Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Studie: Kortere penis forbundet med lavere frugtbarhed

Annonce:

Mænd med kortere penis var i et nyt studie også mindre frugtbare. Det fortæller amerikanske forskere fra University of Utah, skriver telegraph.co.uk.

I gennemsnit havde ufrugtbare mænd knap en centimeter kortere penis end mænd, der ikke havde problemer med frugtbarheden.

»En centimeter er måske ikke en slående forskel, men der var en klar statistisk signifikans (sikkerhed omkring resultatet, red.),« siger Dr. Austen Slade fra University of Utah, der har ledt det nye studie, til telegraph.co.uk.

Han vil sammen med sine kolleger præsentere den nye forskning på en konference i delstaten Colorado i denne uge.

Studiet har brugt tal fra 815 mandlige patienter i behandling mellem 2014 og 2017.

Alle mændene i studiet var i behandling for problemer centreret omkring deres kønsdele, men kun 219 af dem søgte behandling for deres fertilitet.

  • Mænd uden problemer med frugtbarheden havde en gennemsnitlig penislængde på 13,4 centimeter.
  • Men for ufrugtbare mænd var penis knap en centimeter kortere i gennemsnit – nemlig 12,5 centimeter.

Forskerne kunne dog kun se en statistisk sammenhæng imellem frugtbarhed og penis.

Annonce:

Derfor kan man endnu ikke vide med sikkerhed, om frugtbarhed og penislængde hænger direkte eller indirekte sammen.

»Det er muligvis en manifestation af medfødte eller genetiske faktorer, der disponerer en for ufrugtbarhed. Indtil videre behøver mænd med kortere penis ikke at bekymre sig over deres fertilitet,« siger Dr. Austen Slade til telegraph.co.uk.

on