Klimaforskere: Selvom målene om nettoudledning på nul kaldes en ‘farlig fælde’, kan de føre til afgørende klimahandling

Det virker måske besynderligt, at tilhængere af klimahandling debatterer fordelene ved et koncept, som, forskningen viser, er afgørende for at bremse klimaforandringerne, og som deraf følgeligt er indlejret centralt i den vedtagne globale klimaaftale.

Men det er netop her, vi står i fohold til det såkaldte 'nettonul-koncept' - hvilket dækker over, at vi ikke udleder flere drivhusgasser, end vi kan kompensere for ved et tilsvarende CO₂-optag.

Nettonul er et tiltag, der skal lægge låg på yderligere opvarmning af klimaet.

Forskningen er meget klar om nødvendigheden af en global nettoudledning på nul, og med Paris-aftalen i 2015 lovede regeringerne 'at opnå en balance mellem udledningerne fra menneskeskabte kilder og optagelsen af drivhusgasser via dræn (skovene, havene m.m., red.) i anden halvdel af dette århundrede', for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Denne ordlyd blev kun medtaget i Parisaftalen som følge af en målrettet indsats fra klimaaktivister og sårbare lande, og det er svært at finde et et mere vellykket og nyligt eksempel på ideer fra aktivisternes side, som ændrer debatvilkårene.

På to år er nationer, subnationale regeringer og virksomheder med en netto-nulmålsætning skudt op som paddehatte - fra 16 procent af det globale BNP i juni 2019 til 2/3 i dag.

Det er ingen overdrivelse at sige, at nettonul nu er afgørende for, hvordan mange regeringer, virksomheder, ngo'er og andre typer selskaber i dag ser på decarbonisering.

Ikke alle klimaaktivister er glade

Men det er bestemt ikke alle klimaaktivister, som er glade.

Mange har reageret ved at påpege manglerne ved visse nettonulmålsætninger, især rettet mod olie- og gasselskaber, der planlægger at betale for såkaldte klimakreditter - også kaldet CO₂-offsets i stedet for at tackle udledningen, der skyldes afbrændingen af deres produkt.

I visse tilfælde bliver bekymringerne omkring implementeringen af netto-nulmålsætningen til kritik af selve konceptet.

For nylig beskrev tre klimaforskere, blandt andet den tidligere IPCC-formand Bob Watson, nettonul-udledning som en 'fantasi' og en 'fælde' i artiklen Klimaforskere: Idéen om nettoudledning på nul er en farlig fælde, mens Greta Thunberg sagde, at 'disse fjerne mål' handler om 'at få det til at se ud som om, vi handler, uden at vi egentlig gør noget'.

Nettonul-løfter: Et blandet billede

For at være troværdigt skal et selskab, der forpligter sig til en målsætning på nettonul, have en vis soliditet: I det mindste en forpligtelse på højt niveau, en publiceret plan, øjeblikkelige emissionsreducerende foranstaltninger og en årlig rapporteringsmekanisme.

Det skal sikre, at dets tildelte udledninger er dækket, og at CO₂-offsetting gør brug af verificerede og permanente fjernelsesteknikker af høj kvalitet.

I marts 2021 var vi blandt en gruppe forskere, der publicerede den første analyse af soliditeten af nettonulforpligtelserne, der blev indgået på tværs af mere end 4.000 nationale og subnationale regeringer og virksomheder, der tegner sig for 80 procent af den globale udledning.

Vi fandt et blandet billede: mens de fleste virksomheder med en nettonulmålsætninger har visse soliditetsforanstaltninger på plads, som midlertidige mål (60 procent) og en rapporteringsmekanisme (62 procent), er det ikke tilfældet for alle.

Det er særligt bekymrende i forbindelse med CO₂-offsets, da kun 23 procent af virksomhederne og organisationerne enten helt udelukker dem eller lægger begrænsninger for brugen af dem.

Nettonul er ikke en fantasi!

Betyder det, at begrebet nettonul som en definerende ramme for decarbonisering er en fantasi?

Svaret fra os lyder: Absolut ikke!

Det hurtigt voksende antal nettonul-løfter kommer med en kohærent idé om forandring.

• For det første, hvis en virksomhed eller organisation mener det alvorligt, vil løfterne blive fulgt op med solide tiltag samt øjeblikkelig reduktion af udledningen. Hvis det ikke sker, vil de hurtigt blive anklaget for ikke at tage klimaforpligtelsen alvorligt.
• For det andet betyder klimaforpligtelsen, at virksomheden eller organisationen bliver stillet til regnskab af vælgere, aktionærer eller kunder.
• For det tredje, for at vise troværdighed kan det være nødvendigt at ansøge om akkreditering fra en upartisk mekanisme som et forskningsbaseret målinitiativ, som kan validere, om planerne er realistiske.
• For det fjerde udvikler akkrediteringsmekanismerne sig over tid for at følge forskningen og videnskaben. For eksempel offentliggjorde den globale FN-støttede Race to Zero COP26-kampagne for nylig opgraderede kriterier (som vi var involveret i), og yderligere årlige styrkelser venter.

Hvert af disse fire trin konkretiserer forpligtelsen - og løfter sløret for det, hvis forpligtelsen ikke bliver taget alvorligt.

Tegn på, at nettonulmålsætningen fører til handling

Der er tidlige indikationer på, at nettonulmålsætningen er mere end en teori. Storbritannien, EU og USA satte alle for nylig nettonulmål for 2050 og opgraderede derefter deres 2030-mål.

I Tyskland har forfatningsdomstolen netop beordret regeringen til at øge den kortsigtede indsats, for at sikre at omkostningerne ved at imødekomme nettonul ikke i uforholdsmæssig grad kommer til at falde på fremtidige generationer.

En undersøgelse af de nye nationale bidrag Nationally Determined Contributions (NDC), som nationerne skal fremlægge inden det næste FN-klimatopmøde, COP26, viser, at 32 ud af de 101 lande med en nettonulmålsætning har forbedret deres NDC sammenlignet med 11 ud af 90 lande uden en nettonulmålsætning.

Klimaforkæmperne gør dog ret i at fremhæve, hvor ‘løse’ nogle af løfterne er, især fra virksomhederne med fossile brændstoffer.

Denne kontrol er er nødvendig for at beskytte forskningen mod såkaldt 'greenwashing' (når virksomheder forsøger at sælge noget ved at give indtryk af, at købet gør noget godt for miljøet eller klimaet eller i hvert fald ikke skader, red.).

Som Greta Thunberg efterfølgende tweetede: »Problemet er naturligvis ikke selve nettonulmålsætningerne, men at de bliver brugt som undskyldning for at udskyde reel handling.«

Risikerer at miskreditere hele konceptet

Det er en reel fare. Hvis vi tillader, at uoprigtig brug af nettonul miskrediterer hele konceptet, risikerer vi at miste alt det, aktivisterne og de sårbare lande opnåede i Paris i 2015.

Men i stedet for at rulle samtlige nettonulløfter i tjære og dyppe i fjer, anbefaler vi at skelne mellem seriøse målsætninger og greenwashing.

Ikke alle virksomheder og organisationer påbegynder deres rejse mod nettonul med en fuldt udbygget plan, men de bør hurtigt afklare, hvordan de vil nå deres målsætning.

De, der gør det, fortjener ros, hvis deres planer er solide og levedygtige, mens de, der harikke-levedygtige eller fraværende planer, fortjener kritik.

På trods af de mange mangelfuldheder leverer den udbredte styrkelse af nettonulmålsætning - specifikt ved at generere en stor udledningsreduktion i løbet af det næste årti - den mest levedygtige rejse mod opfyldelsen af Parisaftalen og dermed klimaforandringernes værste konsekvenser.

Vi skal sørge for at ramme rigtigt med nettonul - ikke skaffe os af med det.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.