Algoritmerne leger med vores følelser. Det kan hjælpe at grine af det

‘Like what you hate’.

Det var sloganet for en kampagne, som mediet Vice kørte for nogle år siden. Og det er sigende for, hvordan debat på digitale medier som Facebook og X foregår.

Der er nemlig stadig længere mellem, at vi kommer i kontakt med ideer og holdninger, vi ikke kan lide, og det ville kampagnen gøre op med.

Algoritmer organiserer vores sociale mediefeed ved at optimere for engagement; altså, ved at eksponere os for mere af det indhold, som vi ’liker’ – eller på anden vis reagerer på eller interagerer med.

Ud fra den logik tilbydes vi mere og mere af det samme indhold og mindre af det, vi ikke har interesse for eller måske ligefrem er uenige med.

Kampagnen søgte at bruge selektionsmekanismen til at skabe et alternativ; hvis du ’liker’ det, du hader, får du et mere varieret feed.

Men samtidig bekræftede kampagnen uforvarende en bredere tendens, for vi engagerer os typisk med to slags indhold: Det, vi kan lide, og det, vi ikke kan.

Og det indhold, der skaber allermest engagement, er netop det, der både får ‘likers’ og ‘haters’ op af stolen, mens folk, der prøver at bygge bro, får alle på nakken.

Andrew Tates opskrift på succes

Den mekanisme var en grundingrediens i Andrew Tates opskrift på succes, som han solgte den på sit ’Hustlers University’. »Ideelt set«, forklarede han ifølge en reportage i The Guardian, »skal du have 60-70 procent fans og 40-30 procent ’haters’. Du vil have skænderier, du vil have krig«.

Andrew Tate endte i husarrest i Rumænien, anklaget for menneskehandel og seksuel udnyttelse, men inden han faldt fra tinderne, nåede han helt til tops i et digitalt univers, der belønner indholdsskaberes evne til at engagere brugerne – uanset karakteren af det indhold, der skabes.

Den dynamik, som Tate lukrerede på, bevæger sig i to modsatte retninger: På den ene side mod mere og mere personaliseret indhold (det, du kan lide) og på den anden side mod stadigt mere radikal polarisering (det, du hader).

Dermed bliver vores feeds – og den digitale offentlige debat mere overordnet – karakteriseret af hyggelig konsensus og hadsk konflikt. Og det bliver stadigt sværere at forene de to tendenser – eller bare at få dem til at tale sammen.

Den enkelte bruger graver sig dybere og dybere ned i sin egen tryghedszone og kobler sig mere og mere fra alt det, de ikke i forvejen er enige i.

Fans og haters mødtes ikke i Andrew Tates feed for at overbevise hinanden, men for at blive bekræftet i, at de havde ret. Og sådan mødes vi stadigt oftere online – for at få vores holdninger og identiteter bekræftet og samtidig forsikre os om, at alle, der mener noget andet end os, tager fejl.

Trygge rum og farlige arenaer

De muligheder for at mødes med ligesindede, som digitale medier tilbyder, er på mange måder positive. Online kan man opdage og udforske sider af sig selv, som der måske ikke ville være tryghed – eller kritisk masse – til at gøre, hvis man var begrænset til sit fysiske lokalsamfund.

For eksempel er der i de over 5.000 Facebookgrupper, som Analyse & Tal har analyseret, skabt rum for, at strikkeentusiaster, biavlere, folk med ’tatoveringer og humor’ og mange, mange andre kan mødes om deres særlige interesse.

Det har ført til en mangfoldighed af stemmer og eksperimenter, men også til en fragmentering af den offentlige debat, der gør det vanskeligt for folk at møde synspunkter, der er anderledes end deres egen.

Ikke bare i den forstand, at mindretalsstemmer ikke kan høres udenfor deres egne digitale nicher, men også sådan at mindretal af alle slags – højre- og venstrefløj, kvindehadere og LGBT-personer, dyrevelfærdsaktivister og griseavlere – kan opleve at blive marginaliseret og ’cancelled’ i mainstream offentligheder.

I dag kan man blive præsident i USA ved at hævde at repræsentere folket mod den politiske mainstream. Måske er det den eneste måde, man kan blive præsident på – i hvert fald hævdede både Harris og Trump, at de var ’forandringen’.

Graver sig endnu længere ned

Det bedste ved de digitale medier – deres mulighed for fællesskab og deltagelse i trygge rum – er indirekte med til at skabe det værste.

Hvis man bevæger sig uden for sin egen cirkel og mødes med afvisning, chikane eller det, der er værre, så graver man sig nok endnu længere ned. Men dermed bliver det også sværere at forestille sig reelle møder mellem forskellige positioner.

Det er problematisk for os som borgere, fordi vi bliver mindre trænede i at forholde os til forskellighed og måske endda bliver bange for den, når vi møder den.

Vi risikerer at lukke af for eksplicitte forsøg på overbevisning, men samtidig gør vi os sårbare for den overbevisning, der sker via den algoritmiske sortering af indhold.

Den overbevisning, der hævder ’bare’ at give os det, vi vil have, men grundlæggende former vores virkelighed og begrænser vores udsyn.

Og det er problematisk for de demokratiske institutioner, for hvis borgerne ikke mødes som borgere og danner sig fælles meninger på tværs af alle deres forskelligheder, hvad skal institutionerne så repræsentere?

Hvorfra skal politikerne hente deres legitimitet? Det kan være fristende at appellere til folket mod institutionerne selv.

Alternative følelser

Den udvikling, der i øjeblikket kendetegner digital debat, er altså problematisk, fordi der ikke foregår nogen reel meningsdannelse, men en stadigt mere intens cirkulering af alt det, vi elsker og hader.

Tænkere som Jürgen Habermas mener, at det er denne styring af følelser, der er årsag til problemet, og at det ville være bedre, hvis debatten var mere fornuftig.

Jeg har to indvendinger mod det: For det første har offentlig debat aldrig været fornuftig; eller rettere, folk har aldrig engageret sig i debatter, hvis de ikke var netop engagerede – havde følelser i klemme og noget på hjerte.

Og for det andet er den offentlige debat i dag mere rationelt organiseret end nogensinde før; eller rettere: Algoritmer har netop ikke følelser, dømmer ikke, hvad der engagerer netop dig, men giver dig mere af det, så du giver de digitale medier mere af dig - din opmærksomhed, som de kan sælge til annoncører, og dine data, som de kan bruge til at gøre dig til et endnu bedre produkt.

I min optik er problemet ikke vores menneskelige følelser, men den algoritmiske organisering af dem. Hvis vi engageres af store modsatrettede følelser, had og kærlighed, så får vi mere af det, og den offentlige debat bliver tilsvarende fragmenteret og polariseret.

Grundlæggende betyder det, at et bedre alternativ ville kræve andre algoritmer, andre platforme, andre medier. Og den slags alternativer vinder i øjeblikket frem, men hvis vi venter på, at alle brugere har forladt Facebook og X til fordel for Mastodon og Bluesky, så kommer vi til at vente længe. Så lad os også lede efter alternativer, der kan gøre en forskel på de mere etablerede platforme.

Empati, sårbarhed og håb

Vi kan starte med at se på, hvilke andre følelser der måske også engagerer os. Empati, vrede, sårbarhed, håb…

Og vi kan undersøge, hvilke følelser der især gør det muligt for os at se og høre hinandens forskelligheder. Her er humor et godt sted at starte, særligt fordi jokes, memes og andet ’fjol’ allerede fylder meget online, og fordi ’det sjove’ er grundlæggende tvetydigt og kontroversielt.

Humor er på mange måder et tveægget sværd; for eksempel prøvede Andrew Tate i slutningen af 2022 at nedgøre Greta Thunberg ved at prale med, hvor meget hans mange biler forurenede.

Det førte til en udveksling på Twitter (nu X), som endte noget uheldigt for Tate, da han blev anholdt, og det kom frem, at pizzabakkerne i en af hans videoer havde hjulpet politiets efterforskning.

»Det er, hvad der sker, når man ikke genbruger,« konkluderede Thunberg tørt.

Der er næppe nogen af hverken Tate eller Thunbergs fans, der er blevet overbevist af den anden, men hændelsen er alligevel et eksempel på det alternativ til hyggelig konsensus og hadsk konflikt, som kontroversiel humor kan skabe.

Et alternativ, der spiller med på den algoritmiske optimeringslogik, men også inviterer til refleksion over det, der engagerer os.

Hvor had og kærlighed bekræfter os i vores etablerede positioner, inviterer humor – når den første latter har lagt sig – til, at vi tænker over, hvad det egentlig var, vi grinte af.

Og med den refleksion kan vi komme videre fra uvilkårligt at elske det, vi elsker, eller bevidst at ’like’ det, vi hader, og begynde at udforske alle de andre muligheder, der også er; alle de andre følelser og argumenter, der fortjener vores opmærksomhed og engagement.