I august 2021 fortrængte Taliban 20 års vestligt styre fra den afghanske hovedstad Kabul, og islamismen sejrede endnu engang.
Så hvad kan vi lære?
Skal vi i Vesten have det bedst mulige udbytte af konfrontationer med islamistiske modstandere i fremtiden, så skal vi blive bedre til at forstå dem, lyder det fra forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Mona Kanwal Sheikh.
»Hvad gør, at de her bevægelser tyr til vold? Det er den overordnede ting, som vi er nødt til at forstå,« pointerer hun.
Mona Kanwal Sheikh har nærstuderet bunkevis af fredagsbønner, TV- og radioudsendelser, bøger, taler og fatwaer fra markante islamistiske stemmer i Mellemøsten og udgav i november sidste år et bogkapitel baseret på denne forskning. Hun har to budskaber, som vi i Vesten er nødt til at forstå, hvis vi vil have succes i kampen mod islamisterne i fremtiden:
- Islamisterne er i lige så høj grad som os i Vesten drevet af frygt for deres sikkerhed og tab af værdier. De er bange for et samfund, hvor religion ingen rolle spiller.
- Islamisterne er ikke én stor og ensartet bevægelse på tværs af lande, personer og bevægelser. De er lige så forskelligartede som lande og politiske bevægelser i Vesten.
Forstår vi de to ting, vil vi stå med langt bedre kort på hånden, hvis eller når der skal forhandles eller kæmpes mod islamister i fremtiden, lyder budskabet.
\ Islamisme ≠ islam
Selvom om ordlyden er næsten ens, er det vigtigt at huske på, at islamismen ikke er det samme som islam.
Islamisme er den ideologisk retning, der ønsker, at islam skal være grundlag for hele samfundets indretning, og at sharia, forstået som gudsgivne, love skal have forrang i forhold til verdslig lovgivning.
Samme fokus på sikkerhed
Mona Kanwal Sheikh kender islamismens ABC bedre end de fleste.
»Siden 2005 har jeg læst ideologiske tekster skrevet af kendte islamister som Osama Bin-Laden og Hassan al Banna (grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, red.) for at forstå, hvad islamisme er for et fænomen,« fortæller Mona Kanwal Sheikh til Videnskab.dk.
Meget ofte bliver islamisme forstået som en ekspanderende ideologi, der vil samle hele Mellemøsten - og i princippet hele kloden - under en islamistisk stat baseret på sharia, fredagsbøn og burkaklædte kvinder.
Men på tværs af ellers forskellige islamistiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab, Hamas, Al Qaeda, Islamisk Stat og Taliban, er det ønsket om sikkerhed - ikke en forkromet islamistisk verdensorden - der går igen, pointerer Mona Kanwal Sheikh.
Pointen kan lyde indlysende, men hun kalder den for både »underbelyst« og »undervurderet«.
»Jeg synes ikke, at vi har været gode nok til at anerkende, at vores modstandere har samme fokus på sikkerhed, som vi selv har haft,« siger Mona Kanwal Sheikh.
Kan have en mere nøgtern forståelse
Chefkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser på Forsvarsakademiet, David Vestenskov, har læst Mona Kanwal Sheikhs analyser, og han er enig, fortæller han til Videnskab.dk.
Han mener, at vi har undervurderet islamtisterne, når vi kun har tænkt på dem som bestialske selvmordere i bombevest og onde terrorister. Størstedelen af islamister har et lige så stort et ønske om sikkerhed, som vi i Vesten har.
»De fjender, man nu engang har, bliver fremstillet som nogen, der vil konflikten for konfliktens skyld. Der er en tendens til, at man dæmoniserer sine modstandere, men man kan godt have en mere nøgtern forståelse af dem,« siger David Vestenskov, der forsker i den sikkerhedspolitiske udvikling i Afghanistan og Mellemøsten.
Forskellige forståelser af sikkerhed
Som forsker læser Mona Kanwal Sheikh verden gennem et sæt teoretiske briller, der også er kendt som ‘kritisk sikkerhedsteori’ og ‘sikkerhedsliggørelse’.
»Det centrale i det perspektiv er udgangspunktet om, at sikkerhed ikke er en objektiv størrelse. Der er helt forskelligt, hvad forskellige statsaktørerer og ikke-statslige aktører kan opleve som sikkerhed, og hvad de ser som en trussel,« forklarer Mona Kanwal Sheikh.
\ Læs mere
Hos islamisterne er sikkerhed lig med et samfund, hvor islam og de religiøse love hersker.
Dermed har de en diametralt modsat forståelse af sikkerhed, end vi har i Vesten, hvor religion i dag - og i nyere historie - er blevet forbundet med usikkerhed og konflikt.
Netop derfor har det ikke fungeret at fodre Mellemøstens samfund med en vestlig ideologi om frihed og demokrati med den ene hånd, mens vi samtidig har skabt usikkerhed og presset religionen ud af samfundet med den anden.
En strategi, der har været styrende for Vesten siden det skelsættende angreb på Tvillingetårnene i New York i 2001.
»Man kan spejlvende det hele og sige, at de frygter, at islam er under eksistentiel pres og religion og guddommelige lovgivning ikke har plads på jorden under Vestens politik. Mens vi omvendt frygter, at vores sekulære samfund og frihedsværdier er truet,« lyder det fra DIIS-forskeren.
\ Læs mere
Et spejlbillede af Vesten
Pointen kan sikkert skurre lidt i et sæt vestlige øre.
»I Vesten ser vi adskillelsen af religion fra resten af samfundet som et naturligt gode,« påpeger Mona Kanwal Sheikh.
En central fortælling om det moderne Vesten bygger eksempelvis på, at Den Westfalske Fred i 1648 satte et tiltrængt låg på 30 års religionskrige i Europa.
\ Læs mere
Der har selvfølgelig været krige i Europa siden 1648, men de har i mindre grad handlet om religion, og derfor er det en stor del af vores selvforståelse i Vesten, at sekularisering giver frihed og fred.
»Forståelsen findes ikke kun i den offentlige debat men også i de videnskabelige discipliner som international politik, hvor der er en forforståelse af, at fred og fremdrift førte til modernitet og oplysning, netop fordi religion blev renset fra det offentlige rum. Det er vores erfaring,« forklarer Mona Kanwal Sheikh.
Men i Mellemøsten er erfaringen med sekularismen helt anderledes end i Vesten, minder DIIS-forskeren om.
»Mange steder i Mellemøsten har man haft en anden erfaring. Bath-regimerne i 1960’ernes og -70’ernes i for eksempel Syrien og Irak var dogmatisk anti-religiøse. Deres sekularisme blev ikke forbundet med fred og fremskridt, men overherredømme, tyranni og undertrykkelse af politiske modstandere.«
Religion er et redskab
David Vestenskov fra Forsvarsakademiet mener også, at vi har været for optagede af at tvinge Vestens verdensforståelse ned over andre samfund.
»Modellen, man prøvede i Irak og Afghanistan, hvor man sagde 'vores samfundsmodel fra Vesten er den bedste, og at alle i bund og grund er små demokrater, der skal sættes fri,' er der gjort op med,« siger David Vestenskov.
Han advarer dog mod at lægge for stor vægt på religion som forklaring på, at interventionerne i Mellemøsten mislykkedes.
»Det handler om overlevelse, adgang til ressourcer og lokal magt. Folk vil i sidste ende altid give deres støtte til den aktør, der kan give dem sikkerhed,« lyder det fra David Vestenskov.
Samtidig er han ikke meget for at tillægge de ideologiske tekster, som Mona Kanwal Sheikh er dykket ned i, for stor betydning, når vi skal forstå konflikterne i Mellemøsten.
»Religionen er et redskab, der bruges til at mobilisere befolkningsgrupper, og afsenderne kan være både være chefideologer og militante ledere . Men det er jo ikke det samme som, at deres tanker er repræsentative for et lands befolkning,« påpeger han.
Fejlslutninger og ensidige forståelser
Det var den ene af Mona Kanwal Sheikhs to budskaber. Den anden kommer her.
I denne artikel har vi for lethedens skyld indledt med at fokusere på, hvad islamismen - som et stort kludetæppe på tværs af lande, personer og bevægelser - kendetegnes ved.
Dermed har vi gjort os skyldige i en forenkling, der gennemsyrer Vestens forståelse af islamismen.
For, påpeger Mona Kanwal Sheikh - og David Vestenskov er rørende enig - billedet af islamismen som én stor pærevælling er netop årsag til mange misforståelser og dermed fejlagtige strategier.
»Man har både islamistiske bevægelser, der har stillet op til valg og ladet sig integrere i det demokratiske og parlamentariske system. Det har vi set i Pakistan og flere steder i Nordafrika, hvor islamistiske partier er stillet op og har omfavnet demokratiet, selvom de vil implementere sharia.«
»Samtidig har man set flere totalitære udgaver af islamisme, som ikke kan acceptere magtdeling og valgdeltagelse, og som ikke vil gå på kompromis med, hvad de opfatter som ubøjelig guddommelig lovgivning,« fortæller Mona Kanwal Sheikh.
Det afghanske Taliban er primært en nationalistisk bevægelse, der ikke har haft som mål at overtage eller angribe andre lande eller Vesten.
Helt omvendt er det med Islamisk Stat, der er klart drevet af en ekspansionistisk dagsorden og angriber Vesten gennem terroraktioner i Europa.
Vigtigt for verdensfreden
På trods af de tydlige forskelle har vi haft tendens til at se islamismen som en enhed, og det har konsekvenser for, hvordan vi har tacklet konflikter med disse bevægelser:
»Det har ledt til, at Vesten har haft en kompromisløs tilgang til de her bevægelser, fordi man opfatter dem som entydigt ekspansive, offensive og aggressive, hvilket nogle - men langtfra alle - er. Problemet er, at modstanderen bliver gjort til nogen, man ikke kan handle med, og så er vold blevet gjort til den eneste løsning,« forklarer Mona Kanwal Sheikh.
Er vi opmærksomme på variationerne i bevægelserne, er det også nemmere at finde ud af, hvornår ellers voldelige islamister kan lokkes til forhandlingsbordet
»I sidste ende handler det om at være på udkig efter de rigtige skruer, der kan reducere volden i verden og bringe voldelige bevægelser nærmere en forsoningstankegang,« siger Mona Kanwal Sheikh.
»Forskningsmæssigt er det derfor vigtigt at forstå, hvilke vilkår der bringer sådanne bevægelser nærmere et forhandlingsbord, og hvilke mekanismer der skubber dem væk,« tilføjer hun.
Islamisk Stat er måske udenfor pædagogisk rækkevidde for nu. Men også det kan ændre sig:
»Hvis man ser historisk på det, er der sket en transformation i mange voldelige islamistiske bevægelser, der gået fra at være rebeller til at være bevægelser, man kan forhandle med,« siger Mona Kanwal Sheikh.
Det har vi set med Hamas i Palæstina og Hizbollah i Libanon, i Algeriet, i Pakistan og senest med Taliban i Afghanistan. Her er islamisterne gået fra at være en oprørsgruppe til at sidde i regeringsmagten, der gerne vil tale med Vesten.
»Selvom flere af de her bevægelser ofte har et militant og et politisk greb, er transformationen vigtig, for den betyder, at man kan begynde at arbejde med bevægelserne og præge dem i en ikke-voldelig retning. Og det er vigtig for verdensfreden«.
