På TikTok bliver det hævdet, at mundtape kan give en dybere søvn, og mange følger trenden: De taper munden til, før de går i seng, i håb om at sove bedre.
Vi har spurgt en søvnforsker, om der kan være noget om snakken.
Og ja, der kan være flere fordele – men også en række ulemper.
»Formålet med mundtape er at få os til at trække vejret gennem næsen, når vi sover,« forklarer Ingvild West Saxvig, som er forsker ved Søvnklinikken på Haukeland Universitetshospital i Norge.
Ingvild West Saxvig forklarer, at det er godt for kroppen trække vejret gennem næsen.
Næsen renser luften, varmer den op og fugter den, før den når lungerne.
»At trække vejret gennem næsen giver bedre iltoptagelse, beskytter mod infektioner og giver en dybere og mere effektiv vejrtrækning end at trække vejret gennem munden.«
Ifølge Ingvild West Saxvig er det også bedre for den anatomiske udvikling af ansigtet hos børn og unge at trække vejret gennem næsen.
Det har nemlig effekt på, hvordan kæbe, næse og andre strukturer i ansigtet formes, mens de vokser.
Hun tilføjer, at vi ved at trække vejret gennem næsen, når vi sover, kan mindske risikoen for snorken og søvnapnø – noget der ellers typisk forringer søvnkvaliteten.
Kritisk over for sundhedstips på sociale medier
På sociale medier som TikTok kan man finde mange metoder og tricks, der angiveligt kan forbedre søvnen.
\ Læs også
»Jeg anbefaler alle at være kritiske over for sundhedstips, vi finder på sociale medier, og altid tjekke dem op imod fagligt pålidelige kilder, før vi kaster os ud i en ny trend,« siger forskeren.
Mundtape er en af de virale trends, der for nylig har floreret på sociale medier.
»Det negative ved sådanne trends er, at de kan skabe stress omkring søvn, hvilket i sig selv kan gøre det sværere at få en god nattesøvn,« siger hun.
»For at kunne sove, skal både hjernen og kroppen slappe af.«
Hun påpeger også, at mundtape kan være farligt at bruge, hvis man er meget tilstoppet i næsen.
»Det mest alvorlige er, at det kan føre til iltmangel, fordi man ikke får luft nok.«
Ingvild West Saxvig mener dog, at det er positivt, at flere bliver opmærksomme på, hvor vigtig søvn er, for det kan føre til, at flere prioriterer søvnen højere.
\ Det kan du gøre for at forbedre søvnen
- Sørg for at gå i seng og stå op på regelmæssige tidspunkter. Det fremmer en regelmæssig døgnrytme.
- Hvis du har søvnproblemer, skal du undgå at sove i løbet af dagen, også selvom du er søvnig. Søvnigheden går som regel over efter et stykke tid.
- Gå kun i seng, når du er søvnig, og forlad soveværelset, hvis du ikke kan falde i søvn.
- Undgå ikke-søvnrelaterede aktiviteter (med undtagelse af sex) i soveværelset, f.eks. arbejde, besvare e-mails osv.
- Lær en afspændingsteknik. Det reducerer spændinger, der modvirker søvn. Brug den, hvis du vågner om natten eller har svært ved at falde i søvn.
- Undgå at gruble over problemer og morgendagens aktiviteter, når du ligger i sengen. Skriv i stedet dine oplevede problemer ned flere timer før sengetid, angiv mulige måder at håndtere disse problemer på og læg derefter problemerne til side.
- Vær opmærksom på overdrevent negative tanker om søvn, der kan bidrage til at holde dig vågen. Fortæl dig selv, at vi er relativt robuste over for søvnmangel, og at det ikke er en katastrofe, hvis du ikke får det ønskede antal timer søvn hver nat.
- Mennesker med søvnproblemer undervurderer ofte det antal timer, som de sover. Før søvndagbog, hvor du noterer, hvornår du gik i seng, hvornår du ca. faldt i søvn, hvor mange gange du vågnede om natten, hvornår du vågnede om morgenen, og hvornår du stod op. Mange bliver overraskede over, hvor længe de faktisk sover.
Tiltag er ikke altid nødvendige
Ifølge Ingvild West Saxvig forsøger mange at forbedre deres søvn – selv når de egentlig ikke har et problem.
»Hvis du fungerer godt i løbet af dagen uden at være meget træt, får du sandsynligvis søvn nok. Så er der ingen grund til at gøre noget særligt,« siger hun.
Men hvis du er søvnig i dagtimerne, anbefaler hun at prioritere søvnen i en periode.
»Få en regelmæssig søvnrytme, og følg almindelige søvnhygiejneråd, og se, om det får dig til at føle dig mere udhvilet,« siger hun.
Men hun understreger, at ikke alle søvnproblemer kan løses med enkle råd.
Ingvild West Saxvig tror, at mange, der kæmper med søvnproblemer over længere tid, ukritisk afprøver forskellige tricks med håbet, at ét enkelt tiltag kan løse problemet.
»Der er mange forskellige årsager til dårlig søvn, og derfor skal der også bruges forskellige strategier for at forbedre den,« siger hun.
\ Læs også
Ingvild West Saxvig forklarer, at søvn er tæt forbundet med den mentale sundhed.
»For lidt eller dårlig søvn påvirker humøret negativt og øger risikoen for psykiske problemer,« siger hun.
Ifølge Ingvild West Saxvig er søvnproblemer almindelige ved alle former for psykiske lidelser, og psykisk mistrivsel kan også føre til dårlig søvn.
Derfor mener hun, det er vigtigt at finde ud af, hvilket søvnproblem man reelt har, og hvad der virker bedst i netop det tilfælde.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.



































