»Det er det sværeste studie, jeg nogensinde har lavet.«
Sådan siger professor i neuropsykologi fra Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri Kamilla Miskowiak.
Fem år har det taget at inkludere deltagere og lave forsøget med i alt 27 svært depressive patienter, som var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling og henvist til behandling med elektrochock (ECT) af lægen på afdelingen.
Selve forsøget tog kun et par dage. Når en depressiv patient sagde ja til at deltage i forsøget, blev han eller hun tilfældigt udtrukket til enten at få ECT eller falsk ECT.
\ Mere om ECT
Hvis du er interesseret i ECT, kan du læse mere i disse artikler:
»Det foregik sådan her: Patienten kom ind på stuen, hvor ECT-behandlingen skulle foregå,« fortæller Kamilla Miskowiak og fortsætter:
»Han eller hun blev lagt i fuld bedøvelse, fik muskelafslappende medicin, og fik sat elektroder på og bideskinne i munden. Og så åbnede den læge, der skulle give behandlingen en kuvert med en seddel, hvor der stod, om patienten skulle have ECT eller ej.«
På den måde fik i alt 12 patienter ingen ECT. Elektroderne blev taget af igen, og de blev vækket. 15 fik ECT og blev vækket igen. Hverken patienter eller forskere vidste, hvem der havde fået hvad.
Frontallapper reagerer anderledes
Et døgn efter ECT eller falsk ECT blev patienterne kørt til Hvidovre Hospital og lagt i en hjerneskanner, som ved hjælp af magnetisme måler aktiviteten i hjernen. Mens de lå i skanneren, fik de vist forskellige billeder.
Både billeder, som var meget ubehagelige, og billeder, som var rare og positive.
Og her kunne forskerne se noget interessant.
Reaktionen på de negative billeder i et særligt område af hjernen, nemlig den midterste del af frontallappen, var mindre hos de patienter, som havde fået ECT, men større når de så de positive billeder.
Man kunne simpelthen se, at der løb mere iltet blod til det område i frontallappen, når patienterne fik vist et positivt billede. Og omvendt løb der mindre iltet blod til frontallappen, når de så et negativt billede, sammenlignet med kontrolgruppen, som ikke havde fået ECT.
Tidligere forskning har vist, at den midterste del af frontallapperne, er overaktiv hos folk med depression. Det har betydning for, hvordan man opfatter verden omkring sig.
»Derfor var vi interesserede i at se, hvad der sker netop her. Jeg synes, det er særligt interessant, at der både sker mindre reaktion ved negative billeder og større reaktion ved positive billeder,« siger Kamilla Miskowiak.
Hvis forskerne kun havde undersøgt reaktionen i hjernen på de negative billeder, kunne man måske tænke, at ECT havde gjort området mindre aktivt. At strømmen måske på en eller anden måde havde bedøvet hjernen lidt.
»Men det er altså ikke tilfældet, for så ville vi ikke se en øget reaktion ved de positive billeder. Der sker på en eller anden måde en normalisering,« siger Kamilla Miskowiak.
Hun er førsteforfatter på en videnskabelig artikel om studiet, som netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift European Neuropsychopharmacology.
ECT er lidt en gåde
Professor i psykiatri på Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri Poul Videbech forsker selv i depression, hjernen hos depressive og effekten af ECT. Han har ikke været med til at lave det nye studie, men er ret imponeret over det unikke studie, som er det første af sin art i verden.
»Jeg synes, det er rigtigt interessant. Vi ved, at ECT virker godt for rigtigt mange med svær depression, men det er lidt en gåde hvorfor. Det her er en brik til det samlede puslespil om ECT’s virkning,« siger han.
Poul Videbech bakkes op af klinisk lektor på Syddansk Universitet Erik Roj Larsen, som er speciallæge i psykiatri i Region Syddanmark.
»Det er et elegant studie. Jeg synes, det er rigtigt spændende, at de går ind og kigger på det område af hjernen. For det er et område, vi har stigende fokus på inden for depressionsforskningen,« siger han.
De tre forskere fortæller, at mennesker med svær depression bliver markant mere påvirket, når de ser eller hører noget negativt.
»Et kendetegn ved depression er også, at man relaterer det negative til sig selv, og til at man selv har fejlet. Ser en svært depressiv et billede af et brændt barn, vil hun måske tænke på en gang, hvor hendes eget barn brændte sig, og at hun faktisk synes, det var hendes skyld. Vi ved, at frontallapperne spiller en vigtig rolle i forhold til at bearbejde informationer i forhold til sig selv,« siger Kamilla Miskowiak.
Det nye studie peger ifølge Kamilla Miskowiak og Poul Videbech på, at ECT skaber en mere normal reaktion i frontallapperne.
Stærkt design
Ifølge Poul Videbech er det en stor styrke i studiet, at forskerne har inkluderet en kontrolgruppe.
»Designet er en stor styrke. Jeg gad godt have været med til at lave det her studie,« siger han.
Hvis han skal pege på en svaghed, er det, at forskerne ikke har skannet patienterne, inden de fik ECT og falsk ECT. De kan altså ikke se, om der er forskel på, hvordan hjernen reagerer på billederne før og efter ECT hos de enkelte patienter.
Det er Kamilla Miskowiak og hendes kollegaer opmærksomme på.
»Det havde været interessant og styrket studiet, hvis vi havde skanninger fra før. Men der er to udfordringer ved det,« siger hun.
- For det første er det svært at måle en valid reaktion af samme type test to gange. Hjernen lærer hurtigt og vil derfor reagere mindre, anden gang man ligger i en skanner og får vist den type billeder.
- For det andet havde patienterne det meget dårligt. En skanning før ECT og falsk ECT ville udskyde behandlingen yderligere.
Kun lidt mindre deprimerede
Forsøgspersonerne fik også målt deres depressionsscore ved hjælp af Hamiltonskalaen, som måler sværhedsgraden af depression.
Her havde patienterne i begge grupper forbedret sig med ganske få point.
»Det er også interessant. De var altså ikke blevet mindre deprimerede, men stadig var der en ændring i hjernens måde at reagere på hos dem, der havde fået ECT. Det tyder på, at ECT skaber ændringer, allerede inden depressionen letter. Og de ændringer kan måske være med til at forklare, at det i sidste ende virker på depressionen,« siger Kamilla Miskowiak.
Da forsøget var afsluttet efter tre dage, genoptog alle 27 patienter almindelig ECT-behandling, som typisk varer tre uger med ECT tre gange om ugen.
Ifølge Erik Roj Larsen havde det været interessant at følge forsøgspersonerne længere tid og skanne dem igen, når de var færdige med hele ECT-behandlingen. Her er udfordringen igen grænserne for, hvad patienterne skulle udsættes for og validitetens af den neuropsykologiske test, hvis den gentages.
»Vi har fået lagt endnu en brik til at forstå effekten af ECT. Men nu står man tilbage med nye spørgsmål, som det kunne være spændende at få svar på. Hvordan ser det ud, når man har gennemført hele behandlingen? Hvilke hjerneforandringer ses hos dem, som har effekt af ECT?,« siger han.
Studiet er finansieret af Lundbeckfonden.
