’Brøndmanden’ fra 800 år gammel saga identificeret med ny genteknologi

Under et angreb på middelalderborgen Sverresborg i Nidaros (det nuværende Trondhjem) i 1197 blev en mand smidt i en brønd.

Det er i hvert fald, hvad man kan læse i kongesagaen ’Sverres Saga’ om Sverre Sigurdsson, der var konge af Norge fra 1177–1202.

Manden blev ikke omtalt med navn i sagaen, og indtil nu har man ikke vidst, hvem han var, eller om det overhovedet var sket.

Men nu har et nyt studie med en dansk forsker i spidsen identificeret brøndmanden.

»Vi kan se, at skelettet stammer fra den samme periode, som det er blevet beskrevet i den historiske kilde. Det passer 1:1 med, hvornår det ifølge sagaen skulle være sket,« siger Martin Rene Ellegaard.

Studiet var en del af Martin Rene Ellegaards ph.d.-projekt på Københavns Universitet og Norges tekniskvidenskabelige universitet i Trondhjem. Ifølge ham er det første gang, man har brugt genteknologien til at efterprøve troværdigheden af en skandinavisk saga ved at undersøge et individ.

»Og i dette tilfælde viser det sig, at det, der står i kilden, passer ret præcist,« uddyber Martin Rene Ellegaard.

Martin Sikora, der ikke har været en del af studiet, kalder det et »interessant og sjovt studie«. Han er lektor ved Center for Geogenetik på Københavns Universitet.

»Normalt er genetikere mere interesserede i større befolkninger og ikke i at sammenkæde enkelte historiske personer med en historisk kilde. Men studiet er en god måde at vise, hvordan de seneste metoder måske kan bidrage til at teste historiske kilder,« siger Martin Sikora.

Hvor kom ’brøndmanden’ fra?

Skelettet i brønden blev først fundet i 1938. Men dengang valgte arkæologerne ikke at gøre mere ved det, da man vurderede, at man ikke havde den nødvendige teknologi. Først 80 år senere udgravede nogle andre arkæologer skelettet og gjorde det klart til at komme på museum.

Et par år senere fik Martin Rene Ellegaard mulighed for at analysere DNA’et fra en af ’brøndmandens’ tænder. Her kunne han og hans kolleger analysere sig frem til, at han havde haft blondt hår, lys hud og blå øjne.

Men forskerne sammenlignede også ’brøndmandens’ genetiske profil med omfattende data fra nutidens norske befolkning og mere sparsomme data fra datidens Norge.

»Analyserne viste, at hans genetiske profil stemte overens med befolkningen fra den sydlige del af Norge,« siger Martin Rene Ellegaard.

Et overraskende resultat, fordi det var en hær fra det sydlige Norge, der havde angrebet borgen i Trondhjem. Havde de så smidt en af deres egne mænd i brønden, eller hvad var forklaringen? Det er et spørgsmål, som viser genetikkens begrænsninger, fortæller Martin Sikora.

»Der er alle mulige scenarier, der kan forklare, hvorfor hans genetik ligner den fra det sydlige Norge,« siger Martin Sikora.

»Det er den grundlæggende begrænsning ved genetik: At vi ikke kan sige ret meget om det enkelte individ.«

Studiet viste dog også en anden ting, nemlig at den demografiske forandring ikke er ret stor. Den genetiske variation fra det sydlige Norge i 1200 og i dag var stort set ens. Studiet foreslår altså, at der ikke har været nogen signifikant demografisk forandring i området de seneste 800 år.

»Det er ret vildt,« siger Martin Rene Ellegaard.

Hvor genetik og historie mødes

I dag er genteknologien stadig i rivende udvikling, og mulighederne for, hvad der kan undersøges, bliver stadig større.

Martin Rene Ellegaard mener, at man også vil kunne efterprøve andre historiske kilder og lave større studier med flere individer, i takt med at der bliver indsamlet mere DNA, og teknologien bliver billigere.

»Det her studie var bare om et enkelt individ. Men i takt med faldende priser på de genetiske analyser og et voksende referencedata på verdensplan, vil man i fremtiden kunne lave endnu mere dybdegående analyser, som kan give svar på flere spørgsmål, end hvad der er muligt i dag.,« siger Martin Rene Ellegaard.

Det er Martin Sikora enig i. Han har tidligere været skeptisk over for idéen om at bruge genetik til historiske spørgsmål, men studiet her har rykket lidt ved hans holdninger, fortæller han.

Han kan også se muligheder i, at genetikken bliver mere ’regional’ og kommer tættere på historiske begivenheder.

»I fremtiden vil man måske kunne kigge på den genetisk sammensætning af de mennesker, der har udgjort en hær for eksempel. Det kunne give os nogle svar, der ligger mellem det historiske og genetiske interessefelt.«

Men, som han siger, der går nok lige lidt tid.