Vi aner dybest set ikke, hvad der er foregået på en slagmark et sted i Østjylland for lidt over 2.000 år siden. Men ét er sikkert: Det har været voldsomt.

I et nyt studie samler arkæologer vores foreløbige viden om en af de mest spektakulære udgravninger på dansk grund, Alken Enge, og der er tale om gruopvækkende læsning.

En massegrav i den lille østjyske by Alken har vist sig at dække over knoglematerialet fra et opgør, hvor 13-årige har kæmpet side om side med voksne mænd, hvor de døde er blevet efterladt og flået i stykker af sultne rovdyr, og hvor knogler efterfølgende er blevet indsamlet og behandlet på mest bestialske vis.

Mest opsigtsvækkende er fundet af fire bækkenknogler, der er blevet sat på en kæp.

»Der sænkede sig en meget mærkelig stemning over udgravningen, da vi fandt dem. Det viser tydeligt en handling, som, når man lige tænker over det, får hårene til at stritte,« siger Mads Kähler Holst, som direktør på Moesgaard Museum og førsteforfatter på studiet.

»Der blev meget stille i udgravningen den dag,« supplerer udgravningsleder og medforfatter Ejvind Hertz.

Kæppen med de fire bækkenknogler blev fundet i 2012 og offentliggjort i 2014. Dengang blev den kaldt 'den rygende pistol' i forhold til at kunne slå fast, at der var tale om religiøse handlinger i behandlingen af knogler ved Alken Enge. (Foto: Peter Jensen, Aarhus Universitet)

Videnskab.dk omtalte første gang udgravningen af Alken Enge i 2012 og har siden skrevet om udgravningens opsigtsvækkende fund i artiklen 'Barbarisk fund: Vores forfædre bar ligrester på kæppe'. 

Vi aner ikke, hvad der er foregået

Arkæologerne har indtil videre fundet 2.095 knogler og fragmenter i tørvemosen ved Alken Enge. De har dog langt fra udgravet hele området. I det nye studie anslår de, at der ligger mindst 380, muligvis op mod 1.000, menneskeskæbner i det grumsede mosevand.

Mennesker, som har ladet livet i et slag, vi i dag ved forsvindende lidt om.

Kulstof-analyser viser, at alle knoglerne stammer fra én stor begivenhed tidligt i det første århundrede, og historiske kilder beretter, at det var en tid med voldsomme omvæltninger i Europa.

Men hvem netop disse mennesker var, hvorfor de gik i kamp, og hvor selve slaget har stået – det aner vi ikke.

»Når vi kommer så langt nordpå (Skandinavien, red.), har vi desværre ingen romerske, skriftlige kilder til at fortælle os, hvad der er foregået. Vi har derfor ret beset ingen anelse om det,« lyder det fra Ejvind Hertz, som er museumsinspektør ved Museum Skanderborg.

Her ses et oversigtskort over Alken Enges udstrækning øst for Mossø i Østjylland. (Arkæologisk IT, Aarhus Universitet)

Ikke et sammenstød med romerne

Forskerne føler sig rimelig sikre på, at Alken Enge ikke dækker over et sammenstød mellem romerne og germanerne – en fælles betegnelse for stammegrupper i blandt andet Skandinavien – hvilket ellers ville være en oplagt tanke.

Omkring år 1, hvor knoglerne stammer fra, fandt nogle voldsomme kampe mellem germanerne og romerne nemlig sted, i takt med at Romerriget langsomt ekspanderede mod nord.

I år 9 tørnede de to grupper eksempelvis sammen i et berømt slag ved navn 'Varusslaget', som ifølge historiebøgerne endte med germansk sejr.

Men det var heller ikke ualmindeligt, at de forskellige germanske stammer bekrigede hinanden, når altså ikke romerne kom anstigende og truede territorierne. Det var en tid præget af opbrud og folkevandringer.

»Vi føler os ret overbeviste om, at de her mennesker ikke er kommet fra Sydeuropa, for det ville vi formentlig kunne se på skeletterne. Til gengæld kan de stamme hvor som helst fra nord for Alperne. Det har vi simpelthen ikke nogen ide om,« siger Ejvind Hertz.

Sætter alle stolpehullerne i perspektiv

Alligevel fortæller Alken Enge en helt unik historie om magtstrukturer i jernalderen, fortæller en arkæolog, som ikke selv har været involveret i udgravningen.

Alken Enge er det eneste sted i Europa, hvor vi i dag har resterne af en hel hærstyrke fra begyndelsen af vor tidsregning, og den betragtelige samling af mennesker viser, at der har været en hidtil uset form for stormagt på spil, lyder det fra Katrine Balsgaard Juul, som er museumsinspektør ved Vejlemuseerne.

»Det er et virkelig interessant fund, som ikke kun er vigtigt i lokalområdet, men for alle arkæologer i Europa. Vi kan bruge det til at sætte alle vores stolpehuller og landsbyer i perspektiv,« siger Katrine Balsgaard Juul, som har læst det nye studie.

»Vi er hele tiden interesserede i at finde ud af, hvornår man går fra mindre stammer til en mere formel struktur - eller ligefrem decideret stat. Alken viser i hvert fald, at der på det her tidspunkt har været en form for organisering af nogle meget store geografiske områder,« tilføjer hun.

Knoglerne i tørvemosen ved Alken Enge er ualmindeligt velbevarede takket være et iltfrit, basisk miljø. (Fotos: Ejvind Hertz, Museum Skanderborg)

Mange landsbyer til at samle en hær

For at sætte fundet lidt i perspektiv kan man forestille sig, at der i datidens landsbyer måske har ligget mellem 3 eller 5 hovedhuse, fortæller Katrine Balsgaard Juul.

I hver af dem har der boet et sted mellem 8 og 15 mennesker, heriblandt både kvinder og børn.

Lidt hurtig hovedregning giver mellem 24 og 75 mennesker pr. landsby, og hvis vi så antager, at cirka halvdelen har været mænd eller drenge, er vi nede på 10-40 potentielle soldater.

De fleste Alken-krigere var mellem 20 og 40 år, mens lige under 5 procent var under 20 år. De yngste var 13 år gamle.

»Hvis vi så siger, at mindst 380 mænd er døde i det her slag, hvor stort har det så været i udgangspunktet? Der skal altså mange landsbyer til for at fremskaffe sådan en hær. Man skal forestille sig, at der har været store områder, der efter sådan et opgør helt har manglet unge mænd. Generationer, der næsten er forsvundet. Det kan godt virke voldsomt,« siger Katrine Balsgaard Juul.

»Jeg tvivler på, de kunne bestå session«

Ud over krigernes alder er forskerne også blevet klogere på de skader, de er blevet påført. Nogle under selve slaget, andre ved en efterfølgende behandling, som muligvis har fundet sted i forbindelse med ofring til mosen. Kranier er blevet knust, og i en bækkenknogle er eksempelvis skåret to dybe furer på indersiden.

»Det er svært at forestille sig, at man kan få et slag derind under kamp. Det er noget, vi næsten må tænke er sket efterfølgende,« fortæller Ejvind Hertz.

Næsten ingen af mændene har tidligere, helede brud på knoglerne. Det betyder med andre ord, at de højst sandsynligt aldrig har set en slagmark før.

»Vi må nok sige, at det er en uøvet hær, og jeg tvivler på, at de alle sammen kunne bestå vores moderne session. Det er en besynderlig, blandet flok, lige fra de mest splejsede fyre til nogle ordentlige klepperter og fra de helt unge til de relativt gamle,« siger Ejvind Hertz.

Ligene har ligget på marken i et halvt år

Arkæologerne kan se, at de døde efter slaget er blevet efterladt på slagmarken. Her har de ligget i op mod et år, før knogleresterne er blevet hentet og fragtet til mosen ved Alken Enge.

I den tid er ligene formentlig blevet forvandlet til skeletter og har desuden været en fest for områdets rovdyr, der har mæsket sig i resterne.

»Det er mennesker, der er kommet af dage med en utrolig voldsomhed i et stort slag, og så lader man dem bare ligge. I meget lang tid. Det synes jeg er interessant,« siger Katrine Balsgaard Juul, som påpeger, at der kan være tale om en krig, der har været så omfattende, at man simpelthen ikke havde mulighed for at håndtere de døde.

Den teori bakkes op af, at Alken Enge stort set ser ud til at være affolket efter det store slag. Hvad, der tidligere var helt opdyrket agerbrug, vokser til i skov. Men hun har også et andet bud på en forklaring:

»Det kan være den sidste hån over en overvunden fjende. Det er næsten det værste, man kan forestille sig, at man ikke bliver begravet eller håndteret rigtigt, når man er død og dermed nægtes adgang til efterlivet. Den ultimative fornedrelse,« siger hun.

Håndtering af knogler peger på religion

Indtil nu har germanernes bestialske håndtering af lig og knogler efter krigshandlinger haft nærmest mytisk status.

Ifølge Mads Kähler Holst viser håndteringen af knoglerne, samt det, at de er blevet transporteret til et så specielt sted i landskabet, at der er tale om en meget bevidst handling.

Mere nøjagtigt er de blevet flyttet til en lille landtange ved Mossø, Danmarks fjerdestørste sø, som altså ligger ved Alken.

»Det er med til at understrege, at der er tale om noget religiøst,« mener Mads Kähler Holst, som var projektleder på udgravningen.

Forskerne tør dog ikke komme med konkrete bud på, hvilken gud eller gudinde de døde eventuelt kan være ofret til. Manglen på skriftlige kilder gør os stort set blinde på gudeverdenen i Norden på dette tidspunkt, fortæller Ejvind Hertz, som dog tilføjer, at germanerne formentlig har været præget af keltisk tro. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.

En 'once in a lifetime'-udgravning

Selvom der fortsat er mange ubesvarede spørgsmål – eller måske netop derfor – er Alken Enge på mange måder en drømmeudgravning for en arkæolog.

»Alle arkæologer har et vist antal ting på deres ’bucket list’ (ting man gerne vil nå, inden man dør, red.) og at grave noget som det her, som man finder så sjældent, og som har så kæmpe stor regional, national og overnational betydning, kunne godt være en af dem,« lyder det fra Katrine Balsgaard Juul.

Ejvind Hertz stemmer i:

»Den her udgravning er meget, meget, meget unik. Det er virkelig ’once in a lifetime’ for en arkæolog at få lov til at være med til sådan en udgravning.«