For at redde menneskeliv vil forskere vaccinere flagermus

Flagermus er, ligesom mange andre dyr, glade for salt. Og de både spiser og bliver stukket af myg.

Det har kinesiske forskere nu udnyttet.

Forskerne brugte modificeret virus til at lave vacciner mod rabies og Nipah-virus. Vaccinerne blev givet til flagermusene gennem salt og myg. Resultaterne er lovende, ifølge det nye studie.

Myg, som bar vaccinen, kunne vaccinere flagermusene både ved at stikke dem og ved selv at blive spist, og ved at placere vaccine i salt i nærheden af flagermusene kunne de slikke vaccinen i sig.

Alle disse metoder blev testet i laboratoriet.

Irene Ørpetveit er virusforsker og ansvarlig for biosikkerhed ved Veterinærinstituttet i Norge. Hun fortæller, at hun finder det nye studie meget interessant. Hypotesen er spændende, og forskerne stiller relevante spørgsmål, ifølge hende.

Fra flagermus til menneske

Forskerne kender til næsten 1.500 forskellige arter af flagermus, og de har et helt særligt immunforsvar.

Det betyder, at de ofte kan bære på virus uden selv at blive syge, men de kan smitte mennesker og andre dyr med farlige sygdomme.

Det kalder forskerne zoonoser.

Både rabiesvirus og Nipah-virus kan blive spredt fra flagermus til mennesker.

Karl Frafjord, zoolog og forsker ved UiT Norges arktiske universitet, peger på, at smitteproblemerne for det meste skyldes den måde, vi behandler vilde dyr på.

»Det er et interessant eksperiment. Studiet i sig selv tyder på en stor tro på, at teknologiske landvindinger skal løse udfordringer i naturen, som i høj grad er menneskeskabte,« siger han.

Smitte gennem palmesaft

Nipah er en virus, som hovedsageligt findes i Sydøstasien. Den naturlige vært for virusset er frugtflagermusen, og smitte til mennesker sker ofte gennem rå palmesaft, hvor der er spyt, urin eller afføring fra inficerede flagermus.

Nipah-virus har navn efter den malaysiske landsby Kampung Sungai Nipah, hvor virussen første gang blev identificeret i 1999.

Siden har der været flere mindre udbrud, de fleste i Bangladesh.

Ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), ligger dødeligheden på mellem 40 og 75 procent.

Overlæge og ekspert i infektionssygdomme Marte Petrikke Grenersen forklarer, at de små udbrud kan få tallene til at virke mere dramatiske, end de egentlig er.

»Når udbruddene er små, vil hvert dødsfald få stor betydning for statistikken. Hvis fem er smittet, og to af dem dør, er dødeligheden 40 procent. Dør tre, stiger dødeligheden til 60 procent,« forklarer hun.

Sådan gjorde forskerne

Forskerne i Kina genmodificerede en virus, som skulle fungere som bærer for vaccinerne. Vaccinerne bestod af gener fra rabies- og Nipah-virus.

Vaccinerne blev givet til sterile hunmyg. Forskerne testede derefter, om vaccinen blev spredt mellem myggene, men det skete ikke, ifølge studiet.

Vaccinerne blev også tilsat en saltvandsopløsning for at teste, om de kunne overføres til flagermus gennem salt.

Resultaterne viser, at begge myggemetoder fungerede godt nok til, at flagermusene faktisk blev vaccineret.

Saltmetoden fungerede også godt, ifølge forskerne.

Irene Ørpetveit mener, at det er spændende, at det faktisk virker.

»Det er et godt grundlag for videre studier, som måske også kan omfatte andre dyr og andre virusser,« siger hun.

Karl Frafjord fortæller, at saltmetoden kan fungere i visse flagermuskolonier, men ude i naturen kan mange andre dyr også få vaccinen i sig fra fælderne.

Han siger, at det kan betyde, at både flagermus og andre dyr får for store doser af vaccinen.

Karl Frafjord spekulerer også på, hvor mange flagermusarter der faktisk har brug for ekstra salt.

Ikke så enkelt i den virkelige verden

Forskerne undersøgte også flagermus i en hule i Guangdong i Kina.

Her testede de ikke vaccinen, men undersøgte, om flagermusene indtog salt fra beholdere med saltvand, som forskerne havde lagt ud, og om de spiste og blev stukket af myg i hulen.

Ifølge forskerne viser resultaterne, at vaccinationsmetoderne også kan fungere i en hule med flagermus.

Men hvad kan der ske, hvis vaccinationsmetoderne bliver testet ude i den virkelige verden?

Karl Frafjord påpeger, at studiet er udført i et laboratorium.

»Rigtig meget kan gå galt. Jeg vil i hvert fald kraftigt advare mod at slippe dette løs i naturen,« siger han.

Irene Ørpetveit siger, at forskningen kan være et spændende første skridt, men at meget skal testes, før denne metode kan bruges i naturen.

Hun svar på savner et spørgsmål i studiet, nemlig hvad der sker, hvis vaccinen gives til en flagermus, som allerede har rabies eller en Nipah-virusinfektion.

Forskerne har nemlig kun testet vaccinen på flagermus, som ikke har haft virusset.

Irene Ørpetveit forklarer, at flagermus har et meget kompliceret og særligt immunforsvar, som gør, at de kan leve med en række virus. Derfor er der stor sandsynlighed for, at flagermus allerede kan have virussen i kroppen.

Hvad med andre dyr?

Forskerne fandt desuden, at myggene havde suget blod fra to fuglearter ud over flagermusene, da dyrene blev undersøgt i hulen i Guangdong.

Derfor skal vaccinens sikkerhed også testes på alle de arter, som kan blive stukket af de vaccinebærende myg, ifølge Irene Ørpetveit.

Hun forklarer, at der er en risiko for, at visse dyr kan få uønskede reaktioner i immunforsvaret på grund af vaccinen. I værste fald kan de dø af det, siger hun.

Hun tilføjer, at metoden også skal testes på de forskellige flagermusarter, hvor den skal bruges.

»Man kan ikke undersøge responsen hos én flagermus og forvente det samme resultat hos andre arter, eller at en løsning, der fungerer ét sted, nødvendigvis også vil fungere på et andet kontinent eller i en anden økologisk sammenhæng,« siger hun.

Skal overvåges nøje

Karl Frafjord siger også, at han er usikker på, hvordan det skal fungere at slippe myggene ind i de huler, hvor flagermusene opholder sig om dagen.

»Så vidt jeg ved, er det ikke særlig sandsynligt, at flagermusene jager inde i hulen,« siger han.

Han peger også på, at der skal bruges rigtig mange myg for at få denne metode til at virke i stor skala.

»Mange af dem vil med garanti slippe væk og stikke andre dyr og mennesker. Det skal også overvåges nøje. Det koster meget, og mange af de lande, der faktisk har problemer med disse virusser, har dårligt råd,« siger han.

Han siger, at der findes en langt billigere løsning på disse problemer, nemlig at vi holder op med at jage flagermus og bruge dem i traditionel medicin.

»Det er ikke sådan, at flagermus opsøger mennesker for at smitte dem. Det er mennesker, der opsøger flagermusene. Der, hvor flagermus lever i kolonier tæt på mennesker, kan der være en smitterisiko.«

»Alligevel vil det ikke være praktisk muligt at vaccinere flagermus i større omfang. Og de lande, hvor risikoen for sådanne sygdomme er størst, har næppe råd til det,« slutter han.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.