»Mistænkeliggørelse«: Styrelse kræver redegørelse for forskning

En potentielt betændt hastesag flyver lige nu rundt i e-mail-indbakkerne på landets universiteter.

Omdrejningspunktet er en henvendelse fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse (UFM), hvor universiteterne bliver bedt om at redegøre for udvalgte forskningsbidrag, særligt fra samfundsvidenskab og humaniora.

Det drejer sig om bidrag, som er blevet indberettet til statens pointsystem for forskning, BFI, men som måske ikke er berettiget til at udløse point. Det er opsigtsvækkende, fordi BFI blandt andet ligger til grund for, hvor mange penge universiteterne hver især får til at forske for. Jo flere BFI-point, desto flere penge.

Uenigheden består med andre ord i, hvad der er forskning - og hvilken type forskning der skal belønnes.

Nu skal forskerne udrede, hvorfor deres forskning faktisk ér forskning, og det skaber reaktioner, fortæller prodekan på Københavns Universitets (KU) Samfundsvidenskabelige Fakultet, Mette Wier.

»Nogle forskere kan komme til at tage det personligt, selvom det slet ikke er det, der er på spil. I og med at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres arbejde, rammer det på det, der er allervigtigst for dem; deres faglige integritet,« siger Mette Wier, der er tovholder på sagen hos KU.

Samfundsvidenskab og humaniora er særligt udfordrede

Henvendelsen fra UFM udspringer af en undersøgelse, som er foretaget af en forsker og en videnskabelig assistent fra Center for Forskningsanalyse (CFA) på Aarhus Universitet. Undersøgelsen er bestilt af UFM og har undersøgt ’datakvaliteten’ for udvalgte dele af BFI-bidragene fra 2015.

Bidragene stammer primært fra samfundsvidenskab og humaniora og er udvalgt, fordi et forskningsprojekt af samme forsker, professor Jesper Schneider fra CFA, har vist, at nogle publikationstyper fra netop disse fagområder ser ud til at have udfordringer. Det gælder eksempelvis de såkaldte monografier, som er længere tekster om ét emne - ofte bøger.

Det var resultaterne af dette forskningsprojekt, som fik UFM til at følge op med deres egen undersøgelse, oplyser direktør for Styrelsen Hans Müller Pedersen til Videnskab.dk.

Universiteterne er nu blevet bedt om at redegøre for deres syn på undersøgelsens konklusioner, og UFM har i samme ombæring sendt opdaterede retningslinjer for BFI ud.

UFM: Ingen problemer med BFI

Hans Müller Pedersen, som også er formand for styregruppen for BFI og dens løbende udvikling, mener ikke, at initiativet er tegn på, at der er problemer med BFI-systemet.

»Nej, det vurderer jeg ikke. Det er en naturlig del af den løbende drift af BFI at have en dialog med universiteterne om en række forhold, herunder registrering til BFI.«

Hvad gør I, hvis det viser sig, at der er publikationer, der har fået BFI-point, som ikke burde have haft det?

»Det har vi ikke taget stilling til, da vi endnu ikke har modtaget universiteternes redegørelse for deres syn på undersøgelsens konklusioner.«

Hvad gør I, hvis universiteterne siger, at ingen af BFI-bidragene er problematiske, som der ellers er lagt op til i CFA-notatet?

»Det har vi ikke taget stilling til, da drøftelserne med universiteterne ikke er færdige.«

»En glidebane og en mistænkeliggørelse«

Ifølge professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet Heine Andersen er det under al kritik og en »grov trussel mod forsknings- og publiceringsfriheden«, at en politisk myndighed sætter spørgsmålstegn ved den forskning, som universiteterne har indberettet.

»Det er en meget problematisk procedure, hvis en politisk myndighed begynder at sætte spørgsmålstegn ved noget, som universiteterne har indberettet og anser som værende videnskabelig forskning,« siger han.

Universiteterne er blandt andet blevet bedt om at bekræfte, at forskningen er bedømt af fagfæller, hvilket er et krav for at få BFI-point. Men det har forskerne allerede gjort, da de indberettede deres forskningsresultater i første omgang - så hvorfor skal de gøre det igen, spørger Heine Andersen.

»Det er en glidebane og en mistænkeliggørelse. Hvis universiteterne har sendt det ind og sagt, at det er fagfællebedømt, hvorfor skulle UFM så spørge, om det nu også ér fagfællebedømt? Selvfølgelig kan der laves fejl, men det er meget farligt, hvis den politiske myndighed begynder at gøre sig til dommer over universiteternes kvalitetsbedømmelse.«

Det kan aldrig tilkomme embedsmænd i et ministerium at fastlægge, hvornår en publikation kan anses for at have videnskabelig værdi.

Heine Andersen

10% af forskningsproduktionen gennemgået

Ifølge UFM må Jesper Schneider gerne udtale sig om BFI-undersøgelsen. Han oplyser selv til Videnskab.dk, at han ikke ønsker at blive blandet ind i en sag mellem universiteterne og ministeriet.

Ud fra notatet, som Videnskab.dk har fået indsigt i, kan man dog læse, at undersøgelsen undersøger »datakvaliteten i 2.410 udvalgte bidrag høstet i 2015, herunder monografier på danske forlag, antologibidrag på danske forlag, antologibidrag i engelske håndbøger og tidsskriftsartikler i danske tidsskrifter.«

En monografi er et skrift, ofte en bog, om et enkelt begrænset emne, mens antologier er bøger med et udvalg af tekster, som har samme tema og har bidrag af forskellige forfattere. De 2.410 bidrag svarer omtrent til 10 procent af den samlede forskningsproduktion, oplyser UFM.

Forfatterne skriver i notatet, at bidragene er udvalgt ud fra den strategi, at hvis der er problemer med datakvaliteten, forventer de at, problemerne kan findes i netop disse bidrag.

De skriver videre, at gennemgangen er foretaget »med henblik på at undersøge, om der er overensstemmelse mellem, hvor mange BFI-point bidragene ud fra kriterier for BFI’en bør tildeles, og hvor mange BFI-point bidragene faktisk tildeles.«

Skærpelse af retningslinjerne var tiltrængt

I notatet skriver Jesper Schneider og videnskabelig assistent Pernille Bak Pedersen også, at videnskabelighedskriteriet ikke er klart defineret inden for BFI-systemet, og at de derfor har taget udgangspunkt i en definition, som de selv beskriver i notatets afsnit 5 »for at muliggøre en systematisk undersøgelse.«

Prodekan Mette Wier mener heller ikke, at retningslinjerne har været klare nok. Hun er positivt indstillet over for, at der nu er blevet udsendt en skærpelse af reglerne til universiteterne.

»Med det her erkender de (UFM, red.) jo også, at der er behov for at præcisere retningslinjerne. Det har ikke været lige så skarpt skåret op tidligere. Og det er positivt, at det nu sker.«

De fleste siger, at det ér forskning

Ifølge Mette Wier er universiteterne for hvert bidrag blevet bedt om at tjekke, om der – ud fra de skærpede retningslinjer – er tale om forskning, og om bidraget er bedømt af fagfæller.

Hun forklarer, at fakultetet har modtaget et Excelark med en række bidrag, som ifølge CFAs undersøgelse er »problematiske« eller »eventuelt problematiske«.

»Vi trak så det ud, hvor vi kunne se, at der var en begrundelse for at sætte spørgsmålstegn og sendte det videre til forskerne, som er blevet bedt om at redegøre for det. Og langt de fleste af dem siger jo så, at det ér forskning.«

Forskerne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet blev bedt om at melde tilbage til deres institutleder senest ved udgangen af sidste uge.

En »uproblematisk øvelse«?

Mette Wier finder det i udgangspunktet ikke spor mærkeligt, at UFM efter en årrække med pointsystemet BFI – som blev indført i Danmark i 2009 – ønsker at tjekke op på bidragene.

»Retningslinjerne har været så uklare, at en del eksempelvis har indberettet lærebøger (som ikke giver BFI, red.) som monografier. Jeg tror ikke, det er, fordi folk sidder og snyder, men der har været uklarheder om reglerne, og nu går de (UFM, red.) så ind og siger: ’Det er det her, vi mener’. Det synes jeg ikke er så problematisk en øvelse.«

Spørger man Heine Andersen, er der dog langt fra tale om en ’uproblematisk øvelse’.

Når der nu har været usikkerheder om reglerne, er det så ikke okay, at UFM sender skærpede retningslinjer ud og beder universiteterne gå deres bidrag efter?

»Nej, det ved Gud, det ikke er. Det kan aldrig tilkomme embedsmænd i et ministerium at fastlægge, hvornår en publikation kan anses for at have videnskabelig værdi. Heller ikke selvom de får konsulenthjælp fra et par forskere på et universitet. Hvorfor skulle undervisningslitteratur ikke kunne repræsentere ny videnskabelig indsigt? Fra mit eget fag kender jeg eksempler på monografier med nye forskningsresultater, der er blevet anvendt direkte i undervisning,« siger han og fortsætter:

»Der er også stolte traditioner inden for humanistiske discipliner – fremragende forskning er formidlet i store bøger, som kan anvendes direkte på gymnasier og højskoler, og det her er en manglende respekt for de forskellige faglige traditioner og muligheden for at kombinere forskning på højt niveau med gode formidlingsevner.«

»Vi har et system, hvor universiteterne skulle være uafhængige og de bedste til at bedømme, hvad der er kvalitet, og her prøver den politiske myndighed at gøre sig til dommer. Det hører sig ikke til i et pluralistisk samfund som vores,« slutter Heine Andersen.