En meget stor del af de bygninger, som vi omgives af i dag, stammer fra 1960'erne.

Alene det, at de fylder så meget i byerne og i landskabet, gør dem til en vigtig del af vores bygningsarv. 

Det gælder både de kendte bygninger som Vikingeskibshallen i Roskilde og det almindelige, mere anonyme boligbyggeri.

Bygningerne tilbyder os en lang række fortællinger om dansk arkitektur fra en periode, hvor det danske velfærdssamfund var under hastig udvikling. 

Derfor skal vi fremover blive bedre til at sætte pris på mange af 1960'ernes huse. Det forsøger jeg at vise ved at fortælle om dem i min nye bog 'Dansk arkitektur i 1960'erne'.

Velfærdssamfundet formede byggeriet

Igennem 1960'erne oplevede danskerne en økonomisk fremgang, der hurtigt satte sig spor i byggeriet. 

Flere forskellige arkitekturstrømninger (senmodernisme i flere udgave, brutalisme, strukturalisme og lidt postmodernisme) var moderne på samme tid, men på tværs af dem alle fik velfærdssamfundet sit eget formsprog.

Rådhuse var ikke længere monumentale bygningsværker, men afdæmpede, praktiske og ofte imødekommende, uformelle bygninger. De lignede de kontorhuse, som de reelt var. 

Kulturelle byggerier, lige fra svømmehaller til museer, mødte nu ofte deres brugere på en ligefrem facon.

Skolebygninger blev holdt i en menneskelig skala og fik en hjemlig karakter. De mange nye huse til universiteter og lignende var typisk forholdsvis lave anlæg, hvor fleksibilitet og uformelle og robuste rammer for de studerendes frie udfoldelse var nøgleord.

Større og bedre almennyttige boliger blev masseproduceret med det formål at udnytte, at det var billigt at seriefabrikere byggeri, så alle kunne få råd til en ordentlig bolig. 

LÆS OGSÅ: Byområder med indvandrere fravælges af flertallet

I 1958 udskrev LO (Landsorganisationen i Danmark) en arkitektkonkurrence om en ny højskole for bevægelsens tillidsfolk. Jørn Utzon vandt både 1. og 3. pladsen i konkurrencen, men på grund af operabyggeriet i Sydney måtte han trække sig. Herefter tilfaldt opgaven 2. præmietagerne Jarl Heger og Karen og Ebbe Clemmensen. De endte med at skabe en højskoleby med småhuse, torve, gyder og haver inspireret af middelalderlige og sydeuropæiske byer. (Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet)

60'ernes haveboliger og kommercielle glashuse

På samme måde blev typehuse, parcelhushuse og sommerhuse standardiseret.

Et af tidens vigtigste boligidealer var et hjem i tæt kontakt med haven eller naturen. 

Hospitaler og tekniske anlæg indtog ofte pladsen som velfærdssamfundets nye monumenter i stor skala, både i byen og i landskabet. 

Samtidig rejste et driftigt erhvervsliv kommercielle højhuse eller store bygningskomplekser, gerne som glashuse, mens store fabriksanlæg holdt deres indtog i industrikvartererne.

Industrialiseringen af dansk byggeri

Industrialiseringen af byggeriet og masseproduktionen af husene spillede en vigtig rolle i opbygningen af velfærdssamfundet.

Tidens store boligmangel og den nedslidte boligmasse betød, at der især blev sat lighedstegn mellem gode livsvilkår og en ordentlig bolig. 

Ikke desto mindre lagde staten også vægt på, at de fysiske rammer for uddannelse, industri og infrastruktur blev forbedret ved hjælp af et rationelt og industrialiseret byggeri. 

I 1960 vedtog staten det såkaldte montagecirkulære. Det gav økonomiske fordele til det nye elementbyggeri, hvor man blandt andet brugte store betonelementer, i modsætning til det traditionelle murstensbyggeri.

Det satte for alvor gang i industrialiseringen af dansk byggeri. Nogle var begejstrede for den udvikling, andre var skeptiske. 

På den ene side blev der bygget som aldrig før for at opfylde reelle, påtrængende behov på mange fronter.

På den anden side foregik byggeriet med en sådan hast, at der ikke var tid til eftertanke.

LÆS OGSÅ: Skønhed skal gøre fremtidens bygninger bæredygtige

Rundforbi Svømmehal er en del af et idrætsanlæg, som er tegnet af arkitekterne Ole Helweg og Claus Bremer og opført 1965-70. (Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet)

Gentagelse på gentagelse

Gentagelserne af elementer, af former, af facader og af lejlighedsplaner dominerede mange byggerier. 

På den ene side var de bestemt af industrialiseringens krav om få og faste størrelser på byggematerialerne.

På den anden side fortalte gentagelserne om en lighed, der skulle kunne rumme alle i samfundet, og om en såkaldt ærlighed overfor de byggeopgaver, der reelt bestod af gentagelser, for eksempel mange lejligheder eller kontorer ovenpå hinanden. 

Med årtiets byggeboom betød det rigtig mange gentagelser.

Hverdagsarkitektur og den menneskelige skala

1960’ernes arkitektur var i høj grad en 'hverdagsarkitektur', det helt almindelige byggeri. Et af hverdagsarkitekturens kendetegn var den menneskelige skala. 

Den synes undertiden at være forsvundet i tidens meget store byggerier, men alligevel var den menneskelige skala den grundlæggende målestok ved udformningen af langt det meste byggeri. 

Det gjaldt typehuset, storcentret, biblioteket, skolen og meget mere. 

Hverdagsarkitekturen var desuden præget af en demokratisk ånd. For eksempel når den gjorde rådhuse til stilfærdige kontorbygninger og bortskaffelse af affald til monumenter over fællesskabet. 

På sin vis var det også den demokratiske tilgang, der skabte det, der senere skulle blive betragtet som årtiets store fejltagelse, nemlig gentagelsen. 

Høje Gladsaxe blev bygget i 1963-1968 i Søborg. Det var en af de store boligbebyggelser, hvor drømmen om et effektivt elementbyggeri og gode boliger til alle gik hånd i hånd. (Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet)

1960'ernes kreative arkitekter

At være arkitekt i 1960'erne krævede alt i alt en god portion kreativitet. Arkitekterne ønskede at skabe en relevant og vedkommende arkitektur, og de undersøgte derfor mange former og udtryk.

Kreativiteten kom til udtryk på forskellige måder. Arne Jacobsen satsede på helt enkle, næsten abstrakte løsninger, for eksempel i SAS-huset i København. 

Friis & Moltke arbejdede med robuste former og en rå betonbehandling i Hotel Lakolk på Rømø. 

Og Flemming Skude gav sig i kast med malede arkitektoniske udsmykninger, der gik under navnet supergrafik.

Arkitekterne kunne også vælge at lade arkitekturen trække sig tilbage, så den bare blev en neutral ramme for bygningernes brugere. Alternativt kunne de lade brugerne bygge selv eller bygge med. 

Det skete i Susanne Ussings og Carsten Hoffs provokerende lejreksperimenter, blandt andet i Thylejren. 

LÆS OGSÅ: Mød de to danske rum-arkitekter, der bygger boliger til Mars og Månen

Holbæk Seminarium anses for at være arkitekten Gerdth Bornebuschs hovedværk. Bornebusch, Brüel og Selchau vandt konkurrencen om seminariet i 1961 og bygningerne blev indviet 1965. Seminariet er et tidstypisk udtryk for velfærdssamfundet, som ikke sparede på de mange nye offentlige institutioner. Det afspejler også den rivende udvikling indenfor skolevæsnet. (Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet)

Grænserne skubbes

I 1960'erne kom der også nye bygningstyper til, for eksempel storcentret og terrassehuset. Begge typer bygges endnu den dag i dag. 

Arkitekterne skulle også leve op til et nyt krav om, at husene skulle være fleksible. Bygningerne skulle i fremtiden kunne anvendes til skiftende formål. 

Med industrialiseringen af byggeriet udviklede byggeteknikken sig hastigt, og arkitekterne skulle følge med.

I begyndelsen kunne elementer og montageteknik binde udformningen til simple former og planer, men med tiden kom der større variation. 

Arkitekter og ingeniører lagde en ære i at udforske og skubbe til grænserne i byggeteknikken, når det gjaldt både den store arkitektur og den lille fuge. 

1960'erne trækker spor til i dag

1960'erne bød både på arkitektur med stort A og på det mere almindelige byggeri. 

Hverdagsarkitekturen er typisk det byggeri, som vi i dag tager for givet, og som vi ikke lægger særlig meget mærke til. Alligevel udgør det en vigtig del af landets nyere historie. 

Derfor er det vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at se, forstå, opleve og værdsætte arkitekturen fra vores nærmeste fortid.

For nogle af os er det vores barndoms eller ungdoms byggerier. Det gælder også, når vi sætter i stand, bygger om eller udvider. 

Der er allerede nu en tendens til større opmærksomhed på kvaliteterne i 1960’ernes huse, både herhjemme og i udlandet. 

Det er en udvikling, der forhåbentlig vil fortsætte.

LÆS OGSÅ: Sommerlandets arkitektur afspejler velfærdssamfundets udvikling

LÆS OGSÅ: Storstrøm Fængsel: Ingen har undersøgt, om flot arkitektur forebygger kriminalitet