Det vakte opsigt, da Videnskab.dk for nylig berettede om ny dansk forskning, der konkluderer, at kosttilskud med A- og E-vitamin samt beta-caroten øger risikoen for dødsfald.
Undersøgelsen får nu Kræftens Bekæmpelse til at anbefale, at produkter med meget høje doser af antioxidanterne, som i dag frit kan købes hos f.eks. Matas eller på apoteket, enten forbydes helt, skal revurderes eller i det mindste kræver særlig anbefaling fra en læge – og måske recept – før de kan købes.
A-vitamin og E-vitamin »uden gavnlige effekter«
»Der er overhovedet INGEN gavnlige effekter af at tage de her antioxidanter. Er der overhovedet brug for at have godkendte præparater med for eksempel e-vitamin, hvor der er en øget dødelighed,« bemærker forskningschef i Kræftens Bekæmpelse, Anne Tjønneland, ifølge dr.dk.
Forskningen fra bl.a. Rigshospitalet har set på samtlige undersøgelser af vitaminpiller og kosttilskud med de tre typer antioxidanter A- og E-vitamin samt beta-caroten. Forskerne konkluderer, at de øger dødeligheden med fire procent.
Anne Tjønneland spæder ifølge dr.dk til med, at hun endnu ikke har set et eneste studie fra vestlige lande, hvor produkterne har vist sig at forebygge kræftsygdomme.
Myndighederne afventer melding fra DTU
Forbrugerrådet mener også, at myndighederne nu må se nærmere på kosttilskudsmarkedet.
»Mange tager de her antioxidanter, fordi de tror, det er sundt, så myndighederne bør se på, om der er fare for, at folk tager for meget og om der er behov for en revurdering af de her produkter,« siger fødevarepolitisk medarbejder, Camilla Udsen, til dr.dk.
Fødevarestyrelsen har nu bedt Danmarks Tekniske Universitet (DTU) se nærmere på undersøgelserne. Styrelsen vil have en tilbagemelding fra DTU, før den forholder sig til dem.
Læs meget mere om forskernes undersøgelse i artiklen Vitaminpiller kan slå dig ihjel.

































