For mere end 2.000 år siden skrev historikeren Herodot, at nomadefolket skyterne brugte menneskehud til deres pilekogger. Dansk analyse af gravfund fra Ukraine peger nu på, at han havde ret.
For mere end 2.000 år siden skrev historikeren Herodot, at nomadefolket skyterne brugte menneskehud til deres pilekogger. Dansk analyse af gravfund fra Ukraine peger nu på, at han havde ret.
Omkring år 700-300 f.v.t. levede et gådefuldt folkeslag kaldet skyterne i et steppeområde, som i dag dækker det nuværende Ukraine og sydlige Rusland.
Skyterne er måske mest kendt for de overdådige guldskatte, som de blev begravet med.
Men der florerer også mere makabre historier om, hvordan de drak deres fjenders blod, lavede drikkeskåle af deres kranier, flåede huden af deres afdøde kroppe og brugte den til forskellige læderprodukter.
»Mange fjerner også hud, negle og det hele fra deres fjenders højre hånd og laver beklædninger til deres pilekoggere (beholdere til pile, red.),« skrev den græske historiker Herodot blandt andet om skyterne for knap 2.500 år siden.
Nutidens historikere har imidlertid ikke været helt overbeviste om, at Herodots beskrivelser af skyternes barbariske sider var korrekte.
Men en ny analyse af gravfund fra Ukraine tyder nu på, at han faktisk havde ret i, at skyterne brugte menneskehud til deres pilekoggere.
»Mange har været skeptiske og tænkt, at Herodot måske pyntede lidt på historierne om, hvor barbariske skyterne var, fordi han selv var græker. Men nu kan vi for første gang vise, at det faktisk er rigtigt,« fortæller lektor Luise Ørsted Brandt, som er førsteforfatter til det nye studie.
»Vi har fundet to pilekoggere, som har elementer af menneskehud,« tilføjer hun.
Det nye studie tager sin begyndelse i flere af de områder i Ukraine, som i dag er hærget af krig og besat af russerne.
Her er der nemlig fundet massevis af gravhøje – også kaldet kurganer – som stammer fra skyterne.
Kurganerne er særlig kendt for fund af smukke guldgenstande, som skyterne fik med sig i graven. Men også våben, tøj, keramik og andre brugsgenstande fra gravene kan fortælle om livet blandt det gådefulde folkefærd.
»Der har været et stort fokus på de flotte, skinnende objekter fra skyternes grave, men vi var mere interesserede materialer fra skyternes dagligdag – herunder deres brug af læder,« fortæller arkæolog Margarita Gleba, som er forskningsleder på det nye studie og har ukrainske rødder.
»Vi ved, at de brugte læder til deres tøj, sko, bælter og lignende, men hvilke dyr kom læderet fra? Var det fra domesticerede (tamme, red.) dyr eller vilde dyr, som de dræbte? Det ville vi gerne blive klogere på.«
Skytere var et folkeslag, som omkring 700-300 f.v.t. levede i egnene nord for Sortehavet - i landene omkring det nuværende Ukraine og sydlige Rusland.
Skyterne levede fortrinsvis som nomader med store dyreflokke af især heste, der blev brugt som ridedyr, mens hoppemælken var et vigtigt næringsmiddel.
Deres sprog var beslægtet med det persiske sprog, som blandt andet tales i nutidens Iran.
Skyterne blev begravet i store gravhøje kaldet kurganer med rige gravgaver såsom våben, keramik, kunst og rigt dekorerede guldgenstande.
Margarita Gleba og hendes ukrainske arkæolog-kollega Marina Daragan gik derfor i gang med at indsamle en lang række læderprøver og et par stykker pels, som alle var blevet fundet i forskellige skytiske gravhøje i Ukraine.
Og de tog kontakt til danske Luise Ørsted Brandt, som har ekspertise i en særlig analysemetode, som kan bestemme, hvilken art der gemmer sig bag læder, pels, knogler og andet materiale fra dyr.
Analyserne viste, at de fleste læderobjekter kom fra geder og får og nogle få prøver fra køer og heste. Det passede fint med forskernes viden om, at skyterne var et nomadefolk, som rejste rundt med deres husdyr og lod dem græsse i steppelandskabet.
»Det var ikke så overraskende, at læderet kom fra deres egne husdyr. Når skyterne dræbte et dyr og spiste det, blev alle dele af dyret formentlig brugt, også til læder,« fortæller Margarita Gleba, som er arkæolog ved Universitetet i Padova i Italien.
»Men den helt store overraskelse for os var, at to af læderprøverne viste sig at stamme fra mennesker,« tilføjer hun til Videnskab.dk.
Hos forskerne vakte fundet af menneskehud straks genklang, fordi det passede med Herodots gamle beskrivelser af, at skyterne netop brugte deres fjenders hud til deres pilekogger.
Den græske historiker levede omkring 480-420 f.v.t. – altså samtidig med skyterne – og i hans berømte værker finder man netop en længere fortælling om det skytiske folkefærd.
»Skyterne har ikke selv efterladt sig nogen skriftlige kilder, så den bedste skriftlige kilde vi har til deres historie er Herodot. Men selvom Herodot er kendt som ’historieskrivningens fader,’ er han også kendt for at være ’løgnens fader’,« siger Margarita Gleba, som tidligere har arbejdet for blandt andet enter for Tekstilforskning på Københavns Universitet.
Lektor George Hinge fra Aarhus Universitet fortæller, at man i Herodots beskrivelser af skyterne blandt andet kan finde historier om magiske dyr og kæmpemyrer, som samler guld.
På den måde blander Herodot altså reel historieskrivning sammen med fortællinger fra myter, fortæller George Hinge.
»Man skal bestemt ikke tage alt, hvad Herodot skriver for gode varer. Generelt er han glad for at fortælle fantastiske historier. Men hans etnografiske beskrivelser af skyterne som folkefærd virker generelt troværdige,« siger George Hinge, som er klassisk filolog (sprogforsker) og har studeret Herodots beskrivelser af skyterne.
Blandt Herodots mere makabre beskrivelser af skyternes skikke lyder det blandt andet, at skyterne skalperer deres fjender og lader skalpene hænge ned fra deres heste eller syr dem sammen til kapper.
Af kranierne laver de drikkeskåle, som bliver stillet frem, når de får gæster. Og hvert år afholder de en højtidelighed, hvor de drikker vin af kranierne fra deres fjender.
De skytiske krigere, som endnu ikke har dræbt en fjende, må ikke deltage i festlighederne, hvilket er ‘den største vanære for dem’, skriver Herodot.
»Herodot har nogle ret bestialske beskrivelser af, hvordan skyterne omgås resterne af deres fjender. I oldtiden var man ellers ikke sart, men selv for oldtidens grækere har det været en lidt makaber måde at omgås lig,« siger George Hinge, som er lektor ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.
Han anser det for at være »utroligt fascinerende«, at det nye studie - flere tusinde år efter Herodots død – kan være med til at bekræfte, at i hvert fald en af historikerens beskrivelser af skyternes måde at håndtere deres afdøde fjender på holder vand.
»Det betyder, at vi kan få mere viden om, hvad det var for nogle mennesker, og hvordan de levede. På den måde kan palæogenetik (analyser af gammelt DNA, red.) og lignende metoder hjælpe os med at rekonstruere historien og supplere de skriftlige kilder og arkæologien på helt nye måder,« siger George Hinge, som ikke har været en del af det nye studie.
Metoden, som Luise Ørsted Brandt har udnyttet til at artsbestemme dyr og mennesker bag de flere tusinde år gamle stykker læder, er blandt forskere kendt som ZooMS (ZooArchaeology by Mass Spectrometry).
Metoden går i korte træk ud på at undersøge kollagen – et protein, som findes i hud, knogler, sener, gevirer og lignende fra dyr og mennesker.
»Vi ved, at hos forskellige dyrearter er der små variationer i, hvordan kollagen er opbygget. På den måde kan vores analyser af kollagen give os et fingeraftryk fra forskellige arter,« fortæller Luise Ørsted Brandt.
Seniorforsker Mike Buckley fortæller, at ZooMS generelt er en »meget robust måde at identificere dyr med«, og han finder det interessant, at metoden nu også bliver udnyttet til at give os indsigt i fortidens adfærd blandt mennesker.
»Selvom metoden ikke kan give ligeså detaljerede oplysninger som DNA-analyser, kan det give os resultater fra dårligere bevarede materialer og til en meget lavere pris,« fortæller Mike Buckley, som ikke er medforfatter til det nye studie, men selv arbejder med ZooMS-metoden ved University of Manchester.
Ved det ene fund af menneskehud var forskerne imidlertid i tvivl om resultatet, og de måtte derfor ty til yderligere analyser.
»Det ene resultat var meget klokkeklart fra et menneske, men det andet resultat var mere usikkert, og vi var ikke sikre på, om det var et menneske eller en menneskeabe. Så der gik vi videre til at sekventere proteinet og fik bekræftet, at det mest sandsynligt var et menneske,« fortæller Luise Ørsted Brandt.
Hun påpeger ligesom Margarita Gleba, at det er ekstra vigtigt at få information om skyterne publiceret nu, hvor krigen raser i Ukraine. Mange af de i alt 45 læderprøver og to pelsprøver, som er analyseret i det nye studie, stammer nemlig fra gravhøje i russisk besatte områder.
»De fleste grave befinder sig i områder, som nu er besat af russerne, og vi ved ikke, om gravene har overlevet bombardementer, eller hvor store skader der er sket,« siger Margarita Gleba.
Den mest omfattende skriftlige kilde, vi har til rådighed om skyterne, er skrevet af den græske historiker Herodot (ca. 480-420 f.v.t.)
»Herodot er græsk og skriver selvfølgelig med udgangspunkt i, hvad grækerne ved om skyterne. Grækerne var jævnligt i kontakt med skyterne og udvekslede varer og viden, men kulturelt er skyterne nærmest den diametrale modsætning til grækerne,« fortæller George Hinge fra Aarhus Universitet.
Grækerne anså det som civiliseret at »være fastboende, bo i et bysamfund og dyrke jorden,« fortæller han. Skyternes livsform stod derimod i modsætning til grækernes, fordi de var nomadiske vandrere.
»I virkeligheden har skyterne nok været mange forskellige stammer med lidt forskellige måder at leve på. Men i snæver forstand var skyterne nomader. Det var mænd på heste og kvinder på vogne, og det, syntes Herodot, var fascinerende og usædvanligt,« siger George Hinge.
De mange læderfund, som er analyseret i det nye studie, befinder sig derimod i sikkerhed på museer i hovedstaden Kiev og andre byer, fortæller hun.
»De er så sikre, som noget nu engang kan være i Ukraine. Men med en enkelt bombe kan de pludselig være væk. Derfor er det vigtigt for os at få publiceret vores studier nu, så vi kan bevare historien i form af de data, objekterne genererer,« siger Margarita Gleba.
Det ene af de to pilekoggere med menneskehud blev fundet under udgravninger af en kurgan - en gravhøj - nær landsbyen Bulhakovo i det sydlige Ukraine.
Udgravningerne foregik tilbage i 1971, og arkæologerne fandt både keramik, en bronzekedel, jernknive og spyd, perler, øreringe og flere andre genstande i graven.
»Graven indeholdt to individer, og vi tror, at det er en mand og en kvinde. Pilekoggeret tilhører formentlig manden, for det ligger på hans venstre side. På græske malerier og i skyternes egen kunst ser vi altid, at skyterne bærer pilekogger på deres venstre side,« fortæller Margarita Gleba.
Dermed er det sandsynligt, at manden i graven har været kriger, påpeger hun. Det andet fund af et pilekogger af menneskehud stammer formentlig også fra en mandlig kriger, som blev begravet sammen med en række andre gravgaver, herunder også et sværd, pile og pilekoggere af dyrehud.
»Hos skyterne gælder, at jo større gravhøjen er, des højere status havde de folk, som blev begravet i dem. Folk af royal status kunne have gravhøje, som var 20 meter høje. De fleste af ting, vi har analyseret i vores studie, stammer fra middelstørrelse gravhøje, så der har ikke været tale om de rigeste folk, men vi finder stadig meget materiale i deres grave,« påpeger Margarita Gleba.
Hun understreger, at Ukraines historie og historien om de folk, som har beboet landet, pludselig er blevet højaktuel og politisk efter at Rusland har invaderet Ukraine.
»Det bliver brugt som et argument til at retfærdiggøre krigen, at Ukraine historisk set aldrig har eksisteret som nation. Det gør det endnu vigtigere at demonstrere Ukraines lange og rige historie - det er helt uacceptabelt, hvis vores historie skal tages som gidsel i en krig,« slutter Margarita Gleba.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
