Forskningsfrihed: Danmark får bundplacering i EU
10 år efter katastrofe-måling ligger Danmark stadig på en »trist« placering. Regeringen er ikke blind over for diskussionen, lyder det fra forskningsministeren.
Akademisk frihed forskningsfrihed

Akademisk frihed handler blandt andet om forskeres frihed til at fortælle om forskningsresultater, som ikke lige passer universitetsledelsen eller politikerne. (Modelfoto: Shutterstock)

Danmark dumper fatalt, når det gælder akademisk frihed og forskningsfrihed.

Det viser en ny undersøgelse af seniorforsker Terence Karran fra Lincoln University i Storbritannien. Han har sammenlignet de 28 EU-landes frihedsgrader for universiteterne, og Danmark lander på en deprimerende 24.-plads.

Hvad værre er: Det er ikke første gang, at Danmark skraber bunden, når det gælder akademisk frihed.

Terence Karran udførte nemlig samme undersøgelse i 2007, hvor Danmark kom næstsidst, kun undergået af Storbritannien.

I mellemtiden er der kommet en revideret universitetslov til blandt andet at sikre den akademiske frihed i Danmark – men den har altså tilsyneladende ikke haft den ønskede effekt, lyder det fra seniorforskeren.

»Det er tydeligt, at retsbeskyttelsen af akademisk frihed fortsat ikke er tilstrækkelig i Danmark,« siger Terence Karran, hvis nye studie er publiceret i Policy Reviews in Higher Education.

Underskrifter fra 6.502 forskere

Akademisk frihed er en slags paraplybetegnelse, som dækker over frihed i alle akademiske henseender.

Forskningsfrihed er under pres i Danmark

Den frie forskning er mange steder under pres i den danske universitetsverden, konkluderer professor emeritus Heine Andersen i sin nye bog 'Forskningsfrihed'.

I bogen giver han flere konkrete eksempler såsom ministeriers ulovlige mundkurvskontrakter, tvivlsomme fyringer og publiceret forskning, som er blevet beslaglagt af en institutleder.

Du kan læse et uddrag af bogen her.

Det vil for eksempel sige:

  • Forskernes frihed til selv at vælge forskningsemne,
  • til at fortælle åbent om deres resultater,
  • universiteternes uafhængighed,
  • hvor meget medbestemmelse forskerne har på universitetets strategier og så videre.

Det dækker også over, hvor godt beskyttet denne frihed er i lovgivningen.

I 2009 igangsatte man en evaluering af den danske universitetslov, som oprindeligt stammer fra 2003. Flere internationale eksperter, heriblandt Terence Karran, langede dengang ud efter den daværende universitetslov.

I den forbindelse skrev 6.502 danske forskere under på at få regeringen til at sikre universitetsansattes rettigheder og frihed bedre.

Uden håndhævelse, ingen effekt

I 2011 blev loven ændret med målet om at sætte mere fokus på medbestemmelse for de ansatte og de studerende, den frie akademiske debat, forskningsfrihed og frihedsgrader, som Uddannelses- og Forskningsministeriet skriver i denne nyhed.

Universitetsloven § 2 stk. 2:

»Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken.«

Læs hele Universitetsloven her.

I loven blev det blandt andet indført, at det var universiteternes ansvar at beskytte forskningsfriheden - men formuleringerne er vage, og loven kommer for eksempel ikke nærmere ind på, hvad vi i Danmark forstår med begrebet forskningsfrihed, eller hvordan universiteterne skal »værne om« den, som der står. 

Ændringen var derfor utilstrækkelig, lyder det fra Terence Karran.

»Loven siger, at det er universiteternes ansvar at beskytte den akademiske frihed, formuleret som 'forskningsfrihed', men den siger ikke hvordan. Der ligger selvfølgelig en værdi i at skrive det ned, men hvis det ikke bliver håndhævet, betyder det ingenting,« siger han.

Du kan læse mere om ændringerne af universitetsloven i 2009 i artiklen 'Universiteterne skal være den videnskabelige vagthund'.

Fremgang - men ingen hurra-råb

Terence Karran har sammenlignet de 28 lande på nogle afgørende parametre, som tilsammen udgør graden af akademisk frihed. Danmark ligger under middel på alle punkter, blandt andet forskningsfrihed. Det dækker over, hvor stor frihed forskerne har til selv at vælge emne, metode og kanal for deres forskning.

Hvor kommer pengene fra?

Pengene til dansk forskning kan for eksempel komme fra private forskningsfonde. De danske fonde er faktisk europamestre i forskningsfinansiering.

Men fondene har hver især deres særinteresser og områder, som de foretrækker at poste penge i frem for andre.

Jo mere afhængige af for eksempel fonde, forskerne er, jo mere pressede kan de føle sig til at forske i det, fondene gerne vil have forsket i.

Karran understreger i artiklen, at ingen lande lever 100 procent op til alle parametre.

  • Det land, der kommer tættest på, er Kroatien med 69 procent.
  • Dernæst kommer Spanien med 66,5 procent,
  • Bulgarien med 65,5 procent,
  • og Tyskland med 64,5 procent.

Danmark scorer i alt 38,5 procent.

Kun fire lande – Ungarn, Malta, Storbritannien og Estland – ligger lavere på listen end Danmark. Og selvom det umiddelbart er en fremgang, eftersom Danmark i 2007-undersøgelsen kun var bedre end Storbritannien, skal man ikke glæde sig for meget over denne fremgang, mener Terence Karran.

I mellemtiden er der som bekendt kommet flere lande med i EU og derfor flere med i undersøgelsen, siger han.

undersøgelse akademisk frihed

Den fulde liste med alle landenes placeringer - Danmark får en 24. plads. (Foto fra undersøgelsen)

Særligt lovgivningen halter

Danmark opnår sin laveste score inden for ’akademisk frihed i lovgivningen’, hvor vi får et 5-tal og dermed kun formår at slå to andre lande: Malta og Estland, som hver får 0 point. Hele seks lande får 20 point, ét får 17,5 og syv lande får 15.

Af øvrige faktorer, som placerer Danmark på en bundplacering i akademisk frihed, nævner Terence Karan:

  • Dårlig jobsikkerhed for forskerne, som let kan fyres.
  • Akademisk frihed er ikke skrevet direkte ind i den danske grundlov, ulig andre lande som for eksempel Spanien og Luxembourg.
  • Vi har ikke et uafhængigt organ, som skal holde øje med, at universiteterne lever op til deres ansvar for at sikre akademisk frihed.
  • Vi mangler en definition af, hvad man egentlig mener med akademisk frihed samt sanktioner for at bryde med denne.

Danmarks dårlige placering er »trist,« hvis man spørger Claus Emmeche, som arbejder ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.Han har ikke deltaget i det nye studie, men har læst det og var i 2009 en af initiativtagerne på underskriftindsamlingen, som skulle presse politikerne til at forbedre loven.

Kræver gennemgribende reformer

Claus Emmeche er fuldkommen enig med Terence Karran i, at universitetsloven fra 2011 kommer til kort, når det handler om at beskytte forskningsfriheden og forskernes muligheder for at deltage åbent og engageret i den samfundsmæssige debat.

»Jeg tænker, at det, at vi stadig ligger så lavt, illustrerer, at justeringerne i loven i 2011 var for få til for alvor at kunne mærkes i forskernes hverdag. Det viser, at det kræver mere gennemgribende reformer at få Danmark bedre placeret,« siger han.

Claus Emmeche fortæller, at han selv var skuffet og havde håbet på langt mere, da loven blev ændret for seks år siden. Særligt når det kommer til forskernes medbestemmelse.

»Det, vi oprindeligt fik så mange til at skrive under på, var basalt set, at man skulle indføre en styreform på universiteterne, der byggede på selvstyre og akademisk frihed.«

I stedet, forklarer Claus Emmeche, beholdt man den nuværende topdown-styring, hvor det er bestyrelsen, der ansætter rektor, der ansætter dekanen, der ansætter institutlederne. Og vi har faktisk ret dårlige beviser for, at den nuværende måde at lede på universiteterne virker efter hensigten, skriver to andre forskere i artiklen 'Universiteter ledes i blinde'.

Topstyring er ikke befordrende for debat

Spørger man Claus Emmeche, kan topstyring let få den effekt, at forskerne kan være mere tilbageholdende med at kritisere institutlederen for beslutninger om forskningsstrategi, fordi den pågældende leder er loyal opadtil.

Akademisk frihed er for alle

Akademisk frihed er ikke bare et fluffy begreb for forskere. Det er faktisk bredt anerkendt af internationale organer som for eksempel UNESCO som en garanti for menneskerettigheder som ytringsfrihed.

Akademisk frihed er det, der gør det muligt for de universitetsansatte at kritisere såvel regeringen som offentlige og private virksomheders aktiviteter og fortælle bredt og åbent om deres viden, som for eksempel kan hjælpe os med at bekæmpe klimaforandringer eller myter om vacciner.

På den måde er akademisk frihed noget, vi alle sammen har ret til.

Desuden kommer medarbejderne let til at opfatte sig selv som lønarbejdere og mister derfor motivationen til at deltage i debatter og give deres mening til kende.

»På den måde er jeg bekymret for tilstanden i Danmark, for et vigtigt aspekt ved akademisk frihed er også ytringsfrihed og den ånd, som bør herske på et universitet, nemlig at der kan være en åben debat og mange forskellige holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer ledelsen. En så ensidig topstyring, som vi har i dag, er ikke befordrende for en åben debat,« siger Claus Emmeche.

At forskerne er efterspurgte i debatten, kan du læse mere om i artiklen 'Forskere har da både ret og pligt til at sige deres mening'.

Yderligere topstyring indført i 2017

I begyndelsen af 2017 blev ledelsen på universiteterne yderligere topstyret, idet det blev politisk bestemt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet fremover skal være inde over alle led i processen, når der skal udpeges ny bestyrelse for universiteterne.

Det blev stærkt kritiseret af Dansk Magisterforening, Danske Universiteter, Danske Studerendes Fællesråd, Djøf og HK Stat, som alle mente, at loven er et brud med traditionen for politisk uafhængige bestyrelser – og dermed forskningsfriheden på danske universiteter.

»Ministeriet går ind og berører selve kernen af forskningsfriheden, og det kan vi på ingen måde acceptere,« lød det i den forbindelse fra Camilla Gregersen, som er formand for Dansk Magisterforening, universiteternes største fagforening.

Mundkurvskontrakter er et overgreb

Dansk Magisterforening (DM) var i 2009 en af de bærende kræfter i at få blandt andet Terence Karran til Danmark og fremlægge sine resultater. DM var blandt dem, der kæmpede hårdest for at få presset en revision af Universitetsloven igennem, hvilket altså lykkedes.

Men formand Camilla Gregersen må erklære sig enig med både Terence Karran og Claus Emmeche i, at ændringerne i loven var utilstrækkelige. Både når det kommer til akademisk frihed og kollegial medbestemmelse.

Hun nævner som eksempel landbrugspakke-sagen, bedre kendt som 'Gyllegate', hvor en gruppe professorer blev bedt om at holde mund om deres resultater, indtil pakken var vedtaget.

»Den frie publicering af forskningsresultater blev knægtet, uden at der var instrumenter i universitetsloven eller andre love, som kunne forhindre det,« lyder det fra Camilla Gregersen, som tilføjer, at sådanne mundkurvskontrakter både er et problem i den almindelige demokratiske debat og samtidig »et væsentligt overgreb på videnskabelig praksis, forskningsfrihed og kvalitet.«

Søren Pind: Jeg noterer mig kritikken

I en mail til Videnskab.dk skriver forskningsminister Søren Pind, at den akademiske frihed i hans øjne er afgørende for samfundsudviklingen. Han noterer sig derfor kritikken »med interesse«, men påpeger samtidig, at Terence Karrans studie ikke måler på den reelle akademiske frihed, som forskerne oplever, men på de lovgivningsmæssige rammer.

»Det følger klart af universitetsloven, at universitetet har forskningsfrihed, og at universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken. Det betyder konkret, at den enkelte forsker har forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet,« skriver han videre. 

Regeringen er dog ikke blind over for diskussionen og emnet, lyder det videre fra forskningsministeren, som i forbindelse med sin tiltrædelse tidligere i 2017 understregede over for Videnskab.dk, at han er stor tilhænger af fri forskning. Derfor, skriver han, har regeringen afsat en særlig bevilling i 2016/2017 på 9 millioner kroner, som skal belyse integritet i forskningen.

»Vi har også udarbejdet et nyt kodeks og et nyt system for integritet, hvor universiteterne spiller en større rolle og har bedre muligheder for kollegialt at værne om integriteten og forskningsfriheden,« lyder det til slut fra Søren Pind.

 

Vi mister ikke-populistisk forskning
Populisme forskning forskningsfrihed akademisk frihed

Populisme sætter klare begrænsninger for forskningen. (Foto: Shutterstock)

En anden faktor, som forskerne i 2009 gjorde opmærksomme på, var ifølge Claus Emmeche nødvendigheden af at sikre forskningsressourcer, som ikke er afhængige af velvilje fra fonde og politikere. Heller ikke her mener han, at der er sket en udvikling til det bedre.

Tværtimod, påpeger han, har basisbevillingerne til universiteterne procentvis været for nedadgående i flere år. Universiteternes samlede budgetter er til gengæld steget.

»Der er mere forskning nu end nogensinde før, men en del af den vækst har indebåret en højere grad af afhængighed af eksterne midler,« siger Claus Emmeche og tilføjer, at vi på den måde risikerer at miste forskning, som tager udgangspunkt i andet end populisme eller fondenes velvilje.

»Det kan betyde, at man som forsker tvinges til at profilere sin forskning efter emner eller projekter, som er oppe i tiden, eller som kan støttes af offentlige og private fonde,« siger han.

Du kan læse om eksempler på forskning, som blev påvirket i en bestemt retning, i artiklerne 'Tv-kok fik lov til at blande sig i videnskaben i OPUS' og 'Forsker i millionprojekt: Ledelsen forsøgte at påvirke mine resultater'.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.