Rekordgammel runesten forundrer forskere

Hvis du tænker på runesten som majestætiske monumenter, der står og rager op i landskabet, kommer der nu støj på din indre skærm.

For i Norge har man fundet en runesten, der forvirrer det gængse billede af de ældgamle skrifttavler.

Ikke alene har runestenen vist sig at være den hidtil tidligst kendte af slagsen - den er også fundet i omkring 200 dele, som er fordelt i flere grave og indgraveret ad flere omgange.

Alt sammen noget, man ikke har set før.

»Det er et vældigt spændende fund,« lyder reaktionen fra den danske runolog Michael Lerche Nielsen, lektor og forsker ved Københavns Universitet, om studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Antiquity.

Også Lisbeth M. Imer, seniorforsker ved Nationalmuseet og ekspert i runer, kalder fundet for »fantastisk «.

Dateret ud fra menneskerester

Egentlig er fundet af runestensfragmenterne fra gravfeltet Svingerud i Norge ikke nyt. Arkæologer og runologer har kendt til de rekordgamle fragmenter længe.

Men det for alvor nye er, at et forskerhold har opdaget, at fragmenterne kan samles som brikker i et puslespil, der tilsammen udgør én enkelt sten.

»Det er et meget grundigt arbejde, de har gjort. Der er tale om 200 fragmenter og 3-4 regulære indskrifter og en mængde kradserier, som man nu ved, alle sammen stammer fra det samme stykke sandsten. Det er en skattejagt,« lyder det entusiastisk fra runolog Michael Lerche Nielsen, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Først og fremmest er der tale om det ældste eksempel på en runesten opdaget til dato.

Runesten blev i Danmark rejst fra 700-tallet og toppede omkring år 970. Stenene blev rejst på synlige steder ved veje, vadesteder og gravpladser for at markere slægters betydning og grænser mellem stormænd og storkvinders magtområder.

Det nye fund fra gravfeltet Svingerud i Norge er mindst 400 år ældre end de hidtil ældst daterede runesten, for forskerne daterer den til mellem år 50 før vor tidsregning og år 275 efter.

Også her er der tale om en nyhed.

For det er første gang, at forskere bruger kulstof 14-datering til at tidsfæste en runesten. Fordi fragmenterne helt usædvanligt blev fundet i forbindelse med udgravningen af en jernaldergravplads, gjorde de kremerede menneskelige rester og trækul på stedet det muligt at fastslå et tidsinterval, som runestykkerne er lagt ned i gravene i.

Normalt daterer man runesten ud fra andre genstande, man finder i nærheden, såsom lanser, dragtspænder eller tøjfibre af særlige typer. Genstande, som man typisk kender alderen ret specifikt på, fordi man kan sammenholde dem med skriftlige kilder.

»Det er første gang, at man har lavet en naturvidenskabelig datering af en runesten, for normalt finder man ikke runesten sammen med gravrester,« fortæller Lisbeth M. Imer fra Nationalmuseet om studiet, som hun ikke har været involveret i.

Datidens genbrug

Men det er altså ikke kun stenens alder og dateringsmetoden, der er opsigtsvækkende.

Det er den måde, runestenen er blevet brugt på, også. Den oprindelige store runesten ser nemlig ud til at være bevidst fragmenteret og placeret i flere separate og senere grave og med inskriptioner på, som kan være lavet på forskellige tidspunkter af flere personer.

Med andre ord er stenen blevet ’genbrugt’ til nye formål, og dét indikerer måske, at brugen af runesten har ændret sig over tid.

»Runesten havde sandsynligvis både ceremonielle og praktiske hensigter. Gravfeltet og den oprindelige rejste sten antyder en erindrings- og dedikationshensigt, mens den efterfølgende brug i en separat begravelse viser dens senere pragmatiske og symbolske udtryk,« udtaler professor i runologi ved Oslo Universitet Kristel Zilmer i en pressemeddelelse. Hun er en del af forskergruppen bag opdagelsen.

Lidt som graffiti

Lisbeth M. Imer fra Nationalmuseet i København kalder det »mærkeligt«, at der er skrevet på runestenen, hvorefter den er slået i stykker og så skrevet på igen for så at blive begravet - endda flere steder.

»På klassiske runesten er der foretaget én handling. Her er stenen genbrugt,« siger hun, uden at hverken hun eller forskerne bag opdagelsen kan forklare hvorfor.

Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet sammenligner det lidt med graffititeksten ’Kilroy was here’, et slags meme, der blev populært at tegne og sprede blandt soldater under 2. verdenskrig.

»Der er tale om en sandsten, som er ret blød og let at skrive i,« siger han og pointerer dermed, at det er en sten, der er let at genbruge som skrifttavle til nye formål.

Genbrug af runestenen er ikke nyt. Det er usædvanligt, at samme sten har fået indskrifter ad flere omgange, men den bevidste ødelæggelse og genanvendelse af runesten og billedsten har man set før.

En stor del af runesten fra vikingetiden er eksempelvis bevaret, fordi de blev genanvendt i kirkebyggeri fra 11-1200-tallet – en genanvendelse, som blandt andet handler om at afspejle fortsættelse af slægten, fortæller Michael Lerche Nielsen.

Svær at tolke

Når der er mange måske’r involveret i tolkningen af den fragmenterede runesten, skyldes det, at fundet er unikt. Der er ikke andre at sammenligne med endnu, påpeger Lisbeth M. Imer.

»Sådan er vores arbejde. Vi bygger puslespil, og det her en endnu en brik til billedet, men brikken kan først for alvor tolkes, når vi finder andre fund, der ligner,« forklarer hun, men glæder sig over fundet.

Det gør Michael Lerche Nielsen også, for der er ikke »vældig mange« andre runesten fra jernalderen - under 100, siger han. Og de tidligst daterede arkæologiske fund med runeindskrift i Danmark er en kam og kniv fra omkring 150 år efter vor tidsregning. Den aktuelle runesten går potentielt 100 år længere tilbage i tiden, påpeger han, hvilket gør fundet sensationelt.

Men han maner også en lille smule til besindighed i forhold til dateringen.

»Det er den meget tidlige datering, der får alle helt op at køre interessemæssigt. Men gravstedet har en meget lang kontinuitet fra år 400 før og år 400 efter vor tidsregning. Og de 300 år, som runestenens alder kan ligge indenfor, er meget bredt,« siger han.

Forskerne bag holdet skriver selv, at de har et bestemt håb for deres opdagelse:

»Den tjener som en påmindelse for arkæologer om at undersøge stenfragmenter fundet i gravsammenhænge grundigt og lede efter potentielle inskriptioner,« opfordrer Steinar Solheim, lektor og ph.d. fra Oslo Universitet.