Den internationalt anerkendte uddannelsesforsker Terence Karran har flere gange været ude med riven efter Danmarks måde at drive universiteter på:
2 gange, med 10 års mellemrum, har han dumpet de danske universiteters niveau af akademisk frihed, såsom forskernes frihed til selv at vælge forskningsemne.
Nu har den britiske forsker fundet en ny anledning til at revse Danmark:
I et nyt studie finder han indikationer på, at et universitets niveau af akademisk frihed hænger sammen med universitetets placering på globale ranglister.
\ Historien kort:
- En britisk forsker mener at have fundet en sammenhæng mellem, hvor meget akademisk frihed de britiske universiteter har, og hvor højt de ligger på internationale ranglister.
- I samme undersøgelse finder han, at de bedst placerede universiteter samtidig er præget af, at medarbejderne har stor medbestemmelse.
- Han mener derfor, at resultaterne berettiger til en kritik af Danmarks måde at drive universiteter på, som i hans optik er præget af alt for meget topledelse.
- En dansk forsker sætter dog spørgsmålstegn ved studiets metode.
Studiet er godt nok baseret på britiske universiteter, men Karran finder alligevel grund til at fremhæve Danmark i konklusionen.
»Mine resultater indikerer, at Danmarks strategi om at øge topledelsen (hvor medarbejdere har lidt at skulle have sagt, red.) – i et forsøg på at udvikle danske universiteter i topklasse – er fejlslagen og sandsynligvis har den modsatte effekt,« siger Terence Karran, som er seniorforsker ved Lincoln University i Storbritannien.
Du kan læse Terence Karrans svar på kritikken i boksen under artiklen.
Men hvad er det egentlig, den britiske uddannelsesforsker har undersøgt i sit nye studie - og hvorfor mener han, at det er relevant for Danmark?
Tese: Frihed og excellence er forbundet
I sin undersøgelse er Karran endnu engang zoomet ind på akademisk frihed, som han har kortlagt med besvarelser fra over 1.500 forskere i hele Storbritannien.
\ Akademisk frihed
… er en slags paraplybetegnelse, som dækker over frihed i alle akademiske henseender. For eksempel:
- Forskernes frihed til selv at vælge forskningsemne, også kendt som forskningsfrihed.
- Forskernes frihed til at fortælle åbent om deres resultater.
- Universiteternes uafhængighed.
- Hvor meget medbestemmelse forskerne har på universitetets strategier.
Det dækker også over, hvor godt beskyttet denne frihed er i lovgivningen.
Resultaterne har han sammenlignet med universiteternes placering på en af verdens mest anerkendte ranglister for universiteter:
Times Higher's World University Rankings, som lister de godt 1.000 bedste universiteter i verden.
Times-listen måler eksempelvis på undervisning (for eksempel antallet af studenter pr. underviser), forskning (for eksempel antallet af citationer), vidensoverførsel (for eksempel i forhold til industrisamarbejder) og internationalt udsyn (for eksempel procentdelen af internationale studerende).
Karrans tese lød, at manglende akademisk frihed ikke ’kun’ skader ytringsfriheden, den åbne debat og forskernes mulighed for at forske frit, men altså også kunne have en negativ effekt på universiteternes overordnede akademiske formåen. Og den så ud til at holde stik.
'Gamle' britiske universiteter er mest frie
Forskere på de universiteter, som indtager de højeste placeringer på listen, oplever generelt en højere grad af akademisk frihed i deres undervisning og forskning samt større medbestemmelse i ledelsesmæssige beslutninger end deres kollegaer på de lavere rangerende universiteter.
Derudover viser resultaterne, at det i overvældende grad er de gamle institutioner, som blev oprettet før 1992, der klarer sig godt på akademisk frihed og samtidig ligger højt på listen.
De nyere af slagsen, som blev tildelt status som universiteter i forbindelse med en ny lov i 1992, ligger alle længere nede på begge parametre.
Ud af de 200 bedst rangerede universiteter på Times’ liste optræder således 32 af de 'gamle', britiske universiteter – med Oxford University på 1. pladsen og Cambridge University på 2. pladsen. Det højst rangerende ’nye’ universitet er Anglia Ruskin University, som kommer ind på en 301.–350. plads.
I studiets konklusion påpeger Terence Karran, at den største forskel på de to grupper er deres ledelsesform.
Nyere universiteter præget af topledelse
På de gamle universiteter i Storbritannien deler man generelt ledelsesmæssige beslutninger op mellem flere instanser, samtidig med at forskerne og de øvrige akademiske medarbejdere i høj grad har mulighed for at komme med indspark til beslutningsprocessen.
Samme procedure bruger man på prestigefulde universiteter i USA som Stanford, MIT, Princeton og Harvard, der indtager henholdsvis en delt 3., 5. og 6. plads på listen.
De nyere universiteter er generelt mere præget af topledelse og ringe mulighed for, at de akademiske medarbejdere kan blande sig i ledelsesmæssige beslutninger, beretter Terence Karran.
»Hvilket tyder på, at en ændring i ledelsesprocedurerne i sidstnævnte gruppe kan være gavnlig,« skriver han blandt andet i studiets konklusion, hvor han også går videre til at perspektivere resultaterne til, hvordan ledelsesstrukturer ser ud i udlandet – og fremhæver Danmark som et grelt eksempel.
\ Læs mere
Kritiserer styreformen på danske universiteter
Ifølge Terence Karran er hans resultater med til at underminere universitetsreformer som den danske, der, mener han, har til formål at centralisere det ledelsesmæssige ansvar, alt imens inddragelsen af forskere og akademikere nedtones.
Og som udskifter akademisk personale med eksterne medlemmer, »der er udpeget på baggrund af deres forretningsevner frem for deres forståelse for videregående uddannelser,« siger Karran.
En af hans største anker er netop, at den danske universitetsreform, som blev indført i 2003, førte til en ændring i udpegelsen af universiteternes bestyrelser, hvoraf størstedelen af medlemmerne i dag bliver eksternt udpeget.
Et universitets bestyrelse har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af universitetet. Den er øverste myndighed på et universitet og central for den akademiske frihed, fordi den fastsætter universitetets prioriteter, udarbejder budget og strategi med ministeriet og ansætter rektor.
»Denne lovgivnings indvirkning på forskningen var dyb […] de enkelte akademikere har stadig den formelle frihed til at udføre videnskabelig forskning, men friheden er begrænset af bestyrelsens forskningsstrategiske rammer som angivet i aftalen udarbejdet med ministeriet,« skriver Karran i studiets konklusion.
Du kan læse mere om styreformen på de danske universiteter i artiklen 'Universiteterne ledes i blinde', som er skrevet af lektor Jan Faye og professor David Budtz Pedersen. I denne artikel, som blev udgivet i forbindelse med Karrans forrige studie, bakker en tredje dansk forsker op om Karrans pointe, idet han mener, at forskernes medbestemmelse på universiteterne fortsat er lille, trods en ændring af loven i 2011.
Karran: Man kan ikke drive et universitet som en virksomhed
Bestyrelsernes medlemmer bliver blandt andet valgt på baggrund af deres kompetencer inden for ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber, står der i retsteksten om den seneste ændring af universitetsloven fra 2017. Bestyrelsesformanden skal til gengæld have »erfaring med strategisk ledelse af en stor virksomhed eller organisation og væsentlig indsigt i samfundsmæssige forhold.«
Men når medlemmerne bliver hentet fra erhvervslivet, er de også mere tilbøjelige til at behandle og lede universiteterne som virksomheder. En kontraproduktiv øvelse, mener Karran.
\ Akademisk frihed er en menneskeret
Akademisk frihed er ikke bare et fluffy begreb for forskere. Det er bredt anerkendt af internationale organer som for eksempel UNESCO som en garanti for menneskerettigheder såsom ytringsfrihed.
Akademisk frihed er det, der gør det muligt for de universitetsansatte at kritisere såvel regeringen som offentlige og private virksomheders aktiviteter og fortælle bredt og åbent om deres viden, som for eksempel kan hjælpe os med at bekæmpe klimaforandringer eller myter om vacciner.
På den måde er akademisk frihed noget, vi alle sammen har ret til.
»Hvis virksomheder og universiteter var ét fedt, kunne vi jo lige så godt foreslå, at virksomheder skulle administreres som universiteter, og det kan de fleste nok blive enige om er en tosset ide.«
»Men hvis det er tosset at køre en virksomhed som et universitet, hvorfor skulle det så være fornuftigt at foreslå, at et universitet skal køres som en virksomhed? Er universitetspersonalet i sagens natur så dumme, at de ikke kan administrere deres egne anliggender effektivt?« siger han.
Dansk Magisterforening: »Helt logisk«
Den overordnede konklusion i Karrans nye studie – at akademisk frihed og international succes er to sider af samme sag – er »helt logisk«, hvis man spørger Camilla Gregersen, som er formand for Dansk Magisterforening.
Lav forskningsfrihed betyder lav troværdighed og dårligere forudsætninger for at tiltrække bevillinger og dygtige forskere, påpeger hun.
»Undersøgelsens resultater peger på, at både universitetsledelser og Folketingets partier skal tænke godt over, om de nu forsvarer og sikrer akademisk frihed. Det gælder jo universiteternes internationale troværdighed,« skriver Camilla Gregersen i en mail til Videnskab.dk.
Hun har også tidligere langet ud efter regeringens indblanding i den daglige drift på universiteterne, heriblandt manglende armslængdeprincipper for udpegelsen af bestyrelserne.
Lige så problematisk er dog de stigende krav til, at de enkelte forskere selv skal tiltrække forskningsmidler for at sikre sig ansættelse på et universitet, mener Camilla Gregersen.
»Jeg tror bestemt ikke, at hverken fonde eller ledelse på universiteterne ønsker, at universiteterne skal drives som virksomheder, men vi er desværre på vej hen ad den kurs på grund af de alt for små frie midler til forskning,« tilføjer hun.
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Karrans svar på kritikken: Jeg foreslår, at han læser studiet igen
Terrence Karran er ikke enig i Kaare Aagaards kritik, som blandt andet går på, at Karran i sit studie måler på korrelation frem for kausalitet. Det vil sige sammenfald frem for årsagssammenhæng.
Han afviser at give indtryk af at måle på hverken korrelation eller kausalitet.
»Jeg vil foreslå, at Aagaard kigger på studiet igen. Det bruger forskellige statistikker til at måle sammenligningsgraden mellem kohorter (et statistisk begreb om en gruppe respondenter med fælles karakteristika, red.) af britiske universiteter i overensstemmelse med deres rangering på Times Higher's World University Classification, men taler ikke om korrelation. Med hensyn til svarfrekvensen anvendte undersøgelsen over 1.500 svar - hvilket er mere end mange nationale meningsmålinger benytter sig af,« siger han.
Karran understreger til slut, at han selv mener, at det fremstår tydeligt af artiklen, at de internationale ranglister er mangelfulde.
»Jeg anerkender fuldt ud begrænsningerne af sådanne målinger, men argumenterer alligevel for, at selvom akademikere er klar over, at sådanne ranglister er ensidige og ikke kan måle institutionel kvalitet, accepterer de også på et mere pragmatisk niveau, at en imponerende placering på ranglisterne kan være essentielle for at sikre sig yderligere ressourcer, rekruttere flere studerende og tiltrække stærke partnerskaber.«
\ Topledelse er ligesom at forsøge at styre vejret
Topledelse er et forsøg på at ‘styre’ de processer, som skal lede til opdagelsen af ny viden – og det er per definition umuligt at vide, hvor ny viden skal findes, påpeger Karran.
»Derfor er ethvert forsøg på at prøve at ‘styre’ de processer, som skal lede til opdagelsen af sådan viden lige så let som at prøve at styre vejret – som ligeledes er ukendt og uforudsigeligt. Vi kan måske forudsige vejret – men vi kan ikke styre det,« siger han og fortsætter:
»I en vidensbaseret økonomi, har universiteter en unik og vigtig rolle – men hvis man øge mulighederne for, at ny viden spirer frem, for at tjene den vidensbaserede økonomi, har man brug for mere, ikke mindre, akademisk frihed.«
