Klimaforskere: Idéen om nettoudledning på nul er en farlig fælde

Nogle gange sætter en erkendelse ind meget pludseligt. Det hele falder med ét på plads. Men bag denne indsigt gemmer der sig ofte en meget langsommelig proces.

Tvivlen sniger sig langsomt ind. En konfus følelse af, at tingene ikke hænger sammen, og så giver det hele med ét mening. Eller måske brister det.

Samlet set har vi 3 forfattere af denne artikel nok brugt mere end 80 år på at tænke på klimaforandringerne.

Hvorfor har det taget os så lang tid at tage bladet fra munden om de indlysende farer forbundet med konceptet om en nettoudledning på nul?

Til vores forsvar er forudsætningen for målet om en netto-udledning på nul misvisende enkel - og vi indrømmer, at vi blev ført bag lyset.

Fantastisk idé - i princippet

Faren ved klimaforandringerne er et direkte resultat af, at der er for meget CO₂ i atmosfæren. Derfor skal vi stoppe med at udlede yderlige CO₂ og endda fjerne noget af det eksisterende.

Denne idé er central i verdens nuværende plan for at undgå en katastrofe.

Der er mange forslag til, hvordan vi rent faktisk gør det - fra masseplantning af træer til højteknologiske teknologier som direkte fangst og lagring af CO₂ (DACS, Direct Air Capture and Storage), der suger kuldioxid ud af luften.

På nuværende tidspunkt er konsensus, at vi kan bremse den globale opvarmning, hvis vi anvender disse og andre teknikker, som fjerner CO₂ fra atmosfæren, mens vi samtidig reducerer afbrændingen af fossile brændstoffer.

Forhåbentlig opnår vi målet om en netto-udledning på nul omkring midten af dette århundrede, som er det punkt, hvor enhver rest-emission af drivhusgasser afbalanceres ved hjælp af teknologier, der fjerner dem fra atmosfæren.

Med tiden har tvivlen udviklet sig til skræk. Denne nagende fornemmelse af at vi har taget frygtelig fejl. I dag indrømmer jeg gerne, at jeg er ret panisk. Hvordan kunne vi tage så meget fejl? Hvad må vores børn ikke tænke om vores handlinger?

James Dyke

Det er i princippet en fantastisk ide. Desværre er den dog i virkeligheden med til at opretholde troen på, at teknologien kan redde os, hvilket lægger låg på forståelsen af, hvor meget det haster med at få bremset udledningen med det samme.

Vi er nået frem til en smertefuld erkendelse af, at ideen om en netto-udledning på nul har givet anledning til en skødesløs 'brænd nu, betal senere'-tilgang, som er årsag til, at CO₂-udledningen fortsat stiger.

Ideen, som har fremskyndet destruktionen af naturen i dag gennem forsat og stigende skovrydning, øger risikoen for yderligere ødelæggelser i fremtiden.

Skridt mod nettoudledning på nul

22. juni 1988 besad James Hansen en prestigefyldt position som chef for NASA's Goddard Institute for Space Studies, men alligevel var han stort set ukendt uden for den akademiske verden.

23. juni var han dog godt på vej mod at blive én af verdens mest kendte klimaforskere. Han trådte nemlig frem for den amerikanske Kongres og advarede som den første om, at en menneskeskabt global opvarmning var gået i gang.

Han fremlagde evidens for, at Jordens klima var blevet varmere, og at menneskelige aktiviteter var hovedårsagen:

»Drivhuseffekten er over os, og den forandrer vores klima i dag.«

Hvis vi havde handlet umiddelbart efter James Hansens advarsel, ville vi have været i stand til at dekarbonisere samfundet med en hastighed på omkring 2 procent om året for at give os en 2 ud af 3 chance for at begrænse opvarmningen til under 1,5 ° C.

Det ville have været en kæmpe udfordring, men hovedopgaven på det tidspunkt ville have været at stoppe den stigende anvendelse af fossile brændstoffer, samtidig med at man delte fremtidige emissioner retfærdigt.

Fire år senere var der et lille håb om, at det ville være muligt.

Under FN-verdenstopmødet i 1992 i Rio blev alle nationer enige om at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser for at sikre, at de ikke ville være skyld farlig forstyrrelse af klimaet.

Kyoto-topmødet i 1997 forsøgte at begynde realiseringen af dette mål i praksis. Men som årene gik, blev den oprindelige målsætning stadig sværere som følge af den stadig stigende brug af fossile brændstoffer.

Klimamodellernes indtog forekom som et mirakel

Det var omkring det tidspunkt, at de første computermodeller, der forbinder udledningen af drivhusgasser med konsekvenser for forskellige sektorer af økonomien, blev udviklet. Disse hybride klimaøkonomiske modeller er kendte som integrerede vurderingsmodeller.

De har til formål at hjælpe med at forstå, hvordan menneskelig udvikling og samfundsvalg påvirker hinanden og den naturlige verden, herunder klimaforandringer.

Modellerne forbinder økonomisk aktivitet med klimaet ved eksempelvis at undersøge, hvordan ændringer i investering og teknologi kan føre til ændringer i udledningen af drivhusgasser.

Det forekom helt mirakuløst: Nu kunne man afprøve politiske tiltag og indgreb, før de blev implementeret, hvilket sparede menneskeheden for dyre eksperimenter.

Modellerne viste sig hurtigt at blive en vigtig rettesnor for klimapolitikken; en forrang, de stadig har den dag i dag.

Gjorde det af med behovet for kritisk tænkning

Desværre fjernede klimamodellerne også behovet for dyb, kritisk tænkning.

Modellerne, som repræsenterer samfundet som et netværk af idealiserede, følelseskolde købere og sælgere, ignorerer den komplekse sociale og politiske virkelighed eller endda selve klimaforandringernes effekter.

Det underforståede løfte er, at en markedsbaseret tilgang altid vil fungere. Det betyder, at diskussioner om politiske tilgange blev begrænset til dem, som var mest belejlige for politikerne: trinvise forandringer i lovgivning og skatter.

Det var et virkelig chok for mig, at jeg personligt nok har bidraget til netto-udledning på nul-fælden. I 2008 fremsatte G8-landene en frivillig målsætning om at reducere CO2-udledningen med 50 procent inden 2050. Dengang svarede jeg ved at offentliggøre beregninger, jeg havde udført for at vise behovet for en netto-udledning på nul på lang sigt.

Jeg sagde, at eventuelle resterende CO2-udledninger fra menneskelige aktiviteter skulle 'afbalanceres af kunstige kulstoflagre’. Men da ingen af undersøgelsens medforfattere var eksperter, overvejede vi ikke, hvor meget af det kunstige kulstoflager der ville være behov for for at opretholde vores økonomiske system, eller om det overhovedet var teknisk muligt at skabe.

Wolfgang Knorr

Omkring den tid, hvor de først blev udviklet, forsøgte man at sikre USA's klimaindsats ved at lade landet tælle skovområderne med som kulstoflagre (et reservoir i naturen, hvor kulstofholdige stoffer bliver fastholdt og opbevaret gennem kortere eller længere tid, red.)

USA hævdede, at hvis man forvaltede landets skove godt, ville de være i stand til at lagre en stor mængde kulstof i træer og jord, der skulle trækkes fra nationens begrænsningsforpligtelser i forbrændingen af kul, olie og gas.

I sidste ende fik USA stort set sin vilje. Men ironisk nok var alle indrømmelser forgæves, da det amerikanske senat aldrig ratificerede aftalen.

Postulering om en fremtid med flere træer kunne praktisk talt opveje forbrændingen af kul, olie og gas i dag.

Fordi modellerne let kan spytte tal ud, hvor mængden af atmosfærisk CO₂ er lige så lavt, som man ønsker, kan man udforske stadig mere sofistikerede scenarier, som mindsker den opfattede hastighed, man skulle reducere brugen af fossile brændstoffer med.

Ideen om kulstoflagre åbnede Pandoras æske

Ved at lade kulstoflagrene indgå i de klimaøkonomiske modeller blev Pandoras æske åbnet. Og det er her, nutidens nettoudledning på nul-politik stammer fra.

Men når det er sagt, fokuserede man mest på at øge energieffektiviteten og energiomstillingen (som Storbritanniens overgang fra kul til gas) samt atomkraftens potentiale til at levere store mængder kulstoffri elektricitet i midten af 1990’erne.

Håbet var, at sådanne innovationer hurtigt ville vende stigningen i udledningen fra fossile brændstoffer. Men omkring årtusindskiftet stod det klart, at disse forhåbninger ikke havde nogen gang på jorden.

I betragtning af de økonomiske klimamodellers centrale antagelse om trinvise ændringer blev det mere og mere vanskeligt for dem at finde levedygtige metoder til at undgå skadelige klimaforandringer.

CO2-fangst og lagring blev modellernes udvej

Som resultat begyndte modellerne at omfatte flere og flere eksempler på CO₂-fangst og -lagring, en teknologi, der kan fjerne kuldioxid fra kulfyrede kraftværker og derefter gemme det dybt under jorden i tid og evighed.

Dette havde vist sig at være muligt i princippet: Komprimeret CO₂ er blevet adskilt fra fossil gas og derefter sprøjtet ned i jordbunden i forbindelse med en række projekter siden 1970'erne.

Disse forbedrede olieindvindingsordninger var designet til at tvinge gasser ind i oliebrønde for at skubbe olie mod borerigge og således tillade, at mere kunne udvindes - olie, der senere ville blive brændt og frigive endnu mere kuldioxid i atmosfæren.

Forbedret udvinding af olie fra oliefelter-ordninger (Enhanced Oil Recovery, EOR) blev designet for tvinge få store mængder CO₂ ud, som kan pumpes ned i oliefeltet og 'hente' mere olie op, end det hidtil har været muligt.

Olien bliver efterfølgende brændt af - og leder endnu mere CO₂ ud i atmosfæren.

CO₂-fangst og -lagring betød, at i stedet for at bruge CO₂ til at udvinde mere olie, blev gassen i stedet efterladt under jorden og fjernet fra atmosfæren.

Denne lovende og banebrydende teknologi ville skabe klimavenligt kul og dermed den fortsatte brug af dette fossile brændstof.

Men længe før verden blev vidne til sådanne ordninger, blev den hypotetiske proces medtaget i klimaøkonomiske modeller.

I sidste ende leverede alene udsigten til CO₂-fangst og -lagring en undskyldning til politikere for ikke at kræve en meget nødvendig reduktion af CO₂-udledningen.

Ideen om en nettoudledning på nul vinder frem

Da det internationale klimasamfund samledes i København i 2009, stod det klart, at CO₂-fangst og -lagring ikke ville være nok af to grunde:

For det første eksisterede det stadig ikke. Der var ingen CO₂-fangst- og lagerfaciliteter i drift på et eneste kulfyret kraftværk, og der var ingen udsigt til, at teknologien ville have effekt på den stigende udledning som følge af øget brug af kul inden for den nærmeste fremtid.

For det andet var den største forhindring for implementeringen i i bund og grund omkostninger. Motivationen bag afbrændingen af store mængder kul er at generere relativt billig elektricitet.

Eftermontering af CO₂-støvsugere i eksisterende kraftværker, opbygning af infrastruktur, som kan transportere CO₂, samt udvikling af egnede geologiske lageringssteder krævede enorme beløb.

Som følge deraf er det eneste sted, hvor opsamlet CO₂ bliver anvendt - både i dag og dengang - til forbedret udvinding af olie.

Ud over ét enkelt eksempel har man ikke opsamlet CO₂ fra én eneste skorsten på et kulfyret kraftværk for så at lagre det under jorden.

Lige så vigtigt: I 2009 stod det mere og mere klart, at det ikke ville være muligt at foretage de gradvise reduktioner, som beslutningstagerne krævede.

Det ville være tilfældet, selv hvis CO₂-fangst og -lagring havde været i fuld gang. Mængden af CO₂, som blev pumpet ud i luften hvert år, betød, at vi hurtigt var ved at løbe tør for tid.

What did Einstein say about doing the same thing over and over and expecting a different result? We keep running the same COP experiment and CO2 keeps rising faster. Hmmm #COPvsCO2 https://t.co/TM4YhNyJim pic.twitter.com/X9jyDT9nyl

— Barry Saxifrage (@bsaxifrage) December 15, 2019

Brug for et nyt magisk trick

Nu, da håbet om en løsning på klimakrisen var ved at forsvinde, blev det nødvendigt at finde en anden magisk løsning.

Der var brug for en teknologi, som ikke alene var i stand til at bremse den stigende koncentration af CO₂ i atmosfæren, men også vende udviklingen.

Som respons gik det klimaøkonomiske modelleringssamfund - som allerede inkluderede plantebaseret og geologisk CO₂-lagring i deres modeller - i stigende grad over til, at 'løsningen' var at kombinere de to.

Det var på den måde, at teknologien Bioenergy Carbon Capture and Storage, eller BECCS, hurtigt fremstod som den nye 'frelserteknologi'.

Ved at brænde 'erstattelig' biomasse som træ, afgrøder og landbrugsaffald i stedet for kul i kraftværkerne og derefter fange CO₂ fra kraftværkernes skorstene og opbevare den under jorden, kunne BECCS producere elektricitet, samtidigt med at teknologien fjernede kuldioxid fra atmosfæren.

Tanken bag er, at når biomasse som træer vokser, optager de CO₂ fra atmosfæren. Ved at plante træer og andre bioenergiafgrøder og lagre den CO₂, der bliver udledt, når de brændes, kunne man fjerne mere CO₂ fra atmosfæren.

Med denne nye løsning i lommen omgrupperede det internationale samfund sig fra gentagne fejltagelser til endnu en gang at forsøge at tøjle vores farlige forstyrrelse af klimaet.

Scenen var sat for den afgørende klimakonference i Paris i 2015.

Paris-aftalen føltes som et gennembrud

Da generalsekretæren afsluttede den 21. FN-klimakonference, lød der et jubelbrøl fra forsamlingen. Folk sprang på benene, fremmede omfavnede hinanden, tårerne strømmede i øjne blodskudte af søvnmangel.

Glædesudbruddet 13. december 2015, var ikke kun til ære for kameraerne. Efter flere ugers krævende forhandlinger på højt plan i Paris var der endelig et gennembrud.

Mod al forventning havde det internationale samfund efter årtier med manglende fremskridt og flere nederlag endelig aftalt at gøre det, der skal til for at begrænse den globale opvarmning til langt under 2 ° C, helst 1,5 ° C, sammenlignet med det førindustrielle niveau.

Parisaftalen var en fantastisk sejr for de grupper i verden, som er mest udsatte grundet klimaforandringerne.

Rige, industrialiserede lande vil i stigende grad blive påvirket, i takt med at de globale temperaturer stiger. Men det er de lavtliggende østater som Maldiverne og Marshalløerne, der er i overhængende eksistentiel fare.

Som en senere FN-specialrapport fastslog: hvis Parisaftalen ikke var i stand til at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ° C, ville antallet af menneskeliv, der vil gå tabt som følge af mere intense storme, brande, hedebølger, hungersnød og oversvømmelser, stige markant.

Tvivlen lurede under overfladen

Men hvis vi graver lidt dybere, kan vi støde på en anden følelse, der lurerede under overfladen den 13. december. Tvivl. 

Vi har svært ved at finde en eneste klimaforsker, der var af den overbevisning, at Paris-aftalen var gennemførlig.

Vi har siden fået at vide af visse forskere, at Paris-aftalen »selvfølgelig var vigtig for klimaretfærdighed, men ugennemførlig» og »et komplet chok - ingen troede, at det var muligt at begrænse opvarmningen til 1,5 ° C«.

I stedet for at være i stand til at begrænse opvarmningen til 1,5 ° C konkluderede en seniorforsker, der var involveret i FN's klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), at vi var på vej mod mere end 3 ° C i slutningen af dette århundrede.

I stedet for at konfrontere vores tvivl besluttede vi forskere at konstruere en endnu mere udførlig fantasiverden, hvor vi kunne føle os trygge.

Prisen for vores fejhed: at være tvunget til at holde mund i forhold til den stadigt mere absurde påkrævede fjernelse af CO₂ på planetarisk skala.

For god til at være sand

BECCS var i centrum, for på det tidspunkt var det den eneste måde, de klimaøkonomiske modeller kunne finde scenarier, der ville stemme overens med Paris-aftalen.

I stedet for at stabilisere sig var den globale udledning af CO₂ steget med 60 procent siden 1992. Så BECCS var ligesom alle de tidligere løsninger for god til at være sand.

På tværs af scenarier, produceret af FN's klimapanel (IPCC), med 66 procent eller større sandsynlighed for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 ° C, ville BECCS skulle fjerne 12 milliarder ton CO₂ hvert år.

Det er både forkert og dumdristigt at sætte vores lid til ikke-testede mekanismer til fjernelse af CO2 for at nå Paris-aftalens målsætninger, når vi i dag har teknologier, der omstiller fra fossile brændstoffer. Hvorfor er vi villige til at satse millionvis af menneskeliv og levebrød, det smukke liv omkring os og vores børns fremtid?

Robert Watson

BECCS i denne skala vil kræve massiv plantning af træer og bioenergiafgrøder.

Jorden har uden tvivl brug for flere træer. Menneskeheden har fældet omkring tre billioner træer, siden vi startede agerdyrkning for 13.000 år siden.

Men i stedet for at lade økosystemerne at komme sig efter menneskelige aktiviteter og lade skovene vokse igen, forholder BECCS sig generelt til dedikerede plantager i industriel skala, der regelmæssigt bliver høstet til bioenergi, snarere end kulstof, der bliver lagret i skovenes stammer, rødder og jord.

I øjeblikket er de to mest effektive biobrændstoffer sukkerrør til bioethanol og palmeolie til biodiesel - begge dyrket i troperne. Uendelige rækker af disse hurtigtvoksende monokulturtræer eller andre bioenergiafgrøder høstet med hyppige intervaller ødelægger biodiversiteten.

Kræver 25 til 80 procent af alt opdyrket land

Det anslås, at BECCS vil kræve et sted mellem 0,4 og 1,2 milliarder hektar jord. Det er 25 procent til 80 procent af alt land, der på nuværende tidspunkt bliver dyrket.

Hvordan kan man opnå det, på samme tid som man brødføder 8-10 milliarder mennesker omkring midten af århundredet eller uden at ødelægge indfødt vegetation og biodiversitet?

Milliardvis af træer vil kræve enorme mængder vand - og det nogle steder, hvor indbyggerne allerede tørster.

Forøgelse af skovområderne ved højere breddegrader kan have en generel opvarmningseffekt, fordi overgangen til græsarealer eller områder med skove betyder, at landoverfladen bliver mørkere.

De mørkere landområder absorberer mere energi fra Solen, så temperaturen vil stige. Fokus på at udvikle store plantager i fattigere tropiske nationer medfører reelle risici for, at indbyggerne bliver fordrevet fra deres land.

Vi glemmer ofte, at træer og jord generelt allerede opsuger og opbevarer enorme mængder kulstof gennem naturlig terrestrisk CO₂-lagring. Det forstyrrer både CO₂-lagringen og fører til dobbelt bogholderi.

I takt med at disse effekter bliver bedre forstået, er følelsen af optimisme omkring BECCS blevet mindre.

Det store luftkastel: Nul-emission og en ny magisk løsning

I betragtning af den gryende erkendelse af, hvor vanskelig Paris-aftalen vil være i lyset af stadigt stigende udledning og BECCS-teknologiens begrænsede potentiale, opstod et nyt buzzword i politiske kredse: 'overshoot scenariet' (det punkt, hvor vi har opbrugt vores budget af naturressourcer, red.)

Temperaturen får lov til at overskride 1,5 ° C på kort sigt, men bliver derefter sænket med en række CO₂-fangstmetoder ved slutningen af århundredet.

Det betyder, at netto nul faktisk betyder CO₂-negativ. Inden for få årtier bliver vi nødt til at omstille vores civilisation fra i øjeblikket at pumpe 40 milliarder ton CO₂ ud i atmosfæren hvert år til at fjerne titusindvis af milliarder.

Masseplantning af træer til bioenergi eller som et forsøg på modregning var det seneste forsøg på at stoppe reduktionen af brugen af fossile brændstoffer.

Forløberen til netto nul blev kaldt og kaldes stadig 'offsetting'. Engang var jeg fuld af håb om, at CO2-offsetting-ordninger kunne klare sagerne og redde intakte skovøkosystemer fra næsten sikker ødelæggelse af økonomisk udvikling. Nu ved jeg, at det bare var en drøm.

Den enorme mængde offsetting, der er skal til for at holde os inden for en sikker klimagrænse, kan ikke imødekommes ved at lade naturen være i fred. Det kræver hurtigvoksende, hovedsaglig ikke-hjemmehørende arter, der regelmæssigt og ofte skal fældes ned med ødelæggende konsekvenser for biodiversiteten. Det ser vi med jævne mellemrum starten på i de europæiske skove. Jeg er næsten mere bange for konsekvenserne af en netto-udledning på nul end for opvarmningen af klimaet.

Wolfgang Knorr

Men det stadigt stigende behov for fjernelse af CO₂ krævede mere. Det er grunden til, at ideen om direkte luftfangst af CO₂, som nu til tider bliver udråbt som den mest lovende teknologi, har fået fodfæste.

Teknologien er generelt mere gunstigt for økosystemerne, fordi den kræver betydeligt mindre jordområder for at fungere end BECCS, inklusiv jordområderne, der er nødvendige for at drive teknologien ved hjælp af vind- eller solpaneler.

Desværre er der en udbredt opfattelse om, at direkte luftfangst som følge af de uforholdsmæssigt store omkostninger og energibehov - hvis det nogensinde bliver muligt at implementere i stor skala - ikke vil være i stand til at konkurrere med BECCS på grund af det store behov for førsteklasses landbrugsjord.

Vildere og vildere ideer overtager hinanden

Det bør snart stå klart, hvor vi er på vej hen. I takt med at der bliver prikket hul i vores illusioner om de forskellige teknologiske løsninger, dukker et nyt og lige så umuligt alternativ op i stedet.

Den næste 'løsning' er allerede at skue i horisonten - og den er endnu mere skrækkelig.

Når det går op for os, at en nettoudledning på nul ikke kommer til at ske i tide (om overhovedet), vil teknologien geo-engineering - som er betegnelsen for planlagte indgreb i Jordens klimasystem - sandsynligvis blive udråbt som løsningen, der kan begrænse temperaturstigningerne.

En af de mest undersøgte geo-engineering-ideer er styring af solindstrålingen - opsendelse af mange millioner tons svovlsyre i stratosfæren, der så vil reflektere en del af Solens energi væk fra Jorden.

Det er en vild idé, men en del forskere og politikere er dødeligt alvorlige - på trods af betydelige risici.

Eksempelvis anbefaler USA's Academies of Sciences (amerikansk videnskabsakademi, grundlagt 1863 af regeringen med det formål at skabe et rådgivende organ for videnskabelige og teknologiske spørgsmål, red.) at allokere op til 200 millioner dollars i løbet af de næste fem år for at undersøge, hvordan geoengineering kan bruges og reguleres.

Finansiering og forskning på dette område vil helt sikkert stige markant.

Det er forbløffende, hvordan det fortsatte fravær af en pålidelig teknologi til fjernelse af CO2 tilsyneladende aldrig påvirker netto-udledning på nul-politikken. Uanset hvad der sker, fortsætter netto-udledning på nul uden en ridse i lakken.

Jeg troede, at jeg blot var dårligt informeret eller over forsigtig. Jeg er nu klar over, at vi alle har været udsat for en form for manipulation. Uanset om det er BECCS, skovrejsning, direkte luftfangst eller CO2-absorberende enhjørninger, lyder det, at netto-udledning på nul vil fungere, fordi det skal fungere. Men der er intet bag de fine ord og blanke brochurer. Kejseren har intet tøj på.

James Dyke

Vanskelig sandhed

I princippet er der hverken noget galt eller farligt ved forslaget om at fjerne CO₂; faktisk kan udviklingen af måder at reducere CO₂ føles enormt spændende.

Man bruger videnskab og teknik til at redde menneskeheden fra en katastrofe. Det er vigtigt arbejde.

Der er også en erkendelse af, at det er nødvendigt at fjerne CO₂ for at modvirke en del af udledningen fra sektorer som luftfart og cementproduktion. Så der vil være en lille rolle at spille for en række forskellige metoder til fjernelse af CO₂.

Problemerne opstår, når det bliver antaget, at de kan implementeres i stor skala. Det fungerer effektivt som en blankocheck for den fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer og accelerationen af ødelæggelse af habitater.

De forskellige teknologier og geoengineering bør ses et slags katapultsæde, der hurtigt kan fjerne menneskeheden væk fra hurtige og katastrofale forandringer. Ligesom et katapultsæde i et jetfly skal det kun bruges som den allersidste udvej.

Men politikere og virksomheder ser ud til at være helt seriøse i implementeringen af højspekulative teknologier som en måde at lande vores civilisation på en bæredygtig destination. Det er dog faktisk ikke andet end en illusion.

Samfundets tjenere

Den eneste måde at beskytte menneskeheden er en øjeblikkelig og vedvarende radikal reduktion af udledningen af drivhusgasser på en socialt retfærdig måde.

Forskerne ser typisk sig selv som samfundets tjenere. Faktisk er mange ansat som embedsmænd. Forskere, der arbejder ved grænsefladen mellem klimavidenskab og politik, kæmper desperat med et stadig vanskeligere problem.

Tilsvarende arbejder forskerne, der er fortalere for en netto-udledning på nul som en måde at bryde igennem barrierer, der afholder os fra effektiv klimahandling, også med de allerbedste intentioner.

Det tragiske er, at deres kollektive indsats aldrig har været i stand til effektivt udfordre den klimapolitiske proces, der kun giver mulighed for at udforske et snævert spektrum af scenarier.

De fleste forskere har det tydeligevist dårligt ved at krydse den usynlige linje, der adskiller deres daglige job fra bredere sociale og politiske bekymringer.

Der er en ægte frygt for, at det kan true deres opfattede uafhængighed, hvis de bliver anset som talsmænd for eller imod bestemte spørgsmål.

Det er ikke tid til ønsketænkning

Forskere er en af de mest betroede professioner. Tillid er meget svær at opbygge, men let at ødelægge.

Men der er en anden usynlig linje, der adskiller opretholdelse af akademisk integritet og selvcensur. Som forskere lærer vi os at være skeptiske, at udsætte hypoteser for strenge test og forhør. Men når det kommer til måske den største udfordring, som menneskeheden står over for, viser vi ofte en farlig mangel på kritisk analyse.

Privat giver forskere udtryk for signifikant skepsis overfor Paris-aftalen, BECCS, offsetting, geoengineering og en netto-udledning på nul.

Bortset fra nogle bemærkelsesværdige undtagelser arbejder vi stille og roligt, vi ansøger om finansiering, publicerer artikler og studier og underviser.

Vejen til katastrofale klimaændringer er brolagt med gennemførlighedsundersøgelser og konsekvensanalyser.

I stedet for at erkende situationens alvor, fortsætter vi med at deltage i illusionen om netto-udledning på nul.

Hvad skal vi gøre, når virkeligheden banker på? Hvordan forklarer vi vores venner og kære , at vi undlod at sige noget højt?

Tiden er kommet til at udtrykke vores frygt og være ærlige over for det bredere samfund:

Nuværende netto-udledning på nul-politikker holder ikke opvarmningen under 1,5 ° C, fordi de aldrig var beregnet til det. De var og er stadig drevet af et behov for at sikre 'business as usual' - ikke beskytte klimaet.

Hvis vi vil beskytte menneskeheden, skal der ske en stor og vedvarende reduktion af CO₂-udledningen nu.

Det er den meget enkle lakmusprøve, der skal anvendes på alle klimapolitikker. Ønsketænkningens tid er forbi.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.