For lidt søvn kan have store konsekvenser for helbredet. Det har vi alle fået tudet ørerne fulde med, og adskillige studier viser det samme.
Men hvad er egentlig 'nok' søvn?
Det viser sig, at svaret måske handler mere om kultur, end man umiddelbart skulle tro, for der findes ikke en universel standard for, hvor længe det er godt at sove.
I nogle lande sover folk mindre, og det, mener de, er ideelt. I andre lande sover folk mere, for det, mener de, er det rigtige at gøre.
Men har folk i lande, hvor de i gennemsnit sover mindre end i andre lande, dårligere helbred?
Det forsøgte forskerne bag et nyt studie at finde ud af.
Bør justere rådet om otte timers søvn
Forskerne har sammenlignet søvn- og sundhedsdata for flere end 5.000 personer fra 20 lande.
De målte, hvor meget folk sov i gennemsnit, og det koblede de til data for forskellige nationale sundhedsfaktorer som for eksempel fedme, hjertesygdomme, diabetes og forventet levealder.
Kort sagt fandt de, at indbyggerne i lande, hvor de sover mindre, ikke havde dårligere helbred.
»På trods af det gængse råd om otte timers søv, peger vores fund på, at søvnanbefalinger bør tilpasses kulturelle normer,« siger én af forskerne bag studiet, professor Steven Heine fra University of British Columbia i Canada.
»Der findes ikke én bestemt mængde søvn, der passer til alle,« siger Steven Heine.
Hvem sover mest og mindst?
Det er i lande i Østasien, at folk generelt får mindst søvn. Japanerne sover mindst – i gennemsnit 6 timer og 18 minutter.
Lande i Oceanien og Vesteuropa sover mest. I Frankrig var gennemsnittet 7 timer og 52 minutter. I Canada var det 7 timer og 27 minutter.
Forskerne fandt også, at dét, som bliver anset for den optimale mængde søvn, varierer mellem lande.
Personerne, der havde det bedste helbred, var dem, der sov nogenlunde lige så længe, som det kulturelle ideal i deres land dikterede.

»Det tyder på, at den ideelle mængde søvn er den, der matcher det, der betragtes som den optimale mængde søvn i den kultur, hvor du bor,« siger Christine Ou, som er én af de andre forskere bag studiet.
Forskerne fandt også, at de fleste mennesker faktisk sov en time mindre, end hvad der blev anset for optimalt for deres kultur.
Studiet bekræftede også tidligere forskning, nemlig at både det at sove for lidt eller for meget er forbundet med dårligere helbred.
»Vi bør have færre retningslinjer for søvn«
»I min optik er det et meget interessant, vigtigt og sjovt studie‚« siger hjerneforsker Kristine Beate Walhovd, professor ved universitetet i Oslo.
Hun har selv skrevet om emnet i en artikel udgivet i Nature sidste år, hvor hun kritiserer eksperimentelle søvnstudier for ikke at tage højde for, at søvnbehov er fleksible og påvirket af for eksempel kultur.
»Det nye studie viser tydeligt, at der ikke findes én optimal søvnlængde for alle,« siger Kristine Beate Walhovd.
Måske betyder det, at vi ikke skal have så mange retningslinjer, når det gælder søvn, mener professoren.
»Når vi så tydeligt ser, at folk oplever sig selv som sundere, når deres adfærd ikke bliver opfattet, som om den er i konflikt med en kulturel norm, og vi ved, at søvnbehovet er så individuelt, så kan vi godt forsøge at have færre retningslinjer omkring søvn,« siger Kristine Beate Walhovd.
»Vi må ikke se bort fra det faktum, at det simpelthen kan eliminere nogle af de problemer, der er relateret til søvn og sundhed.«
Nyd at være vågen!
Kristine Beate Walhovd peger på endnu ét af studiets fund. Nemlig at lande, hvor man ikke sover så meget, har lavere forekomst af fedme sammenlignet med lande, hvor de sover længere. Forskerne bag studiet kalder fundet besynderligt.
»Det er et vigtigt fund fra studiet, som desværre er noget underkommunikeret,« siger Kristine Beate Walhovd.
»Det eneste sundhedsmæssige udfald, der konsekvent er knyttet til søvnlængden på tværs af lande, er, at mere søvn er forbundet med højere forekomst af fedme.«
\ Læs også
Det burde være en kraftig advarsel mod at opfordre folk til at sove længere end nødvendigt, ifølge Kristine Beate Walhovd.
»Man bør i stedet begynde at bruge sin tid på mere fornuftige ting i stedet for at bekymre sig om søvn og at sove tiden væk,« mener professoren.
»Vi bør i stedet nyde at være mere vågne. Det er jo der, vi får ting gjort.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
Healthy sleep durations appear to vary across cultures, PNAS (2025), DOI: 10.1073/pnas.2419269122


































