I 2015 væltede to træer ved en ejendom i nærheden af byen Wawa i provinsen Ontario i Canada. Da træerne faldt, blev en stor sten pludselig synlig.
Stenen er graveret med en masse kruseduller, og til højre for graveringerne er en båd, der ligner et vikingeskib med passagerer i.
Arkæologerne, historikerne og runologerne, som har arbejdet med stenen, har indtil nu holdt den hemmelig, blandt andet fordi de skulle blive enige om en række ting med ejeren af ejendommen, skriver The New York Times.
Stenens præcise lokation er fortsat hemmelig, men forskerne vil dog meget gerne have, at folk kontakter dem, hvis de tror, de ved noget, der kan have med stenen at gøre.
Stenen er nemlig ikke graveret af vikinger, selvom det var det første, alle tænkte.
Ikke fra vikingetiden, men heller ikke fake
Vikingerne sejlede ganske vist til Nordamerika, og der findes en bekræftet vikingeboplads helt mod nord på øen Newfoundland i Canada.
Men den tætte skov i Ontario ligger langt fra kysten ved Newfoundland, og undersøgelser af stenen, som er blevet navngivet Wawa-runerne efter den nærtliggende by, viste hurtigt, at den ikke stammer fra vikingetiden, skriver The New York Times.
Det var heller ikke en forfalskning, fastslog forskerne, som for eksempel Kensington-stenen i Minnesota, der hævder at være fra 1300-tallet. Netop Kensington-stenen har der været debat om, men de fleste er enige om, at den blev lavet i slutningen af 1800-tallet.
Rune-ABC
Det var den svenske runolog og professor Henrik Williams fra Uppsala Universitet, som til sidst løste gåden – eller i hvert fald en del af den.
Ved at google stødte han på en bog, han havde set før, men ikke tillagt så stor betydning – 'Runa ABC Boken', udgivet i 1611 af Johannes Bureus.
Johannes Bureus (eller Johan Bure 1568-1652) er blevet kaldt den svenske grammatiks fader og regnes som den første svenske sprogforsker. Han mente, at svenskerne burde bruge runer mere. Og det var én eller anden i Ontario i Canada tilsyneladende helt enig i.
For med hjælp fra rune-ABC'en lykkedes det Henrik Williams at tyde runerne. Det viser sig at være en svensk protestantisk version af Fadervor.
Må have været en svensker
Henrim Williams mener, det må have været en svensker, der ridsede runerne.
»Jeg kan ikke forestille mig, at andre ville påtage sig opgaven med at gengive det med så stor nøjagtighed,« siger han til The New York Times.
Arbejdet må have taget flere uger, men præcis hvornår det blev gjort, ved forskerne ikke ret meget om.
En gang efter 1611, da Johannes Bureus' bog udkom. Og i hvert fald for mere end 100 år siden, for de to træer, der væltede, var 80 år gamle.
Det ser ud til, at den blev ristet i 1800-tallet, skriver forskerne ved Ontario Centre for Archaeological Research & Education. Men den kan også være ældre – eller yngre.
Stenen, som er blevet navngivet Wawa-runerne har den længste runeindskrift i Nordamerika, ifølge Henrik Williams. Den er også den eneste i verden med teksten til Fadervor.
Folk gør mange mærkelige ting
I regionale arkiver har forskerne fundet en håndfuld svenskere, som arbejdede i området i 1800-tallet, men nu er de altså gået i stå og beder offentligheden om hjælp.
Arkæologen Shannon Lewis-Simpson ved Memorial University i Newfoundland, som ikke har været involveret i arbejdet med stenen, siger til New York Times, at hun tror, det er korrekt, at stenen blev ristet af en svensker i 1800-tallet.
»Der er mange lange vinternætter deroppe,« siger hun til avisen.
»Hvorfor riste en runesten med Fadervor? Men hvorfor dække den til med jord bagefter? Mennesker er mærkelige. Det er derfor, arkæologi er så fascinerende.«
Wawa-runerne er et bemærkelsesværdigt fund, siger professor og runolog Kristel Zilmer ved Universitetet i Oslo.
»De viser, hvordan viden til tider rejste med folk og efterlod sig fund som dette – på ganske uventede steder,« siger hun.
Moderne rune-brug
»Som regel er det ikke svært at bestemme en omtrentlig alder på en runeindskrift – for eksempel om det ikke er et ægte fund fra jernalderen, vikingetiden eller middelalderen, men er af nyere dato,« siger Kristel Zilmer.
Det kan forskerne se på runetyperne, den måde de er lavet på, og sproget i indskriften. Moderne brug af runer bruger ofte de forkerte runetyper til en forkert tidsperiode, eller blander forskellige runeformer sammen, fortæller professoren.
»Vi siger, at noget er en forfalskning, når vi har gode grunde til at tro, at det er lavet med det formål at bedrage med det formål at få andre til at tro, at det er ægte,« siger Kristel Zilmer, som slutter:
»Men mange andre runesten er ganske enkelt eksempler på, hvordan folk på forskellige tidspunkter har lært om runer, været fascinerede af runer og ønsket at lave deres egne runeindskrifter. I sådanne tilfælde taler vi om nyere eller moderne rune-brug.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
