Ny viden om gådefuld jernalder-skik

De danske moser har givet uvurderlige skatte fra sig. Utallige er de fund, som er dukket frem fra moserne. Fundene stammer fra alle dele af oldtiden og omfatter alt fra en simpel flinteflække, lerkar, pløjeredskaber og vogne til udrustningen fra store hærstyrker.

En lille gruppe fund, som påkalder sig særlig interesse, er i alt otte fund, som består af kvindehår og – for de syvs vedkommende – intet andet. Håret er blevet bevidst afskåret og omhyggeligt nedlagt i mosen som en hel frisure.

Nu har nye kulstof 14-dateringer afsløret, at hårfundene stammer fra midten af keltisk jernalder, og at der har været tale om en meget kortvarig skik – som med al sandsynlighed er forsvundet meget hurtigt igen.

Masser af fletninge-fund

Det største fund stammer fra Sterbygård ved Døstrup i Himmerland.

Fundet blev gjort ved tørvegravning i sommeren 1927. Det består af syv tykke fletninger af menneskehår, alle udført i stram tre-fletning. Den længste er 78 centimeter lang, den korteste 46 centimeter. Fletningerne lå samlet i et bundt i fast tørvejord, cirka 1,2 meter under mosens overflade.

Fire andre fund består også af fletninger. Antallet består af enten én enkelt fletning, som i fundene fra gården Mikkelstrup ved Lendum og fra Jerup Hede, begge i Vendsyssel, eller af tre fletninger i fundene fra Boltrupgård ved Hyllebjerg og fra Torup ved Simested, begge i Himmerland.

Sammenflettede hårpiske er ‘kærlighedsknob’

Et fund fra Vindumhede ved Bjerringbro består af fire sammenflettede, treflettede hårpiske. Den længste fletning er 24 centimeter lang, den korteste måler 14 centimeter. Det er et såkaldt ‘kærlighedsknob’, som Haakon Hougen har skrevet om i Kuml 1956.

Myten fortæller, at hvis en pige ville have fat i en karl, sendte hun ham en fletning, bundet sammen på denne måde. Kunne han løse knuden, giftede pigen sig med ham! Dette specielle fund fandtes sammen med et ardskær (pløjeskær) og ganske nær ved et lerkar.

Bemærkelsesværdigt er også et hårfund, som i sidste øjeblik blev opdaget i en tørv, lige før den skulle i ovnen, fra Vingmose ved Faster nær Ringkøbing.

Fundet består af hår, som er afskåret nær hovedbunden og er flettet sammen til én lang eller måske flere fletninger. Disse er derefter bundet op eller er snarere meget omhyggeligt oprullet i en langagtig knude eller håropsats, som er cirka 25 centimeter lang.

Hovedhår var flettet med farvet fåreuld

Frisuren, som er velkendt i nutiden og simpelthen kaldes for ‘knude i nakken’, ses også på en af de nordiske gudindefigurer. Hun blev fundet sammen med sin mand i Braak Mose i Østholsten. Gudinden er mere end 2 meter høj og skåret ud af én træstamme. De kvindelige attributter er tydelige – og midt på hovedet ses netop denne frisure i stiliseret gengivelse.

Det sidste fund stammer fra den såkaldte Bundløs Mose ved Landting Hovedgård i Vestjylland. Fundet fremkom i 1909 og består af tynde lokker af glat og delvis flettet hovedhår, som er indviklet i og omviklet med tråde af naturligt, brunfarvet fåreuld.

I fundet indgår således også tynde snoninger og fletninger af naturligt brunfarvet fåreuld – alt sammenbundet med snore af uldgarn, bestemt af Bille Gram. Det har desværre ikke været muligt at rekonstruere selve frisuren.

Der kendes kun disse otte fund

Alle fundene er fremkommet i 1900-årene, det første dukkede frem i 1909, det seneste i 1956. Alle fremkom ved tørvegravning, og for dem alle gælder, at det var en årvågen arbejdsmand eller tørvearbejder, som sammen med lokale arkæologiinteresserede sikrede, at fundene ikke blev tilintetgjort.

Der kendes kun disse otte fund med kvindehår fra Danmarks oldtid, ligesom menneskehår heller ikke indgår i andre mosefund (selvom moseligene naturligvis stadig har hår på hovedet).

Fundene er alle fremkommet i et meget begrænset geografisk område i det nordlige Jylland. Da moser med tilsvarende bevaringsforhold findes mange andre steder i Nord- og Vesteuropa, må dette vise et ægte billede af nedlæggelsen.

Man taber ikke sit hår på den måde

Tidligere anså man fletningerne for at stamme fra yngre bronzealder på grund af et fund fra Holtum (Verden) i Nordvesttyskland, hvor en bæltedåse angiveligt var omviklet med sort menneskehår. Men nu hvor der er foretaget kulstof 14-dateringer på seks af fundene, har man fået ny viden.

Hårfundene er fra et tidspunkt inden for tidsrummet 400-200 f.v.t., men det helt nøjagtige tidspunkt er vanskeligt at bestemme på grund af usikkerheden netop på dette tidspunkt, som svarer til midten af keltisk jernalder. Efter dateringerne kan alle fundene være samtidige, og altså en ganske kortvarig skik.

Det er vanskeligt at forestille sig, at disse fund skulle være profane; man taber ikke sit hår på denne måde. Håret er bevidst afskåret og omhyggeligt nedlagt, og derfor må alle otte fund repræsentere offernedlæggelser.

Afklipningen kan være et overgangsritual

Fundene består i alle tilfælde af det afklippede hovedhår fra kvinder, og næsten alle synes at repræsentere bare én kvindes ofrede hovedhår. Kun fundet fra Sterbygård med de syv lange, tykke fletninger omfatter måske mere end én kvindes hårpragt.

Det er vel nærliggende at se afklipningen af hår i sammenhæng med et overgangsritual. Helt op mod vor tid var det almindeligt, at fletningerne blev klippet af før brylluppet, så frisuren signalerede kvindens ægteskabelige status. Fletningen blev gemt og er ofte først blevet fundet langt senere af arvingerne. Midt i keltisk jernalder var det åbenbart guderne, som blev betænkt.

En straffehandling med hårafklipning er derimod ikke sandsynlig, fordi de omhyggelige nedlægninger taler imod det. En ung kvinde fra nøjagtig samme tid som fletningeofrene, nemlig moseliget af den hængte Ellingpige (i dag på Silkeborg Museum), havde endnu sin frisure, hvis grundbestanddel var en 80 centimeter lang, kunstfærdig fletning.

Hvorfor denne nedlægningsskik kun blev praktiseret i så forholdsvis afgrænset et geografisk område, og hvorfor der hverken er tidligere eller senere eksempler – dét er både gådefuldt og mærkeligt.