Forstenede knogler fra menneskets forfædre - et tommelfingerled og et stykke af et kraveben - er for første gang nogensinde blevet sendt ud i rummet.
Turen på lige under 13 minutter, der foregik om bord på Virgin Galactics V.S.S Unity 8. september 2023, skulle promovere videnskaben og give anerkendelse til forskning i menneskets udvikling, skriver den amerikansk-sydafrikanske palæoantropolog Lee Berger, der står bag projektet.
Men det er et fuldstændig unødvendigt PR-stunt, der i værste fald kan gøre uoprettelig skade på vigtigt biologisk materiale, lyder kritikken fra flere fagfolk.
»Trist og ret oprørende. Vidunderlige og dyrebare menneskelige rester, der bør behandles med omhu og respekt, bruges igen til ren selvpromovering,« skriver Thomas Higham, professor i arkæologi ved Wien Universitet, på det sociale medie X.
Heather Edgar, professor i retsmedicinsk antropologi ved University of New Mexico, skriver, at hun »skammer sig« på fagets vegne.
En tredje fagfælle, Mark Collard, der er professor i arkæologi og biologisk antropologi ved Simon Fraser University i Canada, kalder det »et åbenlyst brud på faglig etik«:
This is an obvious breach of professional ethics, Lee. The use of a type specimen in such a publicity stunt is particularly problematic. Type specimens are supposed to be kept safe for reference purposes. Please rethink your cavalier approach. It’s damaging palaeoanthropology.
— Mark Collard (@profmarkcollard) September 10, 2023
Videnskab.dk har kontaktet Lee Berger for at spørge ham, hvordan han forholder sig til kritikken, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Til National Geographic siger Lee Berger, at knoglerne er »to af de bedst undersøgte og bedst replikerede genstande i vores samling,« og at det har været afgørende for, at netop de to fossiler er blevet udvalgt til at komme i rummet.
#Homonaledi and #sediba just became the oldest astronauts! Thanks astronaut Tim Nash @virgingalactic @GovernmentZA @NatGeo @Matty_Berger98 @Spaceport_NM #neverstopexploring https://t.co/Yevw67bUg1 pic.twitter.com/BLHXX7frnt
— Lee R Berger (@LeeRberger) September 8, 2023
Vi ved ikke, hvad der sker med knoglerne
I Danmark har arkæolog Jonas Holm Jæger også blandet sig i debatten. Han arbejder blandt andet med at analysere det biologiske materiale, der kan være tilbage i arkæologiske genstande.
Hver gang det lykkes at finde rester af protein og DNA i fossilt materiale, kan det give forskningen helt nye indsigter. I dette tilfælde kan knoglerne potentielt kaste lys over menneskets stamtræ.
»De er vigtige for at forstå hele udviklingshistorien, fra vi kravlede ned fra træerne, til vi begyndte at rejse ud i rummet. Det er generelt en lemfældig omgang med sjældent biologisk materiale i det, jeg ser som et PR-stunt,« siger Jonas Holm Jæger, der er ph.d.-fellow ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.
»Vi ved ikke, hvad der sker med en knogle, når den bliver udsat for de mængder af stråling, som astronauter bliver udsat for. Vi risikerer, at den nedbryder, hvad der måtte være tilbage af proteiner og DNA,« siger han.
Strålingen i rummet tæller blandt andet Solens infrarøde stråling. Fossilerne har været med på en såkaldt suborbital flyvning for rumturister, der er kendetegnet ved, at man kun når cirka 100 kilometer op og kun opholder sig i rummet i nogle minutter.
Forskere har vurderet, at eksponeringen for stråling er minimal på den slags rumrejser.
Til gengæld kan selve transporten i sig selv forårsage skade.
»Vibrationerne fra rumfartøjet under opsendelse og landing er væsentlige og kan sandsynligvis gøre skade på prøverne, selv hvis de er pakket omhyggeligt,« siger Bethany Palumbo, der er chefkonsulent ved Statens Naturhistoriske Museums afdeling for konservering.
Hun har ikke deltaget i debatten om de pågældende knogler.
2 millioner år på bagen
Tommelfingeren stammer fra et individ fra Homo naledi-arten og blev fundet i 2013. Homo naledi dateres til at være mellem cirka 330.000 og 230.000 år gammel.
Kravebenet, der er fundet i 2013, stammer fra arten Australopithecus sediba, der blev opdaget af Lee Berger. Knoglestykket kan være op til 2 millioner år gammelt.
Begge fossiler er fundet i et grottefyldt område i Sydafrika, der omtales som ‘menneskehedens vugge’ på grund af de mange arkæologiske fund, der er gjort her.
Fossilerne er kommet med på Virgin Galactics tredje kommercielle flyvning.
\ Rumturisme
Virgin Galactic er en del af Virgin Group, der ejes af rigmanden Richard Branson.
Virksomheden gør sig i suborbital rumturisme. Til en billetpris på omkring 2 millioner danske kroner, kan man blive sendt cirka 100 kilometer op og netop krydse den grænse, man har valgt at definere som rummets begyndelse.
Man kommer dog ikke højt nok op, til at rumfartøjet kan gå i kredsløb og blive i rummet. En tur varer derfor ikke mere end 10-15 minutter, og rumturisterne når kun at være vægtløse i et par minutter.
Opsendelsen har altså ikke noget videnskabeligt sigte, men i sin ansøgning til South African Heritage Resources Agency (SAHRA), der har givet tilladelse til, at knoglestykkerne kan eksporteres ud i rummet, skriver Lee Berger dog, at »nogle videnskabelige undersøgelser kan udføres, herunder graden af stråling, fossilerne optager, mens de er i rummet,« men »det er ikke det primære formål«.
Jonas Holm Jæger synes mest af alt, at det lyder som en tynd undskyldning for at tage knoglerne med.
»De skriver, at knoglerne er fotograferet og dokumenteret til punkt og prikke,« siger han med henvisning til, at der i ansøgningen står, at knoglerne er både micro-ct skannede og overfladeskannede.
»Men de nævner ikke, om de har været inde og lave analyser af, hvad der er tilbage af biologisk materiale. De skal jo have en baseline at holde det op imod, hvis de bagefter skal kunne se, om der er sket strålingsskader,« siger han.
Videnskab.dk ville gerne have spurgt Lee Berger, hvilke analyser af knoglerne, der er blevet foretaget, forud for den eventuelle måling af strålingsskader.
Puslespillet mangler et hjørne
Abdi Hedayat er konservator ved Statens Naturhistoriske Museum. Hans arbejde med at bevare organisk materiale spænder vidt - fra sommerfugle og hvalskeletter til millioner år gamle dinosaur-knogler.
»Jeg vil grundlæggende bare have, at der bliver passet på vores fund, og at de får lov at bestå, så fremtidige forskere også har adgang til dem,« siger Abdi Hedayat.
Derfor kan han sagtens se idéen i, at man undersøger, om knogler tager skade af at være i rummet, hvor strålingen er højere end på Jorden.
»Men umiddelbart ville jeg sende moderne knogler fra nulevende mennesker af sted og analysere dem før og efter. Man kan sagtens have en teori om, hvad strålingen gør, men man er nødt til at have nogle tal at holde det op imod,« siger han.
Om de pågældende knogler lider overlast i rummet, kan han ikke sige noget om, men han håber, at man har gjort sig de rette overvejelser, før de blev sendt af sted.
»Hvis du samler alt det materiale, der er fundet, som fortæller noget om menneskets evolutionære stamtræ, fylder det ikke mere end at det kan være i én lastbil. Der er meget lidt materiale, siger han og fortsætter:
»Hvis det er arter, der er forsket meget i, kan du måske godt undvære en brik, men det vil svare til at have et puslespil, der mangler et hjørne. Det er værdifulde data.«
\ Hvor mange knogler har vi?
For Homo naledis vedkommende har verden omkring 1.500 knogler, der stammer fra omkring 15 individer.
Fossiler fra Australopithecus sebida har vi meget få af. Jonas Holm Jæger kender til to individer.
Kravebenet, der nu er på rumrejse, er det første fossil, der er fundet fra arten. Det blev fundet af Lee Bergers 9-årige søn Matthew Berger, da han var på feltarbejde med sin far.
Det er, med Jonas Holm Jægers ord, ikke knogler, vi bare hiver op af jorden. De skeletter, vi har, er desuden langt fra komplette. Derfor tæller hver en knogle.
»Arkæologien udgør en begrænset ressource. Har vi først taget en knoglestump eller en hel knogle ud til analyse, så får vi ikke altid stumpen eller knoglen tilbage i samme tilstand. Ofte er der boret i den og i nogle tilfælde må man ofre hele knoglen. Hvis folk står i kø for at lave analyser, der kræver, at man borer i knoglen, så skal vi ikke mange årtier ud i fremtiden, før de er boret til ukendelighed.«
Af samme grund er det en omstændelig proces overhovedet at få lov til at arbejde med arkæologisk materiale. Jonas Holm Jæger har selv været igennem en tre måneder lang ansøgningsproces hos Nationalmuseet i forbindelse med sit ph.d.-projekt.
Han skulle have lov til at udtage 50 mg materiale fra spidsen af en tandrod i et antal fårekæber.
Proteiner afslører slægtskab
Jonas Holm Jæger vurderer, at sandsynligheden for, at der er bevaret DNA i knoglerne er meget lav. Jo ældre, en knogle er, og jo varmere, den har ligget, des værre er mulighederne for bevaring. De sydafrikanske knogler har været udsat for både tid og varme.
Samtidig skal man passe på med at udelukke muligheden.
»Vi har evidens for, at proteiner kan bevares i forskellige materialer, herunder fossiler i millioner af år. Blandt andet er det for nyligt lykkedes at finde bevarede proteiner i Australopithecus robustus, som er nogenlunde jævnaldrende med Australopithecus sediba, og vi har proteiner fra æggeskaller fra strudseæg, der er 3.4 millioner år gamle,« siger Jonas Holm Jæger.
I studiet af Australopithecus robustus lykkedes det forskerne at bestemme individets køn på baggrund af de bevarede proteiner. Det gav også forskerne flere hints om det evolutionære slægtskab mellem forskellige undertyper af Homo og Australopithecus.
\ Menneskets stamtræ
Vi mennesker delte forfader med de afrikanske menneskeaber - gorilla, den almindelige chimpanse og bonobo - for blot 6-8 millioner år siden.
Individer, der tilhører menneskets udviklingslinje, kaldes homininer. Det træk, der afgrænser og definerer homininerne i forhold til menneskeaberne, er den oprejste gang.
De fleste forskere grupperer homininerne i tre slægter: Ardipithecus, Australopithecus og Homo. De to førstnævnte slægter benævnes ofte under ét australopitheciner (abemennesker).
Homininer er altså en gruppe af primater, der er tættere beslægtet med det moderne menneske, end med de øvrige moderne menneskeaber.
Der findes ingen nulevende arter tilhørende de to første slægter, mens det moderne menneske, Homo sapiens, er den eneste nulevende art af slægten Homo.
Den slags opdagelser bliver vi kun bedre og bedre til, i takt med at teknologien udvikler sig.
»Om 5-10 år kan vi måske fortælle noget om de her hominider. Var de syge eller raske? Hvor gamle har de været, da de døde? Vi har indtil videre kun skrabet overfladen i forhold til, hvad man kan gøre, hvis der er biomolekyler bevaret i knoglerne,« siger han og fortsætter:
»Min store frygt er, at de oplysninger kan gå tabt, fordi man sender knoglerne ud i et miljø, vi ikke ved, om de kan holde til.«
