ned i fortiden
\ Fakta
Navnet ’Holocaust’ kommer af det græske ord ’holoskaustos’, som betyder ’fuldstændig brændt’
Som et eksempel på, at andre lande også er begyndt at fortælle om deres folkedrab gennem historier om enkeltpersonernes grufulde oplevelser, fremhæver Cecilie Banke Spanien, der blev holdt i et jerngreb fra 1939-75 af diktatoren Francisco Franco (1892-1975):
»I Spanien er man begyndt at grave massegravene op for at få sat navne på alle de personer, som mistede livet. Det er vigtigt for de efterladte. Men det siger også noget om, at man fokuserer mere på individet i erindringen om folkedrab,« siger Cecilie Banke.
Det store fokus på enkeltpersonerne i mindet om folkedrab har nemlig en forklaring, fortsætter hun:
»Vi er vældig fokuserede på menneskerettigheder, og menneskerettigheder drejer sig om individet. Det påvirker vores måde at se på f.eks. 2. verdenskrig,« siger Cecilie Banke.
En del af forklaringen på, at mindet om 2. verdenskrig drejer sig så meget om enkeltpersoner, er altså, at vi er så optaget af individet og dets rettigheder.
Dette har hidtil været stærkest i mindet om Holocaust. Pigen, der flygtede til Holland, men døde af Tyfus i en koncentrationslejr, hed Anne Frank.
Og hun skrev en dagbog om sine oplevelser. Efter krigen blev den til én af de mest læste bøger i vestlig litteratur. Hendes skæbne er blevet dramatiseret, filmatiseret og sat på frimærke. Da det berømte Times Magazine satte punktum for det 20. århundrede ved at udgive en liste over århundredets vigtigste personer, var hun på.
Kommunisterne slog ihjel med sultkatastrofer
Cecilie Banke fremhæver, at ønsket om at minde fortidens forbrydelser på samme måde, er særligt vigtig blandt østeuropæiske lande som Ungarn, Ukraine og Tjekkiet. Disse lande har alle en fortid under de kommunistiske diktatorer op gennem det 20. århundrede.
Den ukrainske befolkning blev eksempelvis angrebet af sovjetunionens leder Josef Stalin fra 1931-33 (se faktaboks). Ukrainerne blev ikke angrebet af våben, men af en hungersnød, som Stalin bevidst satte i gang for at undertrykke befolkningen. Det præcise antal ofre diskuterer videnskaben og politikerne stadig, men det står fast, at der er tale om millioner. Cecilie Banke forklarer:
\ Fakta
23 august er udråbt til mindedag til ære for ofrene for nazismens og kommunismens forbrydelser. Mindedagen blev vedtaget efter pres fra de nye EU-lande, som har en fortid under kommunismen. 23 august 1939 var den dag, Nazityskland og Sovjetunionen indgik Molotov-Ribbentrop-pagten, hvor den tyske udenrigsminister (Joachim Von Rippentrop) indgik en aftale med den sovjetiske udenrigsminister (Vyacheslav Molotov) om, at de to lande ville afholde sig fra at angribe hinanden.
»Det, der er fælles for disse lande, er altså, at de fleste af dem led under både Holocaust og kommunismen. De ønsker derfor, at de kommunistiske forbrydelser, som blev begået i deres fortid, anerkendes på samme måde som Holocaust,« fortæller Cecilie Banke.
Ligesom Spanien er østeuropæiske lande som Ukraine, Ungarn og Tjekkiet derfor også begyndt at fortælle om de enkelte skæbner fra deres voldelige fortid.
Museet House of Terror i Ungarn er sigende, forklarer hun. Ungarn, der også led under Holocaust, blev efterfølgende underlagt et kommunistisk diktatur helt op til 1989. Det involverede ofte voldelige overgreb - som i 1956, hvor Sovjetunionen, som var den mest magtfulde kommunistiske stat, gik ind i Ungarn og slog brutalt ned på en folkeopstand. Siden 1989 er House of Terror, der ligger i Budapest, blevet til et museum, hvor man gør en del ud af at fokusere på de almindelige ungarere – både under både 2. verdenskrig og kommunisttiden. I House of Terror kan ungarerne derfor leve sig ind i, hvordan det var for den enkelte ungarer at leve under kommunismen.
Kopieringen er en succes med forbehold
Behovet for at huske kommunismen ligesom mange europæiske lande husker nazismen er især stærk blandt de nye østeuropæiske EU-lande - eksempelvis Tjekkiet. Og det er et behov, som i højere og højere grad bliver tilgodeset i EU-parlamentet. (se faktaboks).
\ Fakta
Den ukrainske hungersnød i 1933 kostede et sted mellem 2,5 og 7,5 millioner liv. De fleste mener, at den sovjetiske leder Josef Stalin bevidst igangsatte hungersnøden og kalder hændelsen for ’Holodomor’, som betyder ’hungersdrab’ på ukrainsk. At den ukrainske hungersnød var et folkedrab blev ikke mindst understreget i 2003, da FN officielt anerkendte, at tragedien var skabt af Josef Stalin.
Men selvom det lyder som en god nyhed, at dem, som led under kommunismen får anerkendt deres lidelser, så er det også vigtigt at være på vagt. For hvis måden, Holocaust huskes på, er blevet til en huskemåde, som andre befolkninger bruger til at huske deres egne folkedrab på, så rejser det ifølge Cecilie Banke mindst ét interessant spørgsmål:
»Betyder det, at det er en forestilling om, at hvis et folkedrab skal være værdigt nok til at blive husket, så skal det være lige så groft som det, der skete under nazismen?«
Det er blandt andet spørgsmål som disse, Cecilie Banke skal være med til at diskutere i hendes nye Network on European Memory of Mass Atrocities. Netværket, der består af forskere fra en masse forskellige felter, vil granske de europæiske minder om folkedrab over fem workshops på forskellige danske universiteter fra oktober 2011 til september 2013.
