Billedskærerarbejde og enkle korsskulpturer, der er bemærkelsesværdigt ens, markerer steder af særlig betydning i et bælte, der strækker sig fra Irlands og Skotlands kyster helt til Island.
Der findes eksempler på Skellig Michael, som rejser sig fra havet 12 kilometer fra kysten i det sydøstlige Irland, Aird a'Mhòrain på North Uist i De ydre Hebrider, Noss på Shetlandsøerne og Heimaklettur på Islands Vestmannaøer.
Også i det sydlige Island er mange af de menneskeskabte grotter afmærkede med lignende skulpturer skåret i klippeblokke.
Disse mørke og fjerntliggende steder antyder, at der findes et andet svar på den gåde, vi troede, var løst for længst.
Island var en af de sidste øgrupper på Jorden, hvor folk bosatte sig. Som man kunne forvente, har lokalbefolkningen længe været meget interesseret i vikingetidens skandinaviske bosættelser i slutningen af det 9. århundrede. De kunstige grotter indikerer, at vi skal gå vores traditionelle historier efter i sømmene.
Ankomsten af keltisktalende folk fra Skotland og Irland omkring år 800 efter Kristus kan faktisk ligge forud for vikingernes ankomst.
Seljaland menes at være den tidligste bosættelse
(Illustration: Oscar Wergeland/WikiCommons)
Vores søgen på svarene til disse spørgsmål førte doktor Tõnno Jonuks og jeg til Vestmannaøerne, som ligger nogle kilometer sydvest for Island. Jagten på en af disse gådefulde korsskulpturer førte os til Heimaklettur-klipperne, som ligger på Heimaey, der er den næststørste islandske ø – kun Island selv er større.
Og vi fandt, hvad vi ledte efter. Et stort kors hugget ind i klippeblokken i en lille alkove på en ellers ubeskyttet klippe. Korset lignede de andre, der var hugget i klipper i nogle af de 200 menneskeskabte grotter spredt i klynger omkring gårdene i det sydlige Island.
Til vores store overraskelse fandt vi yderligere to kors langs en klippeafsats, der havde udsigt over havnen og den travle fiskerby Heimaey. Alle korsene var vigtigt bevismateriale, der ledte til holdets kommende opdagelser.
Korsene bidrog til efterforskningen, der blev foretaget på Seljaland, som ligger på fastlandet, og som fra cirka år 800 efter vores tidsregning menes at være Islands tidligste bosættelse.
Vi kunne også afsløre, at de 24 store korsskulpturer inde i Seljaland-grotterne (og som også findes andre steder i det sydlige Island) er beslægtet med tidlige middelalderlige skulpturer fundet i Storbritannien og Irland.
De gæliske klostre spredte sig i middelalderen
Vi har længe vidst, at de tidlige klostre, der producerede disse enkle korsskulpturer, lå på øerne langs den skotske vestkyst, og at hvert kors menes at være en følge af trangen til religiøs hengivenhed og andagt.
(Foto: Kristján Ahronson)
Hvad der ikke har stået klart, er disse bosættelsers beskaffenhed, og hvorvidt de bredte sig ud over den gælisktalende verden.
Opblomstringen af gæliske klostre var veletableret i den tidlige middelalder. Både enkeltpersoner og klostre af den 'irske skole' bredte sig til store dele af Europa, og der findes beretninger om både rejser og bosættelser i Nordatlanten.
Også den religiøse trang til at søge en 'ørken' eller vildnis på havet er kendt. Men hvad der har undret os er, om denne trang førte disse samfund til Island før de nordiske vikinger, som senere kom til at herske over den Atlantiske zone.
Sådan fandt vi svarene
I samarbejde med Ian G. Scott og Ian Fisher fra Edinburgh, som er henholdsvis illustrator og analytiker i verdenklasse, fandt vi påfaldende stilistiske lighedspunkter mellem de tidlige middelalderlige skulpturer fra det vestlige højland og øer i Skotland og vores fund i Island.
De første kristne bosættelser i Skotland fandtes i ekstreme og isolerede steder - det betydningsfulde kloster i Iona, Argyll, såvel som St. Molaise Grotten på Holy Isle (ved Arran i Firth of Clyde) og andre isolerede steder i Nordatlanten, som den lille ø North Rona (nord for Lewis). Fælles for dem er, at de alle ligger i det vestlige højland og på de omkringliggende øer i Skotland.
Seljalands grotter er i sig selv bemærkelsesværdige grundet mængden af skulpturer, og fordi de er hugget i klippeblokke og er en del af en dårligt forstået og meget karakteristisk islandsk fænomen.
Vi var i stand til præcist at datere en af grotterne ved hjælp af spildmateriale fra det sted, hvor den var blevet gravet ud af den islandske klippe.
Vi kunne forbinde spildmaterialet med lag af vulkansk aske, som var blevet dateret af et hold af internationale forskere, og som er et vigtigt dateringsredskab i denne del af verden. Vi udviklede nye metoder for at studere de vulkanske askelags overflade.
Det hjalp os til at forstå, hvordan mennesker ryddede og styrede skovområderne, og hvordan de skabte det landskab, vi ser i dag. Den menneskelige aktivitet kan dateres præcist og stemmer overens med, hvad vi ellers efterforskede.
Der er stadig mange spørgsmål
Hvordan var det mon at rejse over Atlanterhavet til denne vilde nordlige ø med de skovdækkede kyster? Fandt de inspiration til rejsen fra trækfuglenes ruter fra Skotland og Irland, som nu om dage også omfatter bramgås og kortnæbbede gås?
Hvilke udfordringer stod de overfor, og hvordan og hvornår begyndte menneskerne at omdanne skovområderne til de græsgange, som får, geder, grise, kvæg og heste har brug for?
Hjalp grisene med at rydde skovområderne, eller brugte man ild? Fulgte der særlige muligheder med livet som nybygger, og hvordan var det i sammenligning med livet derhjemme?
Og sidst, men ikke mindst, hvordan var denne første tid i sammenligning med den store skandinaviske vikingebosættelse 100 år senere? Det er bare nogle af spørgsmålene, som skal besvares, nu hvor man kan sige, at historien om Islands bosættelse ikke er helt, hvad vi tidligere troede.
Kristján Ahronsons modtog støtte fra Centre for Medieval Studies at the University of Toronto til udgivelse af bogen 'Into the Ocean'. Han har også modtaget støtte fra Social Sciences and Humanities Research Council of Canada, Carnegie Trust for the Universities of Scotland og British Academy. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
