Guldgravning trækker et spor af sygdom og ødelæggelse efter sig

Da Betrices mand døde for fem år siden, stod hun alene tilbage med ansvaret for fem børn.

Hun havde intet job og ingen penge. Det vred sig i hendes mave, når hun skulle fortælle børnene, at der ikke var noget aftensmad. Igen.

»Jeg kunne ikke få hjælp nogen steder. Jeg var fortvivlet og tog et lån i banken. Men da jeg ikke kunne betale lånet tilbage til tiden, blev jeg arresteret,« fortæller Betrice, som bor i Ashanti-regionen i Ghana, til Videnskab.dk.

Efter arrestationen tog Betrice en beslutning: Hun ville søge arbejde i en af de illegale guldminer uden for landsbyen. Det betød ikke så meget, at arbejdet var ulovligt, hvis det kunne give mad på bordet.

Snart efter stod Betrice i et mudret vandhul og vaskede guld. Når hun gik hjem om aftenen, kunne hun have op mod 1.200 kroner på lommen. En formue i forhold til de cirka 25 kroner om ugen, som mange andre beboere i området tjener på at dyrke kakaobønner.

»Det var fantastisk. Pludselig kunne vi spise, lige hvad vi havde lyst til, og jeg kunne sende børnene i privatskole,« fortæller Betrice, som på grund af sit illegale guldminearbejde ikke ønsker sit efternavn offentliggjort.

Guldfeberen smitter

Millioner af afrikanere har ligesom Betrice kastet sig over jagten på guld i de senere år.

Alene i Ghana har man anslået, at omkring en million mennesker er beskæftiget i illegale guldminer. 4,5 millioner mennesker – omkring 15 procent af Ghanas befolkning - menes at være afhængige af penge fra den ulovlige guldgravning.

Dermed har guldfeberen blandt verdens rige investorer smittet Afrikas fattige landbefolkning. I de seneste par årtier er prisen på guld flerdoblet, og i takt med de stigende guldpriser er stadigt flere afrikanere begyndt at grave efter det kostbare metal.

Samme udvikling er sket i Asien og Sydamerika. Én efter én er guldminerne dukket op i fattige landdistrikter – som oftest uden tilladelse eller formel træning i guldminedrift.

På den positive side har den uformelle guldminedrift skaffet beskæftigelse og penge til fattige landområder i en lang række udviklingslande. Og sektoren er netop usædvanlig, fordi rigdommen bliver overført fra nogle af verdens rigeste til nogle af verdens fattigste, påpeger professor Marcello Veiga.

»Når store, internationale mineselskaber rykker ind i et område i Afrika, ryger den store profit fra guldet aldrig ned i lokale lommer. Det er anderledes med den uformelle minedrift. Den er ofte drevet af de lokale, og guldet gør virkelig en økonomisk forskel for nogle af verdens fattigste,« siger Marcello Veiga, som forsker i uformel guldminedrift ved University of British Colombia, til Videnskab.dk.

Alligevel bliver historien om den boomende, uformelle guldminedrift sjældent fremlagt som en solstrålehistorie fra verdens udviklingslande.

Guldet har nemlig en dyster, sølvfarvet bagside: I bestræbelserne på at hive guld ud af jorden er guldgraverne i færd med at forgifte lokale floder, landbrugsjord, luft, dyr og mennesker med kviksølv.

Besøg i guldminen

Lidt uden for Betrices landsby er et område på størrelse med tre-fire fodboldbaner blevet ryddet.

Træer og buske er fældet, og tilbage er kun rødbrunt grus og mudrede vandhuller. En forladt guldmine.

Guldgraveren Bediako viser vej gennem området. Han bevæger sig med stor forsigtighed. Historier om børn og voksne, som pludselig falder igennem gruset og drukner i gamle minehuller, spøger i området.

»Den gamle guldmine ligger på min onkels jord, men minen blev udgravet illegalt af nogle kinesere. Kineserne har været med til at vise os, hvordan vi kan grave guld med maskiner. Førhen brugte folk bare hakke og skovl,« fortæller Bediako, som tidligere arbejdede for sin onkel og kineserne, men i dag er selvstændig guldgraver.

Sammen med guldprisernes himmelflugt anser flere forskere netop introduktionen af billige maskiner og guldgraver-teknologi fra Kina for at være en af de primære drivkræfter bag det store boom i Ghanas uformelle guldminedrift.

Ghana overhalede i 2019 Sydafrika og blev dermed Afrikas største producent af guld.

»Nej, det er ikke farligt«

Vi når frem til Bediakos illegale guldmine.

En gravko slynger en blanding af sand, jord og – måske - guld op af et cirka otte meter dybt hul. I baggrunden står en større gruppe mænd og kvinder ved et mudret vandhul og vasker den sandede jord.

»Guldet gemmer sig i sandet,« forklarer Bediako.

»Når vi vasker sandet, kan vi se guldpartiklerne. Bagefter tilsætter vi kviksølv, fordi det kan trække guldet ud af sandet. Til sidst brænder vi kviksølvet væk, og så står vi tilbage med det rene guld.«

Han ryster på hovedet på spørgsmålet om, hvorvidt han har hørt, at kviksølv kan skade hans helbred.

»Nej, det er ikke farligt. I hvert fald ikke for mig. Jeg har kviksølv i hænderne næsten hver eneste dag, og det sker der ikke noget ved,« mener Bediako.

Heller ikke Betrice har hørt, at kviksølvet fra guldminerne kan forgifte hende og hendes børn.

Kviksølv forgifter vores land

På universitetet i den nærmeste storby Kumasi, vækker det genkendelse, at guldgraverne mangler viden om sundhedsfaren ved kviksølv.

Et danskstøttet studie fra 2020 indikerer netop, at Ghanas guldgravere generelt ikke er opmærksomme på, at deres arbejde kan have alvorlige konsekvenser for både miljøet og dem selv.

»Det forbandede ved kviksølvforgiftning er, at det går langsomt. Man mærker ikke effekten, før det er for sent. Mange minearbejdere ved slet ikke, at arbejdet med kviksølv kan slå dem ihjel,« siger professor i kemi Godfred Darko, som forsker i kviksølvforurening fra guldminer, blandt andet med støtte fra danske Danida.

I samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet har han påvist, hvad han kalder »uhyggeligt høje niveauer« af kviksølv-støv i både guldgraveres og deres naboers hjem. Ligesom mange andre studier, viser hans undersøgelser samtidig, at kviksølvet flyder rundt i Ghanas floder, jord og luft.

»Guldgravning er ved at ødelægge vores land. Stort set al vores ferskvand er forurenet. Floder, drikkevand og landbrugsjord er forgiftet med kviksølv. Hvad skal næste generation leve af, når guldet slipper op? Jorden er jo ødelagt, så de kan ikke går tilbage til landbrug,« siger Godfred Darko fra universitetet i Kumasi, Ghana.

Et globalt problem

Ghana er langt fra det eneste land, hvor den boomende guldminedrift har ført til omfattende forurening.

Videnskab.dk har blandt andet beskrevet, hvordan forskere fra GEUS advarer om en »gigantisk kviksølvkatastrofe« fra uformelle guldminer i Filippinerne, og lignende forurening er dokumenteret i en lang række andre lande.

Uformel guldminedrift foregår i dag i mere end 70 lande i Afrika, Asien og Sydamerika, og ifølge den seneste rapport fra FN er guldminerne nu blevet den største kilde til verdens udledning af kviksølv.

Det er ikke kun i guldminernes nærområde, at kviksølvet kan føre til sygdom og ødelæggelse.

Forurening med kviksølv har et langtlevende og globalt væsen, og det giftige tungmetal kan transporteres over store afstande i atmosfæren: Når en guldgraver som Bediako brænder kviksølv af i Ghana, kan det i princippet ende med at drysse ned i Arktis og blive optaget af isbjørne og sæler.

Kviksølv regner også ned i verdenshavene. Her omdannes det af bakterier til det endnu giftigere methyl-kviksølv, som ophobes i fisk og skaldyr.

»Problemet er, at det ryger ud i økosystemet og opkoncentreres i de rovdyr, som vi spiser. Så det er ikke kun farligt for guldgraverne og deres familier. Alle vi andre bliver også udsat for kviksølvet igennem vores kost,« siger lektor og speciallæge i miljømedicin, Erik Jørs fra Syddansk Universitet, som har forsket i kviksølvforurening fra guldgravning.

Tunfisk anses for at være den største kviksølvsynder i dansk kost. Børn og ufødte fostre er særligt følsomme over for kviksølvet, som kan påvirke centralnervesystemets udvikling, herunder evnen til at lære og at huske – læs mere i denne artikel.Klik på ikonerne på den interaktive grafik for at følge kviksølvets rejse fra guldgravere til dit spisebord. (Grafik: Lise Brix/Thøger Junker)

Smugler kviksølv ud i junglen

I Ghana er regeringen udmærket klar over de giftige problemer, som klæber sig til landets boomende guldmineindustri.

Regeringen har blandt andet forsøgt at standse kviksølvforureningen med et totalforbud mod guldminedrift, arrestationer af guldgravere og planer om træning og uddannelse i sikker minedrift.

Planerne om uddannelse har guldgraveren Bediako ikke mærket noget til. Til gengæld har han mærket regeringens modvilje mod sin illegale guldgravning. Politiet og militær har flere gange besøgt hans mine.

»Jeg var nødt til at betale politimanden 2.500 cedis (3.000 kroner) for at undgå at blive arresteret. Næste dag kom en soldat, og jeg måtte betale ham samme beløb for at få ham til at lukke øjnene for guldminen,« fortæller Bediako.

Lignende historier om korrupte håndhævere af loven florerer også blandt andre guldgravere i området. I det hele taget er det en svær og dyr opgave for regeringen at få styr på landets uformelle guldmineindustri, påpeger professor Godfred Darko.

»Jeg tror, at regeringen er blevet overvældet af opgavens omfang. De lader ikke til at have kontrol over situationen. Vores svage grænsekontrol betyder, at kviksølv nemt kan smugles ind i landet, ofte via Nigeria, og guldgraverne kan bare tage kviksølvet med ud i junglen og begynde at grave efter guld. Det er ikke nemt at finde dem derude,« siger Godfred Darko.

Smugles til Dubai

Når Bediako skal afsætte sit illegale guld, sælger han det til lokale opkøbere i nabolandsbyen.

Han fortæller, at han får omkring 360 dollar per pund – en forsvindende lille pris i forhold til verdensmarkedet, hvor priserne er mere end 60 gange højere.

Fra nabolandsbyen bliver guldet solgt videre til opkøbere i storbyerne.

Herfra bliver Ghanas illegale guld smuglet ud af landet og videre til De Forenede Arabiske Emirater, viser en kortlægning fra det internationale nyhedsbureau Reuters. Når guldet først har nået Emiraterne, er porten ifølge Reuters åbnet til de europæiske og amerikanske markeder.

I dag anslås det, at omkring 20 procent af verdens produktion af guld bliver frembragt af uformelle guldgravere som Bediako.

Politisk set har verdens ledere forsøgt at sætte en stopper for kviksølvforurening med den såkaldte Minamata-konvention. Danmark, Ghana og 126 andre lande tiltrådte konventionen i 2017.

Men på trods af de politiske ambitioner om at »gøre kviksølv til fortid,« ser udledningen af kviksølv fra guldminer fortsat ud til at vokse ligesom guldpriserne, påpeger flere forskere over for Videnskab.dk.

Børnene sulter - igen

Løsninger findes der ellers masser af. Danske forskere fra GEUS har blandt andet udviklet og udbredt en mere miljørigtig metode, hvor guldgraverne ikke behøver at bruge kviksølv til at udvinde guldet.

»Der findes en række alternativer til kviksølv, som både er miljørigtige og mere effektive. Det er også derfor, at store, internationale mineselskaber ikke bruger kviksølv til at udvinde guld. Men der er brug for massiv uddannelse og viden om alternativerne blandt de uformelle guldgravere,« siger professor og guldmineforsker Marcello Veiga, som påpeger, at forbud og fængsling af illegale guldgravere ikke er en holdbar løsning på forureningsproblemet.

»Problemet er drevet af fattigdom. Hvis vi fuldstændig stopper uformel guldgravning, fører det til endnu mere fattigdom og migration,« mener han.

For guldvaskeren Betrice er regeringens modvilje mod guldminer blevet for stor en trussel. Efter at hendes lokale høvding er fulgt i regeringens fodspor og har nedlagt forbud mod guldgravning i hans område, tør hun ikke længere vaske guld.

Hun står endnu en gang uden indtægt. Børnene er stoppet i privatskolen, og de er igen begyndt at klage over sult.

Dermed er Betrice et godt eksempel på konklusionen i et nyere studie, som lyder, at regeringens totalforbud mod guldgravning i Ghana især er gået ud over kvinder og børn.

»Vi kan ikke leve uden guldet. Jeg beder bare til, at vores høvding og regeringen snart gør det lovligt for os at grave guld,« slutter Betrice.